Thorvaldsen.
–––––––––
Prolog
ved det kongelige Theaters Sørgefest,
den 9de April 1844
–––––––––
Af
J.L. Heiberg
––––––––––––––––––
Kjøbenhavn
Forlagt af Universitetsboghandler C.A. Reitzel.
Trykt i Bianco Lunos Bogtrykkeri.
Den dybe Sorg, som Danmarks Hjerte bærer
Ved Tabet af sin vidtberømte Søn,
Har alt sig givet Luft i Ord og Toner,
Der klang i Kunstens Hal og Herrens Tempel.
Men ogsaa her begjærer den en Tolk,
Thi ingen Kunst, af Muserne beskyttet,
Vil staae ufølsom i den fælleds Sorg,
Fortsættende sit Arbeid, uforstyrret,
Som om en Hverdagshændelse var skeet.
Ei Nogen være vil som Den, der stod
Alene følelsesløs ved Balders Død,
Mens Mennesket og al Naturen græd.
Og just paa dette Sted er Savnet synligt,
Thi her den ædle Skikkelse man skued
Saa mangen Aften; tom staaer nu hans Plads,
Behængt med Sørgeflor; og aldrig mere
Vi see ham gotte sig ved Holbergs Lune;
Men i Udødeligheds Land maaskee
Han rækker ham sin Haand, og siger: Du
Var ogsaa Billedhugger, ogsaa du
Har formet Mennesker, din Pen var Meisel. –
See, Kjøbenhavn har havt sin stille Uge,
Og Sorgen ved den store Mesters Bortgang
Blev knyttet til vor Kirkehøitids Alvor.
Men skjøndt Opstandelsen sin Fest har feiret,
I hvis Forjættelser den Tabte hviler,
Lad denne Dag end vies ind til Sorgen,
Den offentlige Sorg, som Alle dele.
Musiken tier, Sang skal ikke tone,
Den er for blød for denne Marmorsmerte;
Kun Ordet lyder her i dag, og lyder
Alvorligt, strengt, lig Stenen, han gav Tale.
Thi dyb og dæmpet er Sculpturens Røst,
Den har en Klang som Evighedens Klokke,
Der ei fornemmes midt i Livets Tummel.
Ei smigrer den sig glat i Øret ind
Som sød Musik, som Farvepragt i Øiet;
Nei, ubevægelig staaer Marmorstøtten,
Og siger: Kom til mig, hvis du formaaer det,
Thi jeg gjør ikke mindste Skridt mod dig.
Og denne kolde, denne strenge Skjønhed,
Saa vanskelig at favne som en Fjeldtop,
Har altsaa nu dig grebet, danske Folk,
Og ført dig til de rene Formers Rige,
Hvor Skikkelserne staae som stille Tanker,
Afklædte jordisk Dragt og jordisk Attrae? –
O nei, mit Folk! Din Nutid og din Fremtid
Maa længe dukke sig i dette Bad,
Før Sjælen renset er til disse Syner.
Men Anelsen er vakt, og vakt ved ham,
Der foldede dens Vinger ud af Svøbet,
Saavelsom Psyches; ved den Kraft, han gav dem,
Vil de sig hæve til hans Gudeverden.
Alt skimter Norden i sin tætte Taage
De Skjønheds-Idealer, Syden længe,
Begunstiget af Himlens rene Lys,
Har med Beundring seet i solklart Omrids.
Thi denne Genius, født i vor midte,
Og i vor Midte død, tilhørte Verden,
Alt før han hørte Fædrelandet til.
En Glorie, saa blendende, saa rig,
Omstraalte ham: det var Europas Krands,
Der bølged paa hans lange Sølverlokker;
Og Krands og Lokker indgød Ærefrygt,
Endog hos Dem, som fatted ei hans Værd.
Navnkundigheden er et magisk Ord,
Der virker blindt og umodstaaeligt;
Og visselig fortjener den sin Magt,
Naar den har grundet sig i store Værker,
Og har sig underlagt den vide Verden.
Vel tæller Danmark andre skjønne Navne,
Og skylder dem ei mindre Tak end dette;
Men Marmorstøtten taler ei et snevert
Begrændset Folks kun lidet bekjendte Sprog,
Den taler hele Verdens Tungemaal,
Den har sit Fædreland ei her, ei hist,
Men overalt, hvor Kunstens Vugge stod.
Da Holberg døde, fældte Danmark Taarer,
Men det begræd dog kun sit eget Tab;
Men her begræder det, hvad Verden tabte,
Og hvad den tabte, var dets egen Borger;
Her fødtes han, her døde han, her skjænker
Den moderlige Jord ham sidste Hvile.
Derfor hans Ligfærd blev til et Triumftog,
Ei blot i vort, men i Europas Navn;
Men Danmark gik, som nærmest Slægtning, nærmest,
Og følte Sorgen hundredfold fordobblet,
Thi Verdens Sorg var lagt paa Danmarks Skuldre.
Men føleligt det tunge Savn dog rammer
Dig, Kjøbenhavn, thi du besad ham selv,
Og saa ham jævnligt, selv paa Torv og Gade.
Og har du tænkt dig, hvad du taber ved
Ei meer at see den herlige Figur,
Saa plastisk som hans egne Gudestøtter?
Har du bemærket, at ihvor han traadte
Blandt Mængden frem, der veg den taus tilside,
Behersket ubevidst af hellig Sky?
At Døgnets Iver, Lidenskab og Raahed
Forstummed ved hans Syn og bøied Nakken?
Er Nogen i din Midte nu tilbage,
Som smelter dig ved sin Personlighed?
Ak nei! Den Eneste, der stillet var
Saa høit, at uantastelig han stod,
En Gud, en Heros, fra hvis Marmorsider
De sløve Pile kraftløst fløi tilbage,
Som selvklog Dadel, huul Bagtalen ellers
Er rede til at sende mod den Bedste, –
Han er dig røvet, og du har ei længer
Et uanfægtet Ideal for Øie,
Som Ledestjerne for din Ærefrygt,
Som Hvile for din Søgen efter Storhed.
Tom er den Plads, som Een blot kunde fylde,
Og smerteligt vil denne Tomhed føles,
Og længe vil du studse ved den Tanke,
Hvergang den vaagner: Thorvaldsen er død!
Og just i denne Hal, til Glæden viet,
Til Glæden over Skjønhed, Musers Kunst,
Her vilde Skjæbnen, at hiin Skjønhedsformer
Udaandede det sidste Suk i Livet,
Og Glædens Tempel blev et Sørgehuus.
O danske Skueplads! kan du forvinde
Det Indtryk, dette Syn har efterladt?
Kan din Thalia med sit Speil, sin Maske
Afløse Melpomenes tunge Dolk?
Vil ei, naar Latter bryder ud med Jubel,
En sagte Sørgegjenlyd klinge med,
En sympathetisk Tone fra de Mure,
Som vare Vidner til saa haardt et Slag?
Og dog, han døde, som han burde døe.
Ei overlevende sin egen Kraft,
Usvækket, i sin bedste Virksomhed,
I Kunstner-Ungdom, end med Synet skarpt
Og Haanden kraftig, drog han bort, og gik,
Selv seierrig, til seierrige Guder.
Lad Sorgen dvæle ved det bratte Tab,
Saalænge til den selv sig føler træt;
Med Tiden vil Erindringen kun gjemme
Det Glimrende, der prægede hans Død,
Som det hans Liv har præget og hans Værker.
Forbause Verden maatte han i Alt,
Og selv hans Død forbauste som hans Jason,
Hans første Værk, for hvilket Verden studsed.
Men svag er den Tribut, Forbauselsen
Det Store bringer; den er kold og flygtig.
Kun Kjærligheden giver heelt sig hen,
Og holder ud, tiltrods for Tidens Vexling.
Med den omfatte vi den Tabtes Minde
Og Det, som Meer end Mindet er: hans Værker,
Som uforgængeligt, i evig Ungdom
Skal staae, nærværende for alle Slægter.
Alt ere disse Skatte Danmarks Eie,
Men Danmark skal dem eie meer endnu,
Tilegne sig dem dybt med Kjærlighed,
Den Kjærlighed, som heelt sig giver hen
Med fuld Fortaben i sin Genstands Værd.
I disse rene Skikkelsers Betragtning
Vi luttre skal vor Idræt og vort Sind,
Og rense vore Tanker fra det Lave.
Da lever end den Ædles Aand iblandt os,
Og Tiden dømme skal om denne Slægt:
Den værdig var, med Thorvaldsen at leve,
Var værdig til at sørge ved hans Død.
–––––––––
