Thorvaldsens relieffer i Palazzo Giraud-Torlonia

• Ernst Jonas Bencard, arkivet.thorvaldsensmuseum.dk, 2014

Venus, Mars og Amor i Vulkans værksted, marmor
Palazzo Giraud-Torlonia, Rom, foto 1929

Denne artikel er under udarbejdelse

En dårlig kendt bestilling

I gården – den såkaldte Cortile – i Palazzo Giraud-Torlonia på Via della Conciliazione^I i Rom befinder der sig ni marmorrelieffer af Thorvaldsen.
Historien om denne udsmykning er sparsomt og usikkert dokumenteret. Da det også er ganske vanskeligt at få adgang til Torlonia-paladset, har den manglende viden om reliefferne givet anledning til nogle misforståelser om dem. Derfor følger her en redegørelse for sagen på det nuværende – lidt spinkle – grundlag.

Palazzo Giraud-Torlonia, tidligere Palazzo Castellesi, er antagelig tegnet af renæssancearkitekten Donato Bramante og opført i begyndelsen af 1500-tallet. Paladset blev erhvervet af den italienske bankmand og fyrste Giovanni Raimondo Torlonia fra pavestaten i 1820^II. Siden da har paladset været kendt under sit nuværende navn.
Bygningen optræder i øvrigt i Thorvaldsens historie, fordi han selv overvejede at købe palæet i 1827 som et muligt museum for sine egne værker^III.

Thorvaldsens ni relieffer er anbragt som dørstykker på to sider af den arkade, der omkranser paladsets indre gård. Numrene 1-9 på grundplanen over stueetagen viser det enkelte reliefs placering^IV i arkaden.

Grundplan af Palazzo Giraud-Torlonia, Rom. Nord opad.
Gengivet efter Letarouilly, op.cit., pl. 145

Reliefserien består af:

Nr.	Titel	Marmorhugger	Mål (cm)	Gipsmodel, mål (cm)	Gipsmodel, datering	Reference- værk, THM
1.	Priamos bønfalder Achilleus om Hektors lig, AX382	Uidentificeret	Ca. 100×200	93×193	1815	A492
2.	Briseis og Achilleus, AX379	Uidentificeret	Ca. 100×200	71×135	1837	A491
3.	Hektor og Andromache, AX380	Uidentificeret	Ca. 100×200	92×182	Ca. 1837	A501
4.	Hylas og flodnymferne, AX387	Uidentificeret	Ca. 100×200	40×76	1831	A483
5.	Alexander den Store på sin vogn, AX385	Johann Scholl	Ca. 100×200	55×110	Ca. 1822	A508
6.	Odysseus får Achilleus’ våben, AX383	Giovanni Maria Benzoni	Ca. 100×200	63×119	1831	A498
7.	Hektor hos Paris og Helena, AX381	Uidentificeret	Ca. 100×200	84×165	1837	A500
8.	Venus, Mars og Amor i Vulkans værksted, AX384	Uidentificeret	Ca. 100×200	74×130	Ca. 1810	A419
9.	Amor, Jupiter og Juno, AX386	Uidentificeret	Ca. 100×200	33×55	1831	A394

Som det fremgår, har marmorreliefferne samme størrelse, trods de forskellige mål for gipsmodellerne. De præcise mål for hvert relief kendes dog p.t. ikke. Thorvaldsens Museum fik i 1929 tilladelse af den daværende fyrste, Andrea Torlonia (1899-1973) til at få reliefferne fotograferet, men dengang blev målene ikke oplyst^V.
Fotografierne fra 1929 – der bruges som illustrationer her – afslører, at forholdet mellem højde og bredde er ca. 1 : 2,1. Antagelig har det største relief, Priamos bønfalder Achilleus om Hektors lig med sine 93,5×193,5 cm dannet udgangspunktet for dimensionerne af hvert enkelt relief i serien. Følgelig måler hvert af dem formodentlig ca. 1 x ca. 2 m^VI.

Priamos bønfalder Achilleus om Hektors lig, Palazzo Giraud-Torlonia

Kendte kilder

P.t. kendes kun tre samtidige skriftlige kilder, der sikkert har med denne bestilling at gøre: Den omtales første gang, ganske kort, i en avisartikel fra 16.11.1836, hvilket giver en nogenlunde datering på bestillingen. Just Mathias Thiele omtaler reliefserien i sin første Thorvaldsen-biografi, 1848^VII, og Ludvig Müller nævner sagen i Thorvaldsens Museums første katalog, også fra 1848^VIII.

Thiele fortæller, at billedhuggeren i 1829 modtog en bestilling på en statue af Achilleus med tilhørende relieffer med Achilleus-motiver^IX. Statuen blev aldrig til noget, men Thorvaldsen nåede at modellere nogle af reliefferne, som da efterhånden stod uden formål. Ét af disse er relieffet Thetis og Achilleus, A487. Thiele siger om det:

Saavel dette, som ogsaa de tre nærmest følgende, homeriske Basrelieffer [i.e. Hektor og Andromache, Hektor hos Paris og Helena og Briseis og Achilleus] ere af vor Kunstner kun udførte i Modeller, der afstøbtes i Gips. Paa Foranledning af Huset Torlonia tillod derimod Thorvaldsen nogle yngre Billedhuggere, som søgte Øvelse og Erhverv, at udføre dem til Cortilen i Palazzo Bracciano, hvor de ere anbragte over Indgangene^X.

Thiele gentager i sin anden Thorvaldsen-biografi denne historie om den ikke-realiserede Achilleus-statue^XI. Han nævner igen kun de samme fire relieffer, og at Thorvaldsen en “føie Tid efter” “tillod… nogle af sine Elever at udføre dem i Marmor for Torlonia, og de smykke nu Cortilen i Palazzo Bracciano i Rom^XII.” Giovanni Raimondo Torlonia havde fået titlen hertug af Bracciano, hvorfor Thiele noget forvirrende brugte dette navn på Torlonia-palæet.
Det er også værd at bemærke, at Thiele ikke skriver, at alle de mulige relieffer til det forliste Achilleus-projekt (han nævner otte muligheder, Thiele 1848, p. 136-143) blev brugt til Torlonia-udsmykningen. Som det fremgår af de ni relieffer i Palazzo Giraud, optræder Achilleus kun i tre af reliefferne – 1, 2 og 6 – mens yderligere to motiver fra Iliaden eventuelt kunne have været tiltænkt Achilleus-statuen – 3 og 7 – men mindst fire relieffer ikke har noget med Achilleus-statuen at gøre – 4, 5, 8 og 9. Det sandsynlige er nok, at statuen skulle have været forsynet med fire Achilleus-relieffer – ét til hver af en firkantet piedestals sider – eller evt. kun tre relieffer, hvis det var planen, at statuen skulle have været opstillet tæt op ad en væg.

Müller omtaler også reliefferne i Torlonia-palæet^XIII: Han nævner Thetis og Achilleus, A487, Chiron og Achilleus, A488, Briseis og Achilleus, A491, Hektor hos Paris og Helena, A500, og endelig Hektor og Andromache, A501, som skulle findes “i Marmor i det Torlonia tilhørende braccianske Pallads”.
Müller nævner altså de samme fire relieffer som Thiele, men tilføjer også et femte, Chiron og Achilleus.
Af de fire-fem relieffer er kun de tre en del af de ni, der i dag findes i Cortilen i Palazzo Giraud-Torlonia. Det vides ikke, hvorfor de to manglende relieffer, Thetis og Achilleus, A487, Chiron og Achilleus, A488, ikke er en del af den nuværende udsmykning, men en mulig forklaring bliver givet nedenfor.

Selvom om Thiele og Müller tilsyneladende ikke har fuldstændige og præcise oplysninger om bestillingen, er der dog grund til at hæfte en vis lid til dem, da de begge sandsynligvis har forhørt sig direkte hos Thorvaldsen.
At oplysningerne ikke svarer til det, vi kan se i dag, skyldes muligvis, at billedhuggeren ikke har kunnet huske bestillingens omfang præcis, fordi den blev sat i værk fra 1836 og sandsynligvis var færdiggjort inden 1842, dvs. i en periode, hvor billedhuggeren hovedsagelig befandt sig i Danmark og ikke havde daglig opsyn med sit værksted i Rom. Om datering af reliefserien, se nedenfor.

Hektor hos Paris og Helena, Palazzo Giraud-Torlonia

Hvilket Torlonia-palads?

Udsmykningen befinder sig i dag i Palazzo Giraud-Torlonia, men den er højst sandsynlig blevet overflyttet hertil fra Palazzo Torlonia på Piazza Venezia. Dette skete formodentlig, da dette palads blev nedrevet 1900 for at gøre plads til en udvidelse af Piazza Venezia, så der fra Corsoen blev frit udsyn til Vittorio Emanuele-monumentet, som dengang var under opførelse^XIV.
Det er ikke lykkedes at fremskaffe samtidig dokumentation for flytningen fra det ene Torlonia-palads til det andet, så derfor følger her en detaljeret omtale af dette spørgsmål.

I 1934 var den danske kunsthistoriker Mogens Brandstrup udsendt til Rom for Thorvaldsens Museum bl.a. for at besigtige reliefferne i gården i Palazzo Giraud-Torlonia. Han fik dengang oplyst – sandsynligvis af fyrste Andrea Torlonia – at reliefferne oprindelig var anbragte i det nedrevne Torlonia-palads^XV.
Den italienske kunsthistoriker Alberto Riccoboni omtaler reliefserien i sin bog fra 1942 om skulpturens historie i Rom fra renæssancen til sin egen samtid. Han nævner, at reliefserien i Palazzo Giraud-Torlonia oprindelig blev udført til det nedrevne Torlonia-palads på Piazza Venezia, men hævder dog samtidig – ikke helt korrekt – at Pietro Galli huggede alle relieffer i serien^XVI.
Disse to vidnesbyrd om relieffernes flytning er de eneste, som det hidtil er lykkedes at opstøve.

Som nævnt skriver både Thiele og Müller, at reliefferne befinder sig i Palazzo Bracciano og mener med dette Palazzo Torlonia, fordi Giovanni Raimondo Torlonia havde titlen hertug af Bracciano. Men dermed er det ikke sikkert, hvilket Torlonia-palads Thiele og Müller hentyder til. Torlonia erhvervede det tidligere Palazzo Bolognetti på Piazza Venezia i 1808^XVII, mens Palazzo Giraud som nævnt blev købt af Torlonia i 1820 fra pavestaten.
Ud fra Thieles og Müllers oplysninger kan reliefferne – i teorien – have været bestilt til både det ene og det andet palads.

En samtidig skriftlig kilde sandsynliggør dog, at reliefferne oprindelig blev opsat i Torlonia-paladset på Piazza Venezia: Forfatteren Giuseppe Checchetelli (1823-1879) udgav i 1842 en detaljeret guide over Torlonia-residensen på Piazza Venezia^XVIII. Bogen gennemgår hele bygningen og starter med en beskrivelse af paladsets to indre gårde. I den anden gård omtales nogle Thorvaldsen-relieffer over dørene i en buegang:

Le porte nell’interno de’portici son fregiate di bronzo e dello stemma della famiglia Torlonia: gli stipiti d’esse modinati gentilmente son marmo, e i bassi-rilievi che miri formar le sopra-porte, furono scolpiti sui modelli del Thorwaldsen, il cui nome è una scritta di encomio immortale^XIX.

Guiden nævner altså nogle relieffer, der fungerer som dørstykker, fremstillet efter Thorvaldsens modeller, dvs. efter hans gipsmodeller. Trods de ikke helt præcise oplysninger passer denne beskrivelse vældig godt på de relieffer, der omtales af Müller og Thiele i Palazzo Bracciano.
På den her gengivne grundplan ses de to indre gårde af Palazzo Torlonia. Thorvaldsens relieffer var anbragte i den anden indre gård – sandsynligvis i det markerede felt^XX.

Grundplan af det nu nedrevne Palazzo Torlonia på Piazza Venezia.
Nord ca. opad.

Familien Torlonia bestilte andre værker af Thorvaldsen, også til det nu nedrevne palads på Piazza Venezia. Disse værker omtales også i Checchetellis guide, men de lader sig alle identificere som andre, kendte bestillinger af Torlonia’erne^XXI. Så hvis ikke de relieffer, som Checchetelli omtaler i den anden indre gård, er identiske med de, der i dag findes i Palazzo Giraud-Torlonia, udgør de en hidtil ukendt udsmykning af Thorvaldsen.

Mogens Brandstrups og Alberto Riccobonis oplysninger om de flyttede relieffer synes altså at passe meget godt med de Thorvaldsen-relieffer, Checchetellis guide omtaler i det nu nedrevne Palazzo Torlonias anden indre gård.
Det skal dog nævnes, at det p.t. ikke er lykkedes at dokumentere reliefferne i det ikke længere eksisterende palads i andre guidebøger, rejsebeskrivelser eller andet^XXII.

Indicier på flytningen

Udover Brandstrups og Riccobonis udsagn findes der dog yderligere indicier på, at reliefferne blev flyttet:

Hvis nu reliefudsmykningen oprindelig blev opsat i Palazzo Giraud-Torlonia, kunne det tænkes, at den var omtalt i beskrivelser af dette palads allerede i 1800-tallet. Men det synes ikke at være tilfældet.
I eksempelvis det monumentale arkitekturhistoriske bogværk Édifices de Rome moderne, skriver forfatteren Paul Letarouilly, at Torlonia brugte store summer på at restaurere paladset, efter han havde erhvervet det. Han udsmykkede det bl.a. med “en samling af statuer, buster, bas-relieffer og antikke arkitekturfragmenter^XXIII.” Dette kunne naturligvis godt inkludere relieffer af Thorvaldsen, men Letarouilly nævner ingen specifikke værker. Det samme er tilfældet hos forfatteren William Maziere Brady^XXIV. Her omtales også Torlonias køb af paladset i 1820 og en bekostelig renovering af det samme år, men ingen kunstværker nævnes.
Heller ikke andre arkitekturhistoriske værker og anden litteratur om Torlonia-familien omtaler Thorvaldsen-reliefferne i Palazzo Giraud-Torlonia allerede i 1800-tallet^XXV. Også dette kunne pege på, at reliefferne oprindelig befandt sig et andet sted. Men da Thorvaldsen-udsmykningen i det hele taget slet ikke nævnes, er den manglende omtale naturligvis ikke det stærkeste indicium på flytningen.

Odysseus får Achilleus’ våben, Palazzo Giraud-Torlonia

Et andet, lidt stærkere indicium på, at reliefferne blev overflyttede fra en tidligere placering til den nuværende, ses på relieffet Odysseus får Achilleus’ våben. Som det fremgår af fotografiet, har øverste venstre hjørne af marmorrelieffet været brækket af. Det er ret usandsynligt, at denne skade skulle være indtruffet, da relieffet blev leveret fra Thorvaldsens værksted til bestilleren. Ved en så vigtig og stor bestilling, ville Thorvaldsens værksted ikke have leveret, og den fyrstelige bestiller næppe heller have accepteret at modtage et beskadiget relief.
Det er tværtimod langt mere sandsynligt, at skaden på Odysseus-relieffet skete ved en senere nedtagning af relieffet og derfor røber, at reliefferne er blevet flyttet på et senere tidspunkt fra deres oprindelige placering til den nuværende. Det knækkede hjørne kan altså bestyrke formodningen om relieffernes adresseskift fra Palazzo Torlonia på Piazza Venezia til Palazzo Giraud-Torlonia.

Et tredje, men dog svagere indicium for overflytningen af reliefferne, fremgår af den forvirring, der hersker i kilderne mht. antallet. I dag ses ni relieffer i gården. Som nævnt ovenfor omtaler Thiele og Müller tre af disse ni relieffer, men nævner desuden to, Thetis og Achilleus, A487, Chiron og Achilleus, A488, som ifølge dem også skulle være anbragt i Palazzo Torlonia. Hvor er disse to relieffer blevet af?
Et indlysende svar kunne naturligvis være, at Thiele og Müller tager fejl, da deres oplysninger i forvejen ikke er helt præcise. Det kunne derfor tænkes, at de to relieffer aldrig havde været en del af bestillingen. Avisartiklen fra 16.11.1836, det formodentlige bestillingstidspunkt, nævner 10 relieffer.
Men ser man på grundplanen ovenfor af det daværende Palazzo Torlonia på Piazza Venezia, kunne omridset af den anden indre gård godt tyde på, at der dér var 11 døråbninger, hvorover Thorvaldsens relieffer var anbragt. På planen ses den anden gård i det markerede felt, hvor Thorvaldsens relieffer var anbragte som dørstykker ifølge Checchetelli. Som det ses, synes der at have været i alt seks nicher/døråbninger(?) på de tre sider, mens der i passagen til den første gård synes at være fem døre. Dvs. i den anden indre gård har der tilsyneladende været i alt 11 steder, hvor Thorvaldsen-reliefferne naturligt kunne have siddet som dørstykker.
Hvis dette er rigtigt, kunne man forestille sig, at man ved nedtagningen og flytningen af reliefferne har konstateret, at der i Palazzo Giraud-Torlonia kun var behov for ni relieffer. De sidste to relieffer, Thetis og Achilleus, A487, Chiron og Achilleus, A488, blev da til overs. Det er ikke utænkeligt, at de kunne være blevet opsat et andet sted på en af de mange besiddelser, som tilhører familien Torlonia.
Thieles og Müllers oplysninger om de to overskydende relieffer behøver altså dermed ikke at være forkerte. Men det må understreges, at hypotesen om en oprindelig bestilling på i alt 11 relieffer kun kan be- eller afkræftes, hvis bedre oplysninger om sagen skulle dukke op^XXVI.

Summa summarum om flytningen: Der kendes altså ingen kilder, der kan bekræfte, at Thorvaldsens relieffer altid skulle have befundet sig i Palazzo Giraud-Torlonia, mens der tværtimod findes to sikre udsagn og nogle indicier for, at Thorvaldsen-reliefferne i det eksisterende Torlonia-palads i Rom stammer fra det nu nedrevne Torlonia-palads på Piazza Venezia.
På dette grundlag må oplysningerne om flytningen af reliefferne derfor (indtil videre) stå til troende.

Misforståelser

På grund af de usikre oplysninger om bestillingen har omtalen af den i litteraturen givet anledning til nogle misforståelser.
Riccoboni omtaler som nævnt reliefserien i Palazzo Giraud-Torlonias gård i sin bog fra 1942 og hævder, at den består af 10 relieffer, hvoraf han nævner syv, men højst to af disse kan siges at være korrekt identificerede^XXVII.
Også den danske kunsthistoriker, Jørgen B. Hartmann, der boede i Rom, omtaler reliefferne. Han har dog tydeligvis ikke haft adgang til Palazzo Giraud-Torlonia, da han nævner de forkerte relieffer, og et forkert antal^XXVIII. Hans misforståelse bygger på en fejllæsning af Thiele 1848, p. 135-143, hvor Thiele som nævnt omtaler otte mulige relieffer (p. 136) til den kuldsejlede Achilleus-statue, som Thorvaldsen som nævnt modtog bestilling på i 1829. Hartmann antager, at reliefferne i Palazzo Giraud-Torlonia er disse otte plus det næste, Thiele omtaler, plus endnu ét, uagtet at Thiele udtrykkeligt skriver (p. 138), at det kun var fire af de otte mulige Achilleus-relieffer, der blev anvendt til Torlonia-bestillingen.
Hartmann har tydeligvis heller ikke kendt til den sandsynlige flytning af reliefferne fra det ene Torlonia-palads til det andet. Han gennemgår Checchetellis guide^XXIX over Palazzo Torlonia på Piazza Venezia og citerer faktisk det ovennævnte sted, hvor Thorvaldsen-reliefferne i den anden indre gård omtales. Citatet står dog ukommenteret, og han tilføjer i en note, at det ikke er lykkedes ham at identificere disse relieffer^XXX.

Venus, Mars og Amor i Vulkans værksted, Palazzo Giraud-Torlonia, Rom

Reliefserien er også omtalt i kataloget for den store Thorvaldsen-udstilling, der blev afholdt i 1989 på Galleria Nazionale d’Arte Moderna i Rom. I deres artikel nævner Elena di Majo & Stefano Susinno de rigtige ni relieffer i gården^XXXI i Palazzo Giraud-Torlonia. Om seriens tilblivelseshistorie skriver de, at den ældre Torlonias søn, Alessandro Torlonia “…procedendo al restauro e alla decorazione del palazzo Giraud in Borgo, acquistato dalla Camera Apostolica nel 1827^XXXII, rilevava allo scopo una serie di bassorilievi thorvaldseniani eseguiti a partire dal 1829 per essere inseriti nel piedistallo di una statua di Achille”.
Med henvisning til Brady, op. cit.^XXXIII, antager Majo & Susinno altså, at Alessandro Torlonia skulle have bestilt de ni relieffer til Palazzo Giraud-Torlonia. Som nævnt skriver Brady imidlertid ingenting om Torlonias bestilling eller om Thorvaldsen, og desuden er det heller ikke korrekt, at alle de ni relieffer stammer fra den aldrig påbegyndte Achilleus-statue, jf. ovenfor – denne oplysning skyldes antagelig Hartmanns fejllæsning af Thiele.

Datering og bestilleren

Den præcise datering for bestillingen kendes ikke, men den er p.t. tidligst nævnt i ovennævnte avisartikel fra 16.11.1836. Som det ses af tabellen for oven, stammer de yngste relieffer i serien fra 1837. Thiele III, p. 566 omtaler da også bestillingen i et kapitel, der omhandler begivenheder i 1837. Og eftersom det sandsynligvis er disse relieffer, der omtales i Checchetellis guide over Palazzo Torlonia på Piazza Venezia fra 1842, så har vi også et terminus ante quem for bestillingen.
Ud fra dette ræsonnement er reliefferne udført fra 1836-37 og færdiggjort og opsat før 1842.

Bestilleren har sandsynligvis været Alessandro Torlonia, der i 1830’erne netop fik istandsat paladset på Piazza Venezia af sin “hofarkitekt” Giovanni Battista Caretti^XXXIV (1803-1878).

Hvem huggede reliefferne?

Som nævnt ovenfor lod Thorvaldsen reliefferne hugge i marmor af nogle “yngre Billedhuggere”. Thorvaldsens værkstedsregnskaber i Arkivet afslører tilsyneladende ikke noget om bestillingen^XXXV. Marmorhuggernes navne kendes p.t. desværre ikke, bortset den tyske billedhugger Johann Scholl. Han var fra 1835 assistent i Thorvaldsens værksted i Rom og fulgte siden med til København, hvor han også udførte værker for sin danske kollega. I biblioteket på Thorvaldsens Museum findes billedhuggeren Johann Scholls dagbog. I en oversigt over sine værker, nævner han under overskriften Für Thorwaldsen in Marmor ausgeführt og årstallet 1837:

Für Torlonia ein Basrelief
Alexander im Triumphwagen
Angefangen d 21t April
Abgeliefert d 4t Novemb:
Erhalten –––– 400 Scudi^XXXVI

Den danske Thorvaldsen-forsker, Else Kai Sass mener rimeligt nok, at dette relief må være det, der i dag kan ses i Palazzo Giraud-Torlonias gård – nr. 5 på planen ovenfor.

Alexander den Store på sin vogn, Palazzo Giraud-Torlonia, Rom
Hugget af Johann Scholl, 1837

Et andet af reliefferne, Odysseus får Achilleus’ våben, er udført maj 1837 i marmor af den italienske billedhugger Giovanni Maria Benzoni, hvis forbindelse med Thorvaldsen p.t. ikke er nærmere udforsket^XXXVII.

Odysseus får Achilleus’ våben, Palazzo Giraud-Torlonia, Rom
Hugget af Giovanni Maria Benzoni, maj 1837

En anden af Thorvaldsens assistenter, Pietro Galli, var sandsynligvis også involveret i bestillingen.
Ovennævnte Riccoboni mente, at Galli stod for marmorhugningen af alle relieffer “sui modelli di Thorwaldsen^XXXVIII”, men på hvilket grundlag, Riccoboni foretager denne tilskrivning, vides p.t. ikke.
Uanset hvad, kan tilskrivningen af alle relieffer til Galli ikke være rigtig i lyset af Scholls og Benzonis involvering i sagen, og i lyset af Riccobonis i øvrigt ret upræcise oplysninger om reliefferne, se ovenfor. Antagelig har Galli hugget nogle af de ni relieffer i marmor, men præcis hvor mange og hvilke, vides p.t. ikke. Dette bestyrkes af, at Galli også var involveret i de andre bestillinger af Thorvaldsen-værker til Palazzo Torlonia på Piazza Venezia.

Om bestillingens karakter

Under udarbejdelse.

Referencer

• William Maziere Brady: ‘The English Palace, now Torlonia, in Rome’, in: Anglo-Roman Papers, London 1890, p. 83-88.
• Karl Baedeker: Italie Centrale y compris Rome et ses environs. Manuel du voyageur, Leipzig 1894.
• Luigi Càllari: I palazzi di Roma, e le case d’importanza storica e artistica, Roma 1932, p. 164-166.
• Giuseppe Checchetelli: Descrizione Del Palazzo e della Villa Torlonia. Una Giornata di osservazione nel Palazzo e nella Villa di S.E. il Sig. Principe Alessandro Torlonia, Rom 1842.
• Christoph Luitpold Frommel: Der Römische Palastbau der Hochrenaissance, Tübingen 1973, Band 2.
• Anna Maria Giraldi: L’archivio dell’amministrazione Torlonia. Inventario, Rom 1984.
• Jørgen B. Hartmann: ‘Thorvaldsen, Pietro Galli e il demolito Palazzo Torlonia a Roma’, in: L’Urbe, n. 2, marzo-aprile 1965 (tidligere udgave af Hartmann, op. cit. 1967).
• Jørgen B. Hartmann: La Vicenda di una dimora princepesca romana. Thorvaldsen, Pietro Galli e il demolito Palazzo Torlonia a Roma, Rom 1967.
• Paul Letarouilly: Édifices de Rome moderne, ou Recueil des palais, maisons, églises, couvents, et autres monuments publics et particuliers les plus remarquables de la ville de Rome Paris 1840-1857; kommentarbindet, Paris 1868; (de tre planchebind, genudgivet Princeton 1982).
• Ludvig Müller: Thorvaldsens Museum. Første Afdeling. Thorvaldsens Værker, København 1848.
• Hroar Olsen: ‘Breve til Thorvaldsen fra Jørgen Knudtzon’, in: Kunst og Kultur, 1. Hefte, 1915, p. 20.
• Henri Ponchon: L’incroyable saga des Torlonia. Des Monts du Forez aux Palais romains, Saint-Just-la-Pendue 2005.
• Alberto Riccoboni: Roma nell’arte. La scultura nell’evo moderno dal quattrocento ad oggi, Rom 1942.
• Else Kai Sass: ‘Scholl’, in: Weilbachs Kunstnerleksikon, 3 ed., København 1952, p. 159.
• Else Kai Sass: Thorvaldsens Portrætbuster, København 1963-65, vol. II, p. 188-189.
• Armando Schiavo: ‘Palazzo Torlonia’, in: Capitolium, Rassegna del Commune di Roma vol. 35, no. 5, 1960, p. 3-11.
• Johann Scholl: Dagbog, 1834-56, upubliceret manus, biblioteket Thorvaldsens Museum.
• Barbara Steindl: Mäzenatentum im Rom des 19. Jahrhunderts – die Familie Torlonia, Hildesheim 1993.
• Elena di Majo & Stefano Susinno: ‘Thorvaldsen e Roma: Momenti a confronto’, in: Bertel Thorvaldsen 1770-1844, scultore danese in Roma, Rom 1989, p. 21 (genoptrykt i Stefano Susinno: L’Ottocento a Roma. Artisti, cantieri, atelier tra età napoleonica e Restaurazione, 2009, p. 93-94).
• J.M. Thiele: Den danske Billedhugger Bertel Thorvaldsen og hans Værker, Tredie Deel. Thorvaldsens Arbeider og Livsforhold i Tidsrummet 1828-1844, Første Deel, tekst- og planchebind, København 1848, p. 138-139.
• THM journal nr. 7c-129/1929, 7c-130/1929, 7c-142/1929, 7c-147/1929, 7c-266/1929, 7c-295/1929 (alle om fotograferingen af reliefferne); 5-5/1935 (om Mogens Brandstrups besøg i Palazzo Giraud-Torlonia, m.m.); 7^II-3/1937 (om Sigurd Schultz’ besøg i Palazzo Giraud-Torlonia).
• Piero Tomei: L’Architettura a Roma nel Quattrocento, Rom 1942, p. 231-234.

Kommentarer

1. Se paladsets geografiske placering på Google Maps.

2. Se Frommel, op. cit., p. 210, Giraldi, op. cit., p. XVI, og Brady, op. cit., p. 83.

3. Se Thiele III, p. 328 og Chr. Bruun & L.P. Fenger: Thorvaldsens Musæums Historie, København 1892, p. 3; her oplyses det i øvrigt, at Thorvaldsen ville have ladet bygningen udsmykke med malerier efter motiver af Asmus Jacob Carstens.

4. Oplysningerne om placeringen af reliefferne i gården skyldes Sigurd Schultz, tidligere direktør for Thorvaldsens Museum, der i 1937 besigtigede værkerne, jf. THM jour.nr. 7^II-3/1937.
   Schultz’ observationer kunne bekræftes ved Thorvaldsens Museums besøg i paladset i januar 2010.

5. Jf. THM journal-nr. fra 1929, op. cit.

6. I 1937 besigtigede museets daværende direktør, Sigurd Schultz reliefferne. Han oplyser heller ikke målene, men antog, at formatet på netop Priamos-relieffet – som det største – har været brugt som udgangspunkt for de øvrige, jf. THM jour.nr. 7^II-3/1937.
   Ved Thorvaldsens Museums besøg i Palazzo Giraud-Torlonia i januar 2010 var det heller ikke muligt at måle reliefferne præcist, men Schultz’ formodning synes at kunne bekræftes nemlig, at reliefferne eksklusiv ramme hver måler ca. 1 m x ca. 2 m.

7. Se Just Mathias Thiele, op. cit., p. 138-139.

8. Se Ludvig Müller, op. cit., p. 50 og 52.

9. Thiele, op. cit., 1848, p. 135-136, kalder bestilleren Henry Labouchère, men forveksler ham med hans far Pierre César Labouchère, som bestilte Achilleus-statuen og andre værker af Thorvaldsen, se Olsen, op. cit.; se også Sass, op. cit. 1963-65, vol. II, p. 188-189.

10. Thiele 1848, op. cit., p. 138-139.

11. Thiele III, p. 564-566.

12. Ibid. p. 566.

13. Müller, op. cit., p. 50 og 52.

14. Nedrivningen af paladset var planlagt flere år i forvejen, da Baedeker, op. cit., p. 165 og 176, nævner sagen allerede i 1894.

15. Jf. THM journal nr. 5-5/1935.

16. Jf. Riccoboni, op. cit., p. 369.
    Se mere om, hvilke af Thorvaldsens assistenter, der deltog i projektet, nedenfor.

17. Jf. Steindl, op. cit., p. 4. Hun henviser til købskontrakten, dateret 5.1.1808.
    Hartmann, op. cit. 1967, p. 21 og Ponchon, op. cit., p. 213 daterer købet til 1807.

18. Se Checchetelli, op. cit.

19. Checchetelli, op. cit., p. 13.

20. Den gengivne grundplan af Palazzo Torlonia på Piazza Venezia er fundet på nettet, og dens oprindelse er ikke helt klar.

21. Jf. Hartmanns gennemgang af Checchetellis tur gennem paladset, op. cit. 1967, p. 22-28, hvor Thorvaldsens forskellige bidrag opremses.

22. Se fx Baedeker, op. cit., p. 176. Her nævnes kun den første gård.

23. Letarouilly, op. cit., kommentarbindet, p. 328.
    Letarouilly omtaler i øvrigt ikke Palazzo Torlonia på Piazza Venezia.

24. Brady, op. cit., p. 83.

25. Se fx Càllari og Schiavo, op. cit.

26. Henvendelser til Torlonia-familiens arkiv og til Museo di Roma, der huser forskelligt materiale om det nedrevne palads Torlonia, har p.t. ikke givet resultat.

27. Jf. Riccoboni, op. cit., p. 359. Han nævner flg. syv relieffer:
    Amor og Psyche
    Jupiter og Juno
    Achilleus
    Elektra og Orestes
    Galathea og Thetis
    Apollo og Diana med Natten og Dagen
    Alexander den Stores bryllup
    De sidste tre nævnes ikke.
    Af disse kan kun Jupiter og Juno og Achilleus være identiske med nogle af reliefferne i Palazzo Giraud-Torlonias gård.

28. Se Hartmann, op. cit., 1967, p. 14 og samme, op. cit., 1965, p. 3-4.

29. Jf. Hartmann, op. cit. 1967, p. 22-28, hvor han gennemgår paladset og opremser Thorvaldsens forskellige bidrag.

30. Hartmann bringer citatet, op. cit. 1967, p. 23, og nævner i note 80, at han ikke ved hvilke værker, der er tale om.

31. Se di Majo & Susinno, op. cit.

32. Som nævnt ovenfor var det i året 1820, at den ældre Torlonia erhvervede paladset – iflg. Frommel, op. cit., p. 210, Giraldi, op. cit., p. XVI, og Brady, op. cit., p. 83.

33. Majo & Susinno kalder fejlagtigt Bradys bog for Anglo American Papers.

34. Jf. Ponchon, op. cit., p. 214.

35. Regnskaberne er p.t. ikke systematisk gennemarbejdede, så der kan dukke oplysninger op, når det sker.
    Se evt. en oversigt over regnskaberne her.

36. Se Scholl, op. cit., uden paginering under 1837.

37. Kunsthistorikeren Roberta Bertazzoni takkes varmt for oplysningen om Benzoni og Odysseus-relieffet, se THM jour.nr. 13-93/2012.

38. Ibid, p. 359.
    Riccoboni gentager dette p. 369, hvor han skriver, at Galli fremstillede serien og benyttede dertil “dei modelli del Maestro [i.e. Thorvaldsen].”
    Hartmann refererer, op. cit. 1967, p. 85 i note 258 til Riccobonis omtale.

Sidst opdateret 30.07.2023