To ukendte buster af Sokrates og Apollo

I sin tidlige romerske karriere fremstillede Thorvaldsen ofte marmorbuster efter antikke forlæg. Denne virksomhed skulle opfylde tre formål: For det første kunne billedhuggeren perfektionere sin marmorhugningsteknik ud fra de bedste antikke forbilleder; for det andet kunne kopieringen være en måde, hvorpå en nyklassicistisk billedhugger helt konkret kunne få en del af antikkens formsprog ind under huden; og for det tredje kunne billedhuggere håbe på, at marmorbuster, der gengav antikke klassikere, kunne sælges til det dannede publikum.
På Thorvaldsens Museum findes i dag fire eksempler på billedhuggerens virksomhed på dette område, nemlig Homer, A751, Agrippa, A759 og A760, og Cicero, A761. Den største samlede bestilling af antikke bustekopier på i alt otte stk. stod den kurlandske kunstsamler Theodor von der Ropp for i 1804-05, se artiklen herom.
Her skal det handle om to andre marmorkopier efter antikke buster af hhv. Sokrates og Apollo.
Busterne vil hermed blive tilskrevet Thorvaldsen, selvom de hidtil ikke har været regnede for en del af hans oeuvre; de optræder kun sparsomt i de skriftlige kilder; deres udseende har hidtil ikke været sikkert identificerede; og for Sokrates-bustens vedkommende er det nuværende opholdssted uvist. De udgør derfor små uløste gåder i Thorvaldsens produktion, som der her vil blive anstillet sandsynlige løsninger på.

Thorvaldsens buste af Sokrates

Kilderne giver ikke belæg for at tvivle på, at Thorvaldsen faktisk udførte en marmorbuste af Sokrates i 1805-06. Den nævnes to steder:
Grovhugningen blev igangsat i hans værksted af en af hans assistenter i 1805, som det fremgår af brev af 30.8.1805:

…ho messo sotto il Socrate come Lei mi lasciò detto, che lo lavora Carluccio, ed il marmo riesce benissimo… […jeg [har] sat Sokrates i arbejde, som De havde ladet mig sige, og på den arbejder Carluccio, og marmoret falder meget smukt ud…]

Sokrates nævnes her i forbindelse med andre af Thorvaldsens arbejder, som hans assistenter på dette tidspunkt var i færd med at anlægge/grovhugge.
Busten var færdig senest året efter, da den optræder på en liste 18.6.1806 over Thorvaldsens værker, som han tilbød til salg i Danmark under overskriften:

Professor Thorvaldsen i Rom Dansk Billedhugger udarbeider i Marmor
[…]
Af Figurer som ere færdige kan erholdes
[…]
Socrates Brystbillede til 60 Scudi
Justinians – – – – – – – – 80 Scudi.

En Sokrates-buste kan altså påvises i kilderne, men hvordan så den ud? Som udgangspunkt kan det uden tvivl antages, at der var tale om en kopi efter en kendt, antik Sokrates-buste, fordi der ikke kendes andre eksempler i Thorvaldsens værk på, at han fremstillede selvopfundne, “originale” portrætbuster af personer fra antikken. Når han udførte portrætbuster af personer fra oldtiden, kopierede han et antikt forlæg, som det ofte hændte tidligt i hans karriere, jf. ovenfor.
Der findes imidlertid mange mulige antikke Sokrates-forlæg, som Thorvaldsen kunne have benyttet, så for at komme at komme sagens løsning nærmere, kan endnu en kilde, hvor en Sokrates-buste optræder, inddrages: På Thorvaldsens Museums auktion 1849 over værker af billedhuggeren m.m., som ikke indgik i museets samling, ses i auktionskataloget, op. cit., som nr. 88 og 89:

88. Apollo-Buste i Marmor, Copi efter en antik. Paa rund Fod. 2 F. h.
89. Socrates-Buste i Marmor, Copi efter en antik. Paa rund Fod. 1 F. 7 T. h.

Det springende punkt i forsøget på at løse gåden om, hvilken Sokrates-buste Thorvaldsen kopierede i 1805-06, er nu, om Sokrates på auktionen i 1849 er den samme. Påstanden her er, at det er tilfældet – af følgende grunde:
Det er ikke usandsynligt, at Sokrates-busten fra 1805-06 kan have stået usolgt i Thorvaldsens værksted i hele billedhuggerens levetid og dermed indgik i den del af hans dødsbo, der blev bortauktioneret i 1849. Bortset fra Ropps bestilling havde Thorvaldsens ikke held med at få afsat de marmorbuster efter antikke forlæg, som han fremstillede tidligt i sin romerske karriere. De nævnte i museets eje blev alle sendt fra Rom til Kunstakademiet / Nicolai Abildgaard i 1800-02 med henblik på salg, uden at det dog lykkedes. Og kort før sin død forærede Thorvaldsen sin ven Christine Stampe en Melpomene-buste, der også var en marmorkopi efter antikken fremstillet o. 1800. Melpomene havde altså stået i atelieret siden da. Samme skæbne kan dermed sagtens have overgået Sokrates-busten fra 1805-06.

Strengt taget er det altså muligt, at den Sokrates-buste, som Thorvaldsen med sikkerhed fremstillede 1805-06, ikke er identisk med den Sokrates, der blev solgt i 1849, men sandsynligheden taler for, at det er tilfældet, jf. også Sokrates’ parløb med Apollo-busten nedenfor.

Forlægget for Thorvaldsens Sokrates

Ud fra det udgangspunkt, at Sokrates-busten på museets auktion i 1849 er den samme som den fra 1805-06, bliver det nu muligt at identificere det antikke forlæg for busten ved at følge dens skæbne efter auktionen. Sokrates blev nemlig i 1849 erhvervet af jernbanedirektør Christian M. Poulsen (1818-1885), hvis bolig i Flensborg, Villa Sollie, i øvrigt blev opført 1855-56 af Gottlieb Bindesbøll. Fra Poulsen gik Sokrates i arv til hans brors barnebarn, forlagsboghandler Paul Hagerup (1889-1971). I 1965 fremviste Hagerup busten for Thorvaldsens Museum, der dengang ikke var opmærksom på ovennævnte skriftlige dokumentation om Sokrates-busten og derfor ikke kunne tilskrive værket til Thorvaldsen. Museet fandt det dog ikke umuligt, at værket kunne stamme fra hans værksted.
Men det blev dengang konstateret, at forlægget for busten er den Sokrates-herme, der allerede på Thorvaldsens tid var i Villa Albani i Rom, se Helbig, op. cit. Denne buste blev fundet i 1735 og er karakteristisk ved dens mindelser om den såkaldte Silen, dvs. en ofte temmelig beruset satyr i vinguden Bacchus’ følge.

Sokrates, gips, 51 cm, Den kongelige Afstøbningssamling.
Afstøbning efter romersk kopi af hellenistisk original fra 3.-2. årh. f.Kr., Villa Albani, Rom

Gipsafstøbninger af Sokrates-busten i Villa Albani findes i øvrigt i Den Kongelige Afstøbningssamling og i en østrigsk afstøbningssamling.
Efter forlagsboghandler Hagerups død blev Thorvaldsens bustekopi solgt på Arne Bruun Rasmussens kunstauktioner i december 1971, op. cit. Kataloget gentog dengang den vurdering, museet havde givet af busten i 1965: “Buste af marmor, Socrates… Busten tilskrevet Thorvaldsens atelier.”
Det er ikke lykkedes at opspore bustens nuværende opholdssted.

Thorvaldsens buste af Apollo

Som det ses ovenfor, blev Sokrates-busten solgt samtidig med en Apollo-buste på Thorvaldsens Museums auktion i 1849. Denne Apollo blev dengang erhvervet af den spanske gesandt i København Leopoldo Augusto de Cueto (1815-1901). Siden har busten været i spansk eje, og i 2000 blev den erhvervet af museet ved kunstakademiet i Madrid, Museo de la Real Academia de Bellas Artes de San Fernando.
Det viser sig nu, at denne buste er en marmorkopi af det berømte Apollo-hoved i den ligeså berømte Giustiniani-samling i Rom. Samlingen blev opløst i løbet af 1800-tallet og Apollo-hovedet findes i dag på British Museum.

Apollo Giustiniani 120-140 A.D., marmor, 45 cm The British Museum, London

Thorvaldsen: Apollo Giustiniani kopi efter antik, ca. 1805-06, marmor, c. 62 cm Museo de la Real Academia de Bellas Artes de San Fernando, Madrid

Spørgsmålet er nu, om busten i Madrid kan spores i tidligere kilder end auktionskataloget fra 1849? Det viser sig faktisk at være tilfældet, idet der på listen fra 1806 over de af sine værker i marmor, som Thorvaldsen tilbød til salg, optræder sammen med Sokrates:

Socrates Brystbillede til 60 Scudi
Justinians – – – – – – – – 80 Scudi.

Dvs. endnu en marmorbuste (“Brystbillede”) i lidt større format end Sokrates (jf. den højere pris), kaldet Justinians.
Det er nu nærliggende at antage, at denne Justinians er identisk med kopien efter ovennævnte Apollo Giustiniani i dag i British Museum. Det var nemlig ikke usædvanligt, at berømte antikker fik navn efter den samling/det sted, hvor de befandt sig. Herkules Farnese og Apollo Belvedere er de bedst kendte eksempler. Og i dette tilfælde blev Apollo altså kaldt Giustiniani, der på listen blev forvansket/fordansket til Justinians, hvor genitiv-s’et synes at bekræfte, at det drejer sig om et værk, der tilhører Justinian/Giustiniani.
At Apollo Giustiniani kan have spillet en fremtrædende rolle i Thorvaldsens antikreception, vidner et brev fra hans ven, den danske arkæolog Georg Zoëga om. Han rapporterede fra Rom hjem til Danmark til det danske Kunstakademi / Nicolai Abildgaard 7.1.1792 i forbindelse med den danske billedhugger og akademi-stipendiat Peter Leonhard Gianellis ophold i Rom: “Jeg har blant andet foreslaaet ham [at købe en afstøbning af] det Giustinianske Apollo Hoved, som just i disse Dage er bleven formet: og han er enig med mig at det maa kiøbes som en Antik der har foraarsaget saa meget Opmærksomhed, og over hvis Concurrence med den Vaticanske Apollos Hoved [i.e. Apollo Belvedere] man har talt og skrevet saa meget.”
Apollo-busten i Giustiniani-samlingen var altså dengang så berømt, at den sagtens kunne omtales kort som “Justinians”, og at Zoëga kunne foreslå den som et antikt ideal, der var værd at erhverve. Og når Zoëga bragte denne buste på bane over for Gianelli, er det jo ikke utænkeligt, at han også nogle få år senere gjorde Thorvaldsen opmærksom på samme værk, lige som Zoëga i øvrigt rådgav Thorvaldsen mht. hvilke antikke skulpturidealer, der var efterlignelsesværdige.
Et yderligere belæg for Thorvaldsens interesse for Apollo Giustiniani findes i billedhuggerens afstøbningssamling, hvor en svagt afvigende variant af busten findes, L105.
Summa summarum: Der burde hermed ikke være ret meget tvivl om, at den Justinians, der optræder på listen i 1806 som et værk af Thorvaldsen, er en kopi af det antikke marmorhoved af Apollo Giustiniani.

Som det er tilfældet med Sokrates-busten, er det springende punkt i argumentationen selvfølgelig, om Apollo Giustiniani fra 1806 er den samme som den, der blev solgt på auktionen i 1849. Et yderligere indicium herfor er busternes størrelse: I 1849 opgives målene til 2 fod (62 cm) for Apollo og 1 fod og 7 tommer (49,7 cm) for Sokrates. Dette svarer til prisforskellen på respektive 80 og 60 scudi på listen fra 1806, da priserne på Thorvaldsens buster var bestemt af størrelsen, se referenceartiklen om priser på Thorvaldsens værker.
Men størrelsen på busterne er naturligvis ikke et afgørende. Hovedargumentet for, at Apollo på listen i 1806 er identisk med den på auktionen i 1849 er dog det samme som i Sokrates’ tilfælde ovenfor: Selvom Thorvaldsen tilbød busterne til salg i Danmark i 1806, så må det lægges til grund for tilskrivningen af dem til Thorvaldsen, at de fra 1806 førte en partilværelse i værkstedet som usolgte gennem resten af billedhuggerens liv, og derfor igen figurerede som et par på auktionen på Thorvaldsens Museum i 1849.

Er Thorvaldsen busternes ophavsmand?

Der er dog et aber dabei ved tilskrivningen af busterne til Thorvaldsen: På auktionen i 1849 blev de sat til salg under overskriften: Sculpturer af andre Kunstnere. Selvom dette umiddelbart lyder som en alvorlig hindring for at kunne udnævne Thorvaldsen til busternes ophavsmand, så skal oplysningen dog tages med flere gran salt – af følgende grunde:
Thorvaldsens bustekopier i marmor efter antikke forlæg blev af billedhuggeren selv anset for mindre vigtige værker. Han betragtede dem som øvelsesstykker og mulige indtægtskilder og regnede dem derfor ikke som en del af sit egentlige værk, selvom han havde udført dem. Om sine buster i Ropps bestilling udtalte han eksempelvis til Thiele, at de “…formenes ikke værd at omtales” – og denne problemstilling behandles mere udførligt i artiklen om Ropps buster. Der henvises hermed til de argumenter, der fremføres dér.
Thorvaldsens nonchalante holdning til sine marmorøvelser er den sandsynlige årsag til, at man efter hans død ved auktionen i 1849 ikke vidste – eller ikke troede – at marmorbuster, der var kopier efter antikke forlæg, kunne være udført af billedhuggeren selv.
Men ét er, om Thorvaldsen senere i livet betragtede visse af sine tidligere værker som mindre væsentlige, noget andet er, om han rent faktisk udførte dem. Det er denne skelnen, der er afgørende for, at busterne her tilskrives til Thorvaldsen trods auktionskatalogets oplysning om det modsatte.
Tilskrivningsspørgsmålet drejer sig kildekritisk betragtet om, hvorvidt man skal fæstne lid til listen fra 1806, der slår fast, at Thorvaldsen nylig har produceret busterne – eller om man hellere vil tro på et posthumt auktionskatalog fremstillet mere end 40 år efter busternes tilblivelse af personer, der ikke var tilstede i Rom i 1806, og som fra Thorvaldsen kun kunne have fået det indtryk, at busterne ikke var videre vigtige. Afvejningen falder altså her ud til fordel for den kilde, der er samtidig med busterne.

Atypiske valg af forlæg?

Når man i Thorvaldsen-forskningens historie har haft vanskeligt ved at tilskrive de to buster til billedhuggeren, skyldes det ikke kun manglende kildedokumentation, men sandsynligvis også, at både Sokrates fra Villa Albani og Apollo fra Giustiniani-samlingen har rødder i hellenismen. Denne stilretning er – meget kort sagt – karakteriseret ved et ekspressivt formudtryk, der ligger langt fra det stiludtryk, som Thorvaldsens “originale” værker ellers umiddelbart betragtet og almindeligvis forbindes med.
For at gå dette traditionelle synspunkt efter i sømmene, følger her et par overvejelser om stiludtrykket i Thorvaldsens tidlige romerske værker:

Om Sokrates i Villa Albani siger Helbig, op. cit., eksempelvis: “Hovedet er fremragende bearbejdet, dets former er stærkt plastisk modelleret og fremstillet med en vis patos…” Både en udtryksfuld modellering og den eksplicitte benyttelse af billedkunstens patosformler blev af nyklassicister opfattet som rester af barokkens svulstigheder, som Thorvaldsen lagde afstand til i sit mere diskret underspillede formsprog. Og mht. til Apollo-busten springer den voldsomme hårpragt og det dramatisk bortdrejede hoved i øjnene som karakteristiske udtryk for samme heroisk-patetiske stil.
Imidlertid taler meget for, at netop disse stiltræk er mere fremherskende i Thorvaldsens tidlige værk på tidspunktet omkring år 1800, end det er tilfældet senere. Det bortdrejede hoved genfindes fx i Jason, A822, 1802-03, og denne formmæssigt tydeligere understregning af Jason-mytens drama er netop blevet betragtet som en af grundene til, at Thorvaldsen selv – senere – fandt sit gennembrudsværk for uharmonisk.
Også Thorvaldsens første store homeriske relief, Briseis og Achilleus, A489, 1803 rummer i Achilleus-figurens lidt for direkte udtrykte vrede en alt for stærk dramatisk ladning, som Thorvaldsen tilsyneladende lagde afstand til i sin senere, A491, 1837, og mildere udgave af samme motiv:

Achilleus, 1803, detalje af A489

Achilleus, 1837, detalje af A491

Relieffrisen er genkomponeret stort set på samme måde bortset fra netop Achilleus’ positur. Han har nu i højere grad tøjlet sit temperament: Selvom han vender hovedet bort – i sin homeriske vrede – så er bruddet med scenens øvrige figurer ikke så kategorisk som i den tidlige version af Achilleus-figuren. I det hele taget kan man opfatte billedhuggerens anden version af Briseis og Achilleus som et senere forsøg på at integrere et disharmonisk element som vrede bedre i Thorvaldsens ellers harmoniske univers.
Den første Achilleus’ positur har endda også stilistiske rødder i et hellenistisk forbillede, nemlig den ene af Niobes flygtende sønner, der findes i Uffizierne i Firenze. Og Achilleus’ hoved synes kopieret/parafraseret efter hovederne på de berømte såkaldte dioskurer, dvs. Castor og Pollux, de to kolossalstatuer på Piazza del Quirinale i Rom. Og i 1799 kopierede Thorvaldsen endda Pollux i formindsket størrelse, Dep.24 som yderligere vidnesbyrd om hans interesse for dioskurernes formudtryk. Monumentalskulpturerne på Piazza del Quirinale gengiver tvillingerne i kamp med hver sin hest, og de kaldes derfor også hestebetvingerne. Denne form for kraftudfoldelse – eller energiudladning i det hele taget – ligger fjernt fra det formsprog, der efterhånden manifesterede sig i Thorvaldsens værker. Men i sine tidlige værker skyede han altså ikke denne patosformel fuldstændigt.
Også blandt Thorvaldsens portrætbuster kan man tale om en mere monumental-heroisk stil i årene lige efter 1800. Else Kai Sass nævner i sit store værk om billedhuggerens portrætbuster fx A.P. Bernstorff, 1804, A209, fyrstinde Golitsyna, 1803-1804, A304 og Adam Gottlob Detlef Moltke, 1803-1804, A212. I det sidstnævnte portræt ses en hoveddrejning og et bortvendt blik, der i nogen grad minder om Jasons.
I den udstrækning det er muligt at tale om en stilistisk udvikling af Thorvaldsens værker, så kunne man hævde, at de i stigende grad borteliminerer de elementer, der kunne bryde harmoni-idealet – som fx bortvendte hoveder og kroppe, alt for plastisk modellerede træk, drama og i det hele taget en alt for direkte og entydig patos. Men som det er fremgået, eksperimenterer han altså i sin tidlige karriere med nogle af disse stiltræk i forskellige værkformer.

Med denne lille stil-kontekstualisering af Sokrates- og Apollo-busterne, kan vi nu vende tilbage til spørgsmålet, om de kan tilskrives til Thorvaldsen. Som de nævnte eksempler viser, kan det argument, at de to busters hellenistiske stiludtryk ikke ligger i tråd med Thorvaldsens øvrige værker, ikke opretholdes – når det som her gælder værker fra hans tidlige karriere. Der er rigeligt med eksempler på Thorvaldsen-værker, der flirter med hellenistiske eller andre lignende stilparafraser. Når Thorvaldsen valgte at kopiere Sokrates- og Apollo-busterne, kan det altså ikke betragtes som atypiske stilvalg, men snarere udtryk for den stil-eksperimentering, han underkastede sit oeuvre i starten af sin romerske karriere. En tilskrivning af de to buster til Thorvaldsen ligger derfor også i stilistisk henseende inden for sandsynlighedens grænser.

Som en krølle på halen kan det tilføjes, at det i bund og grund ikke er overraskende, at Thorvaldsens tidlige værk rummer spor af et forholdsmæssig mere dramatisk billedudtryk end det, det senere blev fast abonnent på. To af billedhuggerens vigtigste kunstneriske inspirationskilder, Nicolai Abildgaard og A.J. Carstens, hhv. hans lærer i København og hans store forbillede i hans første Rom-år, dyrkede i stilistisk henseende en såkaldt skræk-romantisk, mere Sturm und Drang-præget klassicisme, der i højere grad minder om antikkens hellenisme. Thorvaldsen var med andre ord skolet i en anden stil end den, han selv efterhånden fik fremdestilleret.

Referencer

• Arne Bruun Rasmussen Kunstauktion nr. 272, København 1971, kat. nr. 714 (kopi i THM jour.nr. 13-49/2012).
• Auktionskatalog 1849: Fortegnelse over endeel af Thorvaldsens Værker i Marmor og Gips… m. m. af Thorvaldsens Efterladenskaber, hvilke Thorvaldsens Museums Bestyrelse lader Bortsælge ved offentlig Auction i Museets Forhalle d. 1ste Oktober 1849 og fölgende Dage, København 1849, kat.nr. 88-89 (annoteret eksemplar på THM).
• Wolfgang Helbig: Führer durch die öffentlichen Sammlungen klassischer Altertümer in Rom, vol. IV, Tübingen 1972, nr. 3252.
• Benito Vicens y Gil de Tejada: ‘De varias esculturas de Thorvaldsen que en Madrid existen’, in: El arte en España. Revista quincenal de las artes del Dibujo, Madrid, 1862, p. 286.
• THM journalnumre 7^II-2/1965 (om Sokrates), 13-49/2008 (om Apollo), 13-50/2012 (om Apollo) og 13-49/2012 (om Sokrates).

Sidst opdateret 27.04.2020