Stambøger

Stambøger er en slags poesi- eller gæstebøger. De blev gerne medbragt på rejser, så personer, man mødte undervejs, kunne skrive en lille hilsen heri. I stambøger findes ofte litterære indslag blandet med personlige venskabsforsikringer og hilsener, som er skrevet, når man tog afsked med hinanden. Desuden forekommer mere ordsprogsagtige udsagn. Yderligere findes eksempler på, at man i samtidige stambøger, fx G.L. Lahdes stambøger, har indført små allegoriske tegninger. Undertiden udvekslede man også løsark, som senere blev indklæbet i stambogen. Se fx brev 10.3.1801 fra den svenske læge Ekman, hvori han udbeder sig stambogsblade fra Thorvaldsen og Zoëga. Thorvaldsen havde imidlertid allerede 5.2.1801 tegnet et stambogsblad til Ekman, som han senere må have fået, idet et stambogsblad med motivet Kentauren Chiron, der lærer Achilleus lægekunsten er bevaret og findes i familien Ekmans eje. I Thorvaldsens stambøger er der ingen indklæbede blade, men i stambog N213 er der indlagt tre små ark med digte.

Stambøger havde været i brug siden renæssancen, kendt som ‘alba amicorum’, men var netop på mode omkring 1790’erne (jf. Dyveke Helsted: ‘Kobberstikker G.L. Lahdes Stambøger’ in: Fund og Forskning i Det kongelige Biblioteks samlinger, 1994, bind 33, p. 51).

Stambøgers format var på Thorvaldsens tid sædvanligvis en såkaldt tværoktav, og også for stambøgerne i Thorvaldsen Museums samling gælder, at de har et smalt tværformat, ca. 10 cm højt og 20 cm bredt. Som det ligeledes har været sædvane, fylder de fleste indførsler i stambogen netop een side, hvilket naturligt har begrænset udtryksformen. Stambogshilsener er ofte korte og fyndige, men de indeholder samtidig ofte et poetisk udtryk.

To stambøger på Thorvaldsens Museum

På Thorvaldsens Museum findes som nævnt to stambøger, der siges at have tilhørt billedhuggeren: Én, N212, i brunt skind med guldtrykt filet langs bindets kant både på for- og bagside. På denne stambogs ryg er der påklæbet en seddel med blækpåskriften “Der Freundschaft”, samt N213, ligeledes i brunt skind med guldsnit og rygteksten “Venskabs Minde”.

Man fornemmer deres alder i udtrykket, men det forholdsvis ringe slid antyder, at der er blevet passet godt på dem gennem tiden. Papiret er af en kraftig, næsten grov kvalitet. Stambøgerne blev sammen med Thorvaldsens rejselommebog, N214, i 1925 givet til Thorvaldsens Museum af Lensbesidder H. Stampe, Nysø.

Tilhørte stambog N212 Thorvaldsen?

Det fremgår af indholdet af stambogen N213 og af rejselommebogen, at de har tilhørt Thorvaldsen. Dette fremgår derimod ikke direkte af Stambogen N212. På en liste over bøger, som Thorvaldsen under rejsen med fregatten Thetis til Rom anfører i sin dagbog 1797, nævner han ‘1 stamgebog’, hvilket må være stambog N213, da den både indeholder hilsener indskrevet før, under og efter rejsen med Thetis. Således har stambog N212 formentlig ikke været med Thorvaldsen i Italien, og da ingen af indskrifterne som nævnt kan knyttes direkte til Thorvaldsens person, synes der ikke at være grundlag for at føre dens proveniens tilbage til Thorvaldsen. En Hans Henrik Rømeling (1770-1840), som senere gjorde karriere indenfor militæret har ganske vist været medlem af samme teaterselskab, Holsteinisch-dramatische Gesellschaft, som Thorvaldsen (jf. Victor Hermansen: ‘Thorvaldsen blandt Amatør-Skuespillere’, in: Meddelelser fra Thorvaldsens Museum 1944, p. 88), men denne forbindelse kvalificerer ikke til at forstå stambog N212 som tilhørende Thorvaldsen. I stambog N213 kan derimod også de fleste af de indførsler, der ikke indeholder Thorvaldsens navn, identificere ham ved deres indhold: omtale af hans forestående udlandsrejse eller hans opnåede berømmelse indenfor kunsten. Med andre ord hidrører stambog N212 antagelig fra en uidentificeret person.

Stambogsspecialisten Vello Helk oplister i sin bog Stambogsskikken i det danske monarki indtil 1800. Med en fortegnelse over danske, norske, islandske og slesvig-holstenske stambøger samt udlændinges stambøger medindførsler fra ophold i det danske monarki, Odense 2001, de kendte danske stambøger fra før 1800, og beskriver i denne forbindelse stambog N212 således: “En stambog med anonym ejer [der] indeholder få indførsler 1791 fra København, Skjoldenæsholm og Fredriksgave og afsluttes med en enkelt tilskrift fra København 1793”, jf. Helk, op. cit., p.181. Han støtter dermed den hypotese, at udelukkende stambog N213 kan knyttes til ‘Thorvaldsen.

Thorvaldsens eneste kendte stambog, N213

Vello Helk skriver i forbindelse med en gennemgang af periodens rejsestambøger at: “Billedhuggeren Bertel Thorvaldsens stambog er påbegyndt 1796 i København, da han var ved at indlede sin længe ventede studierejse ombord på fregatten ‘Thetis’. Sidst på året er der flere indførsler fra opholdet på Malta. Fra Rom er der forholdsvis få navne, spredt over årene 1798-1816. Stambogen slutter med Danmarksopholdet 1819-20, da bl.a. Jens Baggesen indskrev sig, i øvrigt den eneste illustrerede indførsel. Det er dog netop ikke kunstnere, der har indskrevet sig, men alligevel virker udstyret fattigt, når man tænker på ejeren”, jf. Helk, op. cit., p. 179. Stambogstegninger diskuteres nedenfor, her konstateres blot, at Stambog N213 er påbegyndt 14.3.1796, næsten et halvt år inden Thorvaldsen 29.8.1796 gik ombord på fregatten Thetis, ligesom Helks opgørelse over indskrifterne kan præciseres: 27 personer har indskrevet sig før afrejsen, på rejsen med Thetis blot fire personer, heraf tre på Malta, desuden stammer 39 indførsler fra Rom, en enkelt er skrevet i Milano 1819, en anden under Thorvaldsens ophold i København i 1820 og endelig resterer 5 indførsler, der ikke med sikkerhed kan tid- eller stedfæstes. At udstyret ‘virker fattigt, når man tænker på ejeren’ skyldes, at andre samtidige stambøger udover tegninger også kan indeholde fx indklæbede udklip, broderi direkte på stambogsbladet og lokker af hår indsyet til erindring om giveren. Det er derfor, når man tænker på Thorvaldsens store berømmelse i sin samtid, lidt mærkværdigt, at der nærmest udelukkende forekommer skrevne indførsler.

Stambogen som kilde til viden om Thorvaldsens liv

Kredsen af personer, der har indskrevet sig i Thorvaldsens stambøger spænder vidt – fra de første ungdomsvenner til senere venskaber med malere, digtere, læger etc. For en komplet oversigt over og gengivelse af de enkelte indførsler i Thorvaldsen stambøger se herunder. Indførslerne følger ikke nogen form for kronologi, men er spredt ud mellem stambogens sider. Således er hilsnerne i bogen indskrevet i tilfældig rækkefølge (omend den enkelte skrivende naturligvis kan have valgt sin plads med omhu) og mange sider står tomme. Herunder er indførslerne imidlertid ordnet kronologisk, hvormed man får det bedste overblik over de perioder, hvori Thorvaldsen brugte stambogen. Stambog N213 er således interessant, fordi den giver et indblik i hvilke personer, Thorvaldsen har mødt i årene 1796 til 1837 (hvor det afsluttende årstal angiver de i stambog N213 indlagte løsark). Fx giver de mange varme afskedshilsener fra 1796 et billede af Thorvaldsens store vennekreds i København før afrejsen til Rom, og hilsenerne fra de første år i Italien dokumenterer den store kreds af tilrejsende. De undertiden meget spredt daterede indførsler afslører imidlertid, at Thorvaldsen i de senere år ikke brugte stambogen regelmæssigt, men snarere fandt den frem ved særlige lejligheder. Alligevel bidrager stambogen også i denne periode med undertiden meget interessante øjebliksbilleder af Thorvaldsens liv, som når han 27.4.1819 lader deltagerne i en festlig afsked med hertugen af Augustenborg og prinsen af Nør indføre deres mere eller snarere mindre ædruelige hilsener i sin stambog.

Opbygningen af stambogens hilsner

De enkelte indførsler i stambogen præges naturligvis først og fremmest af ophavsmandens individualitet, hans eller hendes iderigdom eller mangel på samme. Men trods den slags indlysende forskelle behersker visse mønstre alligevel udformningen af en stambogshilsen.
Karakteriserende særtræk i Thorvaldsens stambog er blandt andre:
Hilsnerne indledes ofte af et digtcitat – en enkelt vers af et digt af en kendt forfatter – hvorefter den skrivende runder af med en personlig tilføjelse, gerne en venskabsforsikring og et “glem ikke din ven”. Ofte anføres den citerede digters navn øverst. (se fx hilsenerne 14.7.1796, 28.7.1796, 20.8.1796, 6.1.1805)
Det forekommer også ofte, at den skrivendes anfører en talemåde eller et mundheld, et fyndigt citat, markeret med betegnelsen Symbol eller Symb. Et symbol eller symbolon kan i denne sammenhæng jf. Ordbog over det danske Sprog forstås som et kortfattet udtryk for, hvad en person stræber efter eller retter sig efter. Således gengives den skrivendes foretrukne valgsprog, det personlige motto, efter betegnelsen “Symbol”, se indførslerne 15.8.1796, 20.8.1796, 3.11.1796 og 9.11.1806.
Et tredje træk ved Thorvaldsens stambog synes ved første øjekast uforklarligt: I i alt 11 tilfælde har den underskrivende anført et tocifret tal enten lige før eller lige efter sit navn, som om vedkommende også var kendt under det pågældende nummer. Af de identificerede personers erhverv kan ikke afledes nogen umiddelbar sammenhæng. De spredte numre giver dog en ide om, at der må være tale om et nummer i en medlemsliste i et selskab eller en forening – og det er netop tilfældet: medlemsnummeret i Borups Selskab. Selskabets medlemmer havde den særegne skik at underskrive sig med deres nummer som selskabsmedlemmer, og Thorvaldsen blev ved sit Danmarksophold i 1819-20 fejret af Borups Selskab, bl.a. med en fest 13.10.1819 for “Broder 71”. Dette forklarer også, hvorfor numrene primært er knyttet til Danmark, idet alle indførsler med numre, med en enkelt dansk undtagelse fra 1806, synes at stamme fra tiden før Thorvaldsens afrejse til Italien. Dermed udelukkes samtidig enhver formodning om, at der skulle være tale om tilfældige lykketal medgivet på samme måde som det ovenfor nævnte “symbol”.

Nummeret ses ved følgende indførsler:

Dato	Navn og erhverv	Nummer
25.5.1796	Søren Tybring, præst	95
6.7.1796	Paul Steenstrup, bergmester, politiker m.m.	91
14.7.1796	J.P. Mynster, biskop	83
29.7.1796	O.H. Mynster, læge	69
29.7.1796	N.C.B. Steffens, kirurg	82
29.7.1796	Hans Munk, læge	73
15.8.1796	M.F. Liebenberg, præst	38
20.8.1796	H. Laub, lærer og præst	80
28.8.1796	G. Laub, officer	78
19.4.1806	H.W. Lundbye, diplomat	55
Før 30.8.1796	N.W. Mørch, sekretær	49

Tiltaleformer

Samtidig afslører hilsenernes tiltaleform et skift fra hilsenerne fra før rejsen, der overvejende er ‘dus’ til venskabsforsikringerne efter ankomsten til Rom, der næsten udelukkende er ‘Des’. Derfor virker de senere hilsner på trods af deres venskabelige karakter ofte mere formelle. Med andre ord afslører stambogen, at Thorvaldsen har været ‘dus’ med de fleste af sine ungdomsvenner, mens senere bekendtskaber kun sjældent har brugt denne intimere tiltaleform. Undertiden ses imidlertid også blandformer af ‘dus’ og ‘Des’ i indførslerne, enten fordi man citerer et digt, hvor tiltaleformen er ‘du’ og alligevel anvender ‘Des’ i sin egen tekst, eller som Thorvaldsens formodede kæreste Sophie Amalie Kurtzhals, der muligvis fortaler sig og i et skift fra “Des” til “dus” afslører deres måske sædvanligvis mindre formelle talte kommunikation: “Reys da langt bort min velsignelse fölke dem men hvor langt dig ogsaa kommer saa forglem aldrig deres venner i Danemarg og mig som her tegner sig som Deres Veninde Sophie Amalie Kurtzhals”, idet hun dog med tiltalen ‘dig’ yderligere synes at forveksle det personlige stedords kasus, idet hun anvender akkusativ i stedet for nominativ.

Få kvinder

Antallet af indførsler, hvor pennen er ført af kvinder, er dog ganske begrænset. Efter afrejsen til Rom kan kun med sikkerhed Christine Egypta Bonaparte udpeges som skrivende kvinde. Før afrejsen har fx det nygifte par P.H. Hammer og hans hustru sammen skrevet en hilsen til Thorvaldsen og i to andre tilfælde kan den underskrevne kvinde identificeres som partner til en af Thorvaldsens ligeledes skrivende ungdomsvenner, men Sophie Amalie Kurtzhals hilsen er tilsyneladende enestående. Dog har en person, der anonymiserer sig ved at underskrive sig med 10 prikker, allerede den 8.4.1796 skrevet et lille digtuddrag, som muligvis kunne være valgt af en kvinde, hvis kæreste stod foran en længere rejse.

Nordeuropæiske venner

Yderligere afspejler de sprog, hvorpå indførslerne er skrevet, det tysk-skandinaviske miljø i Rom. De fleste indførsler er på dansk, men der er også en del tyske, nogle få franske og svenske og endelig indførsler med korte citater eller digte skrevet på latin eller italiensk. Kombinationer af to sprog ses også. Allerede før Thorvaldsens afrejse fra København i 1796 er der enkelte tyske indskrifter efterfulgt af en kort hilsen på dansk fra den indførendes pen. Bemærkelsesværdigt synes det, at der trods Thorvaldsens lange ophold i Rom ikke er en eneste længere italiensk indførsel, men dette understreger indtrykket af, at Thorvaldsen under tiden i Rom kun har brug sin stambog sporadisk og oftest i forbindelse med afsked fra tilrejsende. Den ofte sirlige håndskrift understreger, at man har gjort sig umage, og det kan ikke udelukkes, at Thorvaldsen undertiden har overladt sin stambog til den skrivende i længere tid.

At Thorvaldsen har læst og genlæst indførslerne i sin stambog bevidner et brev 8.6.1830 fra Peder Haste til Thiele. Her beretter Haste om sit møde med Thorvaldsen under hans besøg i Danmark i 1819 og fortæller, hvordan Thorvaldsen tog sin stambog frem og slog op på netop den side, hvorpå Haste 24 år i forvejen havde skrevet en hilsen: “Da det lykkedes os, at være blevne alene – thi Herre Gud! der var Cour hos ham, som hos en fremmed Fyrste af stort Navn – da gik han hen til sit Pult, og tog sin Stambog frem, opslog et Blad, hvorpaa jeg, dengang for 24 eller 25 Aar siden havde skrevet et Vers til min Erindring, trykkede tavs min Haand, gik igjen til Pultet, og kom tilbage med en Medaille. ‘Seer du, Broder,’ sagde han, ‘nogle Kunstnere i Rom, som gjorde for meget af mig, lode denne Medaille slaae; jeg har medbragt fire Exemplarer; deraf giver jeg dig det ene; det er kun i Bronze: jeg har faaet ét i Guld; men det giver jeg dig ikke; du kunde let, frygter jeg, over Metallet glemme Manden.’” Thorvaldsen har tilsyneladende været så rørt over Hastes venskab og hans bidrag til stambogen, at han har villet give Haste en medalje til erindring og tak.

Stambogstegninger

Thorvaldsen selv tegnede gerne i andres stambøger. Et eksempel er Friederike Bruns stambog, der indeholder flere Thorvaldsentegninger og hans tegning i kobberstikkeren G.L. Lahdes stambog. Til gengæld har ingen kunstnere dristet sig til at tegne i Thorvaldsens stambøger. Kun digteren Baggesen har indført noget, som formentlig har været et motiv (der dog i dag desværre er udtværet) omkranset af en påklæbet mæanderbort af guldpapir. Thorvaldsens tegninger har dog efter hans eget udsagn ikke altid været lige oplagte, og i Abildgaards brev af 21.7.1800 fremføres det, at en af Thorvaldsens stambogstegninger har været årsag til et rygte om, at Thorvaldsen led af dovenskab. Hertil svarer Thorvaldsen i sit brev af 24.10.1800: “Meget ondt har det giort mig at see af Deres Brev at ieg beskyldes for ikke at være flittig og at en stambog har givet Anledning dertil da ieg ofte i Hast og uden Lyst har henkradset noget i forskiellige Stambøger. Det skal lære mig herefter at vogte mig for at tegne i Stambøger naar ieg ikke finder mig disponnert til at giøre det med flid.” For yderligere informationer om Thorvaldsens flid se evt. brevene tilknyttet dette emneord.

Alligevel har Thorvaldsens stambogstegninger været eftertragtede. Særligt efter at Thorvaldsen havde etableret sit ry i Rom findes en del forespørgsler efter tegninger eller autografer fra hans hånd. Således beder maleren Michele Bisi i sit brev 29.1.1832 ydmygt om en tegning fra Thorvaldsens hånd, hvilket han blev lovet, da de traf hinanden i Milano. Da han ikke modtog den, fremsendte han året efter 15.8.1833 nogle rene ark i stambogens format tillige med to af sine bedste kobberstik (som endnu findes i Thorvaldsens samling: E379 og E380) for dermed at minde om sit ønske og på forhånd gengælde Thorvaldsens eventuelle generøsitet.

Særligt sigende er den tyske kunstner Moritz Daniel Oppenheims brev af 11.2.1835. Heri skriver han: “Fru Baronesse C. von Rothschild er i besiddelse af en stambog med tegninger af de mest fremragende nulevende kunstnere, og for at sætte kronen på dette værk, ønsker hun at få den smykket med en lille tegnet skitse af den verdensberømte Thorvaldsen. Baronessen retter dette ønske til Dem gennem mig, fordi hun mener, at De, hvis De beærer mig med et svar, vil have lettere ved såvel at give afslag som, hvis de bevilliger den, at sige mig prisen derfor.” Med andre ord har Thorvaldsens stambogstegninger på dette tidspunkt været så eftertragtede, at kunst- og autografsamlere var villige til at betale for en sådan venskabsbevisning. Formålet med et sådant køb afsløres i brevets videre tekst: “Hvis De nu agter at efterkomme Fru B. v. Rothschilds ønske, så vover jeg også at stile det samme ønske til Dem højagtede herre! til een, som ganske vist ikke som hin dame ville takke med sin hele sin pung, men så meget mere af hele sit hjerte – til een, som ikke blot ville prale med navnet ‘Thorvaldsen’, men for hvem en lille skitse fra Deres kære mesterhånd virkelig ville udgøre den største nydelse og den højeste inspiration…” Når det fremhæves, at baronessen vil bruge Thorvaldsens tegning til at prale med, så bliver det desuden tydeligt, at det langt fra var almindeligt at have en så fremtrædende kunstners tegning i sin stambog. Man undgår med andre ord ikke fornemmelsen af, at Oppenheim benytter lejligheden til at udpege Rotschilds berømthedshykleri, manglen på ægte værdsættelse af Thorvaldsen i hendes ønske om modtage en tegning, for dermed at højne sin egen værdighed til at modtage en sådan.
Andre gange har Thorvaldsen dog selv foreslået at tegne i en stambog. Dette ses af et brev fra Frederikke Wallick, der ledsagede Thorvaldsen på rejsen fra Rom til København i 1842, der efter Thorvaldsen har tilbudt at tegne i hendes stambog, skynder sig at fremsende sin stambog og en kort hilsen antagelig 25.10.1842, der minder om det afgivne løfte om at tegne.

Andre stambøger i Thorvaldsens Museums samling

I Thorvaldsens museums samling findes yderligere to stambøger, N261 og N292. Den første har tilhørt arkitekten Andreas Dobert Kalleberg og består af 110 løsblade med en del med tegninger og akvareller af blandt andre C.W. Eckersberg, J.L. Lund, C.F. Høyer og E. Meyer. Desuden findes heri et stambogsblad af Thorvaldsen, hvorpå teksten lyder: “En Lykkelig Reyse, og glem ey Deres Ven B. Thorvaldsen Rom d. 9.^de November 1806.”
Den anden er P.H. Hastes stambog, hvortil Thorvaldsen har gjort en akvarel med et motiv af en ung kvinde, der, idet hun hviler armen på en kurv fyldt med roser, halvt sidder, halvt ligger opad to tætslyngede træer.

Kronologisk oversigt, stambog N213:

Herunder samtlige indførsler i Thorvaldsens stambog N213 gengivet i kronologisk rækkefølge. De enkelte indførsler optræder dog også som selvstændige dokumenter i Arkivet under ophavsmandens navn og datoen.

14.3.1796, Hammer, P.H. og D. Hammer.

Gid du den sidste aften i dit liv maatte
føle det samme varme Venskab for
mig og min gode [X]i[xx]e som nu den
sidste Aften vi delte sammen de
glade Øyeblikke af vor venskabe-
lige Omgang – Thi evig er jeg

Kbhvn d:14.de Martii 1796

din PHHammer Og saa din DHamer

8.4.1796, NN

Er ist ein Herzog im Bezirk des Gartens
Die Pÿramidenbäum wuchsen nur
So durch die Kunst: er Spottete des Wartens
Ihn Zog die Natur.   Karschin
. . . . . . . . . .

de:8/4 96

29.4.1796, West, J.

Lad aldrig Italiens Skiønheder Lære Dig
at forglemme din Ven J.West

Khavn d.29.^e Apriil 1796

2.5.1796, Fischer, J.M.

Ved min Ven Thorvaldsens Bortrejse

til Italien

Reis bort, min Ven! Til Roms og Florentz Skiønne Egne
Og skue hvad skiønt os Vid og Konsten efterlod.
Tilfredshed Munterhed og Sundhed allevegne
Ledsage Dine Fied og bane for Din Fod!
Hug Marmor konstig ud og skab Dig varigt Minde
I ædelt Venskab Du det fastere skal finde.

###

Ved dette vanker Du blant Fødelandets Sønner
Som glade tænke Dig og Fordums Skyldfrie Daad.
Og mindes de af Dig, Du deres Ømhed lønner,
Som spinde Tillidsfuld paa Skiebnens korte Traad.
Kom fro og sund igien til Cimbrers gamle Stamme
I Konsten rigere men altiid selv den samme

Kiobenhavn d 2 Maj 1796/

J M Fischer

2.5.1796, West, C.

Ved min Ven Torvaldsens bort reise
Ilende bortsniger sig Tiden og med den vor Undoms
Glæder og Venner hvis Om gang giorde os
Lived, saa behagelig, du min ven reiser
til Italiens, kiønner og Konstrige
Egen, men i til denne skionhed, som fengs-
ler Dit Øje og trygler din Siel sen[d] ofte en
Tange tilbage til efterladte Venner
Vær glad og lygelig vor du er indtil du
riig paa erfaring og Kundst vender til
bage til dit fædrene Land hvor du glaed
mottages af dine veninder
Kiobenhaven den 2 Mai a 1796 CWest

17.5.1796, Pavels, Peder

Min ven Torvaldsen!
Naar jeg eftter vor Skilsmisse, som tidt vil skee, erindrer
dig, saa vil jeg ønske, at vi dog engang igien maa komme sammen;
Og naar jeg saa tenker hvor længe det kunde vare, og hvor
vi forandres i Tiderne, ønsker jeg: gid du blive sindet da som nu.

Khvn. d: 17de Mai 1796.

Peder Pavels

24.5.1796, Tybring, Søren

Kiærlighed er Skyggen om Morgenen, hvert Øyeblik bliver den mindre.
Venskab er Aftenskyggen, den voxer til livets Sol daler. –
Dette Blad minde Dig om din langt fraværende, men stedse oprigtige Ven

Kbh:de:24Maj1796.	Sören Tÿbring
	No 95.

4.6.1796, Krog, Frederik Arentz

Gode Thorvaldsen!
Tak for vort alt for korte Bekjendtskab!
Dit Minde som Ven skal blive varigt for mig,
Bliv lykkelig med Dyd, Kjerlighed og Venskab!
Ved Dyden bliver Du altiid den samme elskværdige,

Du nu er;

Ved Kjerlighed forsøder Du Livets ubehageligheder;
Ved Venskab vil du ogsaa fornye erindringen af

Kiøbenhavn d.:4de Junii 1796	Din
	uforanderlige Ven
	Friderik Arentz Krog

5.6.1796, Kurtzhals, Sophie Amalie

Skiebenens lod er uforanderlig, den bød dem at reyse og
Taus kaster deres venner for at glemme Afskeden
et blik hen på den tid, der skal bringe dem gid sund
og glad tilbage. Reys da langt bort min velsignelse
følke dem men hvor langt dig ogsaa kommer saa forglem
aldrig deres venner i Danmarg og mig som her tegner sig

Deres Veninde

Sophie Amalie Kurtzhals

Kiøbh: d 5 Juny 1796

7.6.1796, Ulstrup, Jens

Held følge Dine Fjed, min Ven!
Og Sundhed aldrig fra Dig vige!
Tænk i Din Glæde da paa den,
Som dette skrev, og paa hans Pige!

Kjøbenhavn d 7d Junii	Jens Ulstrup
1796

7.6.1796, Møller, Johanne

Naar De kommer hen til andre Lande, lad da Tanken ofte
falde her tilbage, Og med Venskabsvarme Erindre Dem Deres
Tilbageblevne Venner, og deriblandt

	Deres Veninde
Kiøbenhavn d: 7 Jünii	Johanne C:Møller
1796

13.6.1796, W., F.H.

Roes tabes lettelig, ofte paa en uretfærdig Maade, Sundhed og
Skiønhed ere saare forgængelige Fortrin, og legemlige
Kræfter, er nu fordeel, som Vi have tilfælles med de
Dummeste Dyr, men at forskaffe sig Kundskaber er
Mennesket allene forbehjoldt, og er lige saa ærefuldt,
Som Behageligt og Nyttigt.

De 13 Juni 1796

FHW

14.6.1796, Wadskier, Severine Elisabet Arnette

Du forlader os gode Torvalsen, men dit minde det skal leve med os
og med en glad erindering om dit oprigtige Venskabe, skal vi med
Glæde se den kierre dag i møde, da vi skal samles igien, lad ikke
den lange fraværelse udslete mig af din erindering som
med de beste onsker for dit sande Vel, henlever din

	oprigtige Vennde
D 14 Juni. 1796.	SEA Wadskier.

24.6.1796, Haste, P.H.

Til min Ven Thorvaldsen
Naar mit Øye aldrig meer skal møde
jordisk Dyd og Graad, og Smil og Bröde;
naar dets matte Lys er slukket ud
af Naturens faderlige Gud;
naar en støvet Hylde neppe gjemmer
Skaldens Navn, som Møe og Frænde glemmer,
Dette Blad, o Ven! fremdrage Du,
kommer glad mit fordums Liv ihu!
Spørger, hvad Du tænker, En og Anden,
svar da blidt: “ Jeg fordum kjendte Manden:
  “   i Ulighed han sig meest var liig,
  “   ganske svag, men altid uden Svig
  “   højt for Venskab slog hans arme Hjerte;
  “   Tunge var hans Kaar, hans Aande, Smerte:
  “   Fred om Graven, hvor han hviler sig!
  “   Her han græd og loe, og – elsk’de mig”

Kjöbenhavn, d.24 Junii 1796

Haste

27.6.1796, Schiøtz, E.H.

Thorvaldsen!

Nyd glæden før den iiler hen
Og lad ey Tiden ubrugt svinde;
Vor Ungdom kommer ey igien,
Den flyer, som lette Skye for Vinde!

Kiob: d: 27d Junii 1796.

E.H.Schiötz

4.7.1796, Henrichsen, Mathias

Lev Vel! og tænk paa

din Ven

Kiøbh. d 4 Juli 1796.     Mathias Henrichsen.

6.7.1796, Steenstrup, P.

Ofte vil du, det venter jeg, med Længsel min-
des den Kreds, der skiænkte os tilsammen i troe-
fast Vennelag saa mangen glad Aften. –
Ofte vil jeg der erindre dit Venskab, tilønske
dig Hæld, til at berige dine Kundskaber, og
ønske dig tilbage til os, og til den Hæder,
der skal lønne din Fliid. –

Kiøbenhavn den: 6de Juli 1796.

Lad dette Blad erindre dig. dig din hengivne Ven. 91. PSteenstrup

14.7.1796, Mynster, J.P.

Matthisson.

Glücklich ist der, und hochgesinnt, wie Götter.
Der den Grazien opfert! Seine Tage
Fliessen dahin, wie Tage der Blüthenmondes!

Kjøbenhavn d. 14 Juli 1796

Erindre dig din Ven J. P. Mynster – 83.

28.7.1796, Sveistrup, H.G.

O! Wunderschön ist Gottes Erde
Und werth darauf vergnügt zu sein

Höltü

	Det er mine Ord.
Kjøbenhavn d: 28 Julii 1796.	H. G. Sveistrup.

29.7.1796, Mynster, O.H.

Träümen sind
Auch für den Mann, wie für das Kind
Das Erdendramas Intermezzen
Die unsr oft als das Stück ergötzen

Pfeffel

Vi ville erindre hinanden medens vi spiller
vore udenlandske Intermezzer hver paa
sit Theater, – Gid vore Roller, naar de ere udspilte maae have moeret baade
os og Publikum.

d.29 July 1796 Frieds: Hosp: i Khvn:

O.H. Mÿnster Lic:Med: 69

29.7.1796, Steffens, N.C.B.

Liebe und heürathe! denn wenn du liebst, wo du nicht heüratest,
so wirst du heirathen[udtværet] wo du nicht liebst, und wirst wünschen,
daß du weder geliebt noch geheürathet hättest.

Kretschmann

Kbhvn de 29Jul:1796

erindre[?] dig herved din Ven N:C:B:Steffens 82

29.7.1796, Munk, H.

Le premier des plaisirs est cèlui de s’instruire, c’est peut etre le seul qui
souffre des exies & que les noirs remords n’ačcompagnent jamais.

Voltaire.

Kiøbenhavn d:29/7 1796

Naar Du læser dette Tænk paa Din Ven H. Munk Dr. Med   73

Antagelig august 1796, Stöcken, E.v.

Tak for Dit Venskab gode Thorvaldsen! og Lad
mig, iblandt fleere af Dine Venner, være i
Din Erindring.
Elias von Stöcken.

15.8.1796, Liebenberg, M.F.

Symb: Wer gut ist, findet gutes im Leben und im Tod.

Naar til fremmed Egn du iler,
Naar i Kunstens Fødested
Henrykt snart dit Øie hviler
Paa hvert Spor af Oldtids Herlighed
Naar blandt vaklende Ruiner
I det fordum stolte Rom
Forskende du vanker om
Og paa brudte Mesterværker triner,
Ven! da lad fra Tiberens Strand
Tanken vende tit tilbage
Til dit fierne Fædreland,
Til de svundne, blide Dage!
Her du Liv og Venner fand,
Hist kun tause Mesterværker -
hvad er døde Mindesmærker
Mod den Krands, som Venskab bandt?
Derfor iil, o Ven! tilbage
Til det hulde Danien!
Venskab og Naturen drage
Dig til Fædres Kyst igien.

Christianshavn d15 August 1796

Glem ikke din Ven M. F. Liebenberg. 38

20.8.1796, Laub, H.

Gutfeldt.
“Der gives ingen skiønnere, ingen mere behagelig afvexlende Billeder, end de Svundne Dages, fremkaldte i en rolig Time af vor siel, deres farver ere ikke blandede, men rørende og høitidelige; det er ikke Middagsglands, der omgiver dem, det er lys, mild aftenskumring, som ikke forfærder, men qvæger Øiet; de ledsages ikke af Nydelsens første heftige Fryd, der ofte trætter Sielen, efter at have beruset den; men af Erindringens mere stille, mere alvorlige Glæde. – Lidenskabernes Stemme tier i vor Barm, Hiertet slaaer glad men roligt – og uden at kedes, uden at trættes, giennemiler Sielen med stadig flugt hiin før saa kiendte, saa elskte Eyen, daler paa hvert Sted, der engang var den kiert; fryder sig ved hver Ynde der engang henrev den, omsvæver hver Ven, i hvis Selskab den engang følte sig lykkelig; og takker den Evige der skienkte Mennesket en af de bedste Velgierninger i Livet ved at skienke det Mindet om henfarne Dage”

Gode Thorvaldsen! Mindes og elsk Din Ven og Broder

Khavn: den 20 Aug 1796

Hieronÿmus Laub. /80

20.8.1796, Laub, G.

Liebenberg
...den er viis, der veed at være fro,
Der strøer med Roser Livets Bane,
Der sværger Uskylds, sværger Rethieds Fane,
Og kiender Dydens stille, blide Roe.
Hans Liv er intet Blændværk, ingen drøm
Med roligt Blik han skuer Tidens Strøm
Med aldrig standset Bølge Sig fremskyde
Hver blomst, som spirer på dens bred, er hans;
Som deraf fletter sig en Myrtekrands,
Som evig grønnes evig ham skal pryde. –

Lev tilfreds og lykkelig og tænk undertiden med broderligt Sindelaug paa din trofaste

Symb: Gaudeamus igitur, juvenes dum sumus. – Kiøbenhavn de: 20d August 1796

Ven Georg Laub. /:78:/

24.8.1796, Fritzsch, C.D.

Gedicht. Mußik und Malleri
und denn die schöne Kinder
wer die, nicht Liebt der ist von Bleÿ
Gott Tröst den armen Sünder.

Kopenhagn d.24 d. August 1796	Erinnere dich deiner Freund
	C.D.Fritzsch
Auf wiedersehen

27.8.1796, Smith

Lev vel og fornøyet
Hav stedse for Øyet
Du ej er ret frisk;
For meget af Kiødet,
Saa mangen har dødet
Spiis derfor helst Fisk
Til Herr Torvaldsen i Hds bevidste[?] Situation
Den 27 d Aug 1796   Smith

Før 30.8.1796, Kinchel, J.

Gid vi begge efter vores Reise igien maae
mødes, bedre men ikke ældre, lev vel saalænge

J.Kinchel

Før 30.8.1796, Mørch, N.W.

Fryd dig ved Livet, i Dine Dages Vaar
Pluk Glædens Roser, før de forgaar!

Lev stedse lykkelig gode Thorvaldsen, og erindre
Dig undertiden Din Ven!

  49

  N:W:Mörch

3.11.1796 Hansen, C.G.

Til min Ven Thorvaldsen –

Reis du Gode, lev lykkelig, og udret den Vigtige Bestemmelse,
som dine sieldne Kundskaber i dit Fag har ervervet dig.
Den, at bringe dine landsmænd Mindesmerker fra Konstnernes Sæde.
med de obrigtigste Ønsker for dit Wæld, og i det glade Haab at see dig igien

Tegner jeg mig din
Sande Ven;
C.G. Hansen

Fregatten Thetis af: 3Novem:1796-
Liggende til Ankers i Maltha Havn:-

Symbolum Non videri sed esse:-

30.12.1796, Blom, C.H.

Til min Ven Thorvaldsen –
Lev bestandig saa løkkelig og fornøyet som
De tilønskes af Deres oprigtige og uforfalskede

Malta de:30de December 1796

C.HBlom

Een Lykkelig Reyse og glem os ey
Ved Deres Tilbagekomst-

30.12.1796, Rørbye, G.F.

Hæld følge Dig i hvor Du gaaer,
og Lev fornøyet mange Aar

Malta d:30teDecb:1796

For undertiiden at Erindre Din Ven G:F:Rørbye

1.1.1797, Lütken, A.C.

Deres Konst, gode Sindelag og altid udviiste Tienstvillighed
har forskaffet dem een altiid ligesinded Ven
Nyd livet som Skaberens høyeste Gode

Thetis i Malta 17=1/1=97

A:C: Lutken.

27.1.1798, Bassi, Ch.

Pense. Quelquefois à ton Amì

Charles Bassi

Rome le 27. Janvier 1798

29.1.1800, Schumacher, J.L.

Nyd dit Liv, som om i Morgen
Alt du Skulde vandre heden!
Skaan dit Liv, som om Du evig
Skulde bruge det herneden! / Baggesen

Erindre Dem, gode Thorvaldsen! ved at læse dette, en Lands-
Mand, som offrer Skiæbnen Tak for at have fundet Dem her
i Rom, og som, naar han i fierne Fødeland kalder tilbage
i Hukommelsen de Kunstens og Oldtidens Merkværdigheder, han
her lært at kiende, ogsaa altid vil yde Dem den taknemmeligste
Erindring for det ufortrødne Venskab, hvormed De ledsagede ham
og Medrejsende – At vi snart maatte samles igien i vores
vel af Naturen mindre begunstigede, men dog vist nok lykkeligere
Fødeland! Indtil da Leve De saa Lykkelig, som det oprigtigt ønskes

Rom d:29dejanuar:1800 Dagen før Afrejsen.

Af J:L:Schumacher

29.1.1800, Obelitz, F. v.

Roelig vandre giennem Livets Dal,
Viis i Medgang, kiæk i Modgang være,
Stolende paa Gud hvert Vanheld bære,
O! det trøster os i hver en Qval.

#

Gode! Dette Bud erinder Du!
Livets Farer kiæk Du gaar imøde!
Hver Bekymring Du da skal forsøde
Ved at komme denne Trøst ihu.

	Erindre Dem undertiden naar
	De læser dette, Deres hengivne Ven
Rom 29de:Januar 1800	F.v.Obelitz.

25.2.1800, Scheel, P.

Höltÿ

Ja wunderschön ist Gottes Erde
Und wehrt darauf vergnügt zu Seyn!

Rom de 25 Febr. 1800

Daβ dies wahr sey, fand ich, trotz dem was der Krieg und seine traurigen Begleiter an Unheil über diese arme Stadt verbreitet hatten, in hohem Grade in Rom! Ihr Freundschaft trug nicht wienig dazu bei es mir angenehmer zu machen und ich verbinde hier mit meinem herzlichen Dank hiefür, die Bitte, bis zum Wiedersehen in unsrem zwar minder schönem aber glücklicherem Vaterlande, nicht zu vergessen Ihrem Freund P. Scheel aus Holstein.

29.1.1801, Anckarsvärd, C.H.

Med den uprigtiga önskan at någon gång
hvara hugkommen af Torvaldsen skrefs
detta af

C:H:Anckarsvard

I Rom d: 29 Jan:1801.

30.1.1801, Ekman, J.J.

Eine Welt zwar bist du, o Rom, doch ohne die
	Freundschaft
Wäre die Welt nicht die Welt, wäre denn
	Rom auch nicht Rom

Rom 30 Jan.1801.

In Ihrem Umgange hat Dieses besonders empfunden Joh. Jac. Ekman. aus Schweden.

4.2.1801, Weidenhielm, J.

Hur mycket skiönt forgiöms
Som ögat fåfängt letar;
Som tankan råkar blot,
Och hela själen retar,
Dess lif, des fina växt,
Min pensel, stadna här,
Jag utaf lågor tärs
Och ren fortiust jag är.
Roma de:4 feb:
1801   J. Weidenhielm

19.4.1801, Hommel, C.

At døe kan ingen frygte for med Grund;
Thi det er vist, at som vi bleve til,
Saaledes vende vi til Støv tilbage
Det er den sidste Punct af mange Svundne Aar.
Men hvor vi saa gaa hen,
det ønsker vi at vide;
Men det kan vor Forstand ei sige,
Og derfor Skiælve vi. –

Hermed anbefaler sig en Dansk Ven i Deres Erindring

Rom den 19d April 1801.	Carl Hommel
	Dansk Artils[?] Capitaine

15.5.1803, Hammerstein, H.

Chi va lontan dalla sua patria, vede
Cose da quel, che già credea lontane,
Che narrandole poi, non se gli crede;
E stimato bugiardo ne rimane;
Che’l volgo sciocco non gli vuol dar fede,
Se non le crede, e tocca chiare, e piane.

Arioste.

Rom den 15tenMay 1803

Erinnern Sie sich Ihres aufrichtige Freundes Inn Erinnerung Ihres Talentes, und Schafung Ihren Übrigen Eigenschaften Ihren verbunden   Hans Freiherr Hammerstein

23.5.1804, Moltke

An Thorwaldsen
Hebe zur freude deine Herz, und zu männlicher Kräfte Begeisterung –
die mit dem Nektar dir winkt
Auf das erfüllet des Tranks den Sie weih’t, du erschaffend den Marmor
Göttliches Bildungen hauchst.
Wahrlich vor tausende rühmst du begünstight dich, du mein Thorvald
Musenerkohrener du!
Ob von dem Pluto begabt, des Asklepios freudiger Gottheit
Andre verträumend die Zeit,
Einer Gewinns[?] sich erfreun, die du Schätzender würdest gebrau[c]hen

Sage was kümmert es dich?
Denn, nicht wie lange du lebst, doch wie viel du des Lebens im Leben
Schaffend aus eigener Macht
Kräftig erhöhest ist Ziel dir und Zweck von den Musen gepflanzt
Selber mit heiliger Hand!
Herscher der Hölle zugleich ist ja Pluto der waltend die goldene
Berge der Erde vertheilt.
Paan, Asklepios Vater, vergeβ es mir nimmer[?], erzeugt auch
Sie, die umgrauende Pest;
Und es belehret der Spruch daβ vom Stammen nicht weit und nicht ungleich
Fallen die Früchten herab.

Schätze verlangest du nicht, nur das weiserne Lebens Erhaltung?
Traue dem inneren Gott!
Wem sich der Marmor beseelt, wie gelungen den Neueren keinmal
In dem Geheimen der Luust[?]
Kräftig gerweihet, dem eilt, mit dem Wunsche gebildet zu werden,
Leres die goldene, froh.
Auf dann, verscheuche den Gram[?] und der Grillen umsummende Schwärme
Hebe zur Freude dein Herz!
Lonht uns nicht Tibers Gefild, und des heiligen Lorbeers Umschaffung,
Über dem ströme[?]nden Gott?
Herrlich und heilig ists hier, und es sinket der heitere Begeistrung
Tief die verarmete Zeit
Schöpf aus dem Strome, verein ihre den deutscheren Trank der den Wein
Gern[?] der Orange vermählt[?],
Dann durch die Adern auch glüht dir ein neues Gefühl der Gesundheit
Spornend die Schaffende Kraft.

Rom de23/:Mai 1804

Moltke

Antagelig 1805-06, Thrane, J.L.

Livet har et Held

Som ingen Stand og intet Sted kan hindre:
den hjertets dom at have handlet vel.
der kan hver Sorg, hvert Savn hver Kummer lindre
erindre herved deres Ven

JLThrane –

6.1.1805, Gierlew

Ej kjølnes vor Iver! Ej see vi tilbage! For Øjet er Maalet; Did ile vi hen! O! maatte ved Enden af kommende Dage Vi som Fædrelandssønner samles igien! Vor Kamp er Kun Leeg, vort Løb er kun Dands; Thi Lønnen er Borgerens hædrende krands.

Guldberg.

Stedse vandrer De kjere Thorvaldsen, den store Bane modigt hen, som Deres rene Konst-
Aand foreskrev Dem, Haand i Haand med de krandsende Gratier; og saa leve De i det
eneste Rom med Grækeraand for vort Fædreland, der stedse paaskjønne Deres Værd.
Lykkelige, som ingen højere Nødvendighed river bort fra alle Hesperiens Tryllerier! Som
stedse kan leve i Konsternes og Alderdommens hellige Land: Deres Minde er mig helligt som Roms.

Rom 6e Januar 1805

Gierlew

6.6.1805, Bielke.

Nichts soll Ihre Tage trüben
Immer Seÿ Ihr Leben schön
Und beÿ denen die Sie lieben
Wünsch ich soll mein Namen stehen

Erindre Dem med disse Linier deres uforanderlige

Rom d 6/6 1805

Ven Bielke.

19.4.1806, Lundbye, H.W.

Med vanlig kraft til Banens Maal du ile,
og Hæder lønne dig!
Gid alle Livets Glæder dig tilsmile!
Gid du erindre mig!

I Fjerne Land, paa Havets milde Bølge,
ihvor jeg føres hen,
skal din Erindring kjærlig med mig følge,
og jeg velsigne den.
Rom, d.19^deApril 1806

HWLundbye

55.

Antagelig maj-juni 1806, Reedtz-Thott.

Af Landsmænd som jeg traf paa min Reyse skal fortrinlig,
erindres Thorvaldsen

Deres Ven

Reedtz Thott

6.6.1806, Meldal, J.C.

Erindre en Ven, som De har i

J:C:Meldal

Rom den 6^te Juny
1806

9.11.1806, NN

Nyd Minuttet Himlen skienkte dig
Noysom og Taknemmelig.
Rosen pluk i Dag, hvo er dig borgen
At den blomstrer ligeskøn i Morgen

Symbol: Tiden ryster alt Kuns Wenskab bør være fast

Rom d 9 Novemb 1806

29.8.1809, Oehlenschläger

Bedste Thorvaldson! Musen tillader mig icke at slaa
Harpens Strænge i Afskedstimens sidste Øjeblik, saa
lad da mit Hierte enfoldig forsikkre dig hvor kiær du
er mig som Ven: saa kiær som du er Verden og dit
Fædreland, som Kunstner. Vennen tager gierne til takke
med den korte Forsikkring: kunstneren er en smukkere og offentligere bestemt.

Rom de 29 August 1809.

Din Oehlenschläger

16.6.1811, Montgomery, J.

Le temps s’envole, l’amour s’enfait, mais l’amitè reste

Rome 18 16/6 11

I. Montgomery Suèdois

16.6.1811, Ridderstolpe, F.

En reponse à M Thorvaldsen

Le tem[p]s fâne les fleurs; mais il murit[?] les fruits
Et la sagesse alors les offre a nos amis –
Dainnez les accepter!

Rome 18 166 11

F Ridderstolpe. Suedois.

Marts 1818, Bonaparte, Christine Egypta

O’almen qualor si perde
Amico al cor [xx x]aro
La rimenbransa amara
Se ne perdesse encor
Ma quanto e vano il pianto!
L’alma appressarlo impara
Ogni neglecto vanto
Se ne conosce allor. –

Metastasio. –

J’espere avoir une place dans votre
souvenir, comme J’en aie une dans votre
Album.

votre amie pour la vie

Christine, Egypta, Bonaparte
Mars, Rome 1818 –

27.4.1819, Festen i La Storta

d/ 27^e April 1819 vare i Storta forsamlede

27.4.1819, Fr. August

Fr August Prt Holsten

27.4.1819, NN

Erindre da deres Ven
[XX XXXXXX XXXXXX]
den 27^de April 1819

27.4.1819, Blücher

Munter ist die Hauptsache.
Trunken

Blücher

27.4.1819, Hjort, P.

Festen i la Storta glemmes aldrig af Peder Hjort

27.4.1819, Scavenius, P.B.

End mindre af PBScavenius

27.4.1819, Bahrt, D.N.

ubi bene ibi patria

D.N.Bahrt

27.4.1819, NN

Dem som udbrede Deres Pris[?] Roe[s?]
og Hæder:   [XXxxxxx]

27.4.1819, Scholten, Emil

Den: Fødeland Konge og Møe[?]
Emil Scholten

27.4.1819, Bahrt, D.N.

Graiis ingenium

Graiis dedit musa ore cuciendo[?] loqui

d. 27 m. Aprilis 1819.

D.N.Bahrt

27.4.1819, Ingemann, B.S.

Viva Phidia Danese Thorvaldsen

Ingeman

27.4.1819, Bretteville

Entre vingt trois Danois, Tous amis de
Thorvaldsen, j’ai passe une Soirée dont
le Souvinir un sera toujour cher –

De 27. april 1819

L:leN:Bretteville

27.4.1829, Bay, R.

Freundschaft ist die Blüthe einer Augenblick
Beständigkeit macht sie zur Blüte des Lebens
Tænk herved paa Deres Ven og Landsmand

La Storta d.27April 1819

R. Bay.

[på dette sted optræder ovennævnte hilsen fra Chrstine Egypta Bonaparte, som daterer sig til marts 1818 og derfor ikke har noget med festen på La Storta at gøre]

27.4.1819, Lund, J.L.

Erindring.! Oieblik. Tilkomst?

J.L.Lund

La Storta. D.27^de Aprile 1819

27.4.1819, Gierlew

Carthago er Rom og Storta!       Gierlew

27.4.1819, Lunzi, C.

Jo galere jo bedre La storta de:27April 1819

C. Lunzi

27.4.1819, Jensen, C.A.

Den Blum erfandt das Menschen, und jetz[?]
um[?] giebt Ihm Freude Ruhe[?] und
Beben –

La Storta d 27Ap 1819

Chr.Alb: Jensen

27.4.1819, Schubart, H.

Deres ven

Baron Schubart

27.4.1819, Freund, H.E.

H.E. Freund

Storta 27 April 1819 –

27.4.1819, Fr. August

Blandt deres andre Venner skriver
ogsaa jeg mit Navn, og beder dem
naar De læser det at erindre mig
Som en af deres oprigtigste og iv-
rigste

Fr Augst Pr t Holsten

Storta d. 27^de April 1819

1.8.1819, Falsen

Glemsel og Erindring Dem ledsage
Hele Deres Bane hen.
Hiin forsøder Sorgens bittre Dage
Denne skienker Dem Deres Tabte Fryd igien.
Mayland d.1 August 1819

Falsen

9.5.1820, Baggesen

Til sin inderlig elskede Thorvaldsen[s] sundhed.

[På dette sted sidder et konservatorarbejde]

”Digtkunsten aldrig reent sov hen –
Af den fik Verden nok; og meere –
Homer gik i Virgil igien,
Virgil i Dante – Han i fleere.
Vi andre Digtere, store, smaa,
Hvoraf tolv tretten saa, som saa,
Paa hver af hine Største gaae,
Hvert Efteraar paa ny florere.

Men hvad i Marmor evigt staar.
Derpaa man sieldnere mon Støde:
Det var omtrent to tusind Aar
Fra Phidias, den gamle, døde.
Hvor smilte jeg med Velbehag
Paa Danmarks Dronnings Fødselsdag
I et Beundrings Vennelag
Ved Mandens pludselige Møde!”
__

Hvergang De skuer dette Blad.
Tænk paa den Ven, som mest Dem savner
Og som blir aldrig rigtig glad
Før Thorvaldsen igien han favner.

Kiøbenhavn, d.9Mai 1820. Jens Immanuel Baggesen.

11.5.1820, Horneman

Efter længe at have ønsket det, skulde det
dog endelig være mig forbeholden at have den
Glæde at giøre derres Bekiendtskab i vort Fædre-
ne-Land, og jeg forsikrer, at jeg regner
den korte Tid, jeg har haft den Fornøyelse
at see og tale med Dem, for den angenemeste
i mit hele Liv, og med Taknemmelighed erindrer
jeg de Timer De opoffrede for at jeg kunde male derres
Portrait, som med derres Bortreise vil blive mig endnu
dyrebarere, jeg beder kuns ved Tiberens Bredder at erindre

Kiøbh: den 11 maj 1820

derres Ven og Beundrer Horneman

Ark indlagt i stambog N213

Efter 1813, N.N.

Keins von Allen.
Wenn du dich selber machst zum Knecht
bedauert dich Niemand, geht’s dir schlecht:
Machst du dich aber selbst zum Herrn,
dir Leute sehn es auch nicht gern;
Und bleibst du endlich wie du bist.
So sagen Sie, daß nichts an dir ist.

3.4.1837, AD

Thorvaldsen’s Eros
von den Grazien gebunden.

#

Gefangen halten ihn die Charitinnen,
Den Flügelknaben fanden sie, den Losen,
Scheinbar entschlummert unter duftgen Rosen,
Nun trägt er Fesseln und kann nicht von hinnen.
Doch Arglist nur, besorg’ ich, wollt er spinnen:
Nehmt Euch in Acht, jungfräuliche Mimosen,
Liebäugeln will der Schelm, demüthig kosen,
Ob er die weichen Herzchen mag gewinnen.
Gelingt es ihm, die Freiheit zu erlisten –
Wer wird euch schützen vor des Bogens Sennen?
Lasst ihn nicht los, den schmeichelnden Sophisten!
Er lacht nachher, wenn die Schurfwunden brennen:
Von seinem Pfeil erzittern Heiden, Christen,
Er selbst, der hier ihn formte, wird’s bekennen.

#

Was er begangen alles aufzuzählen,
Möchte mir’s leicht an Athem hier gebrechen:
Von Aphroditen lasst mich gar nicht sprechen,
Die er durch Mars verleitet, schwer zu fehlen.
Hat er nicht dreist gewagt, sich einzustehlen
Beim Zeus Olympios? Hat ihn zu Schwächen
Verführt, die allen in die Augen stechen?
Mit Ochsenform muss sich der Gott vermählen!
So viel Bestialität gab kein Genügen
Dem kleinen Schalk: es muss das Haupt der Götter
Leda zu Lieb’ in Schwangestalt sich lügen!
Auf solche art tractirt der schlimme Spötter
Die sich in seine argen Launen fügen,
Verhöhnend selbst den Herrn der Donnerwetter!

#

Wie dem Heracles frech er mitgespielt,
Das lasset Euch vom Heros selber sagen:
Nichts waren im Vergleich das Dutzend Plagen,
Eh nicht Frau Omphale nach ihm gezielt.
Durch Eros sie die Löwenhaut ihm stiehlt,
Statt Keule sieht man ihn die Spindel tragen,
Und ihn, der Keck die Hyder einst erschlagen,
Durch Eros Schuld ein Weib in Banden hielt!
Jetzt hab’ ich vom Patron getreu berichtet,
Wie Göttern er und Menschen legt die Schlingen,
Wie er Verwirrung auf Verwirrung schichtet:
Ihr Grazien, lasst ihn nicht los sich ringen!
Ich Armer, der Euch warnend dies gedichtet,
Weiss auch von seiner Macht ein Lied zu singen.

#

Roma 3/4/37

AD

1837, AD.

An Albert Thorvaldsen.

Ob auch die Zeit, zu welcher ich geboren,
Die Krämer sichtlich vor den Dichtern ehrt,
Ward mir zu Zeitgenossen doch bescheert
Ein Dreigestirn zum Strahlen auserkoren.
Beethoven, einer von den Matadoren
Die Phoebus mit Ambrosia genährt
– Sein Antlitz ward nicht meinem Blick gewährt
Und ungesehen hab ich ihn verloren
Altvater Goethe, Er, den hoch vollendet
Der Donnergott in den Olymp entrückt
Hat einst sein Silberwort an mich gewendet
Der Dritte hat mich reicher noch beglückt
Freundliche Rede hat auch Er gespendet
Und ehrend hat Er meine Hand gedrückt.

Roma 1837

AD

Kronologisk oversigt, stambog N212:

Herunder samtlige indførsler i stambog N212, gengivet i kronologisk rækkefølge.
Stambogen har sandsynligvis ikke tilhørt Thorvaldsen selv, se herom i indledningen til denne referenceartikel.

19.6.1791, Bülow, Caroline

Ueb’ immer Treu und Redlichkeit
Bis an dein spätes Grub;
Und weiche keinen Fingerbreit
Von Gottes wegen ab.
Dann suchen Enkel deine Gruft
Und weinen Thränen daruf,
Und Frühlings blumen voll von Duft,
blühe aus den Thränen auf.

Coppenhagen den 19ten Juny, 1791.

Und jener Lohn der so gewiβ den Redlichen wird, Sey Ihrer, heitelkeit und daurende Freude die Gefolgen Ihres Lebens. Die Freundschaft guter Menshen bürgt Ihren Ihr Herz, in der Z[?]uht Ihrer wahren aufrichtigen Freunde ehren Sie immer fern oder Ihrer nahe. Caroline Bülow

[Under teksten, foran navnet er malet en lille blå blomst, formentlig en forglem-mig-ej]

27.6.1791, Bülow, Fr.

Douce amitíe! Sous ton empire
Le Ciel a fixé le Bonheur;
Tu Seul, est la raison du Coeur,
L’amour n’en est que le Dèlire.

Coppenhagen ce 27de Juin 1791

Que l’absence et l’èloignement n’efacent jamais de Votre mèmorie, une personne qui ne cessera de prendre la part la plus sensible et la plus vrai à Votre Sant! Et que ces lignes Vous la rapelle quelquesfois. Frèderique d’Bulow

6.7.1791, Bülow, ?

Im Herzen rein,
Hinauf zum Himmel schauen
Und sagen: Gott! Du Gott bist meine Vertrauen!
Welch Glück, o Mensch, kan Gröβer Seÿn!

Laβ Erd und Welt
So kann der Frommer sprechen
Lass unter mir den Lau der Erde brechen!
Gott ist es, dessen Hand mich hält.

Skioldenæsholm d. 6tenJuly. 1791.

H[X?] Bulow

6.7.1791, Bülow, J.

Ven! Naar modgang quæler din Munterhed, naar du
forgieves søger at skiule Taaren som mørkner dit Øie,
naar livets Glæder synes Gift for din Siel, Lad da
Tanken om et styrende Forsyn trøste dig, lad et Blik
paa andres endnu tungere Kaar oplive dit modfaldne
Sind, forjage Tungsindigheden af dit lidende Hierte.
Mindes vel: at intet er Hændelse, men Alt ordnet
Af den evig Gode, den evig Viise ! ! !

Skioldenæsholm den6te July.1791.

JBulow…

28.8.1791, Ryberg, E.C.

Tugend ist kein leerer Name
kein erträumtes Hirngespinst
In ihr liegt verstekt der Same
zu dem reichlichen Gewinst,
zu der Selenruh hienieden,
zu der Freuden jener Welt,
zu dem ungestörten Frieden,
der im Stürm das Steuer hält.

Sie begleite Ihn’ auf Erden
durch der schmeichles feile[?] Brut
durch das Dornenpfad’s Beschwerden,
durch der Freuden Ebb und Fluth!
Wägen Sie auf Tugend Wage
jede That im Stillen ab.
Lebe dem des Lebens Tage;
der Gefühl für’s Ledle[?] gab

Friedrichsgave de 28ten August 1791

E: C. Ryberg.

12.9.1791, Römeling, H.H.

O! Freund Du schenktest hier auf Erden,
Schon manchen sel’gen Augenblick,
Und jetzt sind Freuden die Dir werden,
Zum theil ein unwolkommenes Glück.
Doch Du bist Mensch, und Deine Ruf,
Nimt Durch ein Umstand, ab und zu.
Wen du dieß liest, denck Dir dabey
Daß ich stets unwerendert sey

Copenhagen de:12ten September 1791

Dein aufrigtiger Freund Römeling

6.6.1793, Kaas, A.H.

En marque d’amitie, gardez pour souvenir, mes ’deoc[?],
qui Contient tout ce qui vous peut faire bien heurees

Coppenhauge	A.H. Kaas
Le 6de Juin

6.6.1793, Kaas, S.E.

Ou l’amitié n’est pas une vertu,
ou il ne peut avoir de vraie amitie,
qu’entre les gens de bien.

Coppenhauge le 6deJuin

S:E. Kaas

6.6.1793, Kaas, S.H.

Nie schencket der Hand, nie schenken Güter
Dem Menschen die Zufriedenheit
Die wahre Ruhe der Gemühter
Ist Tugend und Genugsaumkeit

Copenhagen d 6tenJuny	S.H. Kaas
1793

?, Stampe, K.

[Teksten er indskrevet mens bogen har været drejet horisontalt]

Giennem Dyden løber Veyen til

Lyksalighed

K:Stampe

Tout vient à tems à qui peut attendre

K:

I stambog N212 indlagt:

Denne
er min egen
lille Julehilsen.
den skulde jo – efter
aftalen været mit Testa-
ment; men da jeg ikke
er død endnu, maa du give
mig Lov at komme med den
til vor fælles Fest. Du vil jo selv
kjøbe den Haand[xxx] i Kir[?]se
[X]orie Du talte om gid jeg
maa have husket rigtig med
Hensyn til samme.
Lev [xxx] kjære Ven! Gud
velsigne dig i Jesu
Navn og lad
Helligaanden
gjøre
det
lyst
og var[xx]
[XX]

References

• Julius Clausen og P.Fr. Rist: Memoirer og Breve. Af Rud. Bays efterladte Papirer, II. I Algier og Italien 1816-21, København 1920, p. 92-118.
• Vello Helk: Stambogsskikken i det danske monarki indtil 1800. Med en fortegnelse over danske, norske, islandske og slesvig-holstenske stambøger samt udlændinges stambøger med indførsler fra ophold i det danske monarki, Odense 2001.
• Dyveke Helsted: ‘Fra Thorvaldsens ungdomstid’, in: Meddelelser fra Thorvaldsens Museum 1970, p. 17-28.
• Dyveke Helsted: ‘Friederike Bruns Album’, in: Meddelelser fra Thorvaldsens Museum 1944, p. 63-78.
• Dyveke Helsted: ‘Kobberstikker G.L. Lahdes Stambøger’ in: Fund og Forskning i Det kongelige Biblioteks samlinger, 1994, bind 33, p. 35-68.
• Stig Miss: ‘Thorvaldsen privat’, in: Stig Miss et al. (red.): 1796. København som Kulturby, Thorvaldsens Museum 1996, p. 91-97.
• Eric Salingre: ‘Johan Jacob Ekman och hans medicinska studieresor (1796-1803)’, in: LYCHNOS (særtryk), Uppsala 1958, p. 85-101.
• Ejnar Thomsen: ‘Fra Litteratus og Toldinspektør Peder Horrebow Hastes Stambog (1793-1818)’, in: Kulturminder 1939, p. 137-168.

Last updated 11.05.2017