Thorvaldsens pung, der indeholder en fireskilling, tre treskilling, en toskilling i sølv, 88 enskilling og seks halvskillingstykker i kobber.
Om møntenheder og valutaer på Thorvaldsens tid.
Thorvaldsens pung, der indeholder en fireskilling, tre treskilling, en toskilling i sølv, 88 enskilling og seks halvskillingstykker i kobber.
Følgende er en overordnet fremstilling af det danske møntsystem på Thorvaldsens tid. Emnet er kompliceret, og oversigten er ikke udtømmende; derfor henvises særligt interesserede til litteraturen angivet under referencer nedenfor.
Før møntreformen i 1873 (1875) regnede man i Danmark ikke i kroner og øre, men derimod i rigsdalere, mark og skilling. Selvom der således eksisterede et fastlagt sæt møntenheder, kunne sølvindholdet undertiden variere efter den siddende konges vilje. I praksis opstod der altså en forskel mellem de forskellige møntfødder, og daler-, mark- og skillingsmønter blev afregnet forskelligt pga. de varierende sølvmængder.
Mens specie-systemet var det officielle, der definerede værdien, var det hovedsageligt kurant-systemet der blev brugt i den daglige handel. Desuden eksisterede 1713-1729 og igen fra 1737 et seddelsystem. I årene 1790-1800 var værdien af en seddel med den påtrykte værdi “1 rigsdaler kurant” imidlertid ca. 10% mindre værd end en rigsdaler kurant i mønter.
For at veksle mellem de forskellige møntfødder (specier og kurant) skulle man betale en såkaldt “opgæld”, på grund af værdiforskellen mellem møntfødderne.
Nedenfor følger, med de ovennævnte forbehold, en kort oversigt over de forskellige møntenheder på Thorvaldsens tid.
I perioden før 1813 havde vi i Danmark 3 forskellige møntfødder at regne med:
Der gik 96 skilling i småmønter på 1 rigsdaler kurant. Det var typisk fra 1/2 – til og med 8 skillingsmønter, der hørte under kurant-møntfoden. En meget stor del af den daglige handel blev gjort i kurant-møntfoden. Kurant-rigsdaleren blev ikke udmøntet i én mønt.
Der gik 6 mark på 1 krone-rigsdaler. Det var typisk 1, 2 og 4 mark mønter, man brugte under krone-møntfoden. Det var til de lidt større handler man brugte krone-møntfoden. Udover et par få undtagelser blev krone-rigsdaleren ikke udmøntet i én mønt.
Specie-daleren udmøntet som én mønt. Det var en stor sølvmønt med et rent sølvindhold på 25,2 gram. Det var kun i store handler denne møntfod blev benyttet.
Opstillet skematisk ser det sådan ud:
Hvis en sælger krævede, at en handel skulle betales i specie-møntfod, og køberen kun havde kurant-møntfod (skillingsmønter), skulle der betales en såkaldt “opgæld”, da specie-møntfoden havde en større værdi end kurant-møntfoden. Såfremt prisen var 1 speciedaler, skulle køberen betale i alt 120 skilling, og opgælden ville da være 24 skilling (forskellen mellem 1 speciedaler og 1 rigsdaler kurant).
I 1813 kollapsede det dansk-norske pengesystem. I forsøget på at genoprette et pengesystem erstattede man det eksisterende speciesystem med et nyt, hvor grundenheden var rigsbankdaler, der havde et sølvinhold på blot 12,64 gram, hvilket svarede til en halvering af det tidligere indhold. Dvs., at speciedalere var dobbelt så meget værd som rigsbankdalere. Samtidig blev alle priser nedskrevet til en sjettedel. Pengeombytningen kunne imidlertid ikke effektueres straks, hvorfor man i en overgangsperiode betalte med gammel mønt.
Man opererede med rigsbankdaler i “rede sølv”, rigsbankdaler sølvværdi og rigsbankdaler sedler. Disse rigsbankdalere havde forskellig værdi, hvor “rede sølv” var mest værd. Fra 1837 var de tre slags rigsbankdalere lige meget værd.
1 Rigsbankdaler = 6 rigsbankmark = 96 rigsbankskilling.
Defineret ved et indhold af 12,64 gram rent sølv.
1 Rigsbankmark = 16 rigsbankskilling.
1 Rigsbankskilling Specie = 1/96 rigsbankrigsdaler
Udover et rigsdaler-tegn efterfølges beløbsangivelsen ofte af et D.C., hvilket står for Dansk Courant, se ovenfor.
Tegnet for mark kan have flere udformninger, men i dokumenterne i Arkivet er den mest anvendte form et stort M med en sløjfe igennem.
Tegnet for skilling har stor lighed med det tyske ligatur-s, dog indledes skillingstegnet til forskel fra det tyske ligatur-s med en kort nedstreg.
ß = tegn for skilling
40 ß = 40 skilling
Scudo RomanoIII
En Romersk Scudo var i fordna da’r
En Skiöld, som smeds af glänsande metaller,
En skräck for Britter, Cimbrer och för Galler,
Som speglen blank och såsom solen klar.
När svärdet frågade, han klang till svar:
“Åt ovän fejd och trygghet åt vasaller!”
Men liksom allt föråldras och förfallar,
Scudo Romano sig försämrat har.
Nu är en Romersk Scudo mycket liten,
Och lätt och tunn, och ofta illa sliten,
Och förr’n man märker det, förstörs han:
Och hvad den gamla, när han sken i striden,
Förr tog sig sjelf, ej Romar’n nu för tiden
Med millioner Scudi köpa kan.
1 piastre = 14 carlini = 21 grossi = 105 baiocchi
Piastre var en stor italiensk sølvmønt, som blev slået i bl.a. Kirkestaten, Toscana og Napoli. I en årrække blev piastre og scudi (se nedenfor) udmøntet på skift i Kirkestaten. I 1793 ophørte fremstillingen af piastre til fordel for scudi, men begge møntenheder florerede i en årrække herefter. Den efterfølgende scudo var fem baiocchi, dvs. 1 grosso, mindre værd end piastren, da der på een scudi gik 100 baiocchi, mens der på en piastre gik 105 baiocchi.
1 scudo svarer til 1 ecu = 10 paoli = 20 grosso = 100 baiocchi = 2000 papetti
Scudo betyder ‘skjold’ på italiensk, og mønten kaldtes således, fordi den myndighed, der havde slået mønten, ofte satte sit våbenskjold på den. Der udmøntedes såvel sølv- som guld-scudi. For eksempler på brugen af møntenheden se fx 5.3.1804 fra grevinde Vorontsova til Thorvaldsen og brev af 7.5.1804 fra Thorvaldsen til Vorontsova. Skulpturen Jason, A822, blev betalt i 600 romerske zecchiner svarende til 1320 romerske scudi, dvs. 1 zecchino = 2,2 scudi. Kontrakten oplyser, at Thorvaldsen fik betalingen i fire rater, de tre første à 330 scudi, den sidste i 150 zecchiner. Dvs. i alt 4×330 scudi = 1320 scudi. Thiele I, p. 184 har det samme.
Andre stater i Italien lavede scudo efter helt andre værdier:
Pavestatens scudo vejer 26,42g 0/917 sølv
Sardiniens scudo vejer 35,16g 0/904 sølv
Venedigs scudo vejer 31,83g 0/948 sølv
I Rom har det dog hovedsagelig været Pavestatens mønter man brugte. Overalt i basen underforstås derfor disses møntværdier, hvis ikke andet er anført.
1 romersk scudo svarede omtrent til ca. 2 rigsdaler (jf. Jørnæs, op. cit.).
Thiele I, p. 146 nævner i en note til brev af 3.12.1799, at den forventede indtægt for busten af Rothe havde Thorvaldsen angivet til 30-40 scudi, der iflg. Thiele svarede til de 62 rigsdaler, som Abildgaard måtte betale for fragten.
Dette giver også en kurs på ca. 1 scudo for 2 rigsdaler.
1 paolo el. paul = 10 baiocchi = 10 soldi = 50 centesimi = 1/10 scudo.
Mønten er opkaldt efter pave Paul (Paolo) 3. og blev slået i hele, halve, tredje- og fjerdedele.
I 1842 var værdien af 1 paolo = 36 danske ører.
1 grosso = 1/20 scudo = 5 baiocchi = 10 centesimi
Grossoen var den lidt større sølvskillemønt, der kunne fås med værdierne 1/2 og 1.
1 baiocco = 1/100 af en scudo = 5 quattrini.
Baiocchi var små kobberskillemønter, der kunne fås med værdierne 1/5- 1/2 -1-2-2½ -4-5.
Baiocchi var indtil 1867 skillemønt i Kirkestaten. Den blev inddelt i quattrini (5 quattrini = 1 baiocco).
I Thorvaldsens samling findes tre baiocchi, N89, N90 og N91.
1 papetto = 20 bajocchi
En guldmønt af højt guldindhold over 23 karat.
Franc, mark, nobler, gylden realer osv. er møntbetegnelser, der går tilbage til middelalderen. Venetianske guldmønter hed dukater opkaldt efter byens doge (dux på latin), mens dem fra Firenze hed floriner efter byens latinske navn Florentia.
I brev af 28.7.1805 til Abildgaard fortæller Thorvaldsen, at han normalt fik 100 dukater for en portrætbuste i marmor. Fra andre kilder vides det, at en portrætbuste i marmor på dette tidspunkt kostede 200 scudi. 1 dukat synes da at være lig med 2 scudi.
I brevet af 28.7.1805 tilføjer han også, at 200 rigsdaler svarer til lidt over halvdelen af normalprisen på en marmorbuste. Det ville betyde, at 1 scudo omtrent var lig med noget under 2 rigsdaler. Dette stemmer overens med ovennævnte beregninger.
Venetianske dukater blev også kaldt zecchino.
En guldmønt med vægten 3,537 gram.
1 zecchino svarede i 1798 til 2 rigsdaler, 3 mark og 10 skilling dansk kurantmønt. Jason blev betalt i 600 rom. sequiner svarende til 1320 romerske scudi, beløbet svarede til seks års professorløn i Danmark.
Af brevet 7.9.1818 fremgår det, at en zecchino på dette tidspunkt svarede til 2,9 scudi. Allerede året efter er dette forhold ændret, og en zecchino svarer da kun til 2,17 scudi, jf. brev af 25.12.1819.
1 denaro grosso = 1 soldo = 12 denari
1 Denaro = 1/3 quarto = 1/12 denari
Idet sølvværdien steg havde man et behov for at kunne handle med mønter i værdier mellem 1 denaro grosso, der svarede til 12 denari og 1 denaro. Man udmøntede derfor den såkaldte ‘quarto’ eller ‘quartino’, svarende til 3 denari. At værdien 3 denari kaldtes ‘quarto’ skyldtes, at mønten netop svarede til 1/4 af værdien 1 denaro grosso.
Identisk med Louis d’or, se nedenfor.
Filosoffen F.W.J. Schellings brev til Thorvaldsen af 18.8.1811 giver et interessant indblik i de økonomiske forhold i det tysksprogede område. Schelling gør brug af tre forskellige tyske møntenheder, Augsburger Gulden, Rheinischer Gulden og Carolin, samt en ældre fransk møntenhed Grand écu (Laubthaler) til at angive værdien af den første rate af betalingen for Gravmæle over Auguste Böhmer (A700-A703). Da kurserne på dette tidspunkt er voldsomt ustabile, må Schellings angivelser alene betragtes som et øjebliksbillede.
1 Augsburger Gulden = 60 Kreuzer.
Efter konventionsfoden af 1748 svarede 20 augsburgske gylden til en kølnsk mark.
1 Rheinischer Gulden = 24 Mariengroschen.
Efter bruddet med konventionsfoden af 1748 gik Bayern over til 24 gyldenfoden, hvor 24 gylden svarede til en kølnsk mark.
Carolin står omtrent i et forhold af 1:9 til Augsburger Gulden, samt i et forhold af 1:4 – 1:4,2 til italienske scudi.
Hamburger banco var en international valuta eller regneenhed, der var forholdsvis uimodtagelig over for kursudsving, og derfor blev anvendt, når fx penge skulle overføres fra et land til et andet.
Regneenheden blev dannet i Hamburg i 1600-tallet og var gangbar indtil 1870. Hamburger banco blev anset for en af de sikreste betalingsmidler og et billede på de hamburgske købmænds soliditet.
Thorvaldsen fik eksempelvis stillet sin gratifikation fra Fonden ad usus publicos 6.3.1804 til rådighed i hamburger banco, for at han ikke skulle få kurstab ved overførslen af pengene fra Danmark til Italien.
Hamburger banco var også ideel valuta til såkaldte kreditbreve. Et såkaldt cirkulær-kreditbrev kunne anvendes i flere forskellige byer, altså ved rejser. Indehaveren af kreditbrevet kunne få udbetalt penge i udlandet hos udstederens bankforbindelser. Familien Stampe og Thorvaldsen brugte fx et kreditbrev ved deres rejse fra Danmark til Rom i 1841. Dette kredtibrev var udstedt på 6000 Hamburger banco, se brev af 19.1.1842, og antagelig udfærdiget af den tyske bankmand i Hamburg Conrad Hinrich Donner.
Af dette kreditbrev fremgår i øvrigt, at vekselkursen var 1 til 3: 166,66 romerske scudi svarede til 500 hamburger banco i 1842.
En del dokumenter omtaler priser og beløb opgivet i franske møntenheder. Det skyldes hovedsageligt, at den franske guldmønt louis d’or var en international gangbar mønt. Den blev derfor ofte kaldt luigi i italienske sammenhænge.
Udmøntet 1640-1795 samt 1814 to 1824.
1 Louis d’or = 1 Napoléon d’or = 20 franc.
Af brev af 30.12.1810 fremgår det, at 1 Louis d’or svarede til 4,40 italienske scudi.
Af brev af 7.8.1819 fremgår det, at 1 Louis d’or svarede til 44 italienske paoli, dvs. 4,4 scudi.
Af brev af 16.6.1819 fremgår det, at 1 Luigi / Louis d’or svarede til 4,40 italienske scudi.
Af brev af 29.1.1833 fremgår det, at 50 Louis d’ors svarede til 200 danske specier, dvs. 1 Louis d’or = 4 danske specier.
Udmøntet fra 1803-1815 og vedblev at være i brug i 1800-tallet.
1 Napoléon d’or = 1 Louis d’or = 20 franc.
Udmøntet fra 1795.
1 franc = 100 centimer
20 francs = 1 Louis d’or = 1 Napoléon d’or.
Om veksler og handlen med dem, se særskilt artikel.
Last updated 09.09.2019
Stor tak til Per B. Jakobsen for at have rettet og genskrevet afsnittet om de danske møntenheder før 1813.
Dvs. den svenske forfatter Karl August Nicander.
Dette lille skæmtsomme digt om den romerske scudos devaluering er nr. 30 af Nicanders Romerske Sonetter i hans Hesperider, Örebro 1835, p. 16.