Arkivet, Thorvaldsens Museum

 
No. 8763 af 9858
Afsender Dato Modtager
Frederikke Wallick [+]

Afsendersted

København

Oktober 1842 [+]

Dateringsbegrundelse

Dateringen fremgår af delvis af beretningen. Thorvaldsens rejse fra Rom til København fandt sted i oktober 1842.

Just Mathias Thiele [+]

Modtagersted

København

Modtagerinfo

Ingen udskrift.

Resumé

Frederikke Wallicks rapport om hendes og Thorvaldsens rejse gennem Europa i oktober 1842.

Se original

Uddrag af Jfr. Frederikke Wallich’s Breve
angaaende
Thorvaldsens Reise fra Rom til Kbhavn
overland, i 1842.

Den korte Tid jeg var i Rom besøgte jeg naturligvis vor store Thorvaldsen ofte; og uagtet jeg var henreven af Glæde og Beundring over Alt, hvad jeg saae hos og af ham, saa tilstaaer jeg dig, at jeg blev forstemt ved at see denne Mand – smertefuld og i daarligt Humeur – i sine øde nøgne Værelser. Han leed meget af den saakaldte tørre Værk, og uagtet han havde den største Lyst til at reise hiem med Fregatten, som dengang endnu var i Livorno – sagde han mig, at hans Læge udtrykkeligt havde fraraadet ham at reise mod Norden paa denne Tid af Aaret, men at han til Foraaret paa det bestemteste vilde gaae hiem. Ved mig selv tænkte jeg rigtignok: Hvis han blot lover til den Tid! –
Den sidste Dag jeg var i Rom, gik jeg atter hen for at sige denne værdige Mand mit Farvel, men hvor stor blev min Forundring – da Th. siger mig, at han siden Dagen tilforn havde forandret sit Forsæt, gav mig et Par Breve at læse, som han samme Dag havde modtaget fra den danske Consul i Livorno, der meget beklagede hans Ildebefindende og tilraadte ham endnu at komme og at følge med Fregatten, der skulde opholde sig til d. 2d eller 3de Octob. Tanken herpaa havde saa mærkeligen forandret hans Udseende, at han var som et ganske andet Menneske. Glad, og beskæftiget med den unge Holbeck at pakke sin lille Koffert og ligesaa fornøiet som jeg til at faae Selskab i det mindste til Livorno, det vil sige fra Civita vecchia til Livorno, da han skulde kiøre til Civ. V. med den Mecklenborgske Consul.

[tilføjet i margen:]
Thor. glemte at skrive til Livorno at han vilde komme

Men hvor forstemt blev min gode Thorv. da vi ankom til Livorno d. 3 Octob. Kl. 6 om Morgenen og erfarede, at Fregatten var afseilet Dagen i forveien. Min Bøn, at Thorv. dog vilde gaa iland, da alle Passagererne benyttede Leiligheden til at see Livorno var forgiæves; Han bad mig blot at gaae til Consul Dalgas og der at skaffe ham et Pas til Marseille og yttrede, at han ingen vilde see. Jeg fik strax fat paa en Passager som jeg bad om at følge mig til Consulen, men hvor forskrækket blev Consul Dalgas, da han erfarede, at Thorv. var ombord paa det neapolitanske Dampskib, thi Hr Bravo var kommen til Livorno et Par Dage iforveien og havde paa det bestemteste forsikret, at Conferentsraaden ikke gik til København før til Foraaret. Dalgas gik 4 Gange ombord paa Skibet for at formaae ham til at komme iland, men det hialp ikke; Manden blev sit Forsæt tro, og vilde ikke engang sige Dalgas, om han fra Marseille vilde gaae videre eller vende tilbage til Rom. “Dette skal de dog ikke blive klog paa”, sagde han mig, “for, har de narret mig, skal jeg ogsaa narre dem igien!” Og nu spurgte han mig, hvilken Vei jeg havde bestemt at gaae til København. Jeg sagde ham oprigtigt, at jeg maatte vælge den mest oeconomiske og den hurtigste Maade og at jeg, da jeg paa min Udreise havde været i Paris, nu ønskede at see Rhinen og lidt af Tydskland, dog vilde jeg ganske rette mig efter Conferentsraaden og naturligvis med Glæde vælge den Vei, han ønskede at give Fortrin. Han bestemte da først Veien over Paris til Havre. Men da han[s] eneste Ønske nu blot gik ud paa at komme til Kiøbenhavn førend Fregatten, saa indsaae jeg, at dette vilde være en Umulighed, da Th. aldrig havde været tidligere i Paris og dog vilde blive nødt til et Ophold der. Dette var hans egne Ord – og nu Nordsøen i Slutningen af October – alt dette blev taget i Betragtning, og med sit venlige Ansigt, sagde han strax: Ja saa gaaer vi over Strassburg, Rhinen og Frankfurth! Saaledes antog vi, at vi vilde kunne være i Hamburg d. 10de og i Kiøbenhavn den 19de.
Man kan ikke tænke sig, hvor elskelig Thor. var, da det første Mismod i Anledning af Fregatten, var over.
Ankommen til Marseille ilede jeg til den fortræffelige Mad. de Salle. Prof. (hendes Mand) var i Paris. Da hun hørte, at jeg var kommen i Selskab med den verdensberømte Mand, ønskede hun at indbyde ham til et tarveligt Maaltid en trois og jeg troede nok, at han vilde tage mod denne Indbydelse, da vi dog maatte opholde os en Nat og to Dage i Marseille for at kunne gaae med Diligencen. Mad. de Salle gik nu med mig til Th. i Hotellet og hvor henrykt blev hun ved at finde en saa elskelig Mand i ham. Da jeg havde nævnt hendes Navn og sagt, at hun var en af mine ældste Veninder, tog han hende i Haanden og takkede hende for, at hun var kommen til ham og at han med Fornøielse vilde tilbringe Dagen hos hende. Vi gik derfor Kl. 3 og Th. blev der til Kl. 10 om Aftenen. Jeg havde befrygtet, at den Danske Consul Sieveking nu ganske vilde lægge Beslag paa Th. i den korte Tid, vi endnu vare i Marseille, men pas de tout – Hr. Sieveking tog ikke videre Notice af Thorv. Da jeg om Morgenen tog ham paa Sengen og sagde ham at Thorv. var i Marseille og bad ham om at visere vore Passer, svarede han ganske ærgerlig, at det giordes ikke nødig, og at vi kunde reise, hvorhen vi lystede. At Thorv. senere giorde ham en Visite, for at bede ham om at lade en Betient følge os til Douanen, for det Tilfælde at der skulde giøres Vanskeligheder ved at lade en lille Kasse, hvori Th. havde betydelige Kostbarheder, passere, var mere end han fortiente; thi Sieveking der tog sin Thee, da Th. og jeg kom til ham, blev uforstyrret og reiste sig ikke engang for Th. Derimod fortalte han med Latter, den Ulykke, som var rammet Grev Haxthausen i Kiøbenhavn. Thorv. kunde rigtignok ikke holde sig fra at sige, da vi gik bort, at saadan Grobian havde han endnu aldrig truffet paa.
Mad. de Salle fulgte os til Diligencen og jeg var lykkelig ved at see og høre, hvor høit Th. skattede denne fortræffelige Kone efter et Bekiendtskab af 24 Timer.
Da nu alt var ordnet til vor videre Reise, gik det i 3 Nætter og 2 Dage lige til Strasburg, og da Th. ikke var at formaae til at overnatte i Lyon, sørgede jeg for, at han dog i det mindste fik flere Timers Søvn, hvor vi om Dagen standsede, og han da vaagnede, var han frisk som en Fisk og saa vel til mode, som om han slet ikke havde reist. Naar jeg ofte beundrede hans Udholdenhed, svarede han, at denne Reise var jo intet for En, der saa ofte havde giort Touren frem og tilbage til Italien. Han var utrættelig og lige venlig mod alle de Mennesker, der klyngede sig om os i Hoteller, Diligencer og paa Dampskibe blot for at see denne store Mand. Naar jeg undertiden havde faaet Th. til at hvile lidt, strømmede man strax til mig for at bede mig, at introducere dem til Th., om de blot maatte tale med ham, eller om jeg troede, at de turde begiære hans Navn, saa at jeg var glad hvergang han fik lidt Søvn. I Sandhed, jeg kan ikke sige, at Th. en eneste Gang i den Tid, jeg var sammen med ham, har viist andet end den sædvanlige Venlighed og Elskelighed mod Alle der søgte ham saaledes og for det meste underholdt han Passagererne med interessante Fortællinger, at jeg sad i Stilhed og godtede mig derover, uagtet jeg havde hørt dem flere Gange.
Fra Marseille, hvor Thorv. ingen Penge havde med sig, blev jeg hans Kasserer, skiøndt jeg var angst nok, at de 60 Napoleoner, jeg bestandig bar i Lommen, ikke skulde være tilstrækkelige til 2 Personer. At opregne de utallige interessante Bekendtskaber, vi gjorde underveis, vilde være en Umulighed, og jeg kan sige, at reise med Thorv. er et sandt Triumftog, hvorhen man kommer, thi det Store, Colosale ligger alt i hans Person tillige med hans Venlighed, der karakteriserer ham saa ganske, endog uden at kiende faa. Paa Rhinen var der endeel Englændere og iblandt disse en ung Mand, som satte sig hos mig og fortalte mig, at han kom fra Rom og jeg fortalte ham i hans eget Sprog at ogsaa jeg kom fra Rom, og da Th. sad ved min anden Side, mærkede jeg nok at han ingen Idee havde derom, og nu vedblev han at fortælle mig alt hvad han havde seet. Endelig siger han, at han ogsaa havde kiøbt adskillige Conchylier, kun giorde det ham ondt, at han ikke havde kunnet faae Thorv.s Ganymed i Rom, da han fandt dette det skiønneste og fuldkommenste Mesterværk, han endnu havde seet. Da jeg nu hørte dette med hvilken Begeistring han talede om Th.s Arbeider, spurgte jeg ham, om han da ikke havde seet denne store Mand, hvortil han svarede: “unfortunately no!” Jeg kunde nu ikke holde mig længer og siger til ham: “Well, you can see him here on my side!” men jeg troede at Fyren var gaaet fra Forstanden. “You don’t mean it!” siger han, giver mig Puff med Haanden paa Skulderen, farer op mod Thorv. og siger paa sit slette Fransk, hvor ubeskrivelig hans Lykke er, at skulle møde og giøre dem Mands Bekendtskab, hvis Mesterværker meest have henrevet ham og at han nu først kunde sige, at Maalet for hans Reise var blevet kronet med at kiende denne verdensberømte Mand og f. m. Engelænderen veeg nu ikke fra vor Side og alle de øvrige Engelændere paa Skibet flokkede sig om os.
Paa denne skiønne Reise (Rhinen) gaaer man kun en vis Distance med med[sic] det samme Dampskib, da man formedelst Vandets Dybde maa skifte med et større eller mindre, og da vi desaarsag om Aftenen silde maatte gaae iland i Manheim og Thor. Koffert indeholdt Skatte af stor Værdi, laae denne mig meest paa Hiertet. Men om du havde seet vor flinke Engelænder der alt havde taget Afsked med os, hvorledes han kom os imøde, bar vor Bagage – tænk dig, en Englænder! – kom med Lys ned paa Gaden, tog Th. under Armen, mig under den anden Arm og førte os til et prægtigt table d’hôte, som vi begge trængte til og hvor alle vilde være i Nærheden af Thorv. Th. maatte hvile og morede sig over al Maade med dette Skuespil, skiøndt han vist er vant til Sligt. Aftensmaden smagte os fortræffeligt og vi vare alle hiertelig glade. Vor unge Englænder havde nu blot det Ønske, at jeg dog vilde bede Thor. om at give ham sin Haandskrift, hvilket Th. strax giorde. Vi skiltes med et hierteligt Farvel, som om de havde kiendt hinanden i 10 Aar, i stedet for i 10 Timer, da vi samme Nat skulde ombord paa et andet Dampskib. Det første jeg giorde, da vi var ombord, var at faae Th. til at gaae ned og lægge sig, og Capitainen var saa artig at tilbyde ham sin Kahyt. Vi gik iland i Mainz, hvor Th. saa godt som stial sig giennem, da Tiden ikke tillod ham at giøre noget Ophold her, hvor man for 2 Aar siden havde hædret ham. Blandt de mange, der paa Dampskibet bade mig om at blive præsenterede for Thorv., var to unge Kunstnere, den ene Billedhugger – men om du havde seet denne unge Mand, der næppe kunde fremføre et Ord til Th. af Glæde, Begeistring og Undseelse. Da Th. sagde til ham, at han maatte komme til Rom næste Aar og søge ham (Th) op der, da han saa vilde kunne være ham til Nytte, stod Taarerne ham i Øinene. Forresten maatte jeg bede Capitainen, enten at tage Nøglen af Døren, hvor Th. skulde sove, eller ogsaa at lade en af Skibsdrengene passe paa at ingen gik ind til ham, thi jeg selv maatte staae ved vor Bagage, som laae paa Dækket, da det paa disse Rhinskibe ofte hænder at man i Skyndingen tager feil af Sagerne, hvorpaa vi netop nyligt havde faaet et Eksempel.
Fra Mainz ankom vi til Mühlhausen og derfra til Frankfurt, d. 12 Oct. om Formiddagen Kl. 10 og stege af i Beckers Hôtel. Alt kom i Bevægelse, da man erfarede hvem de skulde giæste. Medens jeg fik Th. til at lægge sig, sendtes Bud efter en Billedhugger Hr Launitz som Th. kiendte og ønskede at tale med. Betienten kom strax tilbage og forkyndte Hr Launitz’s ubeskrivelige Glæde og Overraskelse og at han øieblikkeligt vilde indfinde sig, hvilket fortrød mig lidt i Førstningen, da jo Th’s Søvn derved vilde blive forstyrret. Launitz kom og med ham en fornem Herre, som ogsaa kiendte Thorv. Der blev nu en Glæde uden Ende paa begge Sider. Launitz vilde med al Magt overtale Th. til at blive i Frankf. et Par Dage, men han blev sit Forsæt tro og lod sig ikke overtale, uagtet dette blev lydeligt istemmet af L’s elskværdige Kone, Datter og Søster, der imidlertid var kommet kiørende og saaledes bestormede Th. med Kys og Omfavnelse, at de ikke kom videre end i Porten. Da de nu hørte Th’s Bestemmelse, lode de sig endelig nøie med Løftet om at vi skulde komme og tage Thee hos dem Kl. 6; thi Kl. 9 samme Aften skulde vi allerede af sted med Diligencen til Cassel. Vor Bagage maatte snart afhentes og vi havde intet Tøi, uden det vi gik og stode i, og vore Reiseklæder vare just ikke til at gaae i Selskab med, efter at vi havde reist Nat og Dag. De øvrige kiørte bort, men Launitz blev hos os og spiste med os ved table d’hôte, hvor Alles Øine vare Hæftede paa os. Ved Bordet blev Launitz aldrig færdig med Passiaren, men til sidst maatte jeg bede ham om at vi maatte reise os for at Th. kunde komme til at sove lidt. Men idet vi nu stod op fra Bordet, kom en gammel Mand, der uafladeligt havde fæstet sine Øine paa Th., hen til ham og siger paa Dansk, at han ikke havde ventet saa stor en Lykke, som den at see og tale med Th. endnu i hans Livsaften. Thorv.’s blide Ydre lod den Gamle maaskee formode, at han erindrede ham, skiøndt jeg troer det næppe, da det var mere end 40 Aar, siden han havde talt med Th. hos Humboldts dengang (dansk) Gesandt i Rom. Efter mange hiertelige Udtryk af den gamle Mand, der næppe kunde tale af Glæde, skildtes de ad, og uagtet vi erkyndigede os om Navnet paa denne Ubekiendte, fik vi ei andet at vide, end at han var en intim Ven af Kongen af Preussen. Launitz tog bort, men vilde komme igien Kl. 6 for at afhente os. Imidlertid var jeg glad ved at Thorv. var gaaet til sit Værelse og havde lovet mig, at ville lægge sig til at sove. Jeg benyttede disse Øieblikke og løb med en Leietiener (i et Besøg) (da jeg vender tilbage) – hvem møder jeg paa Gaden i en Karreet – min Fugl var fløiet ud af Buret; en fornem Herre af Th.s Bekiendtskab var kommen med sin Vogn til Hôtellet for at formaae Th. til at køre hen til en fælles Ven, som skulde overraskes. For den Gang blev der ei mere Søvn og jeg fik nu blot ihast Bud efter en Barbeer, som min gode Thorv. nær havde glemt og denne trængte Manden rigtignok stærkt til. Endogsaa denne var saa henrykt ved at barbere Th. at han yttrede sin Glæde ved at tage 6 dobbelt Betaling, troer jeg. Paa Hr. Launitz’s Paaklædning i Sko og Silkestrømper, kunde jeg alt see, at det var flere end Familien, der ventede os, og, efterat have clareret i Hôtellet for alt, fik vi vort Reisetøi med i Vognen, thi Hr. Launitz vilde at vi lige fra hans Huus skulde kiøre til Diligencen. Paa Trappen hos Launitz, som var stærkt belyst, modtoges vi af Betiente, som tog mod vort Tøi. Dørene aabnedes, og Fru L. med Datter kom os i Møde paa en Maade, der ikke lod mig tænke paa at vi saae ud som Betlere. (Værelserne vare pragtfuldt oplyste og smykkede med Arbeider af Thorvaldsen, bekrandsede med levende Blomster; ”et uhyre talrigt og glimrende Selskab, hvoriblandt flere fremmede Gesandter med deres Fruer. Det forekom mig ligesom i Diligencen, hvor Passagerne, som vare i Bivognene absolut vilde skifte med dem, der sad i Vogn med Thorv. om det saa kun var paa én Station, at de dog kunde sige, at de havde reist med ham. Jeg holdt stadigt Øiet paa Uhret; som jeg havde lovet Thorv., reiste jeg mig Kl. 8½ og brød op. Vi toge nu Afskeed med hele Selskabet. Hr. Launitz forlod sit talrige Selskab og kiørte os til Diligencen, hvor han forblev, indtil vi reiste. I Diligencen traf vi altid behageligt Reiseselskab, som af Conducteuren strax fik at vide, hvem de reiste med. Næste Aften ankom vi til Cassel, hvor vi, efter at have taget en Kop Thee gik hver til sit Værelse. Næste Morgen Kl. 7 meldte Tieneren i Hôtellet en af Passagererne, en Præsident fra Trier med hvem vi havde reist; han skulde paa Øieblikket reise videre, men bad Th. om Tilgivelse, at han endnu engang hilste paa ham etc. etc. Vi skulde Kl. 10 reise til Hannover og spadserede, efter at have taget en Caffe, lidt om i Gaderne i Cassel. Rygtet om Thorv’s Ankomst havde alt udbredt sig, saa at Folk fløi til Vinduerne for at see ham. Morgenen derpaa kom vi til Hannover og skulde samme Aften reise derfra. Jeg fik strax Th. til at lægge sig. Men tænke sig min Skræk, da jeg banker paa Th.s Dør hen ved Kl. 4 for at gaae til Bords og han siger mig, at han slet ikke befandt sig vel, at han leed af sin sædvanlig Hoste og Brystsyge, at han nu vidste, at han maatte have en Spansk Flue etc. Han sagde først, at han intet vilde nyde, men jeg fik ham dog omsider til at gaae ned til table d’hôte, da jeg nok troede, at det kunde adsprede ham lidt; han nød kun lidet, men dog mere end jeg havde troet. Thorv. kom ved Bordet til at sidde hos Manden til en udmærket Sangerinde fra Ungarn, hvis Navn jeg ikke erindrer. Strax efter Bordet bad denne Herre om Tilladelse at maatte præsentere sin Kone for ham. Hvor lykkelig blev jeg ikke med at see, at dette morede Th. og vi bleve førte ind i et Værelse, som i et nu fyldtes med Herrer og Damer, som priste sig lykkelige ved at have giort Th’s Bekiendtskab. Imidlertid sendte jeg hurtigt Bud paa Apotheket for at forespørge, hvad en Reisende, der leed af Hoste etc og som ikke havde Tid til at opholde sig, skulde bruge. Jeg fik til Svar at holde Brystet varmt, det samme jeg havde bedet Th. om og ikke gaae næsten nøgent dermed som han pleiede. Der fulgte noget Althea Sokker med, som jeg stak ham i Lommen tilligemed noget brunt Kandis, som jeg erindrede, at min Moder brugte til at stille Hoste med. Da vi kom op paa vort Værelse, fulgte mange smukke Blomster fra Damerne til Thorv. med Ønsker for en lykkelig Reise. Hvad jeg hos disse Mennesker fandt saa særegent og interessant, var, at de sendte Bud efter deres Børn, som var i Besøg i Byen, da det var en Søndag, for at de skulde see den store Kunstner, at denne Erindring maatte blive lige saa levende hos dem, naar de vare opvoxede, som som den Lyksalighed, Synet af Thorv. havde vakt i de Ældre i de faa Øieblikke, de vare omkring ham.
Jeg blev glad, da jeg slet ikke hørte Th. hoste, og han om Natten sagde mig i Diligencen, at mit Sukker havde gjort ham godt. I Gøttingen standsede vi blot nogle Minutter, men paa Gaden kom strax, idet vi vilde gaae ind i Posthuset en heel Magistrats Deputation for at bede om ikke Conferentsraaden vilde giore Indbyggerne der saa lyksalige, at forblive om ikkun een Dag hos dem. Men naturligvis afslog Th. det, ved paa sin vanlige Maade at takke enhver af disse for deres ærede Indbydelse. Ved den bestandig Skiften af Passagerer, der fra Bivognene vilde i Diligencen, giorde vi om Natten Bekiendtskab med en Dr. Steinthal og Frue. De viste os ubeskrivelige Artigheder medens vort Ophold i Altona. I Hamburg, hvor vi strax indskibedes paa et lille Dampskib, kom Værten med en tyk Bog, giorde en dyb reverents for Thorv. og bad om han ei vilde have den Godhed at skrive sit Navn blandt andre Reisendes, hvilket han øieblikkelig giorde, skiøndt jeg strax saae, at det blot var for at faae Thorv. Navn, da alle de øvrige Passagerer smilte, holdende Fingrene paa Munden at Ingen skulde forraade Værten, som blot vilde have dette Navn i sin Bog. I Hamborg fik vi en Vogn, som skulde kiøre os til Altona zu Holsteinischen Hause, som var os særdeles anbefalet af Dr. Steinthals. Men ogsaa der skulde vi møde et Udraab af Glæde hos en simpel Karl, der kom med Vognen og hjalp os, idet han sagde: “Mein Gott! ist es nicht unser lieber guter Hrr Conferentsrath?” vendende sig til mig; idet jeg bejaede det, bad jeg ham blot at sige Kudsken, hvorhen han skulde kiøre os, men næppe holdt vi for Døren, førend Karlen alt stod der og hele Hôtellet vidste nu allerede, hvem de skulde giæste. Alle kiendte ham fra forrige Gang, han var i Altona og alle kappedes om at vise os Artigheder.
Da vi formedelst Dampskibsfartens Standsning med Frederik VI fra Lübeck vare nødte til at opholde os længere end vi havde ønsket, saa kan Du begribe, at Visiterne ikke standsede fra den tidlige Morgen til Aftenen, baade af Mennesker, som Th. kiendte og ikke kiendte. Den første Aften fik Th en Velkomstsang af en 40 Personer og den paafølgende en stor Liedertafel af omtrent et Par Hundrede. Værten, som formodentlig havde et Vink derom iforveien havde nydelig oplyst hele Gaarden, hvor de stode med Lamper i hundredeviis som saae allerkiærest ud. En Deputation af disse Herrer kom op til Th. og holdt en kort, men nydelig Tale, og vi vare alle inderligt bevægede over den simple, men høitidelige Maade, hvormed den blev tolket. Conferentsraaden gik selv ned og takkede enhver især. Jeg fik i en Fart mine faa Venner tromlet sammen til dette Skue, – da de næste Dag ogsaa kom til mig for at takke for den høitidelige Fest, de havde bivaanet, tog jeg imod dem paa mit Værelse for ei at forstyrre Thorv. som jeg troede var gaaet lidt til Hvile. Men lidt efter banker det paa Døren, og min gode Thorvaldsen kommer ind, sigende, at siden Damerne ikke vilde komme til ham, vilde han hilse paa dem, og de, glædedrukne herover, styrter over Manden, for endnu at bede om en Lok af hans Sølver Haar, som han med Glæde tilstod dem og de selv klippede af det hæderkronede Hoved. Efter 5 Dages usigelige Glæder. – () Fru Steinthal kom Morgenen efterat vi havde været hos dem i stort Selskab til mig, forsikrende, at da Thorv. havde forladt dem, idet han gav enhver Haanden – blev der en høitidelig Stilhed blandt alle Tilstedeværende, enhver holdt paa den Haand, som Th. havde holdt i sin og forblev nogle Minutter tause og saae paa hinanden. Dagen før vor Afreise fra Hôtellet, kom en Deputation af 50 Personer for at sige Th. Farvel, som ligeledes yttredes paa den mest rørende Maade. Jeg fik Th. til at lægge sig Kl. 7. da vi om Morgenen Kl. 5 skulde af sted med Diligencen. Værten i Hôtellet fulgte os selv til Posthuset, hvor vi endog vare saa betids, at der endnu ei var oplukket, – dog inden et Øieblik var der aabnet, og Postmesteren førte os strax ind i en Sal, hvor Th.s Portrait hang i forskiellige Størrelser. Han var on ne peut plus aimable, og forsikrede, at dette Morgenbesøg vilde han erindre, saa længe han levede. Ankommen til Langenfelde var der ikke Tanke om nogen Undersøgelse. I Kiel kom Prof. Forchhammer for at bede Th. dog endelig at blive kun en eneste Dag, men Th. var bestemt paa at ville gaae med Capt. Hesse. Ankommen til tre Kroners Batterie, blev det danske Flag heiset, for at tilkiendegive, at Skibet indeholdt noget extraordinairt og Rygtet om Thorv. havde formodentlig ogsaa udbredt sig her, siden de fleste af Academiets Professores Medlemmer kom ombord for at modtage ham.
–– –– jeg har lovet Prof. Thiele, der vil udgive Th.s Liv, nogle faae Momenter af min Reise med ham (Thorv.) –


[Her slutter Wallicks beretning, og Thiele tager ordet:]

Saaavidt Jfr. Wallichs Meddelelser. Jeg (Thiele) var iblandt dem der tog ud til Dampskibet i Selskab med Freund og Prof. Clausen og flere. Det var et haardt og stormende Regnveir og det var ikke langt fra at vor Baad havde lidt Skibbrud paa Langelinies Kyst. Da vi kom ombord i det uhyggelige Dampskib og spurgte om Thorv. viste man os ned i Cahytten. Der sad han ganske ene, med Hatten paa, færdig til at forlade Skibet. Det var saa mørkt at et Lys brændte paa Bordet. Thorv. var, som det syntes nedstemt og noget mørk, men opmuntredes ved at see os.
Da han kom iland, holdt der to Careeter, Hans Datter Fru Paulsen, Paulsen og Børnene i den ene og Fru Stampe i den anden. Man sagde strax at her vilde blive Striid om hvem der skulde føre ham bort, og efter hvad jeg hørte senere blev denne bilagt saaledes, at han vel af Fru Stampe fik Lov at følge med sin Datter, men Herskerinden tog paa Indbydelse Plads med i Vognen og fulgte med til Paulsens, som boede i Hôtel d’Angleterre.

Generel kommentar

Dette er Thieles afskrift af breve fra Frederikke Wallick om hendes rejse med Thorvaldsens fra Rom til København i oktober 1842. Afskriften er en sammenskrivning af flere breve.

Arkivplacering
Thieles Excerpter, 1842, nr. 1 (originalbrevenes placering kendes ikke).
Thiele
Parafraseret i Thiele IV, p. 188-198.
Andre referencer

  • Rigmor Stampe (ed.): Baronesse Stampes Erindringer om Thorvaldsen, København 1912, p. 179-180.

Emneord
Hjemsendelse af Thorvaldsens kunst 1842 · Idolisering af Thorvaldsen · Idolisering af Thorvaldsen, signaturer · Karakteristikker af Thorvaldsens person · Rejsen til Danmark, oktober 1842 · Selskabsliv, andre steder · Thorvaldsens hår · Thorvaldsens helbred
Personer
Johan Bravo · H.N. Clausen · Christian Dalgas · P.W. Forchhammer · Hermann Ernst Freund · Friedrich Wilhelm 4. · Christian Ove Haxthausen · Caroline von Humboldt · Wilhelm von Humboldt · Karl von Kolb · Eduard Schmidt von der Launitz · Alberto Paulsen · Elisa Paulsen · Fritz Paulsen · Christine Stampe · Johanna Steinheim · Salomon Ludwig Steinheim · Bertel Thorvaldsen
Værker
Sidst opdateret 27.06.2016 Print