To sider fra Christine Stampes manuskript

En redigeret primærkilde

En af de vigtigste kilder til Thorvaldsens liv og værk i de senere år af hans liv er baronesse Christine Stampes (1797-1868) erindringer om billedhuggeren, der blev udgivet som bog i 1912 af Stampes barnebarn, Rigmor Stampe (1850-1923), i en redigeret udgave.

Christine Stampe var Thorvaldsens tætteste ven i årene efter hans tilbagevenden til Danmark i 1838. Hun fungerede bl.a. som billedhuggerens “manager”, “imagekonsulent” og “karriererådgiver” især i forbindelse med etableringen af Thorvaldsens Museum. Hun hjalp ham eksempelvis med at få ryddet op i – dvs. brændt – hans gamle papirer, upassende tegninger og andre efterladenskaber, så resten tog sig præsentabelt og museumsegnet ud. Det var utvivlsomt tanken, at hendes erindringer skulle have bidraget til disse bestræbelser på at præsentere billedhuggeren i en velfriseret udgave.

Stampe nedskrev erindringerne i 1844-45 efter nu tabte dagbogsnotater og med henblik på en bogudgivelse. Hun fik en anden, p.t. uidentificeret person, til at fremstille en tilrettet renskrift af manuskriptet, men projektet løb ud i sandet, fordi renskriften trods alt blev en “tør skolemesteroversættelse”. Først da Rigmor Stampe tog fat i sagen længe efter sin farmors død og gik tilbage til den originale kilde, kunne skriftet udgives i 1912 passende redigeret.

Et klausuleret manuskript

I 1917 forærede Rigmor Stampe sin farmors håndskrevne manus og den redigerede renskrift til Thorvaldsens Museum med den udtrykkelige betingelse, at originalmanuskriptet ikke måtte læses før efter hendes død. Kilden opbevares under lås og slå i det såkaldte Inspektørens skrin i en falmet og slidt konvolut og er forsynet med Rigmor Stampes strenge påbud:

Baronesse Christine Stampes originale håndskrift til erindringer
om Thorvaldsen.
Givet til Thorvaldsens Museum, Maj 1917.

Dette må ikke læses igennem, før Fru Stampe Fedderow, Baronesse Stampe Charisius og Fru Rigmor Stampe er døde, da deri findes ber[e]tninger om forfatterindens ægteskab af privat natur.
Det skal overhovedet ikke være tilgængeligt for enhver som helst eller for forfattere af populære skildringer; kun for de egenlige Thorvaldsen-forskere, for hvem det kan have en væsentlig betydning. Dette bedes overholdt.

Rigmor Stampe

Jeg forbeholder mig selv at låne manuskriptet hjem, når jeg ønsker det.

Konvolutten er bagtil forseglet med tre røde laksegl.

På konvoluttens bagside har daværende museumsinspektør Dyveke Helsted noteret:

Aabnet 4/4 1955 af direktør Sigurd Schultz, atter tillukket.

18 år senere undersøgte museumsinspektør Bjarne Jørnæs indholdet og noterer – ikke uden en vis knastør arkivar-humor:

Åbnet 9/8-73 af Bjarne Jørnæs, ikke tillukket igen!

Selve konvolutten indeholder 335 mørnede sider, hvorpå Christine Stampe med pen og blæk har nedfældet sine erindringer om Thorvaldsen. Manus består af seks sammenbundne læg samt en del løse sider.

Kuverten åbnes

På Thorvaldsens Museum har Rigmor Stampes klausul gennem årene naturligvis skærpet nysgerrigheden efter at få at vide, hvilke historier i originalmanuskriptet der blev udeladt af den trykte udgave fra 1912. Museets online-arkiv har siden 2008 tilgængeliggjort tusindvis af upublicerede kilder om Thorvaldsens liv og værk på arkivet.thorvaldsensmuseum.dk, og i lyset heraf ville Stampes erindringer – som en af de væsentligste primærkilder til Thorvaldsens sene år – udgøre en mærkværdig undtagelse, såfremt de skulle forblive utilgængelige. Det blev derfor besluttet i 2017 – i 100-året for Rigmor Stampes gave til Thorvaldsens Museum – at tiden nu var moden til, at det uredigerede originalmanuskript kunne se dagens lys. Set på meget større afstand af begivenhederne dengang, ville det være uproblematisk – og vigtigt – at gøre erindringerne tilgængelige for alle i dag i ubeskåret form – ikke mindst fordi manuskriptet har været genstand for klausulering, censur og redigering. Fra og med Thorvaldsens første biograf, Just Mathias Thiele, har dansk kunsthistorie gjort sig en del anstrengelser for at strømline billedet af billedhuggeren. Et af de vigtigste formål med museets online-arkiv har fra dets åbning på nettet i 2008 været at skrælle denne receptionshistorie væk og nå ned til grundkilderne – så vidt muligt. Arkivets arbejde har været styret af renæssancehumanisternes motto: Ad fontes! (Tilbage til kilderne!) – bl.a. ved at gå bag om Thiele. Og denne bestræbelse er den væsentligste årsag til at “fremkalde” Stampes første, uredigerede Thorvaldsen-portræt, som næsten ingen indtil 2017 har kunnet nærstudere.

Bevilling fra Ny Carlsbergfondet

I 2017 modtog Arkivet på Thorvaldsens Museum en bevilling fra Ny Carlsbergfondet til at publicere originalmanuskriptet som en del af Kilder til Dansk Kunsthistorie. Manus blev da fotograferet af Jakob Faurvig, transskriberet af Birgit Christensen og publiceret og kommenteret af Mads Aakjær Reinert og Ernst Jonas Bencard.
Resultatet kan ses både i Kilder til Dansk Kunsthistorie på adressen stampe.ktdk.dk og her i Arkivet.

Baggrunden for erindringerne

Christine Stampe var gift med Henrik Stampe, og parret ejede det sydsjællandske baroni Nysø nær Præstø, hvor de boede med deres børn. Baroniet var et samlingssted for flere af guldaldertidens store kulturpersonligheder herunder også Thorvaldsen, som opholdt sig i lange perioder på Nysø efter sin hjemkomst fra Rom i september 1838 og indtil sin død i marts 1844. Baronessen og hendes mand åbnede gæstfrit deres hjem for ham, de fik bygget et arbejdsværksted til ham i deres have, kaldet “Vølunds Værksted”, og Stamperne fulgte også med på Thorvaldsens sidste rejse til Rom i 1841-42. Men navnlig var Christine Stampe billedhuggerens faste følgesvend i de sidste af hans leveår. Hendes erindringer om Thorvaldsen begynder omtrent ved billedhuggerens tilbagevenden til København og strækker sig til tiden omkring hans død.

Hvornår blev manuskriptet til?

Manuskriptet er med al sandsynlighed forfattet på Nysø, idet baronessen hyppigt skriver “her paa Nysøe” (se f.eks. manuskriptet, pp. 2, 9, 52, 62, 63, 73, 230, 242, 271, 314), og det må være nedskrevet få år efter de omtalte begivenheder og efter samtidige dagbogsoptegnelser (se f.eks. manuskriptet, pp. 81, 128, 181 et passim), som tilsyneladende blev foretaget i overensstemmelse med Thorvaldsens eget ønske (jf. manuskriptet, p. 81). Ifølge Rigmors Stampes forord til udgivelsen fra 1912 findes disse dagbøger ikke længere. Christine Stampes manuskript kan altså betragtes som en foreløbig renskrivning af de oprindelige dagbogsoptegnelser.

Erindringerne er antageligt renskrevet hen over sommeren og efteråret 1844. Denne opfattelse kan kvalificeres på forskellige måder: For det første bemærker Christine Stampe på p. 30, at “brevene finder Comiteen endnu i Bord Skuffen i hans Sovekammer i Rom.” Hun refererer til Comitteen for Oprettelse af Thorvaldsens Museum, der tog sig af Thorvaldsens dødsbo. Som komitéens udsending i Rom fandt J.M. Thiele størstedelen af Thorvaldsens efterladte breve i Casa Buti i løbet af sommeren 1844. Stampes brug af præsens i citatet antyder, at udsagnet var gyldigt på skrivetidspunktet, hvorfor manuskriptets indledende dele, dvs. del 1-8, givetvis er forfattet i løbet af sommeren 1844.
Alternativt kan baronessens udtrykte samtidighed mellem forfattelsen af disse dele af manuskriptet og komitéens arbejde med opgørelsen af dødsboet skyldes en fejlantagelse, hvorved skrivetidspunktet for del 1-8 med en vis rimelighed kan forskubbes en anelse, således at de lægger sig tættere på tiden omkring tilblivelsen af manuskriptets øvrige dele, dvs. del 9-60, som efter alt at dømme er skrevet i efteråret 1844.
Baronessen skriver nemlig på p. 172 i manuskriptet, at den italienske maler Vincenzo Camuccini “lever endnu”. Camuccini døde 2.9.1844 i Rom, og et oplagt skøn kunne derfor være, at manuskriptet er nedskrevet inden efterårets begyndelse. Breves og nyheders befordringstid og den almindelige rejsetid fra Rom til København i midten af det 19. århundrede betyder, at nyheden om malerens død sandsynligvis først kunne have nået baronessen omtrent et par måneder senere. Det kunne pege på, at del 9-60 af manuskriptet er nedskrevet i løbet af efteråret 1844 og måske i begyndelsen af året 1845.
På p. 192 omtaler Christine Stampe hjemsendelsen af Thorvaldsens ejendele med fregatten Gefion, som ankom til København fra Livorno 17.11.1844, i præsens. Dermed bliver det tidlige efterår 1844 således terminus post quem for del 38 af manuskriptet. Denne antagelse bestyrkes yderligere af baronessens parentetiske bemærkning på p. 45 om, at “(Dahl i dresden udbad sig en [i] 1844 da han var paa Nysøe Som [forestill]er en Moder med Barnet i Skødet”. Igen skal man holde øje med den anvendte tid i verbet. Den norske landskabsmaler J.C. Dahl besøgte Nysø og området deromkring hen over sommeren og i det tidlige efterår 1844, jævnfør hans tegninger fra Nysø, september 1844, som i dag befinder sig på Najonalmuseet i Oslo. 14.9.1844 færdiggjorde Dahl maleriet Udsigt ved Jungshoved, af hvis inskription dateringen kan bestemmes med sikkerhed. Jungshoved var en herregård godt 10 kilometer fra Præstø, som Henrik Stampe ejede, og inden Dahls maleri fandt vej til Statens Museum for Kunst i København befandt det sig i Henrik Stampes eje. Baronessens brug af præteritum peger mod, at Dahl på skrivetidspunktet atter havde forladt Nysø. Medio september forekommer altså at være den tidligst mulige datering af netop dette tekststykke, dvs. del 9.
Derimod er manuskriptets terminus ante quem omgærdet af større usikkerhed, men sikkert er det, at Stampe stadig arbejdede på manuskriptet i det tidlige forår 1845, som det fremgår af nedenstående.

Christine Stampes bogprojekt

Af manuskriptet kan man læse, at baronessen ønskede, at hendes erindringer blev udgivet i bogform. Det indikerer de mange indskudte bemærkninger om, at taler, sange, digte og ikke mindst illustrationer af de i manuskriptet omtalte værker “skal følge” eller “medfølge” (se f.eks. manuskriptet, pp. 1, 21, 49, 52, 63, 68, 80, 175, 178, 179, 183, 216, 236 et passim).
Dette synes også sandsynliggjort af et brev af februar-marts 1845 fra Christine Stampe til Jonas Collin i hans egenskab af eksekutor for Thorvaldsens bo. Her udbeder baronessen sig to ruller fra boet – en med sange og digte og en med tegninger af den danske maler J.V. Gertner, som hun ønskede “at benytte til et Bestemt Øiemed.” Gertners tegninger forestiller Thorvaldsens værker fra hans Nysø-tid, og der blev lavet kobberstik efter disse i Rom. De fungerede som illustrationer i Thieles Bertel Thorvaldsen og hans værker (1850), og Stampe planlagde formentlig at udgive sine erindringer ledsaget af disse billeder. Hun udbad sig sandsynligvis tegningerne i dette bestemte øjemed, ligesom de efterspurgte sange og digte skulle indføjes på de steder i manuskriptet, hvor baronessen netop bemærker, at et digt eller en sang “skal følge” eller “medfølge”.
Et enkelt tilfælde i manuskriptet kan givetvis tjene som eksempel på Stampes intention: Side 37 i manuskriptet er nemlig et indsyet blad papir, hvorpå hun har afskrevet en sang til Thorvaldsen af 23.7.1839, som blev sunget ved en sammenkomst dagen før indvielsen af Thorvaldsens arbejdsværksted (kaldet “Vølunds Værksted”) i Nysøs have, forfattet af familien Stampes “yndede Lejlighedsdigter”, teolog A.C. Petersen.

Når Christine Stampe enten ikke selv kan huske, hvad der foregik, eller blot ikke selv var til stede ved de omtalte begivenheder, er der tilføjet en parentetisk bemærkning om, at andre må fortsætte fortællingen, se f.eks. manuskriptet, p. 62: “lade Steffens eller Grundtvig fortælle denne Historie[.]” Stampe mener altså her, at hun fra Steffens og Grundtvig må udbede sig et referat af, hvordan deres diskussion udspandt sig. I de tilfælde, hvor Arkivet er i besiddelse af de omtalte sange, digte, taler og lignende dokumenter, henvises der i online-udgivelsen af manuskriptet dertil, og således kan Stampes ønske i et vist omfang siges at være blevet fuldbragt.

Udeladelser

Som nævnt publicerede Rigmor Stampe i 1912 sin farmors erindringer posthumt i en bearbejdet bogform under titlen Baronesse Stampes Erindringer om Thorvaldsen. Men hun udgav ikke manuskriptet i sin helhed. Hun erklærer selv om sine redaktionelle valg:

[… der er] foretaget nogle udeladelser af stykker, som forekom mig uden synderlig interesse, samt enkelte udtalelser om familieforhold, som ikke kunde have værd for udenforstående.

De udeladte stykker bringes nu for første gang i online-udgivelsen af det komplette manuskript. Men hvilke tekststykker drejer det sig om, og hvad fortæller de?

Som det ses, erklærede Rigmor Stampe i 1912, at frasorteringen havde med “familieforhold” at gøre, mens hun på konvolutten fra 1917 præciserede sagen en smule mere: Håndskriftet rummer oplysninger “om forfatterindens ægteskab af privat natur”.
Og når man sammenligner Rigmor Stampes udgave og originalmanuskriptet, fremgår det, at udeladelserne især vedrører Henrik Stampe. Han var noget af en original, i perioder psykisk uligevægtig og med en adfærd så særpræget, at omtalen af ham stadig krævede en vis delikatesse i 1912 – selv 36 år efter hans død. Hos Rigmor Stampe viser det sig i første omgang ved, at visse bagateller ikke er blevet inkluderet i den trykte udgave.

Et eksempel er historien om Christine Stampes og Thorvaldsens tur til Hamborg i sommeren 1839, hvor baron Stampe havde valgt at blive hjemme på Nysø. På rejsen hjem fra Hamborg var rejseselskabet nået til Lübeck og skulle ombord på dampskibet til København. Til Christine Stampes overraskelse dukkede Henrik Stampe pludselig op: “…og lige som vi skulle seile kommer Stampe styrtende ganske echauferet ind, min Skræk var gruelig, dog fik vi Stampe snart lidt beroliget”. Hendes mands uventede tilsynekomst var følgen af en irrationel og impulsiv beslutning ifølge Christine Stampe tilskyndet af en uidentificeret rænkesmed, der gerne ville til Lübeck. Henrik Stampe fulgte derefter med sin kone og Thorvaldsen tilbage til Nysø, og længere er denne uskyldige historie sådan set ikke. Men den var tydeligvis ikke egnet til offentliggørelse ifølge Rigmor Stampe, som helt undlader at fortælle, at baron Stampe manifesterede sig ud af det blå i Lübeck.

Andre små, anekdotiske historier har heller ikke fundet nåde for Rigmor Stampes redaktionelle saks: Christine Stampe skriver fx, at hendes mand var “i det kiedelige Hiørne som næsten altid… i de store Byer; hun fortæller også, at Thorvaldsen og hendes mand kappedes om at sidde hos kusken undervejs på rejsen til Rom i 1841; og hun nævner, at hendes mand blev voldsomt opbragt, da han opdagede, at gæssene til julemiddagen i Rom 24.12.1841 var farseret med æbler og svesker efter dansk skik.

Sådanne små pudseløjerligheder har Rigmor Stampe undladt at videregive i den trykte udgave af erindringerne. Og man kunne umiddelbart tro, at hendes motiv var at beskytte Henrik Stampes renommé pga. hans ukonventionelle opførsel. Men det er ikke tilfældet, for hun lægger ikke skjul på hans “aparte væsen” – tværtimod. I sit Tillæg til erindringerne meddeler hun uden forbehold, at der “i hans sind [var] en spire til sygelighed, som undertiden fik akute udslag, standsede hans udvikling paa et tidligt trin og gjorde ham uskikket til egentligt arbejde.” Hun citerer en af hans venner for at kalde ham “det godmodigste Menneske, men fuld af Underligheder”. Hun fortæller, at da baron Stampes “sygdom brød ud igen”, rådførte han sig med familievennen N.F.S. Grundtvig. “Imidlertid synes påvirkningen [fra Grundtvig] kun at have haft en stærk religiøs eksaltation til følge; det er f. eks. blevet fortalt, at han spærrede sin unge hustru inde, for at hun skulde læse biblen.” Og Rigmor Stampe citerer også H.C. Andersens ord om ægteparret Stampe: “…de bleve gifte og strax efter mistede han Forstanden; men Overgangen var ikke saa brat, hun antog det for Eiendommelighed, til efter et Par Aar, han pludselig en Nat foer op og gav de meest utvetydige Beviser paa Galskab, nu saae hun, at hun i længere Tid havde varet gift med en Sindssvag uden at ane det og følte sig grændseløs ulykkelig…”.

Rigmor Stampe har altså i sin redigering af farmoderens manuskript fjernet ubetydelige detailhistorier, men udbredte sig paradoksalt nok over flere sider i sit Tillæg om baron Stampes “godmodige galskab”, endskønt i mere generelle vendinger. Man kommer måske forklaringen på dette paradoks nærmere ved at se på to andre udeladte historier om Henrik Stampe:

På et tidspunkt overvejer Christine Stampe, hvorvidt hun i for høj grad havde taget patent på Thorvaldsen, og hvorvidt han burde sprede sin opmærksomhed ud over flere københavnske familier. Hos Rigmor Stampe gengives følgende passus fra manuskriptet: “…han skammede sig ved at være os [dvs. familien Stampe] saa hengiven, og dette var især Tilfældet, efter at man ikke kunde lade os i Ro med deres Misundelse, men plagede ham med at beklage, at han var for meget hos os […]”.
Her har Rigmor Stampe afbrudt teksten, så farmoderens umiddelbart derpå følgende sætninger ikke gengives i den trykte udgave: “…han [var] bange det skulde skade mig at jeg viste for megen interesse for ham, lige som han for mig […] han var ogsaa bange at min Mand eller Min Mands fammille skulde være misfornøiet med at jeg giorde for meget for ham […]” Ved denne udeladelse bliver det mindre oplagt for læseren af den trykte bog at få den tanke, at Thorvaldsen og Christine Stampe skulle have været mere end blot venner, og at Henrik Stampe kunne have været jaloux på deres forhold.
Og dette synes at have været sagens kerne for Rigmor Stampe: Hun ønskede ikke at give næring til den forestilling, at der skulle have været et romantisk forhold mellem Thorvaldsen og Christine Stampe, og at Henrik Stampe pga. sine særheder var blevet kørt ud på et sidespor. Om det rent faktisk forholdt sig sådan, findes der ingen egentlige håndfaste beviser for, men der er en række indicier, der peger i den retning.

Ménage à trois

En anden redigeret / bortcensureret historie synes nemlig at være trekantsforholdets smoking gun: I 1841 drog Thorvaldsen og familien Stampe sammen til Rom. Under opholdet opstod der tilsyneladende et ægteskabeligt opgør mellem Christine og Henrik Stampe. For i løbet af foråret 1842 forlod han sin kone og tre børn i Rom og rejste alene tilbage til Danmark. Men efter et stykke tid skrev han fra København 20.6.1842 et ulykkeligt og brødebetynget brev til sin kone, hvor han fortæller, at han havde tænkt at rejse til Schweiz for at møde hende dér på hendes påbegyndte tilbagerejse og for at vise hende, at han fortrød sin bortrejse, og at hans kærlighed til hende var intakt: Jeg “er og bliver […] meget tung om Hjertet indtil jeg samles med Dig.”

Stampe-familiens to ældste sønner, der ikke havde været med på rejsen til Rom, og svigerfamilien Schouw havde imidlertid overtalt Stampe til at slå koldt vand i blodet og afvente hustruens ankomst til Danmark.

… jeg er nu stoppet og sidder her [dvs. i København] i Sort fra øverst til nederst, dog er dette kun udvendig, thi indvendig er jeg meget trøstet af vore to kjærlige Drenge, ved deres Omhu for mig, saa jeg altid maa holde mere ad dem, men alligevel har de langtfra kunnet bryde min Længsel efter Dig (hvori blander sig mangen Samvittigheds-Skruppel over at jeg ikke stod Din Hæftighed stærkt nok imod og blev i Rom,…)

Denne sidste parentetiske sætning er det eneste overleverede, skriftlige vidnesbyrd om, at der havde været et opgør mellem ægtefællerne, men præcis hvad det handlede om, og hvordan Christine Stampe var “hæftig”, finder man ikke spor af i baronessens erindringer. Tværtimod prøver hun at skjule, at ægteparret havde haft en konflikt. Hun skriver: “… jeg maatte blive længere en[d] [Henrik] Stampe havde Løst til i Italien, formedels min Datters Sygdom og han vilde reise Hiem…” Parrets datter, Elise Stampe var ganske rigtigt alvorligt syg i de første måneder af 1842, men var i midten af marts blevet rask, og det er temmelig usandsynligt, at Henrik Stampe ville have forladt sin familie i Rom på et tidspunkt, hvor datteren var dødssyg; og han nævner da heller ikke sygdommen med et ord i sit forsoningsbrev. Hans afrejse må derfor have fundet sted efter datterens helbredelse.
Så årsagen til, at ægteparret Stampe ikke fulgtes ad sammen tilbage til Danmark i foråret 1842, var ikke Elise Stampes sygdom. Christine Stampe fabrikerede her en hvid løgn, uden tvivl for at undlade at fortælle om de ægteskabelige kurrer på tråden. Det skal understreges, at årsagen til opgøret mellem ægtefællerne ikke kendes eller forklares i kilderne, men det er påfaldende, at Christine Stampe nævner sin mands afrejse fra Rom samtidig med, at hun omtaler hans – ifølge hendes tekst – ubegrundede jalousi overfor Thorvaldsen:

… ja jeg kan forsikkre skiønt det lyder utroelig, at visse tienstvillige Aander ikke allene, søgte paa en fiin Maade at forminske Stampes store Veneration for Thor:[valdsen], men at giøre ham Skinsyg, paa ham…

Rigmor Stampe har tydeligvis været klar over, at der var ugler i mosen mht. denne historie, for hun nævner overhovedet ikke Henrik Stampes bortrejse og hans mulige jalousi med ét ord. Tværtimod gengav hun i den trykte udgave kun den del af sin farmors fortælling, der udbredte sig om, hvor højt Henrik Stampe værdsatte Thorvaldsen: “… kort Stampe ikke allene Beundrede men elskede Thorv:[aldsen]”.

Historien om Henrik Stampes bratte afsked med Rom og sin familie i foråret 1842 blev altså dobbelt censureret: Først angav Christine Stampe i 1844 en opdigtet årsag til den midlertidige skilsmisse, dernæst vurderede Rigmor Stampe i 1912, at det var bedst helt at undlade at fortælle noget som helst og lade sagen hvile.

Der findes endnu en kilde, der kraftigt bestyrker de formodninger om trekantsforholdet, som ridses op her. Da Christine Stampe senere forlod Rom 6.6.1842 med sine børn og tjenestefolk rejste hun i første omgang op til sin bror Christian Dalgas i Livorno. Herfra skrev hun et fantastisk og stærkt oprevet brev 14.6.1842 til Thorvaldsen, der var blevet i Rom. Hun er nærmest ude af sig selv af savn og længsel:

[…] hvordann jeg er tilmode ved ikke at see dig meere, derom kan du intet Begreb giøre dig, du som er saa munter, og saa glad; hvert Øieblik kommer Taarene mig i Øinene […] Gud hvor jeg længes efter Brev f[ra] dig, du kan slet ikke giøre dig noget Begreb om hvor jeg savner dig, og sandt at sige, jeg er alt ganske syg, og angsten at jeg skal blive det ganske paa Reisen og min[e] kiere Børn forladt og allene blandt fremmede, giør mig endnu daarligere, du maae for Gudskyld skrive flitig og kierlig, hvis jeg ikke skal døe fra Eder alle sammen […]
Jeg har ikke lukket et Øie i Natt, og medecineres i dag [,] dog for Savn findes der[?] ingen Medecin[,] det bliver nok bedre; men De kan troe[,] trøst kan jeg trænge til, og det paaligger jeg Dem ikke at forsømme, for Gudskyld, skriv flitig, send det her til min Broder […], og spøg ikke med det, thi naar jeg er død af Sorg saa vil de dog fortryde det.

Christine Stampe er tydeligvis så altereret over adskillelsen fra Thorvaldsen, at hun glemmer at holde på formerne. Hun formår nemlig ikke at fastholde skriftsprogets formelle De-tiltale konsekvent, men sindsbevægelsen nødsager hende flere gange til at slå over i talesprogets intime og følelsesappellerende Du.
Hun er også tydeligt jaloux og skriver om en p.t. uidentificeret fru Busch:

[…] nu begynder du nok snart at modellere frue Busch[,] for jeg saae nok hvor flitig og hvor inderlig du rystede hendes Haand, og moderen havde nok ret med at sige: han kan saamen ikke modstaae, det er jeg vis paae, hun er ogsaa en Minister Kone, og smuk!

Christine Stampes ængstelighed var sandsynligvis velbegrundet, for Thorvaldsen var – også som en ældre mand – kendt som en flirt og en womanizer. Hun skrev selv i erindringerne:

Han havde […] haft flere Kiærlighedseventyr [… og] den Godhed, han havde nydt af Damerne, […] skal have været meget ualmindelig.

Også andre i Thorvaldsens omkreds bemærkede hans effekt på det andet køn. Hans billedhuggerkollega, den engelske John Gibson, skriver fx i et brev fra 1842 til vennen, Margaret Sandbach:

[…] A few days ago Thorvaldsen was in this room of yours with the Baroness Stampe his friend, whom I mentioned to you. […] He looked at your bust, said, ‘who is this.’ I told him. He turned to the Baroness, said, ‘you see at once that this is a head of talent.’ It is lucky you are not here just now for I fear that you would be flirting with Thorvaldsen and she would be jealous of you and I should be jealous of him and your husband would settle us both.

Desuden rummer Christine Stampes følelsesfulde brev det tætteste, man i datiden på skrift kommer på en indrømmelse af en egentlig affære:

[…] jeg er nu meget engstelig og forknyt ved Reisen, dog naar du blodt skriver mig lidt kierligt, saa vil det væl trøste mig men du er saa knap med kierlige Ord, saaledes var det ikke da sidst du modelerte mig, dog det er nu væl glemt ^X.

Thorvaldsen modellerede faktisk Christine Stampes buste i maj 1842, A217, men i lyset af brevets øvrige stærkt ladede, emotionelle indhold melder tanken sig her, at der også foregik andet i værkstedet.

Hypotesen her er altså, at venskabsforholdet mellem Christine Stampe og Thorvaldsen udviklede sig til en eller anden form for affære, der på et tidspunkt i foråret 1842 antagelig vakte Henrik Stampes jalousi og antagelig var årsagen til, at han forlod sin familie i Rom.
Imidlertid synes han at have accepteret situationen, for da han kom hjem, skrev han i sit forsoningsbrev til konen: Det er…

mit Ønske, at I [dvs. hende og børnene] maae komme lykkelig og godt hjem og at Du ret vil slaae Dig til Ro hos dem og mig paa Nysøe, uden derfor at glemme den gamle Dagens Hugger og Nattens Skaber.

Her synes han måske ligefrem at tilbyde en slags accept af trekantsforholdet. Hvis Christine Stampe blot stadig ville leve med ham på Nysø, ville han til gengæld kunne leve med, at hun stadig havde forbindelse til Thorvaldsen. I brevet kan han dog ikke få sig til at omtale sin mulige rival direkte, men må omskrive billedhuggerens navn med en reference til to af hans berømteste relieffer: Dagens hugger og Nattens skaber – poetisk elegant og næppe uden brod.
Uanset hvordan forholdet mellem de tre involverede parter nu måtte have været i foråret 1842, så blev de alle forenede, da Thorvaldsen også vendte tilbage til Danmark 24.10.1842. Herefter fortsatte familien Stampe samlivet med billedhuggeren, og han opholdt sig til sin død lige så meget på Nysø som i København.

Men sagen var ikke glemt og begravet, som det bl.a. fremgår af Henrik Stampes fødselsdagssang til Thorvaldsen fra året efter, 19.11.1843. Her omtales Christine Stampe som mutter og Thorvaldsen som både som fatter og Amor:

[…]
Ja nydelig I seer ham dandse
Med Mutter selv i Stuen glad,
Og kan I Piger rigtig sandse
Hans lette Trin i Dandserad,
For Amors Piil jer vare tag,
Thi han er ung i Dandselag.

I Stuen om vi andre springe
Med Dandseskoe men ei saa let,
Hvor Spil og muntre Toner klinge
Til Mutter hun er blevet træt,
Thi Fatter han kan holde ud
Som den der dandser med sin Brud.
[…]

Igen sporer man gennem det muntre anslag en vis brod over for Thorvaldsens tag på det andet køn. Han danser i sangen ikke kun omkring med Christine Stampe, men også de unge piger skal tage sig i agt for hans forførerkraft. I sangen identificerer Henrik Stampe ham som Amor, og billedhuggeren er også ung i Dandselag, hans dansetrin er lettere end alle andres, og han har en stamina som dansede han med sin brud… De to vers må nærmest karakteriseres som en beundrende hyldest til Thorvaldsens potens – i bund og grund ikke så mærkværdigt, når man tænker på, at han i en alder af 70+ sandsynligvis havde nedlagt både husets frue og hendes kammerjomfru. Hvis Henrik Stampe på et tidspunkt havde lidt af jalousi på grund af Thorvaldsen, så synes han at have overvundet den, men han forbeholdt sig dog retten til diskret at hentyde til sagen i satirisk-poetiske vendinger.

Fatter og Mutter kysser hinanden?
Thorvaldsen: Amor og Psyche, Nysø47
Også kaldet Farvel til Nysø, fordi relieffet blev til dagen før
familien Stampes og Thorvaldsens afrejse til Rom, 25.5.1841.

En familiehemmelighed?

Rigmor Stampes redaktionelle logik synes altså at have været, at hun uden problemer kunne omtale sin farfars psykiske sygdom, men andre historier, der kunne give læseren upassende forestillinger om Thorvaldsens og Christine Stampes forhold, havde bedst af at hvile i fred. Måske kendte hun til den nysøske ménage à trois som en velbevaret familiehemmelighed, eller måske har hun ved redigeringen af farmoderens erindringer anet, at forholdet mellem ægteparret Stampe og Thorvaldsen var så ukonventionelt, at det ikke skulle frem i lyset. Måske kendte hun fra Thorvaldsens Museums arkiv både sin farmors sindsbevægede brev til Thorvaldsen og sin farfars forsoningsbrev til ægtefællen, men i givet fald har hun resolveret, at de skulle lades uomtalte. Uanset hvad der motiverede hendes redaktionelle tilskæringer, så fjernede hun sporene efter den historie, som hun må have anset havde skandalepotentiale selv på årtiers afstand.

Christine Stampe inddæmmede selv det potentielle problem bl.a. ved at sørge for, at der blev ryddet op i billedhuggerens breve og papirer – dvs. ved simpelthen at brænde alt det, der ikke var egnet til at komme på museum. Denne beklagelige censurering foretog Stampe og Thorvaldsen mindst fire gange i 1840ernes begyndelse. Stampe gjorde sig især umage med at sikre, at der ikke blev bevaret nogen breve mellem hende og Thorvaldsen, men trods hendes ihærdighed undslap to af hendes breve til ham censuren. Det ene – det ovennævnte affektmættede brev – undgik at blive flammernes bytte, fordi det blev sendt til Rom, hvor billedhuggeren – overladt til sig selv og uden for Christine Stampes kontrol – ikke bekymrede sig synderligt om at rydde op i sine papirer. Også selvom Stampe i sit brev indtrængende skrev: “… saa beder jeg for Gudskyld ikke lade mine Breve ligge og flagre omkring, saa nogen af de nyskierige kunne læse dem. Brend dem saa hellere udlæste og sig mig jeg maa ikke skrive saa langt…” Det andet bevarede brev fra Stampe har kun overlevet, fordi det er et fragment på bagsiden af et digt.

Set fra et nutidigt synspunkt er det hamrende ærgerligt, at denne censur har fundet sted, fordi Christine Stampes bevarede brev ikke rummer noget, som vi i dag ikke kan tåle at læse. Tværtimod er hendes brev så ærligt, at det ikke kun åbner en dør på vid gab for en helt anden forståelse af forholdet mellem hende og Thorvaldsen, men det bidrager også til guldalderens venskabs-, intimitets- og følelseshistorie. Alt dette kommer man ikke lige så let på sporet af ved at læse hendes trods alt mere “præsentable” erindringer om hendes tid med Thorvaldsen. Men hendes ene følelsesomtumlede brev etablerer direkte hul igennem fra os i dag til dem dengang. Stampes hudløshed er i dette ene bevarede tilfælde lige så radikalt selvudstillende som 1970ernes bekendelseslitteratur eller nutidens autofiktion.

Andre udeladelser

Der er andre, mindre væsentlige historier, som Rigmor Stampe har valgt ikke at publicere i den trykte udgave af erindringerne. Hun omtaler nogle eksempler, som hun – i modsætning til historien om Henrik Stampes bratte afsked med Rom og sin familie – ikke lægger skjul på, at hun har bortredigeret: “Her udelades tre historier, som er altfor vidtløftige i forhold til interessen: Et sammenstød med Fru Hohlenberg og hendes søster, frøken Malling [...] — En strid med Thorvaldsens elev billedhuggerinden frøken Herbst [...] — Dernæst en skærmydsel med den 24årige maler Richardt [...] I alle tre tilfælde fik Baronesse Stampe skylden for at have påvirket Thorvaldsen.”
Disse tre historier kan nu læses i originalmanuskriptet hhv. p. 259 & 261, 251-253, 251-266 – og at de skulle være for “vidtløftige” til at forblive upublicerede, er ikke rigtigt. De afspejler alle, hvordan Christine Stampe forsøgte at kontrollere billedet af Thorvaldsens offentlige persona, og de tre tilfælde bidrager dermed til erindringernes overordnede bestræbelse på at fremstille billedhuggeren på den angiveligt mest fordelagtige måde.

Christine Stampes håndskrift

Som det fremgår af de to gengivelser af manuskriptsider her, så er Stampes håndskrift lidt vild og rodet, men den er også beslutsom, dynamisk, heftig, hurtig, ekspressiv, noget storladen, energisk, rastløs m.m. Nu og da er den svær at tyde, og manus er spækket med indskud, ændringer og overstregninger. Og selvom disse egenskaber ved skriftbilledet ikke skal gøre krav på at være et grafologisk portræt, så synes det visuelle indtryk af hendes “hånd” alligevel at stemme meget godt overens med de samtidige beretninger om hendes karakter.

Tekstens rækkefølge

I sin bogudgave uddyber Rigmor Stampe sine redaktionelle principper mht. tekstens kronologi:

Den foreliggende bearbejdelse har jeg søgt at gøre let tilgængelig uden dog at foretage nogen som helst omskrivning; derimod er stoffet bragt i rigtig tidsfølge ved talrige omstillinger, og de forkerte tidsangivelser er rettede. Dernæst er alt, hvad der hører sammen, så vidt mulig samlet. Hvad derimod foregår udenfor de 5 år, hvorom skriftet handler [i.e. 1839-44], er hovedsagelig sat ind i kapitlet om “Thorvaldsens Dictat og andre Beretninger”, hvor sådant allerede findes i forvejen.

Til forskel fra Rigmor Stampes udgivelse, så præsenteres originalmanuskriptet i nærværende udgave i den rækkefølge, det foreligger. Som nævnt består manus af seks sammenbundne læg, så som regel er det uproblematisk at fremlægge teksten i den orden, som Christine Stampe skrev den.
Men etableringen af den oprindeligt intenderede rækkefølge er dog vanskeliggjort af, at manus i en del tilfælde foreligger som løsark; af at Christine Stampe ofte springer rundt i kronologien; og af at hun formentlig ikke altid selv havde afgjort, hvordan hun ville have disponeret sin fremstilling. Der er derfor enkelte tilfælde, hvor en logisk rækkefølge af tekststykkerne ikke har kunnet etableres, og publikationen fremstår visse steder fragmentarisk og usammenhængende, fx fra side 311, dvs. de sidste dele, nr. 58-60.

Fragment af manuskriptet, p. 327

Vi har valgt at fremlægge teksten i denne rå form af følgende grunde: For det første er denne transparente publikationsnorm hovedprincippet for alle kildedokumenter i Arkivet; for det andet skal den uredigerede form gøre det tydeligt, at det i dag i nogen grad er et tolkningsspørgsmål, hvordan tekstens rækkefølge oprindelig var tænkt fra forfatterens side; for det tredje har Rigmor Stampe allerede givet sit fornuftige og sammenhængende bud på kronologi-spørgsmålet, så den særligt interesserede vil kunne foretage sammenligninger mellem de to publikationer, dersom behovet skulle opstå.

Læseren vil altså i nærværende publikation visse steder møde læseforstyrrende afbrydelser i tekstens flow, men denne relativt mindre overskuelige præsentationsform er valgt for at åbne mulighed for at følge forfatterens overvejelser, indskydelser, udeladelser m.m. på tæt hold.

Christine Stampes særlige ortografi

Om forholdet mellem stavningen i den trykte udgave og originalmanuskriptet bemærker Rigmor Stampe: “Den ganske vilkårlige retskrivning er her [i bogen] erstattet med den i datiden almindelig brugte.”
I nærværende online-udgave af erindringerne gengives Christine Stampes ortografi derimod, som den er skrevet – dvs. ord- og bogstavret. Stave- og sjuskefejl er dog forklaret ved tilføjelse af hjælpende ord eller bogstaver i kantede parenteser direkte i teksten eller ved en kommentar i de tilfælde, hvor fejlene skaber forståelsesmæssige vanskeligheder.

Tegnsætning

Baronessen sætter bemærkelsesværdigt få punktummer, og kommateringen er helt hendes egen. Der forekommer endda af og til komma mellem subjekt og verbum som fx:

Dette maa jeg dog tilføie at jeg kuns ved af andre da Thorvaldsen, var saa overordentlig discret med den Godhed han havde nydt af Dammer som dog skal have været meget ualmindelig[.]

Baronessens kommatering følger altså ingen gængse grammatiske regler, og hun er tilmed inkonsekvent i sin ejendommelige kommatering.
Hun har også en tendens til at begynde parenteser uden at slutte dem. I de tilfælde, hvor en manglende start- eller slutparentes har været forstyrrende for læsningen, er der i kantede parenteser tilføjet en sådan parentes. For nemheds skyld er der ligeledes tilføjet citationstegn ved direkte tale i teksten. Når baronessens temmelig vilkårlige og mangelfulde tegnsætning forekommer meningsforstyrrende, er de nødvendige tegn tilføjet i kantede parenteser.
Også i Rigmor Stampes udgave er dette tilfældet. Hun skriver om interpunktionen: “For overskueligheds skyld er der indført inddelinger og tegnsætning.”

Store og små bogstaver

Det er ikke altid muligt at afgøre med sikkerhed, om baronessen intenderer stort eller lille bogstav. I tvivlstilfælde skrives lille. Hun har en tendens til at begynde en linje med stort bogstav. Enkelte gange begynder hun med lille bogstav efter punktum. Substantiver er dog temmelig ofte transkriberet med stort i overensstemmelse med datidens gældende retskrivning.

Stumme bogstaver

Endelses-d’et i præfikset ind- udelader baronessen meget ofte, fx in[d]tage, in[d]lod, in[d]fandt, og i det hele taget udelader hun jævnlig stumt d, fx i u[d]seende, en[d], en[d]te, vi[d]ste.
Det stumme h har hun det heller ikke helt godt med; hun kommer til at skrive possessivpronomenet vores med h, hvores, men derimod visken uden h. Ligeledes skriver hun ofte adjektivet vis med h, men derimod relativpronomenet hvis uden h.

Christine Stampes klatpapir, indlagt i manuskriptet

Hyperkorrekthed

Christine Stampe bestræber sig på korrekthed; det viser sig flere gange gennem manuskriptet i form af hyperkorrekthed, hvilket følgende sætning på p. 182 i manuskriptet eksemplificerer: “Ingen havde dog saa travelt som jeg for at faae Plads til Saamange [...]”. Her skulle baronessen retteligt have skrevet “som mig” i stedet for ”som jeg”, men i sin iver efter at undgå den typiske, også i nutiden udbredte fejl, hvor “jeg” forveksles med “mig”, ender hun med at overkorrigere sin sprogbrug.

Sammensatte ord

Sammensatte ord, især substantiver, bliver ret ofte særskrevet, altså hvert led for sig. Det ses af eksemplerne “Bade Giesterne”, “Schenie stræger”, “Næger fisionomie” og “Kiøge Mesteren”.

Linjeskift

Baronessens linjeskift i løbende tekst er ikke markeret. Kun ved afskriften af fx lister eller poesi, hvor linjeskiftet har en betydning for forståelsen af teksten, gengives linjeskiftet som i manus.
Dette valg står i overensstemmelse med den overordnede praksis i Arkivets præsentation af kildedokumenter. Se evt. Arkivets Editionsfilologiske principper.

Indvisningstegn

Der er i nogle tilfælde sat kryds, cirkel eller firkant, som givetvis er ment som indvisningstegn. Den tilhørende tekst i margenen er i alle tilfælde sat ind i selve teksten ledsaget af en forklarende kommentar. Oftest er det tydeligt, hvor teksten i margenen skal indføjes, men nogle gange optræder der tilføjelser i margenen med et indvisningstegn, som der imidlertid ikke findes et modsvar til i selve teksten. I disse tilfælde beror indføjelsen af margenteksten på et skøn.

Nasalstreger

Baronessen følger ret ofte datidens skik med at sætte en nasalstreg over nasale konsonanter, som skal gentages. Nasalstregen er ikke angivet i afskriften, men i stedet skrives den nasale dobbeltkonsonant ud. Når hun udelader nasalstreg i ord, som efter gældende retskrivning bør staves med dobbeltkonsonant, bibeholdes enkeltkonsonant i publikationen. Christine Stampe skriver fx af og til Damme med nasalstreg over m’et, men af og til glemmer hun stregen, så der kun står Dame. Denne mangel på konsekvens forekommer endda på samme side.
Spørgsmålet er, om Christine Stampe kan have udtalt ordet med kort a, eller om det snarere er sådan, at hun ikke er helt med på, hvad nasalstregen egentligt betyder. Der synes dog at være en god forklaring på dette tvivlsspørgsmål, som hænger sammen med hendes dialektmæssige udtale. Idet baronessen kom fra Fredericia, kan forklaringen muligvis findes i Jysk Ordbog under artiklen dame: Ordet er nok tidligst indlånt til jysk i betegnelserne for spillekort (spader dame osv.). I denne betydning udtales a’et kort (og m’et langt, hvis dialekten har lange konsonanter, og det havde den på Fredericia-egnen). Udtalen har altså været dam· (rimende på adjektivet tam·), i god overensstemmelse med det allerede længst forinden bekendte og beslægtede ord ma’dam· (dvs. en madamme). Ud fra rigssprogsortografiens madamme er der intet underligt i, at baronessen fristes til at skrive en damme og altså har været temmelig inkonsekvent i brugen af nasalstreg (på dette punkt i det mindste).

Damme, Mutter, Kvinde, Menneske

Stampes nonchalante forhold til nasalstreger og andre formalistiske detaljer afspejler meget godt hendes karakter. Hun var efter alt at dømme så målrettet og opsat på at få ting til at ske, at hun ikke lod sig sinke af småtterier.
Og måske er det ikke noget tilfælde, at det lige netop er kønsbetegnelsen dame, hun staver så fleksibelt. For hun spillede så at sige selv mange kønsroller i sit liv: Som nævnt ovenfor havde Thorvaldsen fx givet hende kælenavnet gamle Mutter, mens Henrik Stampe til gengæld kaldte Thorvaldsen for gamle Fatter; desuden omtalte hun nu og da billedhuggeren som sin søn:

[…] jeg haaber sikkert min k[iære] eldste Søn vil være fornuftig og følge ha[ns] gamle Mutters Raad og komme hiem [dvs. til Nysø] paa nogle Dage. alle Børn komme hiem til deres Hiem i Ferien, og De skal saamen[d] og være smuk lydig, og komme, hvis ik[ke], saa seer De mig en Morgenstund for Deres Dør med Vognen for at hen[te Dem].

Stampes og Thorvaldsens nære venskab manifesterede sig bl.a. i disse muntert drillende tiltaleformer, der også dukker op i en beretning om en vandring op ad bjerget Rigi i det centrale Schweiz under rejsen til Rom i 1841. Christine Stampe fortæller:

[…] Thorvaldsen faldt da og fleere gange, […] dog han stod op igien som en ung Dreng og lige saa let, saa jeg ofte sagde: nu ligger Drengen[,] hvorpaa han svarede Leeende[:] Og nu stod Drengen op igien […]

Denne leg med identiteter synes at have haft sit modstykke i Christine Stampes evne til at indtage en række forskellige roller. Hun optrådte nemlig ikke kun som gamle Mutter, men også fx som bestemt og egenrådig organisator. Hun skriver om rejsen til Rom i 1841:

[… da] jeg var den der besørgede alt paa Reisen erklærede jeg strax for Stampe og Thor: som af og til vilde blande dem i tingene at saa fremt jeg skulde have med det at giøre maatte de holde dem der fra, […] saa ledes sagde jeg til mine Herrer engang for alle de skulde passe dem selv, og blodt aldrig blande dem inoget naar jeg ikke forlangte ders Hielp, […]

Også hjemme på Nysø var hun vant til at have hånd i hanke med tingene og indtog dér den traditionelle rolle som husherre. Rigmor Stampe skriver:

På grund af sin mands totale mangel på evne til at styre og at udføre arbejde blev husfruen efterhånden nødt til at tage tøjlerne i hjemmet samt til at varetage godsets forretninger, hvad hun udførte gennem godsforvalteren. Om hun virkelig har været så dygtig, som hun havde ord for, er vanskeligt at danne sig en bestemt mening om så længe efter. Men i hvert fald udførte hun begge dele meget myndigt.

Også H.C. Andersen havde blik for, at Christine Stampe overskred mandatet for en stereotyp kvinderolle. Under et besøg på Nysø skrev han åbensindet og respektfuldt om hende:

I øvrigt beundrer jeg denne Kone, uden hende sank vist Alt sammen. Manden er det haardt at leve med, skjøndt han er Godmodigheden selv; […] som en kraftig Charakteer samlede hun sig, blev Mand i Huset, for at dette ikke skulde reent forfalde; kun med Strænghed kan hun holde ham i Rolighed, og derfor kommer mange Scener, der støder Gjæsternes Øie. Det skal være mærkværdig, hvad hun stille bærer. Midt om Natten kommer han tidt afklædt styrtende ind, da Vildskabet kommer over ham og saa staaer hun op følger ham til Sengs og sidder der hele Timer og taler med ham. Ganske afklædt saae vi ham tidt i Vinduerne, hvor han trækker Luft og raaber god Morgen til Damerne, og dog har dette slet intet at betyde. Betænke vi alle disse Omstændigheder, da er det uqvindelige hos hende ganske begribeligt, og der er, synes mig, noget stort i, at hun som Fruentimmer kan holde sig saaledes.

For H.C. Andersen nødvendiggjorde Henrik Stampes tilstand altså, at hustruen aktiverede sine såkaldt “uqvindelige” egenskaber. Og for Thorvaldsen har Christine Stampes non-konforme kønsidentitet sandsynligvis været en af grundene til, at han etablerede et så tæt venskab med hende. I sine værker bestræbte billedhuggeren sig i dén grad på at forene og etablere flydende overgange mellem det såkaldte feminine og maskuline. Så da han i Christine Stampe mødte et menneske, som ikke lod sig kategorisere i henhold til nogen traditionel kønskonvention, har det uden tvivl tiltalt ham.

Thorvaldsen: Christine Stampe, Rom maj 1842
A217

Det er antagelig denne polyvalens, man kan spore i billedhuggerens portræt af Christine Stampe, som han som nævnt modellerede – med kærlige ord – i sit værksted i Rom, i maj 1842, da Henrik Stampe var over alle bjerge. Thorvaldsen gengiver Christine Stampe med flere realistiske detaljer end sædvanligt i sine portrætbuster. Hun fremstilles med brede træk, kraftige øjenbryn, stor næse, poser under øjnene, begyndende dobbelthage og en markant rynke tværs over den svære hals. To store hårtunger lægger sig noget bastant ned over hvert øre, og håret på baghovedet er flettet og samlet i en knold i nakken. Frisuren er forholdsvis enkel sammenlignet med de mere komplicerede og elegante håropsatser i andre af Thorvaldsens kvindeportrætter som fx Marianna Florenzi, A727, eller Wilhelmine Benigna Biron, A312, der promenerer en mere avanceret og tidskrævende udgave af Stampes frisure.

Alt i alt gengiver Stampes portræt ikke en yndefuld, traditionel “feminin” kvindetype. Busten giver snarere indtryk af en stovt, ligetil, praktisk, solid, viljestærk og handlekraftig person. Fjernede man håret fra ansigtet, kunne man tro, at den portrætterede snarere var en mand end en kvinde – i al fald bedømt ud fra stereotype (mande- og) kvindebilleder. Denne kønsubestemthed synes at være et billede på de mange roller, Christine Stampe spillede i sit liv. Hun var ikke blot på én og samme tid mand i huset og familiemor på Nysø; for Thorvaldsen blev hun også værtinde, ven, (sandsynligvis lejlighedsvis) kæreste, mor / mutter, værkstedsassistent, karrierekonsulent, rejseorganisator og forretningsfører.

Thorvaldsen nød personligt godt af den evnerige Christine Stampes mange egenskaber, og hans portræt synes specifikt at ville indfange hendes sammensatte karakter, men værket kan også opfattes som et mere generelt statement, der peger på en flydende og nuanceret forståelse af et menneskes identitet hinsides enhver klassisk kønskliché.

Referencer

• Dokumenter vedrørende emneordet Christine Stampes manus.

• Rigmor Stampe (ed.): Baronesse Stampes erindringer om Thorvaldsen, København 1912.

Omtalte værker

Sidst opdateret 27.01.2021