Arkivet, Thorvaldsens Museum

Tilbage til V

Adelgunde Vogt

Adelgunde Vogt, født Herbst, var fra 1836/37-1840 billedhuggerelev hos Hermann Ernst Freund og efter Freunds død elev af Thorvaldsen i årene 1840/41-1844. Som kvinde kunne hun ikke komme på Kunstakademiet, men hun kom det reelt alligevel via Thorvaldsen, der gav hende en fast atelierplads i sit eget værksted på Charlottenborg og vejledte hende. Hun var aktiv som kunstner hele sit liv, dog afbrudt i en periode midt i sit liv med ægteskab og små børn.

Den unge Adelgunde Herbsts kunstnerbane blev udstukket i en sygeseng i Sorø, da hun fra hun var omkring 12 måtte holde sengen i to år som følge af en faldulykke; i denne periode arbejdede hun kunstnerisk bl.a. med at klippe silhouetter og modellere. Forældrene så hendes evner og støttede hende, og hun fik privatundervisning af billedhuggeren Johan Peter Heldt (1799-1864). Herbst holdt fast i sin kunstnergerning og blev, da hun var midt i tyverne, elev af Freund.

Herbst var repræsenteret på Kunstakademiets udstillinger i årene 1838-1843 (omtalt som Frøken Adelgunde Herbst) og 1846 (omtalt som Voigt). Ved udstillingsdebuten i 1838 deltog hun med en elfenbensskulptur af en hest, og i 1839 vandt hun den Neuhausenske Præmie for En ko med en diende kalv, der blev lavet yderligere gipsafstøbning af, så den kunne bruges til at gøre tegnestudier efter ved Kunstakademiets tegneskole (originalmodel på Brandts, Odense).

I Thorvaldsens værksted på Charlottenborg, hvor han gav hende en fast atelierplads fra omkring 1840/41, udførte hun en række portrætbuster af en del af den nære personkreds omkring Thorvaldsen, bl.a. forestillende embedsmanden Jonas Collin, lægen Johan Sylvester Saxtorph, maleren Jens Peter Møller (AROS), overpræsident A.C. Kierulff og Ole Bang (Medicinsk Museion), der var læge bl.a. for Thorvaldsen. Men frem for alt og helt gennemgående beskæftigede hun sig med dyreskulptur, som hun fremstillede i flere materialer, herunder elfenben, buksbom, gips, zink og bronze.

I 1841 udførte Herbst i Thorvaldsens værksted en hesteskulptur i fuld størrelse, En hest, 12 kvarter høj. Den blev evalueret “med Anerkendelse af hendes ualmindelige Anlæg”, og Thorvaldsen, der var direktør (rektor) for Kunstakademiet, foreslog hende efterfølgende som medlem af Kunstakademiet. Pga. statutterne afviste man imidlertid indstillingen; som kvinde kunne man ikke opnå medlemskab, medmindre man arbejdede i de lavere rangerende genrer som broderi og blomstermaleri; men Herbst blev i stedet udnævnt til æresmedlem i 1843.

Thorvaldsens indstilling af Herbst som akademimedlem, velvidende at reglementet ikke tillod medlemskab for en kvindelig billedhugger, er en gestus, der ikke er til at tage fejl af. Imidlertid var ikke alle lige begejstrede for at give Herbst plads, og slet ikke ved Thorvaldsens side. Ifølge baronesse Christine Stampes barnebarn Rigmor Stampe, op.cit., brød Stampe d.æ. sig så lidt om Herbsts tilstedeværelse i Thorvaldsens værksted, at hun personlig overbeviste Thorvaldsen om, at han ikke burde optræde på et interiørmaleri af Ferdinand Richardt, der viste ham selv og Herbst i værkstedet; han endte med at viske sig selv ud – se historien gengivet i anonymiseret og satirisk form i Forposten, et tillæg til Kjøbenhavnsposten, 2.4.1843. Hvad angår Just Mathias Thiele valgte han slet ikke at nævne hende i sit firebindsværk om Thorvaldsen, til trods for at han uomtvisteligt kendte hende udmærket, se fx Louise Mallings brev til Thiele af 2.4.1844.

Herbst har dog fået sin plads på Jørgen Sonnes frise på Thorvaldsens Museums facade, hvor hun ses betragtende et Thorvaldsen-relief sammen med maleren Nicolai Habbe, Hektor hos Paris og Helena, A774, der bæres fra fregatten Rota af en arbejdsmand, jf. N811.

Christian 8. købte flere af Herbsts værker, jf. bl.a. en dagbogsindføring fra 26.11.1840, hvor han har noteret, at han har bestilt en elfenbenshjort hos hende. Efter Thorvaldsens død rejste Herbst med kongelig understøttelse, dvs. atter bakket op af Christian 8., til Italien. Omkring denne tid mødte hun diplomaten Frederik Siegfried Vogt, som hun giftede sig med i 1846 og flyttede sammen med i Napoli. Efter at have fået to sønner med ham og have helliget sig familielivet i en årrække vendte Herbst, nu Vogt, et sted i 1850’erne tilbage til billedhuggerkunsten. I den sene del af sin karriere fremstillede Vogt især mindre bronzeskulpturer af fugle, hjorte, hunde, heste m.v., og hendes udtryk tog en drejning mod det mere symbolmættede og fantasifulde, hvilket knytter hende tættere til den franske animalier-tradition, som hun oplagt er i slægt med.

Endnu en afgørende forklaring på, at Vogt i dag er så godt som ukendt og et ubeskrevet blad – ved siden af hendes egen samtids censurering og bortretouchering af hendes person og oeuvre – er, at mange af de værker, som Christian 8. købte hos hende, gik til ved Christiansborgs Brand i 1884. Hun er dog bl.a. repræsenteret på Statens Museum for Kunst med buksbom-skulpturen To stående heste, der er udnævnt til et af museets highlights, og ved Vemmetofte Kloster på Stevns står En kronhjort med hind og kalv (1842). Vogts måske bedst kendte værk er skulpturen En hjort, der står foran Jægerspris Slot. Den blev først opstillet i zink mellem 1854 og 1863 (Holck Colding, op.cit., o. 58), men nystøbt i bronze og nyopstillet i 1999 ved 125 års-jubilæet for Kong Frederik den Syvendes Stiftelse på Jægerspris Slot.

Referencer

  • Torben Holck Colding: Jægerspris, København 1965
  • Rigmor Stampe (ed.): Baronesse Stampes Erindringer om Thorvaldsen, København 1912, p. 51, 297-298 & 367.
  • For links til oversigter over deltagerne i Kunstakademiets udstillinger, se onlinekatalogerne på Danmarks Kunstbiblioteks hjemmeside

Sidst opdateret 02.06.2016

Tegner & Kittendorff: Emilie Adelgunde Vogt (1859)

Adelgunde Vogt

Emilie Adelgunde (Adelgunda) Vogt / Voigt, née Herbst 1811-1892 Dansk Billedhugger, animalier
Til og fra andre1 dok.
Omtalt i10 dok.