Arkivet, Thorvaldsens Museum

 
No. 8997 af 9929
Afsender Dato Modtager
Redaktørerne ved Kjøbenhavnsposten [+]

Afsendersted

København

2.4.1843 [+]

Dateringsbegrundelse

Dateringen fremgår af dokumentet.

Omnes
Resumé

En satirisk avisreportage om en strid mellem Thorvaldsen og Ferdinand Richardt.

Søndagen 2. April 1843.

En berømt Billedhugger havde engang givet en ung Maler Tilladelse til at male hans Atelier, og, som Følge deraf, til i nogen Tid at opholde sig og arbeide i dette. Den unge Maler fuldførte sit Maleri og anbragte paa dette i det ene Hiørne den berømte Billedhugger selv, modellerende, og i det andet een af dennes Elever, en ung Dame, der ligeledes forestilledes beskæftiget med Konsten. – Den store Billedhugger stod imidlertid, som saa mange andre store Mænd, under en Xantippes strenge Scepter og maatte af hende høre ilde over, at han havde fundet sig i at blive fremstillet paa det omtalte Maleri ene med en ung Dame, idet hun mente, at dette var yderst upassende og forargeligt: kort sagt, hun snakkede saa længe for den troskyldige Billedhugger, indtil denne lod sig bevæge til at anmode Maleren om at borttage de uskyldige Figurer af Maleriet. Den unge Konstner erklærede, at dette nu ikke længere lod sig giøre uden at ødelægge det hele, næsten færdige Maleri, og forlod derpaa Atelieret. – Men hvad skeer? Den store Mand, hvis Xantippe talte lydeligere til ham end hans Retsfølelse, gaaer, da Maleren har forladt det, hen til Maleriet og udsletter sin egen Figur af dette, og, da den unge Konstner kom tilbage, fandt han Frugterne af sin Flid og sit Arbejde tilintetgjorte i et Øieblik. Men i at beherske sine Lidenskaber viste den unge Mand sig større end den store Mester; thi istedetfor at gaae i Rette med denne, indskrænkede han sig til at bringe ham sin Tak for Tilladelsen til at benytte hans Atelier, idet han tillige yttrede sin varmeste Taknemlighed over, at den store Konstner selv havde værdiget at lægge den sidste Haand paa hans Maleri. – – En slig Historie vil da, Gud skee Lov! neppe kunne passere i vore Dage! Men, hvorfor have vi da meddelt den? – Ih, naturligvis netop for at skaffe vore Læsere Anledning til at glæde sig over, at en slig Vandalismes Tid er forbi!

Generel kommentar

Denne sladderhistorie om en strid mellem Thorvaldsen og maleren Ferdinand Richardt stammer fra søndagsbladet Forposten, der var et tillæg til avisen Kjøbenhavnsposten. Historien er her skrevet af efter Stampe, op. cit., p. 297-298. Richardt skulle have sagt, “at han havde sat det i Avisen”, ibid. p. 224.


Forposten omtaler (hovedsageligt) historien i datid, som om det var længe siden begivenheden havde fundet sted, og ingen personer omtales ved navns nævnelse. Men artiklens let gennemskuelige ironiske slør har ikke ladet det danske avispublikum i 1843 i tvivl om, at Thorvaldsen var affærens hovedperson. Læserne har sikkert også kunnet identificere Christine Stampe, mens det nok har været vanskeligere at sætte navn på historiens mindre kendte personer – Richardt og billedhuggeren Adelgunde Herbst / Vogt. Men da de to ikke var målet for tekstens satiriske udlevering, har deres navne været mindre væsentlige for læserne af Forposten.

Det er ikke helt klart, hvad der er op, og hvad der er ned i striden mellem Thorvaldsen og Richardt. Christine Stampe, som jo var part i sagen, og som heller ikke fremstilles særlig positivt her, satte ikke overraskende spørgsmålstegn ved Forpostens fremstilling af sagen, op. cit., p. 224:
“Jeg hørte ikke mere om Historien, til den deilige Historie kom ud i Forposten, hvor man kalder mig en Zantippe. Dette kunde jeg nu godt bære, da den hele Historie er fuld af Usandheder, hvorfor skulde saa denne Titel være en Undtagelse. – – – – (og desuden kan der meget godt i Zantippes Characteer.)”
Stampe talte med Just Mathias Thiele om sagen: Jeg ”...fortalte ham, hvorledes det Hele var gaaet til; dog han sagde mig, at Richardt havde fortalt ham det ganske anderledes…”
Uanset, hvem der havde ret, må det antages, at Thorvaldsen faktisk udviskede sin egen figur på Richardts maleri, for Stampe fortæller, at Thiele i deres samtale om sagen skulle have sagt: “Jeg ville give 1000 Daler til, at Thorvaldsen ikke havde forløbet sig saaledes.” Thiele selv nævner imidlertid hverken Richardt eller sagen i sin biografi om Thorvaldsen.

Som set ses, handler historien om Stampes ønske om at beskytte Thorvaldsens renommé mod forestillinger om, hvad der kunne ske, når en ugift verdensstjerne havde ugifte frøkener arbejdende i sit værksted. Og Stampe var rent faktisk stærkt optaget af, hvad der var passende for Thorvaldsen og hans eftermæle. Hun foranledigede blandt andet, at hun og Thorvaldsen – over mindst fire gange – afbrændte mængder af billedhuggerens “papirer og breve” af den slags, “som vare bedre at brænde”…
Men hendes bekymring for Thorvaldsens Don Juan-renommé var antagelig velbegrundet. Hun havde i al fald selv erfaringer med billedhuggeren som libertiner tæt inde på kroppen, se fx hendes brev af 14.6.1842 og historien om Marie Høbyes faderløse datter, født 15.10.1840.
Der er imidlertid intet belæg for at hævde, at Thorvaldsen skulle have haft en affære med Adelgunde Vogt, selvom Forposten antyder det ved spydigt at kalde de to kunstnere i maleriet for “uskyldige Figurer”. Men om de havde en affære eller ej, er for så vidt heller ikke så interessant som den kamp om Thorvaldsens eftermæle, som historien her er et eksempel på. Det gjaldt tydeligvis om at styre offentlighedens billede af mesteren i retning af et bigot skønhedsmaleri, men i dette tilfælde lykkedes det ikke.

Thiele
Ikke omtalt hos Thiele.
Andre referencer

  • Rigmor Stampe (ed.): Baronesse Stampes Erindringer om Thorvaldsen, København 1912, gengivet p. 297-298, omtalt p. 224.

Emneord
Stridigheder med Thorvaldsen · Thorvaldsen og kødets lyster · Thorvaldsens kvinder
Personer
Ferdinand Richardt · Christine Stampe · Bertel Thorvaldsen · Adelgunde Vogt
Sidst opdateret 12.02.2016 Print