Maria Szymanowska var en polsk pianist og komponist og en af det 19. århundredes første store professionelle klavervirtuoser, aktiv et tiår før Franz Liszt (1811-1886) og Clara Schumann (1819-1896). Hun vakte begejstring på tværs af Europa med sin særlige tone på klaveret, sin frihed i udtrykket og sin tekniske virtuositet, og hendes værker – klaverstykker, kammermusik og sange – blev en væsentlig inspirationskilde bl.a. for hendes yngre landsmand Frédéric Chopin (1810-1849). I 1820’erne mødte hun Thorvaldsen ved flere lejligheder, formentlig først i Warszawa og siden i Rom, og de to blev venner. Venskabet afspejler sig både i en brevveksling og i Thorvaldsens portrætbuste af Szymanowska, der i dag tilhører Nationalmuseet i Kraków.

Allerede som barn optrådte Szymanowska i sin families salon og i andre saloner i Warszawa. Som 20-årig vakte hendes klaverspil den italienske komponist Luigi Cherubinis (1760-1842) akklamation ved en optræden i Paris i 1810, og fra omkring 1812 tog hun hul på en støt voksende koncertvirksomhed, først i den polske Prins Radziwiłłs regi, så uden for Polen. I 1810 var hun imidlertid også blevet gift med godsejeren Józef Szymanowski, som hun fik tre børn med. Han accepterede ikke hendes ønske om fortsat at være koncertmusiker, og parret gik hver til sit i 1820, hvilket efterlod Szymanowska som alenemor og eneforsørger for børnene.

Efter skilsmissen varetog Szymanowska således sin families underhold alene gennem sine indtægter fra sin musikalske virksomhed – koncerter, undervisning og nodeudgivelser. I 1822-26 rejste hun på en lang, sammenhængende turné fra Rusland over Tyskland, Frankrig, England og Italien og nordpå igen med et langt ophold i London. Undervejs blev hun assisteret af sine søskende Kazimiera Wołowska og Stanisław Wołowski, der hjalp hende med alt fra transport og logi til promovering og påklædning og var hendes faste ledsagere ved sociale sammenkomster. Szymanowska måtte dog leve med at være væk fra sine børn under sin turnévirksomhed, og det skabte en stor splittelse i hendes liv, hvilket bl.a. træder frem i hendes breve til Thorvaldsen.

I 1828 lod Szymanowska sig fastansætte ved zarens hof i Sankt Petersborg for at få mulighed for at leve af sin kunst og bo med sine børn samtidig. Der arbejdede hun som hofpianist og underviser frem til sin tidlige død under et voldsomt koleraudbrud i 1831. Især efter årtusindskiftet er interessen for hendes værker og liv taget til; Szymanowskas kompositioner og sange opføres og nyindspilles, og der afholdes jævnligt symposier og arrangementer om hendes musik og liv blandt andet i regi af Szymanowska-selskabet, Société Maria Szymanowska.

Venskabet med Thorvaldsen

Det første møde mellem Szymanowska og Thorvaldsen fandt formentlig sted i Warszawa i 1820. Thorvaldsen opholdt sig en måneds tid i Warszawa på sin hjemrejse fra København til Rom i 1820 for at forhandle alle detaljer på plads omkring tre skulpturer til byen, bl.a. rytterstatuen Józef Poniatowski, A123, og blev budt velkommen med festmiddage og koncerter. Netop i 1820 komponerede Szymanowska en klaversats over Józef Poniatowskis foretrukne nationalsang, og det er meget sandsynligt, at hun opførte den under festlighederne ved billedhuggerens ankomst.

Det første sikre vidnesbyrd om kontakten stammer imidlertid fra Szymanowskas årelange turné. Omtrent halvvejs i turnéen, sidst i 1824, nåede hun til Rom, hvor hun sendte Thorvaldsen en hastigt nedkradset invitation til to af sine koncerter 21.12.1824. Et venskab mellem de to kunstnere udviklede sig, og en ret omfattende korrespondance fulgte; på Thorvaldsens Museum er bevaret 14 breve fra Szymanowska. Brevene giver et unikt indblik i hendes på en gang stærke og sensitive psyke og de udfordringer, livet som omrejsende kunstner og eneforsørgende mor bød på. Szymanowska skrev fra flere af de byer, hun kom til på sin turné – herunder London, Paris og Warsawa – og siden Sankt Petersborg, der altså blev hendes sidste destination.

Fra den notorisk umeddelsomme Thorvaldsen kendes kun et enkelt brev den modsatte vej, men det ledsagede en marmorbuste af hende, som han tog initiativ til i 1825 og sendte hende i 1828 som tegn på sit venskab og sin agtelse. Busten (se portrætbilledet) er modelleret af Thorvaldsen og hugget i marmor under hans vejledning af eleven Jakúb Tatarkiewicz, skriver Thorvaldsen i brevet. Ifølge Thorvaldsens almindelige praksis ville denne arbejdsdeling betyde, at den var at regne for et fuldgyldigt værk af ham selv, fordi han havde modelleret den. Over for Just Mathias Thiele nedtoner han imidlertid sin rolle og erklærer 8.1.1829, at han kun har haft “nogen Deel i Correcturen, dog dette Offentlige uvedkommende”, hvorfor den ikke skal tælles med blandt hans arbejder. Det fremgår desuden af et opslag fra Tatarkiewicz’ upublicerede erindringer, at Tatarkiewicz så sig selv som den, der udarbejdede busten: ”... selveste Thorvaldsen overtalte mig til under kyndig Vejledning at skabe en Buste af hende [Szymanowska]. Hvilket jeg ogsaa gjorde. Jeg begyndte derefter at udarbejde den i Marmor. – I Thorvaldsens Værksted lærte man mig at holde paa en Mejsel, og desuden alle Arbejdets Metoder” (Tatarkiewicz op.cit.).

Hvorvidt Thorvaldsen overdrev sin andel i busten over for Szymanowska for at gøre den til en mere personlig gave eller nedtonede den over for Thiele for at fremme sin værdsatte elev Tatarkiewicz’ karriere (jf. hans anbefalingsbrev af juni 1828) eller måske unddrage sig spekulationer om karakteren af hans relation til Szymanowska – eller om Tatarkiewicz faktisk stod for det meste af processen under Thorvaldsens vejledning – er i dag så godt som umuligt at afgøre. På Nationalmuseet i Kraków, hvor busten har befundet sig siden 1905 – museet fik den forærende af Szymanowskas barnebarn Władysław Mickiewicz – er den registreret som et værk af Tatarkiewicz, skønt det også af museets oplysninger fremgår, at den er modelleret af Thorvaldsen og hugget af Tatarkiewicz. Originalgipsens opholdssted er ukendt, og der er ingen versioner af værket på Thorvaldsens Museum, så der er ikke yderligere fysiske spor. Under alle omstændigheder må busten betragtes som resultatet af et joint venture mellem de to billedhuggere, og vigtigt er det, at Thorvaldsen gav Szymanowska portrættet som en homage.

Dyrket af Goethe, censureret af Thiele

Szymanowska var afholdt og beundret fra mange sider. Den tyske forfatter Johann Wolfgang Goethe kaldte hende “den sirlige tone-almægtige” (“die zierliche Ton-Allmächtige”) og skrev digtet “An Madame Marie Szymanowska: Aussöhnung” i hendes stambog, hvor også førnævnte Luigi Cherubini dedikerede en “Fantasi i C-dur” til hende. Men hun slog også bredt igennem folkeligt, og hendes berømte nocturne “Le Murmure” blev spillet på mange stueklaverer i tiden.

Thorvaldsens forbindelse til Szymanowska er langt mindre kendt. Hans biograf Just Mathias Thiele omtaler ikke pianisten med et ord i sine Thorvaldsen-biografier, hvilket må siges at være en påfaldende udeladelse. Det kan være, fordi Thorvaldsen fraskrev sig busten over for ham, eller det kan skyldes en begrundet eller ubegrundet idé hos den ofte stærkt moraliserende Thiele om, at relationen mellem dem kunne være mere end et venskab. Brevenes og bustens eksistens blev først kendt uden for Thorvaldsens Museums mure i 1960’erne takket være kunsthistoriker og museumsinspektør Else Kai Sass. Se hertil også den publicerede foredragskoncert Kunstnervenskabet mellem Bertel Thorvaldsen og Maria Szymanowska.

Referencer

• Igor Bełza: Maria Szymanowska, Polskie Wydawnictwo Muzyczne, Krakow 1987 (1956), p. 9 og 76.
• Karen Benedicte Busk-Jepsen: “A Token of Friendship and Esteem”, in: Face to Face: Thorvaldsen and Portraiture (red. Jane Fejfer and Kristine Bøggild Johannsen), Strandberg Publishing, København 2020, pp. 232-233.
• Adam Gałkowski: ‘La Famille Wołowski, ses origines, son histoire’, in: Annales. Académie Polonaise des Sciences, Vol. 14, 2012, p. 217-226.
• Anna E. Kijas: Maria Szymanowska (1789-1831) A Bio-Bibliography, 2010.
• Julian Pagaczewski: ‘Thorvaldsen 1770-1844’, overs. efter afskrift fra Polskie Muzeum, 1. årg., nr. 5, Krakow ca. 1910, Thorvaldsens Museums bibliotek, inv.nr. 2107, p. 23.
• R. Rolland: Goethe et Beethoven, Editions du Sablier, Paris 1931, p. 135.
• Else Kai Sass: Thorvaldsens Portrætbuster, København 1963-65, vol. II, p. 121-129 og vol. III, p. 93, 202, 203.
• Anne Schwartz: ‘Music, Economy and Society: Szymanowska’s Career Path in Russia in the 1820s’, in: Australian and Slavonic and East European Studies, Vol. 23, nos. 1-2, 2009, pp. 197-130.
• Renata Suchowiejko: ‘Between the Salon and the Concert Hall. Maria Szymanowska’s Artistic Career From Behind the Scenes’, in: Musica Iagellonica 2012, pp. 123-140.
• Jakúb Tatarkiewicz: Fotografisk gengivelse af et opslag i Tatarkiewicz’ håndskrevne erindringer af barnebarnet Wladysław Tatarkiewicz samt oversættelse til dansk af dette opslag ved ukendt oversætter, Thorvaldsens Museums arkiv, j.nr. 18-10/1938.
• Maja Trochimczyk: ‘On Genius and Virtue in the Professional Image of Maria Szymanowska’, in: Annales. Académie Polonaise des Sciences, Vol. 14, 2012, pp. 257-279.
• Maja Trochimczyk: ‘From Mrs. Szymanowska to Mr. Poldowski: Careers of Polish Women Composers’ in Maja Trochimczyk (red.): A Romantic Century in Polish Music, Moonrise Press, Los Angeles 2009, p. 1-46

Sidst opdateret 16.06.2020