Maria Szymanowska
|
Maria Szymanowska var en polsk komponist og pianist og en af det 19. århundredes første store professionelle klavervirtuoser, aktiv et tiår før Franz Liszt (1811-1886) og Clara Schumann (1819-1896). Allerede som barn optrådte hun i sin families salon og i andre saloner i Warsawa. Som voksen turnerede hun i hele Europa og varetog sin families underhold udelukkende gennem sine indtægter fra sin musikalske virksomhed, koncerter, udgivne værker og undervisning. Hendes værker – klaverstykker, kammermusik og sange – var en væsentlig inspirationskilde bl.a. for landsmanden Frédéric Chopin (1810-1849). Szymanowska rejste i 1810 til Paris, hvor hun bl.a. spillede for en begejstret Luigi Cherubini; samme år blev hun gift med den polske godsejer Józef Teofil Szymanowski, som hun fik tre børn med. Fra omkring 1812 tog hun hul på en støt voksende koncertvirksomhed, først i den polske Prins Radziwills regi, dernæst uden for Polens grænser, og hendes karriere begyndte at tage fart. Szymanowska høstede stor beundring for sin særlige tone på klaveret, sin frihed i udtrykket og sin tekniske virtuositet. Efter at hun i 1820 var blevet skilt fra sin sin mand, tog hun af sted på en lang, sammenhængende turné fra Rusland over Tyskland, Frankrig, England og Italien og nordpå igen via bl.a. Belgien og Holland i årene 1822-26, assisteret af sine søskende, især Karol Wołowski, Kazimiera Wołowska og Stanisław Wołowski. Venskabet med ThorvaldsenOmtrent halvvejs inde i sin store Europaturné, sidst på året i 1824, mødte Szymanowska Thorvaldsen i Rom, og de blev venner. Venskabet mellem dem fremgår af, at han under hendes ophold i Rom tog initiativ til en portrætbuste af hende, som han sendte hende i 1828 – og af den korrespondance, de førte i årene 1824-31, skønt den ser ud til mest at have været et envejs foretagende, hvor den velformulerede Szymanowska trofast skrev til den notorisk umeddelsomme Thorvaldsen. Efter at hun rejste fra Italien, skrev hun fra mange af de byer, hun kom til på sin turné – herunder London, Paris og Warsawa – i en fortrolig tone. Brevene giver et unikt indblik i hendes sensitive, men beslutsomme sind og de udfordringer, livet som omkringrejsende kunstner og eneforsørgende mor til tre bød på. Hun skrev også flere breve fra Sankt Petersborg, hvor hun for at få et mere stabilt indtægtsgrundlag lod sig fastansætte af zarinaerne Maria Fedorovna og Elizaveta Alekseevna ved det russiske hof fra 1828. At Thorvaldsens tavshed ikke var lig med manglende interesse fremgår af Szymanowskas beskrivelser af hans godhed over for hende, men også af, at han i 1828 forærede hende den omtalte portrætbuste som et tegn på agtelse og venskab. Busten, der viser Szymanowska med et stærkt blik og en krusning over læberne, er modelleret af Thorvaldsen og hugget i marmor under hans vejledning af eleven Jakúb Tatarkiewicz, skriver Thorvaldsen i sit eneste kendte brev til Szymanowska 26.5.1828. Ifølge Thorvaldsens almindelige praksis ville denne arbejdsfordeling betyde, at den var at regne for et fuldgyldigt værk af ham selv, fordi han havde modelleret den. Over for Thiele nedtoner han imidlertid sin rolle i betragtelig grad og erklærer 8.1.1829, at han kun har haft “nogen Deel i Correcturen, dog dette Offentlige uvedkommende”, hvorfor den ikke skal tælles med blandt hans arbejder. Desunden, af et opslag fra Tatarkiewicz’ upublicerede erindringer beskriver Tatarkiewicz sig selv som den, der udarbejdede busten: ”... selveste Thorvaldsen overtalte mig til under kyndig Vejledning at skabe en Buste af hende [Szymanowska]. Hvilket jeg ogsaa gjorde. Jeg begyndte derefter at udarbejde den i Marmor. – I Thorvaldsens Værksted lærte man mig at holde paa en Mejsel, og desuden alle Arbejdets Metoder” (Tatarkiewicz op.cit.). Hvorvidt Thorvaldsen overdrev sin andel i busten over for Szymanowska for at gøre den til en mere personlig gave eller nedtonede den over for Thiele for enten at fremme sin værdsatte elev Tatarkiewicz’ karriere (jf. hans anbefalingsbrev af juni 1828) eller måske unddrage sig spekulationer om karakteren af hans relation til Szymanowska – eller om Tatarkiewicz faktisk stod for hele processen, under Thorvaldsens vejledning – er meget svært at afgøre. På Nationalmuseet i Krakow, hvor busten har befundet sig siden 1905, hvor museet fik den forærende af Szymanowskas barnebarn Władysław Mickiewicz, er den registreret som et værk af Tatarkiewicz, skønt det også af museets oplysninger fremgår, at den er modelleret af Thorvaldsen og hugget af Tatarkiewicz. Originalgipsens opholdssted er ukendt, og der findes ingen versioner af værket på Thorvaldsens Museum, så der er ikke yderligere fysiske spor. Dyrket af Goethe. Censureret af ThieleSzymanowska var beundret fra mange sider. J.W. Goethe kaldte hende “die zierliche Ton-Allmächtige” og skrev digtet “An Madame Marie Szymanowska: Aussöhnung” i hendes stambog, hvor også Cherubini dedikerede en “Fantasi i C-dur” til hende. Thorvaldsens forbindelse til Szymanowska er langt mindre kendt. Thiele omtaler hende ikke med et ord, hvilket er en påfaldende udeladelse. Det kan være, fordi Thorvaldsen fraskrev sig busten over for ham, eller det kan skyldes en begrundet eller ubegrundet idé hos den ofte moraliserende Thiele om, at relationen mellem dem var mere end et venskab. Szymanowska nåede at arbejde for zarinaerne i omkring fire år til sin tidlige død af kolera, som 41-årig, 25.7.1831. Det sidste brev til Thorvaldsen skrev hun 24.4.1831. I sine to sidste breve til Thorvaldsen omtaler hun sine døtres forestående giftermål, men afslører ikke identiteten på den mand, datteren Celina skulle giftes med, nemlig digteren Adam Mickiewicz, endskønt hun få år før havde foranlediget et møde mellem Thorvaldsen og netop Mickiewicz, jf. introduktionsbrevet af 24.5.1829. Når hun valgte ikke at nævne Mickiewicz ved navn i de sidste breve, skyldes det formentlig, at Thorvaldsen og Mickiewicz havde haft et sammenstød i forbindelse med deres møde, idet Mickiewicz kritiserede Thorvaldsens rytterstatue Józef Poniatowski, jf. A123, for at være for antik og ikke have nok polske kendetegn. Der findes en betydelig forskning i Szymanowskas oeuvre i både Polen og Rusland fra 1950’erne og frem, mens det længere var upåagtet uden for disse lande. Især efter årtusindskiftet er interessen for hendes værker og liv imidlertid taget væsentligt til; der afholdes nu internationale konferencer om hendes værker, og hendes kompositioner og sange opføres og nyindspilles. References
Last updated 13.03.2015 |
