Giuseppe Mugnoz
Giuseppe Mugnoz var en romersk kaméskærer, som den 14.8.1831, henvendte sig til Accademia di San Luca for at bede om understøttelse af sig selv og sin familie, da han et helt år havde været arbejdsløs. Akademiet gav imidlertid afslag af principielle årsager. Eftersom Mugnoz’ brev til akademiet er bevaret hos Thorvaldsen, må Mugnoz være gået til ham personligt for at klage sin nød efter afslaget – og tilsyneladende med held.
Fire breve til Thorvaldsen
Der kendes fire breve fra Mugnoz til Thorvaldsen, der alle handler om kaméskærerens alvorlige situation: Han var blevet syg og kunne derfor ikke tjene penge til at forsørge sin familie. Tilsyneladende støttede Thorvaldsen ham økonomisk; konen døde, eller var allerede tidligere død (det fremgår ikke klart af korrespondancen), og da han efterfølgende selv blev indlagt på hospitalet, var hans tre børn derfor reelt forældreløse. Mugnoz’ sidste (kendte) brev til Thorvaldsen handler om børnene: Han beder sin velgører, Thorvaldsen, om at samle ind til børnenes overlevelse. Om Thorvaldsen gjorde dette, vides ikke, men det er ikke usandsynligt, for vi ved med sikkerhed, at Thorvaldsen ved andre lejligheder forsøgte at hjælpe børn fra fattige kår, se f.eks. breve af 20.11.1835 og 13.1.1832.
Mugnoz døde formentlig kort tid efter afsendelsen af det sidst kendte brev, i hvert fald er der ikke flere spor efter ham i Thorvaldsen-sammenhæng.
Mugnoz er formentlig identisk med den Giuseppe Mugnoz, der nævnes i Bollettino dei Musei Comunali, op. cit.
Referencer
- Lucia Pirzio Birolli Stefanelli: ‘Un viaggio in Europa “per negoziar in camei, intagli, ed altri oggetti di antiquaria” e un frammento di un cammeo con il “Pianto di Achille”’, in: Bollettino dei Musei Comunali, Nuova Serie XXVI/2012, Associazione Amici dei Musei di Roma, p. 105.
Sidst opdateret 29.03.2017