Ida Brun blev fra sin tidlige ungdom kendt for sine store evner til at optræde med sang og dans. Især hendes såkaldte attituder blev beundrede af datidens intellektuelle og kunstnere som fx Johann Wolfgang von Goethe, A.W. Schlegel, Madame de Staël og navnlig også Thorvaldsen. Han akkompagnerede hende ofte på guitar, Brun, op. cit. 1824, p. 254, og lod sig stærkt inspirere af hendes positurkunst. Billedhuggeren mødte fx 3.4.1803 Ida Brun og hendes mor i Borghese-parken og bad hende da, forsynet med moderens sjal, at udføre nogle attituder med de knapt fremstammede ord: “o kuns nogle Stillinger!”, jf. Brun, op. cit. Det var Ida Brun, der under sin dans laurbærkronede Thorvaldsen ved festen, der blev afholdt i 19.3.1803 for at fejre afstøbningen af Jason med det gyldne skind, A52, i gips, Hopes bestilling af statuen i marmor og den begejstrede modtagelse, som værket havde fået i det romerske kunstliv. Hun var datter af Friederike og Constantin Brun og dermed søster til Carl Brun. Hun blev 1816 gift med den østrigske gesandt i Danmark, greve Louis Philippe de Bombelles.
Thorvaldsen portrætterede Ida Brun 1809 i busten A218, der også findes i en marmorversion, A810. Portrættet til højre er et udsnit af et maleri udført af J.L. Lund. Det befinder sig på Bakkehusmuseet, Frederiksberg, der venligst har stillet fotografiet til rådighed. Lund portrætterede også Brun i helfigursportrættet med udsigt til Rom i baggrunden fra 1811. Portrættet gik til i 2013, da herregården Sparresholm på Sydsjælland udbrændte efter et lynnedslag.
Værker på Thorvaldsens MuseumSe Brun repræsenteret i Samlingerne. Referencer
Sidst opdateret 26.01.2020 |