Tilbage til A

Emil Aarestrup

Denne biografi er under udarbejdelse.

Aaarestrup mødte Thorvaldsen i juli 1839 på Møn, antagelig enten ved en stor fødselsdagsfest i Stege 19.7.1839 eller ved en fest i Klinteskoven 20.7.1839. Aarestrup skrev om deres møde: “Da jeg yttrede, at jeg i Kbhv havde beseet hans Atelier, spurgte han: Naa, var der noget, som De syntes om?”, jf. Vikjær, op. cit.

Aarestrup havde allerede tidligt i sin ungdom, sandsynligvis før 11.8.1820 skrevet et hyldestdigt til Thorvaldsen, uden at det dog p.t. vides, om digtet blev fremført ved en lejlighed, hvor billedhuggeren var til stede.

Da Thorvaldsens værker første gang blev præsenteret i større stil i Danmark på Kunstakademiet i 1826, så Aarestrup udstillingen og skrev begejstret til sin forlovede:

“I Søndags var jeg paa Charlottenborg (bestandig gik jeg og ærgrede mig over, at Du ikke var med); der var nogle, skjøndt faa, smukke Malerier; men Gibsafstøbninger af Thorvaldsens Værker og nogle udførte i Marmor var der, og de var deilige. En Hyrde paa Idabjærget, med sin Hund ved Siden; Du skulde have seet denne Dreng, Caroline, og længe, længe betragtet ham, saa vilde Du have faaet Forestilling om en uendelig Skjønhed, der kan udtrykkes i legemlige Former.”
(Emil Aarestrup i brev af 10.4.1826 til Caroline Aagaard).

Ved Thorvaldsens ankomst til København 17.9.1838 skrev Aarestrup nogle sonetter som hyldest til billedhuggeren. En sonet skildrer dagen efter ankomsten, mens en kreds på fire sonetter blev udgivet 11.10.1838.

Aarestrup havde gipsafstøbninger af Thorvaldsen-værker i sit hjem, antagelig i formindskede udgaver, jf. Vikjær, op. cit.

Portrættet øverst t.h. er et udsnit af P.H. Gemzøes litografi fra 1840erne efter H.A.G. Schiøtts portræt. Litografiet befinder sig i Det Kgl. Biblioteks billedsamling.

Referencer

  • Eva Vikjær: Emil Aarestrups breve, vol. I-IV, Det danske Sprog- og Litteraturselskab, er pr. 2016 under udgivelse (brev til Christian Petersen 6.8.1839 om mødet med Thorvaldsen; breve til Christian Petersen 25.10.1835, 21.11.1835, 22.3.1837, 5.5.1837, 11.12.1842, 7.4.1844, 11.4.1844 og 20.6.1844 om Aarestrups afstøbninger efter Thorvaldsen-værker).

Sidst opdateret 14.02.2023

P.H. Gemzøe efter H.A.G. Schiøtt: Emil Aarestrup, beskåret

Emil Aarestrup

Carl Ludvig Emil Aarestrup 1800-1856 Dansk Forfatter, læge
Til Thorvaldsen1 dok.

Til og fra andre2 dok.