Arkivet, Thorvaldsens Museum

Resumé

Sonetten Morgenstunden er en beskrivelse af naturens hyldest til Thorvaldsen pga. hans tilbagevenden til København efter mange års fast bopæl i Rom. “Hvad Høitid holdes?” spørger digtet – og digtets muse svarer: “En Konstens Drot er draget ind”.
Sonetten skildrer, hvad der må være morgenen den 18.9.1838, dagen efter Thorvaldsens ankomst til København 17.9.1838. Her hviler stilheden over Kongens Nytorv, som dagen før havde været fyldt af et larmende menneskehav, der tiljublede den hjemvendte verdensberømthed bl.a., da han trådte frem på Charlottenborgs balkon ud mod pladsen. I modsætning til gårsdagens larm med kanonbrag og trommehvirvler fremmaler Aarestrup her en tyst hyldest til billedhuggeren leveret af naturen selv – menneskeskabt larm kontra naturskabt stilhed: Morgenlyset “glider” ind over Øresund, så mørket svinder, tydeligvis både i bogstavelig og overført forstand; solens “glans” “fornyr” Charlottenborg; og himlen over Kongens Nytorv forvandles til en “baldakin” – alt sammen uden en lyd, og alt sammen udløst af Thorvaldsens nærvær. Denne stille hyldest til billedhuggeren er til og med også den rigtige ifølge “Musen”, som erklærer: “Hvo støier vildt og frækt, naar man beundrer?” Stilheden har ikke kun et mindre folkeligt, elitært præg, den repræsenterer også en slags tilbagevenden til naturen gennem kunsten.
Musen kan nemlig siges at repræsentere kunsten, eller de dengang gængse æstetiske teorier, thi den naturskønhed, Musen og Aarestrup stilfærdigt slår på tromme for, svarer på mange måder til det ideal for nyklassicismen, som den tyske kunsthistoriker Johann Joachim Winckelmanns kaldte “stille Grösse”, og som Thorvaldsens værker kan siges at inkarnere. Aarestrups afsluttende pointe synes da at være, at naturen – “den danske morgen” – er som et kunstværk – en “skønhedsskare” – og man forstår, at for Aarestrup er denne landskabeligt betingede, nationale hyldest passende, fordi Thorvaldsens kunst hviler på samme idé om en tyst og derfor storladen natur.

Digtet er skrevet af efter Brix & Raunkjær, op. cit. Det vides p.t. ikke, hvor digtet blev publiceret første gang, og om det overhovedet blev offentliggjort i 1838.

• Hans Brix & Palle Raunkjær (eds.): Emil Aarestrups Samlede Skrifter, København 1922-23, vol. IV, p. 27.