Emil Aarestrup
Sakskøbing
Omnes
Dateringen fremgår ikke af digtet, men efter indholdet at dømme må det være forfattet lige efter Thorvaldsens hjemkomst til Danmark 17.9.1838.
Aarestrups digt om Thorvaldsens hjemkomst.
Thorvaldsen.
–––––––––––
Morgenstunden.
Guldharnisket SeptembersolenI gryer –
See, hvor den med den sidste Skumring strider!
I Purpur hyllet Øresundet glider
Til Hovedstaden for de danske Byer.
CharlottenborgII! hvordan? I Glands fornyer
Sig dine Fløie, dine mørke SiderIII –
Og HallandsaasIV? hvor festlig sig udvider
Din Baldachin af Himmelblaat og Skyer!
Hvad Høitid holdes? – Ei KartovenV dundrer,
Ei Trommen hvirvler – Dybest Stilhed leirer
Sig rundt omkring – Jeg hører Musen svare:
Hvo støier vildt og frækt, naar man beundrer?
En Konstens Drot er draget indVI; ham feirer
Den danske Morgen med sin Skjønhedsskare.
Sonetten Morgenstunden er en beskrivelse af naturens hyldest til Thorvaldsen pga. hans tilbagevenden til København efter mange års fast bopæl i Rom. “Hvad Høitid holdes?” spørger digtet – og digtets muse svarer: “En Konstens Drot er draget ind”.
Sonetten skildrer, hvad der må være morgenen den 18.9.1838, dagen efter Thorvaldsens ankomst til København 17.9.1838. Her hviler stilheden over Kongens Nytorv, som dagen før havde været fyldt af et larmende menneskehav, der tiljublede den hjemvendte verdensberømthed bl.a., da han trådte frem på Charlottenborgs balkon ud mod pladsen. I modsætning til gårsdagens larm med kanonbrag og trommehvirvler fremmaler Aarestrup her en tyst hyldest til billedhuggeren leveret af naturen selv – menneskeskabt larm kontra naturskabt stilhed: Morgenlyset “glider” ind over Øresund, så mørket svinder, tydeligvis både i bogstavelig og overført forstand; solens “glans” “fornyr” Charlottenborg; og himlen over Kongens Nytorv forvandles til en “baldakin” – alt sammen uden en lyd, og alt sammen udløst af Thorvaldsens nærvær. Denne stille hyldest til billedhuggeren er til og med også den rigtige ifølge “Musen”, som erklærer: “Hvo støier vildt og frækt, naar man beundrer?” Stilheden har ikke kun et mindre folkeligt, elitært præg, den repræsenterer også en slags tilbagevenden til naturen gennem kunsten.
Musen kan nemlig siges at repræsentere kunsten, eller de dengang gængse æstetiske teorier, thi den naturskønhed, Musen og Aarestrup stilfærdigt slår på tromme for, svarer på mange måder til det ideal for nyklassicismen, som den tyske kunsthistoriker Johann Joachim Winckelmanns kaldte “stille Grösse”, og som Thorvaldsens værker kan siges at inkarnere. Aarestrups afsluttende pointe synes da at være, at naturen – “den danske morgen” – er som et kunstværk – en “skønhedsskare” – og man forstår, at for Aarestrup er denne landskabeligt betingede, nationale hyldest passende, fordi Thorvaldsens kunst hviler på samme idé om en tyst og derfor storladen natur.
Digtet er skrevet af efter Brix & Raunkjær, op. cit. Det vides p.t. ikke, hvor digtet blev publiceret første gang, og om det overhovedet blev offentliggjort i 1838.
Sidst opdateret 27.11.2017
Dvs. septembersolen i 1838, hvor Thorvaldsen ankom til København, 17.9.1838.
Dvs. Charlottenborg på Kongens Nytorv i København, hvor Kunstakademiet og Thorvaldsens københavnske professorbolig lå.
Se evt. Thorvaldsens bolig, værksted og museum på Kunstakademiet.
Måske hentyder Aarestrup her ikke kun til morgensolens lys på Charlottenborgs natmørke facader, men også til C.F. Hansens “fornyelse” / ombygning af Kunstakademiets figursal /antiksal i 1828, fra en mørk barok indretning til en lys, nyklassicistisk. I salen blev nemlig en del af Thorvaldsens figurer opstillet.
Se mere herom i Thorvaldsens bolig, værksted og museum på Kunstakademiet.
Dvs. Kongens Nytorv, som tidligere blev kaldt Hallandsåsen.
Dvs. en slags kanon, se Ordbog over det danske Sprog.
Thorvaldsen holdt nærmest indtog i København og flyttede som nævnt ovenfor ind i sin professorbolig på Charlottenborg efter sin hjemkomst til Danmark 17.9.1838.