TIL THORVALDSEN.
–––––––––––
Du drog til Roma bort, til fjerne, velske Lande,
Men Rygtet fløi herhid, alt over vilde Vande
Og bragte Budskab kjært: Du svigted Ætten ei,
Du var en nordisk Helt og drog din Kjæmpevei,
Foragted Skryd og Tant, holdt Kunsten varm
ved Hjertet –
Da fryded Danmark sig, skjøndt os din Frastand
smerted,
Du var en from Gesandt, vort Norden gav i Magt
Med Sydens ædle Kunst at slutte Forbundspagt.
Da kom tilbage Du, velkommen tusind Gange!
Lød Dig imøde da de danske Riim og Sange,
Du hilste gamle By, du hørte frit hver Stund
Det søde Mæle, som Du nam med Barnemund;
Det traf Dit Hjerte dog, hvorhelst Du monne
træde,
Var Skjælven i dets Klang, da var det kun af
Glæde!
Du drager atter bort – Naar kommer Du tilbage?
Det arme Dannemark, det Aarsag har at klage,
Med sine Børn det kan ei til Dit Værksted gaae,
Ei varmbegeistret hos sin elskte Kunstner staae –
O det er fattigt! – dog jeg vil det grumt ei saare,
Vil ei bebreide det – jeg seer dets tunge Taare.
Saa reis med Gud! Lad Rygtet om din høie Daad,
O Thorvaldsen, fra Danmark vriste Savnets