Christian Ditlev Reventlow
Denne biografi er under udarbejdelse.
Christian Ditlev Reventlow var Thorvaldsens mæcen i ungdomsårene, han bestilte bl.a. afstøbninger af reliefferne Heliodors uddrives af templet, A829, (Kunstakademiets lille guldmedalje 1791) og Peter og Johannes helbreder en halt, A830, (Kunstakademiets store guldmedalje 1793) til sit private palæ.
Reventlow sad i nøglepositioner i den danske statsadministration, hvor han kunne vedblive at støtte Thorvaldsen: Han var 1785-1813 meddirektør i Fonden ad usus publicos, der i 1804 gav Thorvaldsen en “Gratification” på 300 rigsdaler. Han var desuden præsident for Slotsbygningskommissionen, som bestilte værker hos Thorvaldsen til Christiansborg slot.
Thorvaldsen forærede ham i brev af 4.2.1809 sin buste af A.P. Bernstorff, 1797, som af Nicolai Abildgaard var blevet anbragt i Reventlows forvaring. Reventlow bragte buste med til sin herregård Pederstrup på Lolland, hvor den befandt sig i en årrække. I dag står den på herregården Brahetrolleborg på Fyn.
Reventlow opfordrede 24.10.1819 Thorvaldsen til at lægge vejen forbi grevens godser på Lolland på billedhuggerens forestående rejse til Rom, august-december 1820. Thorvaldsen tog imod tilbuddet og besøgte Pederstrup fra 20.8.1820 til 23.8.1820.
Reventlow beskrev selv Pederstrup med ordene: “Kom at se vort kære Pederstrup, iført et jævnt Klædebon fuldt af Uskyld og Mangfoldighed, som kun den grundige – ikke den, der blot ser Overfladen, – lægger Mærke til”, Jf. Helsted, op. cit., p. 14. Disse ord kunne siges at passe som fod i hose til Thorvaldsen.
Pederstrup blev i årene 1813-1822 ombygget efter C.F. Hansens forenklede nyklassicistiske udtryk, og et af de centrale rum blev og bliver kaldt Thorvaldsen-salen. På Reventlows tid rummede Pederstrup Thorvaldsens relief Achilleus og Priamos, jf. A791, og den ovennævnte marmorbuste af Bernstorff, som Thorvaldsen under sit ophold på Pederstrup rensede for snavs og støv, jf. Helsted, op. cit., p. 13-14.
Reventlow er afbildet her til højre af Thorvaldsens ven, portrætmaleren Hans Hansen. Maleriet findes på Reventlow-Museet, Pederstrup.
References
- Dyveke Helsted: ‘Thorvaldsens besøg på Lolland i 1820’, in: Lolland-Falsters historiske Samfunds årbog, Nykøbing Falster 1958, p. 10-14.
- Reventlow-Museet: Om C.D.F Reventlow (side konsulteret 26.4.2108).
Last updated 26.04.2018