Back to B

Peter Olivarius Bugge

Bugge og Thorvaldsen kendte ikke hinanden direkte, men havde mange fælles bekendte i billedhuggerens ungdomsår i København. Da Bugge døde som 21-årig 15.5.1794, bad hans venner Thorvaldsen om at tegne et portræt af ham. Dette blev stukket i kobber af G.N. Angelo og udgivet som et mindeblad, E2297, til hans begravelse 19.5.1794. På kobberstikket ses under overskriften For Venner et mindevers forfattet af en anden af Thorvaldsens venner, Henrik Vilhelm Lundbye:

Sørger ei, at Gravens lykkelige Slummer
Kaldte tidlig vor og Dydens Ven til Fred:
Livets Foraar svandt, men ogsaa Livets Kummer;
Tiden tabte han, men vandt en Evighed.

Peter Olivarius Bugge
Thorvaldsens, Angelos og Lundbyes mindeblad over Bugge, E2297

Ved hans begravelse holdt Jens Kragh Høst en tale, som forfatteren trykte i sine erindringer, op. cit. Han skrev bl.a.:

[…]
Saaledes har jeg da, Venner! behængt Bugges Urne med den Krands, Deres Villie og mit Hjerte bød mig binde; men Held mig! at jeg allerede der fandt andre, skjønnere, Krandse.

(Til Hr. Thorvaldsen overrakte Taleren en Guldring med P. B., flettet af den Afdødes Haar, saa og et Exemplar af Kobberstykket.)
Min Thorvaldsen! ikke havde Du selv ved Omgang lært at kjænde vor Bugge; men Du saae Dine Venners Taarer rinde: de sagde Dig noksom, hvad Han var, og villig paatog Du Dig ved Penslen at efterligne Hans Træk. Af Vennehaand bydes Dig et Pant paa vor Erkjendtlighed.

(Til Hr. Angelo, som til Hr. Thorvaldsen.)
De, Hr. Angelo! var Bugges Ven, og dette bør vel især tilskrives , hvad De har gjort for at hædre Bugges Minde. Dog smigre vi os med ogsaa at kunne tilegne os nogen Deel deri: ogsaa vi troe derfor at skylde Dem Erkendtlighed.
[…]

Knud Lyne Rahbek skrev om Bugge i sine erindringer, at “den vakre, almeenafholdte Petrus Bugge blev Offer” for en “Smitsot”, som synes at have floreret i kredsen omkring Borups Selskab, se Rahbek, op. cit. Bugge synes også at have været medlem af selskabet, og kan have lært Thorvaldsen, Rahbek og Lundbye at kende derigennem.

Det kobberstukne portræt af Bugge ses også i Lundbyes stambog, der er bevaret på Det Kongelige Bibliotek, ved s. 99.

Bugge var prokurator, dvs. jurist, ved Hof- og Stadsretten. Han var søn af professor i astronomi Thomas Bugge (1740-1815) og Ambrosia Wedseltoft (1742-1795).
Bugge skal ikke forveksles med sin navnefælle, den norske biskop Peter Olivarius Bugge (1764-1849).




Værker på Thorvaldsens Museum

Se Bugge repræsenteret i Kataloget.

References

  • P.C.B. Bondesen: Slægten Bugge i Danmark og Norge, Odense 1891.
  • Dansk Demografisk Database, folketællingen over København 1787 (som Petrus, 14 år, i Thomas Bugges husstand).
  • Jens Kragh Høst: Erindringer om mig og mine Samtidige, København 1835, p. 28-29, 184-192 (Bugges begravelsestale).
  • Knud Lyne Rahbek: Erindringer af mit Liv, Bind 4, København 1827, p. 283.
  • V. Richter: 100 Aars Dødsfald (1791-1890), København 1905 (1976), p. 192.

Last updated 21.05.2018

Peter Olivarius Bugge #

Peter Olivarius Bugge

1773-1794 Danish Lawyer
Mentioned in1 Doc.