Georgina M. Waddington
Rom
Bertel Thorvaldsen
Rom
Dateringen fremgår af brevet, men bemærk at Thiele, op. cit., har læst årstallet som 1819.
Waddington orienterer Thorvaldsen om, at hendes datter skal giftes med Christian Karl Josias von Bunsen, som hun har et godt forhold til. Hun rejser snart tilbage til England, men ønsker at nå at besøge Thorvaldsen inden, og spørger hvorvidt han vil påtage sig at udføre et portræt af Bunsen. Hun håber, at hendes datter vil etablere sig godt i Rom, og at datteren ved lejlighed kan besøge Thorvaldsens atelier og modtage vejledning.
Via de’ Prefetti No. 8
2do piano
Mardi 17 Juin 1817
J’ai eu le plaisir de considerer M. Thorwaldsen depuis si longtems comme un ami, que je ne puis m’empêcher de lui faire part de ma propre main de l’union prochaine de ma fille ainée avec M. BunsenI, & de l’assurer de la satisfaction parfaite que j’en ressens, quoiqu’il me coutera tant de me séparer d’elle, & qu’il ne soit pas possible que je restasse en Italie. – M. Thorwaldsen doit déja savoir que j’ai toujours eu pour M. Bunsen une amitié bien vive, & que je me suis attachée de plus en plus à sa société, quoique je ne devinasse jamais qu’il dûsse me tenir de plus près.
Je ne resterai que bien peu de jours encore à Rome, mais je prie M. Thorwaldsen de tâcher de me trouver quelquefois le soir, lorsqu’il aura le tems, & j’espére bientôt d’avoir le plaisir de lui rendre visite à sa maison.
J’ai aussi une très grande grâce à demander à M. Thorwaldsen – je sais qu’il ne s’occupe pas volontiers des bustesII, & que bien des fois il y a eu de grandes difficultés de lui persuader d’en entreprendre un – néanmoins j’ose me flatter qu’il ne me refusera pas de faire le buste de M. BunsenIII, & qu’il aura la bonté de trouver le tems pour cela le plutôt qu’il ne sera possible après que M. Bunsen ne sera revenu de Frascati à Rome l’hiver prochain, alors j’aurai l’extrême plaisir de recevoir avec moins de delai, la ressemblance d’une personne qui m’est déja si chêre, en même tems que je posséderai une exemple de l’art de M. Thorwaldsen, qui seulement comme telle, me serait infiniment précieuse.
J’espére à présent que ma fille sera etablie ici, qu’elle aura l’occasion de profiter de la bonté qu’a eu M. Thorwaldsen de la donner permission il y a si longtems, de venir dans son atelierIV de le voir travailler, & recevoir quelques directions pour le maniement de la Terra cotta – ni cette permission, ni la reconnaissance qu’elle inspiraît, ne nous sont jamais passés de l’esprit, ni à elle, ni à moi, mais la froideur du tems pendant bien de mois, & bien des occupations depuis, nous ont toujours empechées d’y paraitre sensibles.
Je me souscris
L’aimi de M. Thorwaldsen veritablement obligée
Georgina M. Waddington
Waddingtons hovedærinde er at bestille en buste af sin kommende svigersøn Christian Karl Josias von Bunsen, som selv omtaler henvendelsen i et efterfølgende brev af 12.7.1817. Busten blev dog aldrig udført, og af Bunsens brev fremgår det, at Thorvaldsen havde indvilliget i at lave den, men at Bunsen selv tøvede. Årsagen til at busten ikke blev udført er således ikke en modvilje mod at lave buster fra Thorvaldsens side, selvom Wadddington i brevet antyder det:
”[...] je sais qu’il ne s’occupe pas volontiers des bustes [...]”
Hvad ligger der i dette udsagn, dvs. at Thorvaldsen ikke “frivilligt beskæftiger sig med buster”? Det kunne blot være udtryk for noget praktisk, nemlig at Thorvaldsen i 1816-17 havde flere henvendelser angående buster, end han kunne nå at færdiggøre, og at han derfor ofte måtte afslå henvendelser. Omkring 1817 var Thorvaldsen optaget af en række engelske portrætter, bl.a. af Thomas Hopes familie og Richard Binghams døtre, jf. Thorvaldsen-kronologien.
Udsagnet er dog også præget af en ringeagtelse af portrætbusten som genre, særligt når det betragtes sammen med Bunsens egen udtalelse i ovennævnte brev af 12.7.1817, hvor han skriver, at Thorvaldsen ”zu viel eigene Arbeiten hat” til at kunne nå at lave buster, dvs. underforstået at busterne ikke er “egne arbejder”. Ringeagtelsen hænger sammen med, at portrætbuster blev set som rene bestillingsopgaver, udført for økonomisk gevinst snarere end som kunstnerisk udfoldelse. Dertil kommer også, at portrætbusten gengiver en konkret person, som kunstneren skal skildre som genkendelig. Portrætbusten som genre er derfor i overhængende fare for at falde ind under ren imitation af den synlige omverden, og ikke som skildringen af mytologiske eller historiske scener, hvor kunstneren kan udfolde sin opfindsomhed. (jf. Sheriff, op. cit.)
Ud fra Thorvaldsens store produktion af portrætbuster at dømme, har han ikke selv haft forbehold af ovenstående art. Han har kun udtalt sig distanceret til sine kopi-buster, dvs. de buster som han har udført som kopier efter antikke forlæg, jf. afsnittet om Thorvaldsens eget syn på netop disse buster i artiklen Ropps bestilling.
Tværtimod fremhævedes det i forbindelse med omtaler af Thorvaldsen som portrætkunstner, at han formår en balance mellem portrætlighed og ideal, dvs. at gengive den portrætteredes udseende på en genkendelig måde (imitatio), men samtidig også idealisere det i henhold til tidens og antikkens idealer (inventio), jf. emneordet Thorvaldsen som portrætkunstner, og særligt brevene af 3.5.1817 og 25.4.1827. I nærværende brev opsummerer Waddington selv denne tofoldige sag, idet hun skriver, at en buste af hendes svigersøn ville være både ”la ressemblance d’une personne qui m’est déja si chêre, en même tems que je posséderai une exemple de l’art de M. Thorwaldse”. Denne forening af det efterlignende og det opfindsomme kan dermed siges at være en løsning på portrætkunstnerens dilemma: At løfte portrætgenren fra mekanisk efterligning til kunstform. Se i denne forbindelse Mary Sheriffs (op. cit.) gennemgang af synet på portrætgenren i det 18. århundrede.
Sidst opdateret 10.10.2019
Georgiana Waddingtons datter, den engelske malerinde og forfatter Frances Waddington, blev 1.7.1817 gift med den tyske diplomat og arkæolog Christian Karl Josias von Bunsen.
Waddington skriver her på en indforstået måde, at hun ved, at Thorvaldsen ikke så gerne udfører buster. Dette udsagn diskuteres nærmere i den generelle kommentar.
Thorvalsen udførte efter alt at dømme ikke Bunsens buste. En sådan kendes ikke, og i et brev af 12.7.1817 afviser Bunsen selv idéen. Helt afvisende blev han dog ikke ved med at være, for Thorvaldsens elev, den tyske billedhugger Emil Wolff, udførte Bunsens buste ti år senere i 1827, muligvis mens han var elev hos Thorvaldsen, jf. listen over Thorvaldsens assistenter. En afstøbning findes på Thorvaldsens Museum, G126.
Her fremgår det, at Thorvaldsen har inviteret eller i al fald givet sin tilladelse til, at datteren Frances Waddington, som også var kunstner, kunne besøge hans atelier, særligt med henblik på at lære om terracotta.