F.C. Sibbern
København
Segl med svagt præg af et S.
Bertel Thorvaldsen
København
Tilskrift: Til Deres Høivelbaarenhed / Herr ConferentsraadI Thorvaldsen, Storkors af DanebrogII / pp, pp, pp.
Udskrift: Deres Høivelbaarenhed / Herr Conferentsraad Thorvaldsen, / Storkors af Danebrog / pp, pp, pp.
Dateringen fremgår af brevet.
Sibbern tilbyder Thorvaldsen C.D. Gebauers maleri Vinterlandskab med Brabrand Kirke, 1831.
Jeg har været saa lykkelig engang i KonstforeningenIII ved LodtrækningenIV at erholde et Malerie af afdøde GebauerV, som regnedes blandt hans allerbedste Arbeider og tillige var hans sidste fuldendte Arbeide, et VinterstykkeVI, i hvis Detail han har ladet sit hele Lune og sin digteriske Phantasie spille. Jeg har i lang Tid tænkt paa, naar jeg kunde faae det nogenlunde godt betalt, at afhænde det til een af de Mænd her i Danmark, der samle paa gode Malerier, og hos hvem det derfor kunde finde en værdig Plads, og tillige bevares for Fremtiden. Min første Tanke henvendte sig i denne Henseende til Geheime Statsminister MoltkeVII, for at det mueligen kunde vorde indlemmet i den Moltkeske MaleriesamlingVIII her i Byen. Men nu erfarer jeg, at Herr ConferentsraadenIX ikke har nogen Gebauer i Deres ellers Arbeider af mangfoldige Konstnere omfattende SamlingX, og der siges mig, at jeg allerførst burde tilbyde Dem detXI. Det gjør jeg da herved. Min bestemte Priis er 300 SpecierXII. Ringere vilde jeg ei lade det gaae fra mig. Jeg tillader mig nu at spørge Dem, om jeg maa sende Dem detXIII, for at De i al Mag kan tage det i Øiesyn gjentagne Gange, og derefter bestemme, om De vil indlade Dem paa dette Kjøb. Svaret skal jeg selv afhente hos Dem.
Kjøbenhavn i Juni 1843. |
Med Høiagtelse og Hengivenhed Fred: Chr: Sibbern Professor. |
Det tilbudte maleri af C.D. Gebauer blev ikke erhvervet af Thorvaldsen, sandsynligvis fordi prisen på de 300 specier var alt for høj.
Sibbern rykkede for svar i sit næste brev i sagen.
C.D. Gebauer: Vinterlandskab med Brabrand Kirke, 1831.
Vundet ved lodtrækning 1831 i Kunstforeningen af Sibbern.
Tilbudt Thorvaldsen i 1843, i dag på Aros
Sidst opdateret 13.07.2016
Thorvaldsen var blevet udnævnt til konferensråd 10.9.1838. Se Thorvaldsens udnævnelser.
Thorvaldsen var blevet udnævnt til storkorsridder af Danneborgsordenen 18.11.1839. Se Thorvaldsens udnævnelser.
Dvs. Kunstforeningen i København, stiftet 1825.
Foreningen købte værker af danske samtidskunstnere og lod dem gå videre til medlemmerne ved lodtrækning.
Dvs. den dansk-tyske maler Christian David Gebauer, der døde i 1831.
Det omtalte maleri er Vinterlandskab med Brabrand Kirke, 1831, der i 2007 blev erhvervet af Aros, Aarhus Kunstmuseum.
Maleriet kan identificeres på grundlag af Sibberns omtale af lodtrækningen. Kunstforeningens årsberetning fra 1831 fortæller, at “Brabrandt Kirke og Omegn, i Nærheden af Aarhuus, Vinterlandskab af nyligen afdøde Professor Gebauer” blev udloddet, og at vinderen var Sibbern.
Sibbern må henvise til den danske statsmand Adam Wilhelm Moltke.
Dvs. den moltkeske malerisamling, der siden 1804 havde været udstillet i Thotts palæ på Kongens Nytorv i København.
Samlingen flyttede først i 1879 til Moltkes palæ i Bredgade.
Dvs. Thorvaldsen. Han blev udnævnt til konferensråd 10.9.1838.
Dvs. Thorvaldsens malerisamling, der i dag opbevares på hans museum.
Billedhuggerens samling rummer i dag ingen malerier af Gebauer, kun fire raderinger, se Kataloget.
Maleriet blev ikke erhvervet af Thorvaldsen. Det findes i dag på Aros i Aarhus.
300 specier svarede til ca. 600 rigsbankdaler, se mere herom i Møntenheder.
Sibberns pris var temmelig høj, og det er sikkert forklaringen på, at Thorvaldsen ikke købte maleriet.
Til sammenligning kan nævnes Wilhelm Marstrands Lystighed udenfor Roms mure på en oktoberaften, B258, som Thorvaldsen købte i 1840 for 600 rigsbankdaler, se kvittering af 14.8.1840. Marstrands maleri er endda med sine 90×123 cm noget større end Gebauers maleri på 60×95 cm.
Sammenlign også med C.W. Eckersbergs Thorvaldsens ankomst til Københavns Rhed 17. september 1838, B217, som Thorvaldsen betalte 300 rigsbankdaler for, se kvittering af 25.2.1840. Altså ca. halvdelen af Sibberns pris.
Og Eckersbergs maleri er også større end Gebauers.
Sibbern sendte maleriet til billedhuggerens bolig på Charlottenborg i København, som det fremgår af hans næste brev i sagen.