Peder Brønnum Scavenius
Rom
Peder Brønnum Scavenius
Rom
Dateringen fremgår af dokumentet. Det skal dog bemærkes, at Scavenius i sin dagbogsoptegnelse af 28.5.1819, den sidste mens han stadig er i Rom, skriver: “Fuldendt min Dagbog til i Dag.”, hvilket afslører, at han ikke ajourførte dagbogen hver dag, men nogle gange skrev fra erindringen. Indførslerne er i Arkivet dateret efter Scavenius’ egen angivelse af, hvilken dag, de vedrører, men man skal altså regne med, at de nogle gange er skrevet efterfølgende.
Scavenius har besøgt Thorvaldsens værksted sammen med Hermann Ernst Freund, og beundret nogle af Thorvaldsens skulpturer og hans lille gårdhave. Freund er ved at hugge C.A. Jensens buste.
Med den unge Billedhugger FreundI, om hvis duelighed Thorvaldsens Venskab og Indrømmelse af BoeligII hos sig vidner, besøgt Th.s AttelierIII, og beundret de der sig befindende herlige Kunstvkærker, men alt for hurtigt igjennemløbet dem. I den Hast laae jeg især Mærke til Venus med en Blomst i HaandenIV, som vel uden at tabe kunde staae ved siden af den berømte i FlorentsV. Den er alt udført, eller dog bestilt 4 el. 5 Gange i Marmor. – MercurVI, der just med Floiten har indslumret den 100øiede Argus, og listigen fremdrager det skjulte Sværd. Denne statue er bestilt i Marmor af HertugenVII. – Basrelieffet NattenVIII – Basreliefferne til ChristiansborgIX, – den berømte Fries’, forestillende Alexanders TriumphtogX, et sandt Genie-Værk, udført med en let, dristig Haand. – Den colossalske JasonXI – og mangfoldig flere. En ret net liden HaugeXII findes ved Værkstedet. – Freund hugger nu sin Ven, Jensens BysteXIII. Gibshovedet ligner særdeles vel. Om Efterm. en Tour ud[?] forbi Portieni OctaviiXIV, hvor nu findes et Fisketorv, Theatro MarcelliXV, hvis ene Muur som endnu staaende hører til et Pallads; ponte rottoXVI, forhen pons sublicini; Templum Fortunæ virilii, nu en armenisk KirkeXVII ; Frontespicet, og Seulerner paa Siden, riflede joniske, med et Gips Gebælk; Templum Vestæ, quadri fontiiXVIII, langs Palatiner Bjerget, over campo vaccinoXIX, Capitolet og Hiem[?].
Teksten stammer fra Scavenius’ rejsedagbøger fra 1818-19, andet hæfte ud af tre, p. 71. Dagbøgerne er også delvist gengivet i Hjelholt, op. cit. og Wittstock, op. cit.
Håbets gudinde, Ultimo 1817, inv.nr. A47 | |
Venus med æblet, 1813 - maj 1816, inv.nr. A12 | |
Merkur som Argusdræber, Senest 17. oktober 1818, inv.nr. A5 | |
Merkur som Argusdræber, 21. marts 1819 - 1822, inv.nr. A873 | |
Natten, Tidligst juni 1815 - Senest august 1815, inv.nr. A369 | |
Hebe skænker Herkules udødelighedens drik, Antagelig november 1808, inv.nr. A317 | |
Hygieia giver næring til Æskulaps slange, Antagelig november 1808, inv.nr. A318 | |
Minerva giver sjæl til menneske skabt af Prometheus, 1807 - 1808, inv.nr. A319 | |
Nemesis læser menneskenes gerninger højt for Jupiter, 1810, inv.nr. A320 | |
Alexander den Stores indtog i Babylon, Tidligst 1812, inv.nr. A505 | |
Jason med det gyldne skind, 28. januar 1803 - Senest 19. marts 1803, inv.nr. A52 | |
Jason med det gyldne skind, Tidligst 19. marts 1803 - 1828, inv.nr. A822 |
Sidst opdateret 24.04.2017
Den dansk-tyske billedhugger Hermann Ernst Freund.
Thorvaldsen boede i Casa Buti, som også fungerede som pensionat for andre kunstnere, navnlig danske og tyske. Freund boede i Thorvaldsens eget gæsteværelse, jf. listen over Thorvaldsens bofæller i Casa Buti.
Thorvaldsens små værksteder ved Piazza Barberini, jf. også oversigtsartiklen Thorvaldsens værksteder.
Der kendes ikke en Thorvaldsen-skulptur af Venus med en blomst i hånden, men muligvis svigter Scavenius hukommelse ham, og han sammenblander Venus med æblet jf. A12 og Håbets gudinde, jf. A47.
Der er formodentlig tale om Venus de’ Medici på Galleria degli Uffizi i Firenze.
Merkur som Argusdræber, jf. A5.
Skulpturen blev i 1819 betilt af Christian Carl Friedrich August, hertugen af Augustenborg, men ikke leveret. Den blev i 1822 købt af Alexander Baring, og befinder sig i dag på Thorvaldsens Museum, A873.
Natten, jf. A369.
Fire relieffer til Christiansborg, jf. A317, A318, A319 og A320, se artiklen Bestillingen til Christiansborg.
Alexander den Stores indtog i Babylon, jf. A505.
Jason med det gyldne skind, jf. A52 og marmorudgaven A822.
Jf. artiklen Thorvaldsens gårdhave i Rom.
Den danske maler C.A. Jensen, hvis buste Freund lavede 1818-1820. Marmor, 47 cm, Ny Carlsberg Glyptotek, inv. nr. MIN 0298:
Dvs. Porticus Octaviae lige ved siden af Marcellus-teateret.
Dvs. Theatrum Marcelli, som i dag kan tilgås fra Via del Teatro di Marcello.
Dvs. Pons Aemilius, også kaldet Ponto Rotto.
Kirken San Nicola in Carcere, som er bygget på og indkorporeret i ruinerne af tre romerske templer.
Dvs. Vestatemplet og den kvadratiske Juturna-fontæne (Lacus Iuturnae), som ligger lige ved siden af hinanden på Forum Romanum.
Dvs. Forum Romanum, der i dag er udgravet, men som på Thorvaldsens tid var et område med græssende kvæg, deraf navnet campo vaccino.