Heinrich Keller
Rom
Karl Pfyffer von Altishofen
Luzern
Dateringen følger Th. v. Liebenau: Oberst Carl Pfyffer von Altishofen und das Löwendenkmal in Luzern. Erinnerungsblätter zur Feier des siebenzigjährigen Bestandes der Kunstgesellschaft der Stadt Luzern, Luzern 1889, p. 28.
Keller beretter, at Thorvaldsen har påbegyndt arbejdet med modellen til Døende løve (Schweizerløven), jf. afstøbning A119, og at den vil være klar til afsendelse medio april samme år. Han videregiver Thorvaldsens anvisninger i fht. værkets og dets bestanddeles placering, og plæderer for, trods negative resultater af klippevæggens beskaffenhed på stedet for værkets udførelse, at lade løven udhugge i sandsten og i kolossalstørrelse. En ny opfindelse af en særlig form for kit, kan muligvis realisere denne drøm.
Thorwaldsen hat den LöwenI angefangen und in ungefär 21/2 MonatII wird der AbgussIII bereit sein. Es ist wirklich schade, dass es die Beschaffenheit des Felsens nich zulässt, denselben darin selbst in kolossaler Grösse auszuführenIV. Aber gibt es denn in der SchweizV keine Steine, weiss oder grau oder schwarz, um das Werk darein zu hauen? Der Löwe wird das schönste Werk dieser Art werden. Da das königliche Thier in eine GrotteVI zu liegen kömmt, so versteht sich von selbst dass es rundVII werde, hinten natürlich weniger ausgearbeitet, als von der sichtbaren Seite. Herr Schultheiss von RüttimannVIII schrieb, dass der Fels zu bröcklilch sei für die NamenIX. Thorwaldsen meint also, es sei demnach besser unter dem Löwen die Tafel mit den Namen, wie eine Basis anzubringen und eine länglichte Rame mit der InschriftX über der Grotte. Seien Sie ganz rühig, Sie werden sich durch dieses Denkmal selbst verewigen, die Wahl des Künstlers und die Ausführung wird Ihnen die grösste Ehre machen.
Die erste Idee, den Löwen in den Felsen selbst einzuhauen, ist indessen gar zu schön; denn auf jede andere Weise wird derselbe immer unansehnlich und klein scheinenXI. Denselben in Sandstein auszuhauen, so gross es sein mag, im Verhältniss mit der Felsenwand, möchte immer das wohlfeilste sein. Nun hat ein RömerXII die Weise gefunden, Granit z.[um] B.[eispiel] mit einer Art von Stukatur zu reparieren, welche nicht nur den Stein selbst nachahmt, sondern an der Luft auch dessen Härte gewinnt. So weiss er dem Sandstein eben die Consistenz und Härte zu geben, vermittelst einer Masse, welche durch die Zeit immer solider und härter wird. Dieser Masse aber verhärtet binnen acht Tagen, so dass man dieselbe nicht versenden kann; man müsste ihm also das GeheimnissXIII abkaufen, von welchem man nachher auf andere Weise nützlichen Gebrauch machen könnte. So liesse sich die Sache auf die wenigst kostpielige Weise, und doch zugleich auf die zweckmässigste und imposanteste ausführen. Thorwaldsen sagte mir, er könne die genaue GrösseXIV des Löwen nicht angeben, ehe er mit der Arbeit nicht weiter vorgerückt sei, die SkizzeXV schon ist ein Wunderwerk.
Brevet indgår i en lang korrespondance mellem bestilleren af monumentet Døende løve (Schweizerløven), jf. A119, Karl Pfyffer von Altishofen og mellemmanden Heinrich Keller, der som bosiddende i Rom kunne virke som indpisker for Thorvaldsen. Se referenceartiklen om monumentet for mere herom. Eller se hele korrespondancen mellem Keller og Pfyffer von Altishofen her.
Uddraget er afskrevet efter Th. v. Liebenau: Oberst Carl Pfyffer von Altishofen und das Löwendenkmal in Luzern. Erinnerungsblätter zur Feier des siebenzigjährigen Bestandes der Kunstgesellschaft der Stadt Luzern, Luzern 1889, p. 28.
|
|
Døende løve (Schweizerløven), 1819, inv.nr. A119 |
|
|
Døende løve (Schweizerløven), 1818, inv.nr. C1127 |
Sidst opdateret 20.08.2014
Der er formentlig kun tale om et forarbejde til Døende løve (Schweizerløven), jf. afstøbning A119, jf. omtalen af Skizze sidst i brevet og den videre korrespondance vedr. monumentet. Thorvaldsens model skulle danne grundlag for monumentet over schweizergardister, der skulle opføres i Luzern. Af Kellers senere breve fremgår det, at den store model, jf. A119, først var under udførelse i maj måned (se f.eks. rykkerskrivelsen af 17.6.1819), så den her omtalte løve må enten referere til generelle forberedelser ift. monumentet eller til den modellerede skitse, der atter omtales i brevene af 13.2.1819 og 23.5.1819 og formentlig også sidst i dette brev.
En sådan kendes ikke i dag, men der er formentlig i omarbejdet og afstøbt form tale om den lille model af løven i grotten, der i dag, ligesom originalmodellen af den store model, jf. A119, befinder sig i Historisches Museum Luzern.
Se referenceartiklen for mere om bestillingen.
Først den 3.7.1819 kunne Keller meddele, at modellen af Døende løve (Schweizerløven), jf. afstøbning A119, var færdig. Det gik altså ikke så hurtigt, som Keller håbede på i januar.
Dvs. afstøbningen af den lermodel, der skulle danne udgangspunkt for monumentet. For mere om arbejdsgange og stadier i arbejdsprocessen i Thorvaldsens værksteder se referenceartiklen Thorvaldsens værkstedspraksis.
Oprindelig var det tanken, at løvemonumentet i Luzern, jf. Døende løve (Schweizerløven), afstøbning A119, enten skulle støbes i metal (jern eller bronze) eller hugges i marmor. Keller fik imidlertid ideen med at lade løven udhugge direkte i sandstensklippevæggen i Luzern for på den måde at spare penge og muliggøre, at løven kunne udføres i så stor en størrelse, at den bedre ville svare til omgivelsernes dimensioner. Imidlertid viste de indledende undersøgelser, at klippen ikke var solid nok til formålet. Se referenceartiklen om monumentet for mere om bestillingen.
Ønsket om, at stenen, der skulle bruges til at udhugge monumentet i, skulle være schweizisk, bundede dels i et økonomisk ønske, da al transport var kostbar, dels i et nationalistisk ønske i det nys selvstændige Schweiz. Bestilleren Pyffers ønske havde oprindeligt været at lade monumentet tegne og udføre af en schweizisk kunstner, da dette ikke lod sig gøre p.g.a. manglende kunnen, kunne i det mindste udførelse og materiale være schweizisk. Se referenceartiklen om monumentet for mere om bestillingen.
Monumentet skulle anbringes i en til formålet udhugget grotte i sandstensklippevæggen i Luzern. Se referenceartiklen Døende løve for afbildninger af klippevæggen og yderligere information om bestillingen.
I Pfyffers oprindelige overvejelser omkring monumentets udformning skulle værket udføres som et relief, se hertil den tidligere mellemmand Vincenz Rüttimanns brev af 16.5.1818. I dette senere stadie er værket imidlertid tænkt som rundskulptur, men altså bearbejdet mest udførligt på de sider, der vender ud mod beskueren.
Dvs. schweizeren Vincenz Rüttimann, der havde været den første mellemmand i forhandlingerne mellem bestilleren Pfyffer og Thorvaldsen.
Dvs. navnene på de faldne og overlevende schweizergardister, der havde forsvaret den franske konge Ludvig 16. under stormen på Tuilerierne i Paris 1792, og som skulle hædres gennem monumentet.
Der var et væld af forslag til, hvad den overordnede indskrift skulle være. Den endelige blev HELVETIORUM FIDEI AC VIRTUTI, dvs. Viet schweizernes troskab og tapperhed. Her følges oversættelsen i Finn T.B. Friis: ‘Schweizerløven i Luzern og dens forhistorie’, in: Meddelelser fra Thorvaldsens Museum, København 1947, p. 56, note 37 (let revideret).
Da det blev besluttet alligevel at udføre monumentet direkte i klippen, var også Thorvaldsen begejstret for at være ude over problemet med størrelsesforholdet værk og omgivelser imellem: ich mag den Löwen nochsogroß machen als ich will, so erscheint er in Bronze doch immer, wie eine Maus, jf. Kellers brev af 20.2.1819.
Det vides p.t. ikke, hvem denne opfindsomme romer var, men han omtales også i Kellers breve af 13.2.1819 og 20.2.1819.
Dvs. opskriften på det omtalte kit.
Den færdige originalmodel måler 80 × 155 cm og befinder sig på Historisches Museum Luzern. Afstøbningen, A119, på Thorvaldsens Museum måler 84×161 cm. Den kolossale løve udhugget i Luzern måler 9 meter i længden.
Det vides ikke med sikkerhed, om der her hentydes til en tegnet eller en modelleret skitse. I brevet af 13.2.1819 omtales en modelleret skitse, hvilket tyder på, at der også her er tale om en sådan. Mindre sandsynligt er det derfor, at det drejede sig om en i dag ukendt tegnet skitse, som dog i sin udformning må have ligget tæt på tegningen i Thorvaldsens Museum, C1127. Se referenceartiklen om bestillingen for mere herom.