C.F.F. Stanley
Napoli
Kunstakademiet, København
København
Tilskrift: Til / Det Høj Kongelige Maler Billethugger og Bygnings Akademie
Dateringen fremgår af dokumentet.
Stanley beder om Kunstakademiets tilladelse til at blive i Napoli, indtil han er blevet helbredt for sin sygdom.
Underdanigst!
Til Det Kongelige Maler, Billethugger og Bygnings
Akademie. –
Underdanigst Pro MemoriaI!
Skiøndt langt fra at være fuldkommen helbreedet af min svære SygdomII, hvilken har effterladt sig en Svaghed i Hænder og Fødder der kun meget langsom, og som jeg haaber engang ved Bruget af de varme Bade i IschiaIII, vil kunde forlade mig; havde jeg dog for lang Tid siden foresat mig at være i RomIV, hvis ej iidelige fornyede Angreeb af min Sygdom havde hidindtil giort mig Reisen aldeeles umulig; ved at fængsle mig for meere end totrediedeele af denne forbigangne Vinter i Sengen. – Vel er min Forfatning i nærværende Øieblik lidt taaleligere, men da jeg ved at forlade Neapel nu, maatte tillige opgive det eeneste Haab som LægerV, og fleere kyndige Mænd giver mig om min Helbreeds Forbædring ved Bruget af de omtalte Bade i Ischia, som ej kan skee før i Juli MaanedVI, har jeg tillige saa fuldkommen Tillid til Akademiets Bevaagenhed for mig, at jeg ej tviiler paa at samme jo gunstigere vil bifalde midt Ønske og BønVII om at kunde oppebie her den Tid, for i det muuligste at forsøge det eeneste Midel som er mig tilovers, og hvorpaa midt heele Haab grunder sig, da jeg ellers ved at begive mig til Rom i min nærværende Tilstand, vil see mig udsat for igientagne Angreeb af min Sygdom, og saaledes sat aldeeles ud af Stand til at blive midt Fædreland nyttig og opfylde de Pligter som det Kongelige Akademies Velgiørenhed har paalagt mig. – Det være mig tilladt herved ærbødigst at tilstille Akademiet en udførligere Vidnesbyrd herom af min Læge, forsynet med den Danske Ministers Hans Eccelense Hans Kammerherre de Schubart[s]VIII Paategning; Denne værdige Mand, hvis Godhed har forbundet mig til den oprigtigste Taknemmelighed, og som kiender desuden fuldkommen min Forf[a]ttning, har havt den Bevaagenhed for mig at indberetteIX samme til vores Regiering, og jeg vover endog at beraabe mig paa hans Vidnesbyrd, ved at forsikre ærbødigst at jeg stræber at anvende paa beste Maade her de faae Øieblikke i hvilke min ulykkelige Helbreed hidindtil har giord mig det muligt at Arbejde. –
Det er mig meget ukiert at Erfare at mine første TegningerX, fremsendte med Skipper Martin Kruse, ej endnu er kommede til Akademiets Bedømmelse, jeg vil imidlertid haabe de dog nu ere detXI – Jeg haver for nærværende Tid en anden IdéXII under Hænder, som skal blive afsendt forinden Junii Maaneds Udgang, om Skibs Leilighed maatte Gives –
Af Nydt, Bygnings Faget andgaaendes ved jeg intet af Betydenhed, eller som kunde have Interesse for Akademiet at Melde, untagen, at BuuenXIII som Deeler Scenen fra Parterret i det Berømte store Teater St Carlo er sprungen, og staaer nu under Reparation hvilket skal koste efter sigende 100000 Neapolitanske Docater, – I Pompeia er man ej kommede Viidere med Udgravningen en[d] man skal have været for 20 Aar tilbage, og nu Arbeides aldeeles intet, Amphiteatret som var udgravet i Herkulanum er nu nesten gangske igien tilmuret, da man var bange de derpaa staaende Bygninger i Portici skulde styrte ned –
I Haab om naadigst Bønhørelse af midt Øndske hendlever jeg det Høie Kongelige Akademies
Napel d: 27 Martz 1804 – | Underdanigste Eleve og Tiener C.F. Stanley |
Stanley anmoder her om Kunstakademiets tilladelse til at blive i Napoli, indtil han er kureret for sin gigtsygdom. Han opnåede tilladelsen i svarbrevet fra Akademiet af 8.5.1804, underskrevet Nicolai Abildgaard og Torkel Baden (i Håndskriftafdelingen, Det Kongelige Bibliotek, NKS 1976, 2º).
Råd- og Domhus i romersk stil, opstalt af facade, 1803, inv.nr. D852 | |
Råd- og Domhus i romersk stil, grundplan, 1803, inv.nr. D853 | |
Teater i græsk stil, opstalt af dorisk facade, 1804, inv.nr. D872 | |
Teater i græsk stil, opstalt af dorisk facade, 1804, inv.nr. D873 | |
Teater i græsk stil, grundplan, 1804, inv.nr. D874 | |
Teater i græsk stil, plan, 1804, inv.nr. D875 |
Sidst opdateret 13.10.2014
Dvs. det latinske “for at bringe sig i erindring”. Udtrykket var oprindelig en høflig indledningsformular, der blev brugt på skrivelser til personer af højere rang, ofte offentligt ansatte embedsmænd. Efterhånden betød det også mere generelt en skrivelse til, fra eller mellem embedsmænd, da oftest i dets sammenskrevne form – promemoria – se Ordbog over det danske Sprog.
Udtrykket optræder hyppigt i de mere formelle breve i Arkivet.
Stanley led af en gigtsygdom, som han havde fået under sin skibsrejse fra København til Palermo i august 1802. Ved ankomsten til Palermo var han døden nær, men kom sig og fortsatte til Napoli, hvortil han ankom o. 1.11.1802. Sygdommen havde altså på dette tidspunkt holdt ham tilbage i Napoli i mere end et år.
Sygdommen endte med at tage livet af ham i Rom 18.11.1805.
De berømte kurbade i Casamicciola Terme på øen Ischia ud for Napoli.
Stanley nåede først frem til Rom antagelig 9.1.1805.
Stanley blev behandlet af en ikke nærmere identificeret østrigsk læge ved navn Mayer, se brev af 5.4.1804.
Stanley blev på Ischia til og med september 1804, hvilket fx fremgår af hans korrespondance med Thorvaldsen, se brev af 16.9.1804.
Kuren havde en gavnlig virkning.
Stanley var udsendt fra det danske kunstakademi på et rejsestipendium. Med stipendiet fulgte også forpligtelsen til at rapportere til Akademiet og få godkendt evt. ændringer i de planer, der var lagt før rejsen.
Derfor beder Stanley her om Akademiets forståelse for hans ufrivillige ophold i Napoli.
Han opnåede tilladelsen i svarbrevet fra Akademiet af 8.5.1804, underskrevet Nicolai Abildgaard og Torkel Baden (i Håndskriftafdelingen, Det Kongelige Bibliotek, NKS 1976, 2º).
Den danske diplomat Herman Schubart, der på dette tidspunkt opholdt sig i Napoli.
Stanley hentyder sandsynligvis til den indberetning, som Schubart havde sendt til Danmark året før, se dokumentet af 7.6.1803, hvori en rapport om Stanley fra Schubart omtales.
Der er sandsynligvis tale om Stanleys tegnede udkast til et domhus, dateret juli 1803. Omtalt og gengivet i Anne Lise Thygesen: ‘En akademistipendiat i Italien, arkitekten C.F.F. Stanley’, in: Architectura 2, København 1980, p. 20-21 og fig. 9-11. Dette arbejde blev hjemsendt i september 1803. Domhustegningerne findes i to eksemplarer, ét i Samlingen af Arkitekturtegninger, Danmarks Kunstbibliotek, København – der er det eksemplar, Stanley sendte hjem til Kunstakademiet – og ét på Thorvaldsens Museum D852 og D853, som Stanley beholdt hos sig i Italien, og som tilfaldt Thorvaldsen efter Stanleys død.
Tegninger nåede frem i løbet af kort tid, for i et brev af 30.6.1804 fra Stanleys far i København lyder det nemlig: “Dine Stykker sent fra Neapolis til Academiet har jeg seet, ved Academiet gjorde de ikke videre Virkning, end at Academiet kunde see, Du dog arbiedede enskiønt syg; og vidste de alle meget vel at du i Neapolis ikke kunde profittere noget i den gode Smag.” (Håndskriftafdelingen, Det Kongelige Bibliotek, NKS 1976, 2º, fotokopi i arkivet på Thorvaldsens Museum).
Sandsynligvis det såkaldt græske teater, som Stanley fik rentegnet under sit ophold på Ischia i juli 1804. Han nævner teatret i sit brev af 5.4.1804 til Thorvaldsen, og fortæller, at det skal rentegnes og sendes til København.
Han fik dog formodentlig ikke sendt tegninger til Kunstakademiet, som han her skriver, at han agter at gøre, da teater-tegningerne i dag kun findes på Thorvaldsens Museum, D872, D873, D874 og D875, og dermed må være blevet i Italien og arvet af Thorvaldsen ved Stanleys død i 1805.
Teatret er omtalt i Anne Lise Thygesen: ‘En akademistipendiat i Italien, arkitekten C.F.F. Stanley’, i: Architectura 2, København 1980, p. 27-28.
Stanley må mene den hvælvbue, der adskiller scenerummet fra publikumsrummet i Teatro St. Carlo i Napoli.