13.12.1819

Afsender

P.O. Brøndsted

Afsendersted

Rom

Modtager

Marie Aagaard

Modtagersted

Iselingen, v. Vordingborg.

Resumé

Brøndsted glæder sig over, at Thorvaldsen er ankommet til Danmark og har mødt familien. Han udbeder sig udførligere oplysninger om mødet og minder om at føre Thorvaldsen til sin afdøde hustrus gravsted.

Dokument

[...] Det glæder mig at de SmaatingI jeg sendt Dig med Thorwaldsen have fornøjet Dig; jeg venter svarligII Efterretning i dit næste Brev om din Samtale med denne min huldeIII Ven, og at Du, efter min indstændigeIV Begjæring har ført ham did ud til min uforglemmeliges HvilestedV; jeg tilskriver hamVI med denne Post, ogsaa i hans egne Anliggender. Var jeg nu i Khvn , da skulde Holger ret blive bekjendt med Thorwaldsen. HolgerVII finder vel og paa en Maade at vise Thorw. vore BørnVIII. Det vilde dog gjøre mig ondt om denne kjære Ven kommer tilbage til Rom uden at kunne sige mig lidt og bringe mig et Kys fra hver af mine GlutterIX. [...]

Generel kommentar

Af brevet citeres kun de dele, som vedrører/omhandler Thorvaldsen. Brevet er afskrevet og venligt stillet til rådighed af Jesper Brandt Andersen.

Arkivplacering

Håndskriftafdelingen, Det Kongelige Bibliotek, NKS 4648, 4°. – IV.

Thiele

Ikke omtalt hos Thiele.

Emneord

Personer

Kommentarer

  1. Thorvaldsen havde, jf. brev af 12.7.1819, fået bl.a. nogle små brocher med til Marie Aagaard, Brøndsteds afdøde hustru Frederikkes tvillingesøster.

  2. Det vil, jf. Ordbog over det danske Sprog, sige ‘betydelig’ eller ‘ordentlig’.

  3. Det vil, jf. Ordbog over det danske Sprog, sige: trofaste, hengivne og venligsindede.

  4. Det vil, jf. Ordbog over det danske Sprog, sige vedholdende og indtrængende.

  5. Brøndsteds afdøde hustru Frederikke Brøndsted, der var begravet på Assistens Kirkegård. At Brøndsted ønskede, at Thorvaldsen skulle se gravstedet, skyldtes formentlig, at Thorvaldsen jf. Brønsteds brev af 12.7.1819 havde lovet at udføre en mindesten til graven. Der kendes imidlertid ingen mindesten udført af Thorvaldsen for Brøndsted.

  6. Det næste kendte brev fra Brøndsted til Thorvaldsen er dateret 25.12.1819, og det er formentlig det, der er tale om her.

  7. Marie Aagaards mand Holger Halling Aagaard.

  8. Brøndsteds børn, som han havde med sin på brevskrivningstidspunktet afdøde kone Frederikke Brøndsted: Georg Koës Brøndsted (1814-1878), Marie Augusta Brøndsted (1816-1891) og Frederikke Koës Brøndsted (1818-1897). Børnene var netop i pleje hos Holger Halling Aagaard og hans kone Marie Aagaard, som var tvillingesøster til Frederikke Brøndsted.

  9. ‘Glut’ vil, jf. Ordbog over det danske Sprog, sige: ‘lille barn’.

Sidst opdateret 27.06.2013