Hr. Etatsraad!
Som den Lykke ikke var mig forundt, at byde Dem ved Ankomsten til Fædrelandet velkommen, ville De undskylde, at jeg som gammel Ven frembringer min Hilsen herved. En Række af Aar er henrunden siden vi saaes sidst, paa adskillige Maader har siden den Tid Skjæbnen tumlet om med mig, imedens De kunde gaae Deres Synspunkt imøde, med udmærket Held og Hæder.
Siden 1811 er jeg i Norge for som Landskabsmaler og Kobberstikker at arbeide i Forbindelse med Selskabet for Norges Vel paa en Voyages pittoresque, og omendskjøndt alt i Forvegen ved Correspondance med en dertil nedsatt Commission var ordnet, erholdt jeg først efter 1½ Aars Forløb det Papiir, jeg ved Ankomsten skulle forefinde; der var ikke sørget for Boepæl i Christiania (hvor Selskabet existerede), hvor dengang ingen Boepæl var at erholde, og maatte jeg med Familie tye til Friderichshald, hvor jeg aflukket for alle Hjælpemidler, delte Penge Omveltninger Hungers Nød, og Krigens Uroeligheder standsede mine Bestrebelser i 6 Aar, indtil Norge blev revet løs fra Danmark, her var det mig nu, da jeg i en Række af Aar havde, under Sorg og Bekümringer henlevet i følge Kongen af Danmarks Tilbud, tilladt med de andre Danske at vende tilbage til Fædrelandet (thi siden 1802 er jeg naturaliseret) og med Glæde havde jeg valgt, dette eeneste Redningsmiddel, men min Kasse var tom, og Gjeldbunden var jeg ligeledes, og jeg maatte blive, hvor jeg var.
Omsider da man behøvede mig til Bank-Arbeider i Christiania blev jeg 1817 kaldt ind, hvor jeg da opholdte mig siden den Tid for at slide Tiden hen med triviele Arbeider, og heller ikke under aldeles blide Aspekter, thi nu da jeg igjen agter at begynde paa mit Verk, har jeg største Grund til at frygte for Afsettning, da imellem 600 Subscribentere, jeg i Førstningen havde, nu neppe findes 1 a 200 der har Evne og Villie til at eye dette Verk, resten af disse ere enten phisisk eller moralisk ødelagde.
Omendskjøndt jeg saaledes med en Familie af 9 Børn havde Møye at erhverve det til daglig Ophold fornødne, kunne jeg dog ikke glemme at virke for Konstens Fremme i Norge; og søgte efter jeg var bleven kjendt med Capt. Munch at formaae ham til i Forbindelse at fremvirke en Konstudstilling, hvis Hensigt var at samle alt hvad der fandtes af Konstfrembringelse, for at give en Oversigt, og bringe det til offentlig Anskuelse, og tillige derved at samle en Fond af Indtegten hvormed man kunde virke til Konstens Beste. Denne Udstilling vandt almindelig Biefald, og havde til Følge, at den Norske Regjering, indtil videre udsatte en Sum til en offentlig Tegneskoles Oprettelse, hvorved jeg da blev ansat som Lærer i Elemenrair Klassen med 300 Spdr. aarlig, hvorved jeg da er sikkret for Huusleyen; ogsaa her gaaer det saa heldig frem, at jeg i et Aar hvor jeg havde nogle og 80 Elever kunne afgive til andre Klasser; nu er ogsaa Skolen bleven udvidet med en Elementär Bygnings, en Klasse for Bjergværks Lærlinge, og en dog noget for tidlig oprettet Gibs Klasse. – Og bliver det Spørgsmaalet om det næste Stor-Thing der samles i næste Aar vil, eller kan sanctionere vort Anstalt eller ey, hvor denne Skole der for nærværende tæller 130 Elever vorder opløst eller blive til. – Kongen har ikke bidraget noget dertil; dog har han kjøbt et Par Malerier af mig, Capt. Munch, og Landskabsmaler Vogt.
Men nu har Skolens Bestyrere besluttet, for dog saa meget mueligt at sikkre Skolens fremdeles Tilværelse at foranstalte igjen en Konstudstilling i Midten af Aprill Maaned, for saaledes at indsamle successive en Fond, hvormed man kunde holde Skolen vedlige, saafrem dennes Ophævelse blev decreteret.
Forrige Gang havde vi det Held at kunne udsætte et meget, skjøndt Landskab af Maler Dahl, men nu hvor de engang fremstillede Stykker, ikke kunne bringes andengang for Publicums Øyne, er det bleven mig overdraget af mine værdige Meddirecteurer at anmode Deres Høyvelædelhed om, i Hensyn til gammel Venskab i fald De skulle være i Besiddelse af Gibs-Afstøbninger enten af Deres Basrelieffer eller Figurer, at overlade os et eller andet til vor nye Udstilling!! Vel er Skolens Kasse ikke i brillant Stilling til, at betale Deres Konstværker efter Værd, ey heller er min private Kasse i Stand til at udrede noget, saa usigelig gjerne jeg ønskede at eye noget af min værdige Ven Thorvaldsen, men smigre mig dog med Haabet om Deres mig bekjendte Varme for Konsten, og Deres gamle hvidhaarede Ven, at De ikke afslaaer mit inderligste Ønske om, saafrem det er Dem mueligt at hædre vor Udstilling dermed, hvilket tillige ville meget bidrage til en god Jndtægt, og til Erindring for mig om Konstnerens skjønne Dage, henlevet i Deres Midte, hvis Erindring er bleven saa særdeles levende hos mig ved Provst Schmidts Fortælling, om Deres fælleds Samliv i Rom.
Min ældste Søn, der har bestemt sig for Architekturen haaber jeg at sende, og er det mueligt, selv at følge til Kiøbenhavn i May eller Junij Maaned, maaske det kunde være mueligt, at De endnu var der, og jeg da, kunne fornye gammelt Venskab.
Skulde De kunde bønhøre mit Ønske om noget af Deres Arbeider, som jeg ønsker at afbenytte til Udstillingen, da behager De, at aftale det Fornødne med min Ven Prof. Clemens, som jeg desangaaende skriver til, at han besørger det hid, med Captein Trepka.
Om nu maae jeg anmode Dem om Tilgivelse, at bebyrde Dem, med den lange Fortælling om min Skiebne, og Levnetsløb, men nærer tillige Haab om at De ikke tager min Dristighed ilde op; ligesom jeg og igjennem Hr. Professor Clemens ønsker at erfare i Forveyen hvad Omkostninger der vilde medgaae, saafrem jeg var saa lykkelig, at faae nogle Gibs-Afstøbninger af Deres Mester Haand.
Jeg henlever som stedse
Deres
Hengivne Ven
H.A. Grosch
Christiania i Norge Landskabs Maler, Kobberstikker
d. 10: Febr: 1820. og Lærer ved Tegneskolen.