Copi.
Den lille Dreng i Kurven kigger
Som efter Fugle paa sin muntre Vei;
Af hvad Smaaguderne med Vinger siger,
Forstaaer det Bitterste han ei. –
Den elskovsvante Elskerinde
Har fanget Amor, Kys paa Kysse faaes,
Til reent Forelskelsen maa svinde,
Tilsidst hun bærer ham ved Vingen som en Gaas. –
Der sidder Husbond, – og med sære Nykker
Den Amor, han i henrykt Øieblik
Ved Ægteskab paa Halsen fik,
Nu centner[t]ung ham Nakken trykker,
Og dog den truer med at flyve bort;
Men Gubben der, kom reent tilkort,
Forgjæves han sin matte Haand udstrækker
Mod Elskovsguden, som i Flugt ham gjækker.
Og er da Kjærlighed kun Tant?
Og vilde Kunstneren paa denne Sum os lære,
At Mennesket den bør undvære?
O Du Kortsynede see mere grant!
Seer Du ei Psyche søden Flamme vække,
Og sin Veninde Guden række?
Som Rosen springer ud i Vaar,
Udspringer Kjærlighed i Ungdomsaar
I skjønne, varme, dybe Sjæle,
Og der – saalidt som Rosen – den er Dunst.
Den sætter sig et evigt Eftermæle
I Hellig Tro, i Poesi og Kunst!
