Arkivet, Thorvaldsens Museum

Herr Medailleur Krohns Forslag til Reversen af Thronbestigelses Medaillen:
Danmark, som en quindelig Figur, knælende næsten en face. Omskrift: Gud velsigne Kongen!
En knælende qvindelig Figur, der forestiller et Land eller en Provinds, findes oftere paa romerske Mynter foran Kaiseren, der da har Prædicatet: restitutor :c Gjenopretter. Saavidt de historiske Oplysninger hidtil gaae, saa fremstilles herved en Provinds eller et Land, der har modtaget Keiserens Hjelp, fEx efter et Jordskjælv, eller hans Skaansel, fEx efter et Oprør. Konstneren har følgelig neppe været heldig i at fremstille Danmark knælende.
Men ogsaa med Hensyn til selve Bønnen er Stillingen ikke valgt i Overeensstemmelse med de christelige Typer. Vi finde i Catacomberne ofte fremstillet Personer i Bøn, fEx Daniel i Løvekulen, Susanna imellem de to Gamle, eller simpelt hen en Matrone, der anraaber Herren. Den Bedendes Stilling er staaende med meer eller mindre opløftede Arme, undertiden ere de endog næsten aldeles sænkede, og Monumenterne tale her aldeles overeensstemmende med de meest anseete Kirkefædre.
Origanes omtaler saaledes den staaende Stilling som langt mere passende i Bønnen end nogen anden, da den allerbedst udtrykker den Bedendes hele Stemning. Tertullian yttrer sig, i Anledning af Hændernes og Øinenes Opløftelse, om den Ydmyghed, hvormed den Christne bør bede, og om den Beskedenhed, der følgelig bør herske i hele hans Væsen.
At fremstille en qvindelig Figur, der skal forestille hele Nationen, i Bøn for Kongen, er heller ikke uden Betænkelighed. Det er et meget stærkt Udtryk om den Tilstand, hvori Nationen maa antages at befinde sig. De nylig anførte Exempler pege hen paa, at den Bedende er stædt i overhængende Farer, men et Udtryk som dette vil i intet Tilfælde kunne passe paa det Danske Folk i en Tid, da Fred hersker ude og inde, da det med Kjerlighed mindes sin henfarne Konge og i den nye Konges Personlighed har et velgrundet Haab om en glædelig Fremtid.
Saa skjønt og betydningsfuldt et Motiv, som Bønnen overhovedet kan give Konstneren, hvor det er hans Opgave at fremstille Mennesket i dets inderligste Forhold til den altstyrende Guddom, saa tør man dog ei oversee det, som væsentligen bidrager til at give den Bedende en saa høi Interesse. Hvor ei et usædvanligt Tilfælde gjør en Undtagelse, maa han nemlig antages i en Situation, der tillader ham frit at udfolde hele sit Indre, da han troer sig selv ubemærket af Alle uden af den Gud, til hvem han saa tillidsfuldt henvender sig. Beskueren erholder herved en Leilighed til uforstyrret at kaste et Blik ind i Menneskehjertet, saaledes som han ellers sjelden faaer den. Men dette Eiendommelige, Hemmelighedsfulde, vil ei kunne bevares i en Mynttypus som den foreslaaede under de givne Omstændigheder. Det Skjønneste, meest Tiltrækkende i Fremstillingen af en inderlig Bøn vil gaae tabt og dermed ogsaa den dybere Betydning.
Den eneste Udvei, som her synes at aabne sig for at bevare Grundtanken i Herr Krohns Forslag, vilde være i den bedende Figur at tyde hen paa Kongens egen Stemning og altsaa at fremstille en pietas augusta uden de Attributer, hvormed Danmark betegnes.