Det Brev, hvormed Deres Højædle Velbyrdighed under 11te f. M. har hædret mig, voldte mig megen Glæde. Jeg veed virkeligen ikke, hvad der mere skulde kunne drage os til en Ubekjendt, end maa vi netop møde ham der, hvor vort Hjerte saa gjerne dvæler, møde ham med et Hjerte, som fatter, og vurderer og elsker den kjære Gjenstand, ja, med Griffelen i Haanden, for at indgrave det ligesaa kjære, som store Navn i Aarbøgernes Tavler. Saaledes har jeg nu mødt Dem, Hr. Professor, hvem jeg tilforn kun har kjendt af Statskalenderen. O! hvor gjerne vilde jeg være dette Møde værd, ved at berige Deres Kundskab om vor Thorvaldsens Ungdom! Men hvad deraf kan siges, har jeg udentvivl sagt i Riises Archiv, som jeg ikke har ved Haanden, og hvoraf jeg ikke har nogen Afskrift; jeg mindes blot, at jeg skrev det, for at berigtige nogle Vildfarelser i Noget, som en Hr. Fürst havde skrevet.
Hjemmel for Thorvaldsens Fødselsdag – 19 November 1770 – kan jeg ikke opgive anderledes, end at han saaledes er anført i en gammel Skrivecalender, som jeg siden 1790 har ført over alle de Menneskers Fødselsdage, med hvilke jeg, fra Hovedets eller Hjertets Side, kom i nogenlunde nær Berøring. Jeg mener, han har sagt mig den selv, udentvivl 1791 eller 92; maaske er det ogsaa fra hans Moder, jeg har havt Kundskaben; men fra hans Fader er det sikkerligen ikke. Ham saa jeg, Gud skee Lov! sjeldent; thi han arbejdede udenfor Huset; og naar han kom hjem, opstode tit Scener, hvorved Thorvaldsens Hjerte blødte. – – At jeg ikke hen i Taaget har indskrevet Dagen i min gamle Calender, derom tør jeg mene mig selv overbeviist; og muligt er det, at en vis Jomfruelighed har bragt Th. til, (da han fik Navn, og man begyndte at spørge om Dagen,) at negte sin Kundskab derom, for at undgaae alle disse Hyldninger, som dog oftere udspringer af Ydernes Forfængelighed, end af deres Hjerter. Anderledes kan jeg ikke forklare hans Uvidenhed om sin Fødselsdag, hvilken Uvidenhed nyligen Etatsraad Adler ogsaa har sagt mig, at Th. foregiver. Muligen har de mange Aar, den meget forandrede Scene, udslettet Mindet hos ham. Men jeg holder paa den 19de November 1770; og Hr. Professoren maa, paa mit Ansvar, lade det trykke.
De ønsker, om muligt, flere Bidrag til Thorvaldsens Levnetsløb; men jeg tilstaar min Armod. De veed udentvivl, at Pennen ikke er hans Sag; og siden jeg fulgte ham til Toldboden, veed jeg Lidet om ham, uden hvad Europa veed; og, desto værre, i min Afkrog, endog kun Lidet af dette. Dog saae jeg ham, da han kom til Kjøbenhavn i 1819, i fire Dage hver Dag. Jeg fandt ham en Anden og den Samme. Da det lykkedes os, at være blevne alene – thi Herre Gud! der var Cour hos ham, som hos en fremmed Fyrste af stort Navn – da gik han hen til sit Pult, og tog sin Stambog frem, opslog et Blad, hvorpaa jeg, dengang for 24 eller 25 Aar siden havde skrevet et Vers til min Erindring, trykkede tavs min Haand, gik igjen til Pultet, og kom tilbage med en Medaille. “Seer du, Broder,” sagde han, “nogle Kunstnere i Rom, som gjorde for meget af mig, lode denne Medaille slaae; jeg har medbragt fire Exemplarer; deraf giver jeg dig det ene; det er kun i Bronze: jeg har faaet ét i Guld; men det giver jeg dig ikke; du kunde let, frygter jeg, over Metallet glemme Manden.”
Førend H.K.H. Prinds Christian Frederik rejste udenlands, og da for det Meste residerede i Odense, sagde han engang til mig: “Haste, De kjender jo Thorvaldsen personligen; man har sagt mig, at een af Drabanterne skulle ligne ham: vil De nu see?” Han lod derpaa hente et Værk over Thorvaldsens store Basrelief i Vaticanet; og fandtes der da virkeligen imellem Drabanterne – eller maaske Heltens – et Profil, som havde Meget tilfælleds med Th’s. Jeg spurgte denne derom 1819. Han svarede mig, at der vel var Noget deri. Man havde, da han modellerede dette Værk, gjort ham opmærksom paa dette Hoved; han tænkte selv, at det lignede Noget; “og saa gav jeg det et Tryk til,” tilføjede han, “og tænkte: Lad det nu gaa!”
Disse to Smaastumper ere Alt, hvad jeg mindes, at kunne byde Dem. De ere høyst ubetydelige; dog er den første mit Hjerte saa saare kjær. Overalt, naar man er over Halvparten af det syvende Aarti, og Ens Vej gaaer paae saamange kjære Grave, og ingen Vennehaand kryster os mere, da holder man næsten krampagtigt paa det Lidet, som endnu fastholder et kjært Minde – oven over Jorden.
Lev vel, Hr. Professor! Kommer jeg nogensinde mere til Kjøbenhavn, da besøger jeg Dem. Hvis ikke, modtage De hermed skrivtligen Forsikkringer om min Højagtelse!
| Svendborg den 8de Junii 1830. |
Ærbødigst Haste |
