Forfatteren har til nærmere Oplysning om denne Begivenhed modtaget følgende Meddelelse af Hr. Professor Freund, som var tilstede strax efter Indstyrtningen og tog en Hovedandeel i de, til nogle af Statuernes Redning, trufne Foranstaltninger.
Den hele Grund, hvorpaa Thorvaldsens Studier ere opførte, tilhører Familien Barberini, af hvem Kunstneren har den i Leie. De derpaa opførte Bygninger, som senere indrettedes til Studier, vare oprindeligen Staldbygninger, Vadskerhuse og deslige, hørende til det ovenfor liggende Pallads. Da en af disse Bygninger skulde indrettes til Studio, fandtes det, at Husets nederste Stokværk, ved Aarhundreders overdyngede Gruusmasser, laae ligesom nedsjunken under Jordens Overflade, og endvidere at der nedenunder den halve Deel af dette Stokværk var en langagtig Hvælving af antik Substruction, hvilken endog i Mands Minde var af Beboerne bleven benyttet som Kjelder. Disse to Rum skulde nu opfyldes med Gruus, for at Studiets Gulv kunde blive lige med Jordens nuværende Overflade. Men for at spare Opfyldningen af den underste Hvælving, tillukkede Man denne Aabning, som kun var paa den ene Side, med Bræder, og udfyldte kun det ovenover værende første Stokværk. Paa denne Grund blev nu Studiets Gulv lagt; men da, efter nogle Aar, de Bræder, som adskilte den tomme Hvælving fra det med løst Gruus opfyldte Rum, vare raadnede, styrtede Gruset igjennem Aabningen, og Studiets Gulv tabte fra denne Side al Understøttelse og sank med de derpaa staaende Statuer, Hyrdedrengen og Amor. Da denne Hændelse indtraf, var Ingen tilstede i Studiet. Det var just en Billedhuggerfest, dei quattro coronati, som havde bortkaldt alle Arbeiderne, og kun Freund og Tenerani vare i Nærheden. Denne sidstnævnte havde netop været i Studiet og beordret en Opvarter at reengjøre nogle støvede Statuer, og da Karlen i dette Ærinde vender tilbage, finder han Forstyrrelsen skeet, medens han havde været fraværende. I det første Øieblik troede de Tililende, at Hændelsen var fremkaldt ved et Jordskjelv; imidlertid blev Man snart opmærksom paa, at Gruset, som lidt efter lidt sank igjennem Aabningen, endnu var i Bevægelse, og altsaa Faren end ikke forbi, men at Man maatte befrygte, at naar Gulvet paa flere Steder berøvedes den Grund, hvorpaa det hvilede, vilde ogsaa det Øvrige snart synke. Det var derfor kun ved Aandsnærværelse, at de øvrige Statuer, som tyngede paa Gulvet, kunde reddes, idet Man hurtigen besluttede, at lægge Stiger og Bjelker tvert henover Gulvet, fra den ene Muur til den anden, og over dette sikkrere Underlag at henvælte de større Statuer, som ikke i Hast kunde flyttes. cfr. Tüb. Kunstblatt. 1820. No. 104. p. 416.” Hesperus von André. 28. Beilage 9. p. 58.”:/kommentar/35819
