Til Hygea
Du, hvis snehvide Arm det styrkende Sundhedens Bæger,
Fyldt med helbredende Saft, omsnoet af Visdoms Symbol,
Rækker smilende hen til den blege, vansmægtende Læbe,
Og, som med Gudernes Drik, nyskaber svindende Kraft,
Svæv til vor Torvaldsen ned, af brændende Bønner paakaldet,
Skjænk ham Legemets Kraft, Aanden er fyrig og stærk!
Dog – som Harpocrates, Du med Fing’ren paa Læben paabyder
Taushed, tydende hen paa et uforskeligt Raad.
Du er kun Skyggen af Ham, i hvem Alt lever og røres;
Derfor staaer du saa taus, hyllet i Fabelens Slør.
Hør da vor brændende Bøn, o Du som kan høre og raade!
Byd, som ved Ordet Du bød fordum: Jeg vil det, vær karsk!