Arkivet, Thorvaldsens Museum

Resumé

Denne tekst befinder sig bag på en tegning i Kobberstiksamlingen. Tegningen på papirets anden side gengiver et ungt par i øm omfavnelse læsende en bog. Thorvaldsen gentog motivet i en anden mere færdigtegnet akvarel fra 1796, dvs. mens han stadig befandt sig i København.
Det afbildede par forestiller sandsynligvis billedhuggeren selv med en af hans kærester. Scenen overværes af en hund, sandsynligvis Thorvaldsens puddel, Primong.

Det læsende par, Kobberstiksamlingen På modstående side af ovenstående tekst

Det læsende par, CX12 / Dep.20

Den franske tekst skyldes filosoffen Voltaire (1694-1778) og stammer fra et brev til hans franske filosofkollega, Claude-Adrien Helvétius (1715-1771), se NN, op. cit.
Som det fremgår, er papiret blevet beskåret i højre side, så der mangler enkelte bogstaver.

Teksten er muligvis afskrevet af Thorvaldsen selv – både håndskriften, tekstbilledet og stavefejlen af ordet ingénieux kunne tyde på det. Men det er dog ikke fuldstændigt sikkert.
Det må antages, at tekst og billedmotiv er tænkt som en enhed sådan at forstå, at det tæt omslyngede par netop er i gang med at læse Voltaires tekst, der meget passende handler om venskabets velsignelser.

De to tegninger synes at være en slags udlægning af teksten, men på hver sin måde. Trods de åbenlyse ligheder er der nemlig påfaldende forskelle mellem de to genrescener: Pennetegningen til venstre synes at være fremstillet først, da den har en højere grad af skitsekarakter end den anden tegning, der med akvarel over blyant er mere gennemført. I den første tegning er kvindens bryster blottede, og de udgør i lige så høj grad en del af mandens synsfelt som bogen i kvindens hånd, parret sidder tættere sammenslynget, og mandens skridt er presset op ad kvindens ben. Disse træk er alle blevet modificerede i akvarellen: Her er begges opmærksomhed tydeligt fæstet på bogen, kvinden er nu fuldt påklædt, hendes ben er stadig mellem mandens, men bliver ikke skubbet tæt ind mod ham.

Den mere færdige akvarel er altså blevet moins vulgaire og surtout vertueux og synes dermed at stå i bedre overensstemmelse med Voltaires tekst om venskabets guddommelige natur. Men Thorvaldsen synes i den første udgave af samlæsningsmotivet at forholde sig ironisk til tekstens noget højtravende forestilling om venskabet som noget entydigt dydigt og mindre vulgært. Også tilstedeværelse af Thorvaldsens hund Primong synes at pege i denne kritisk-humoristiske retning. Den danner i al fald med sin lade, uforstyrrelige ro en munter kontrast til kæresteparrets tilsyneladende kun åndeligt-følsomme samvær og et mere prosaisk symbol på venskab og trofasthed.

Thorvaldsens to udgaver af dette tidstypiske følsomhedsmotiv fra hans tidlige karriere er altså humoristisk udspændt mellem krop og ånd. De to tegninger betegner dermed en grundlæggende dynamik i hans værktænkning, der senere i hans karriere ofte blev fusioneret som to hovedaspekter i ét og samme værk.

• NN: Oeuvres Completes D’Helvétius, tome 3, Paris 1818, Epitre de Voltaire à Helvetius, p. 179.