Arkivet, Thorvaldsens Museum

 
No. 3011 af 10246
Afsender Dato Modtager
P.O. Brøndsted [+]

Afsendersted

Rom

17.4.1822 [+]

Dateringsbegrundelse

Dateringen fremgår af dokumentet.

P.O. Brøndsted [+]

Modtagersted

Rom

Resumé

Kommentarerne til dette dokument er under udarbejdelse.

Se original

[...]

Rom den 17. April 1822.
Igaar Aftes, da flere af mine Landsmænd vare hos mig, faldt Thorvaldsen paa en herlig Tanke. Vi talte om den sædvanlige Kunst- og Kunstner-Protection, og jeg yttrede, at samme formeentlige Kjærlighed for Produkterne og Velvillie mod Frembringeren hos de fleste fornemme Folk slet ikke er andet end Conveniens, en Kilde, hvoraf det Allermeste hos disse udspringer. Jeg bestyrkede dette ved Exempler. Her var f Ex. nylig en vis Kammerherre v. P. fra Dresden (Landskabsmaler Dahls Patron), som snakkede overmaade meget om Kunst og sammes Fremhjelpning, uagtet det virkelig forekom os, at han i Maleriet f. Ex. egentlig ikkun elskede sine egne smaa Cabinetsstykker, som han her lod forfærdige, og slet ikke brød sig om eller forstod sig paa den plastiske Kunsts Frembringelser (hvilket jeg klarligen indsaae, da jeg nylig hos mig viiste ham mine Bronzer, og siden Stackelsbergs Tegninger af den figaleiske Frise); ligeledes er det, eller end værre, med Prinds P.’s Kunstkjærlighed: han elsker i Grunden ikkun sit eget, det ham tilhørende. Endnu ynkeligere er det beskaffent med S.’s Kunstkjærlighed. Jeg anseer ham i det Hele for en ussel Person, og hvad hans Kunstwirtschaft angaaer, da mangler der ham lige indtil den allerførste, materielle og fysiske Betingelse for al Kunstnydelse og Erkjendelse, den: at see paa Gjenstanden, thi han kan slet ikke see paa nogen Ting, og den Negativitet hos et Menneske, at han slet ikke kan dvæle ved nogen Ting roligen med Sind og Tanke, kommer hos den Unge af Ubetydelighed og Letsindighed, men hos den Ældre næsten altid af en dyb Perversitet i Gemyttet. Ofte, naar jeg hørte denne Miserable vrøvle om Kunster og Videnskaber, fristedes man til, som Matrosen i Filosofgangen, at gribe til Hestepæren sigende Punctum! — Da vi talte herom, sagde Thorvaldsen meget sindrigt: “Overalt er det just Ulykken den, at der behøves Protection og Beskyttelse. Det allerbedste var, naar man slet ikke agtede Kunstneren eller bestræbte sig for Besiddelse af hans Værk paa anden Maade, end man agter sin Skomager eller Skræder og attraaer disses Arbeide — af Egennytte nemlig eller af Nødvendighed. Da befandt Kunstneren sig vel, og Kunsten med ham, naar der hos alle dannede Mennesker var, som fordum hos Grækerne, en Trang, en indvortes Nødvendighed til at besidde og nyde noget Smukt.”
Jeg erkjender Sandheden af en Bemærkning, som jeg engang hørte ved Hoffet, hvor en Person af høi Rang bemærkede i Samtale med mig: at den Egenhed hos Thorvaldsen, paa saa god og beskeden en Maade at tage imod saamegen Hyldest, ikke var den ringeste af hans udmærkede Egenskaber. Dette udtrykte Thorvaldsen selv paa en egen Maade, da en ung Pige engang ved mit Bord naivt spurgte ham omtrent saaledes: “Men bliver De nu ikke fordærvet, Thorvaldsen, ved al den Virak, som man overalt strøer for Dem?” Hvortil han svarede: “Aa nei! for det første er jeg nu nogenlunde vant dertil, og for det andet gjør jeg ligesom Gaasen, naar man helder Vand paa den, jeg ryster det af mig igjen.” Men stundom opstaaer nu vel ved deslige Lejligheder komiske Scener, somhelst naar visse Folk ville med og kunne ikke komme. Saaledes havde f. Ex. en Rigmand, som just ikke udmærker sig hverken ved ret Kunstsands eller ved Veltalenhed, indrettet en Fete i sit Huus til Thorvaldsens Ære, og begyndte ved Bordet en Tale, som pludselig gik i Staa, omtrent saaledes: “O Thorvaldsen — o store Thorvaldsen — store Mand — Du er stor — Du er saa stor, at vi andre neppe kunne fatte din Storhed — o store — —” Under den Pause, som nu opstod, sukkede Thorvaldsen (der sad ved Siden af mig): “Aa Herre Jesus!” hvorpaa jeg, sagteligen, trøstede ham med de Ord: “Hvorfor sukker Du? Har en Mand, som giver os saa god Champagne, ikke Lov til at prostituere sig ved sit eget Bord?”

[...]

Generel kommentar

Denne tekst er et uddrag fra Brøndsteds rejsedagbøger, jf. Dorph, op. cit. Teksten er skrevet under Brøndsteds ophold i Rom i 1822.

Andre referencer

  • N.V. Dorph (ed.): Uddrag af P.O. Brøndsteds Reise-Dagbøger, København 1850, p. 123-125.

Personer
J.C. Dahl · Bertel Thorvaldsen
Sidst opdateret 19.01.2018 Print