Berlin, d. 2den Septbr. 1841.
Kiæreste Veninde!
Med hvilken Glæde vi have modtaget Deres Brev fra Maynz, kann De tænke Dem. Hvor ofte har jeg tænkt paa, hvad vi skylder Dem; thi endskiønt Thorwaldsen vel ikke havde glemt sin tidlige Ungdoms-Ven, saa havde vi dog, dersom De ikke havde ført os til det yndige Nysøe, ikke nydt ham, ikke blevet saaledes indviet i hans betydningsfulde Alders utroelige Virksomhed. Og betænker vi nu tillige, at vi, idet vi nød denne Lykke, bleve bekiendt med en Egn, og isærdeleshed med en Familie, som, saa længe vi leve, vil blive os uforglemmelig, saa maae vores Taknemmelighed være grændseløs.
Vi have med stor Fornøyelse ledsaget Dem paa Deres Triumftog igiennem Tyskland, Schweiz og Italien. Det var en Række af Optrin, som den nyere Historie ikke har seet Mage til. Ingen Opposition forstyrrede den almindelige Hyldelse, en uafbrudt Beundring modtog den udødelige Kunstner, hvor han lod sig see, — ingen berømt Mand er nogensinde saa almindelig hyldet, som han. Berlinerne skamme sig ved, at de ere overbudt, af Dresden, München, Mainz o.s.v. Saaledes er det med Rette udtalt, at Thorwaldsen staaer i sin guddommelige Kunst som den eeneste siden Grækenland, og at ingen kan sammenlignes med ham. —
Det er mig en særdeles Glæde, at kunde sende Dem dette Brev ved Waagen, som, understøttet af Kongen, tilbringer nogle Maaneder i Italien. Han vil best kunde sige Dem, hvorledes vi leve. I denne Tid, da Digteren og min Kone[s] Onkel, Tieck, indbudet af Kongen, som hans Giæst, er her, gaaer [det] næsten til, i vort Hus, som da De vare her. Tieck er en født Berliner, som i næsten tyve Aar ikke var i Berlin, som, endskiønt han er den berømteste Digter blandt de nulevende, ingen Plads fandt i sit Fødeland og nu først, af Kongen finder den Hæder, han fortiener.
Jeg beder Dem at hilse Alle, den herlige Thorvaldsen, Baronen og Børnene. Han tør ikke glemme sin Ven i Verdens beundrende Trubel, som omgiver ham; men ret hiertelig beder jeg den elskværdige Elise, at mindes en Ven, som ingensinde vil glemme hende. Tusend Hilsener fra min Kone og Datter, som bestandig paanye gienlever den herlige Tid, De tilbragte her og altid med inderlig Glæde mindes den Veninde, som vi betragte som en skiøn Gave fra vores forrige Aars Reise.
Om nogle Dage reise vi, paa 3 Uger til Schlesien og Dresden.
Glem nu ikke, kiæreste Veninde, som De lovede os, at skrive fra Rom. De kan tænke Dem, hvor begierlige vi ere efter at erfare, hvorledes Thorvaldsen befinder sig i sit gamle Hiem, hvorledes De og Deres Familie leve i Rom, og om De troer, at det vil lykkes Dem at bringe Thorvaldsen tilbage til sit Fødeland.
Den 5te og 6te Deel af mit Skrift »Was ich erlebte« bringer Längerich med, som ogsaa reiser til Rom.
Deres troefaste
Steffens.