Medens Thorvaldsen herhjemme nyder al den Opmærksomhed og Beundring, hele Europa alt i saa lang Tid har ydet denne store Kunstner, har for nylig en enkelt Stemme i Tydskland hævet sig imod et af hans bekjendte Arbeider: Schillersstatuen. Vi frygte sandelig ikke for, at vi skulle berøve vor hædrede Landsmand et eneste af de Laurbær, der omslynge hans ærværdige Tinding, idet vi meddele den Artikel, hvori dette Angreb er skeet, der dog altid, som et Coriosum, maa have Interesse for den danske Læser. Den findes i „Zeitung für die elegante Welt”, for den 11te Novbr. d. A. og lyder saaledes:
„Da Gud skabte det tydske Folk, tænkte han vist paa noget Stort og noget Smaat tillige; desuden var han noget adspredt, maaskee endogsaa forlibt, da han glemte Saltet. Var jeg en Gud, jeg vilde, for at fordrive Kjedsomheden, paany omælte det tydske Folk, da dets Stof dog er saa ægte og indholdsrigt, for derved idetmindste at give det Eenhed i Formen. Sandelig, hvad er det for et Folk, som i Øieblikket af sin Selverkjendclse, det vil sige, i det Øieblik, da det opreiser Statuer for sine store Mand, hidkalder fremmede Kunstnere, ret som om det dermed tillige ere kjendte sin egen Utilstrækkelighed, ‒ som om det, skammende sig over sin egen Storhed, tillige vilde opføre sig smaaligt derved! ‒ Jeg taler om Thorvaldsens Schillerstatue. Neppe var jeg ankommen til Stuttgart, saa rakte Opvarteren mig Theateraffichen; jeg læste den ikke, men spurgte efter Schiller. Da jeg fik Øie paa ham, faldt den første Snee paa hans Isse. Der staaer han, Tydsklands frieste Mand, med et bøiet Hoved, ligeoverfor det gamle Slot, med herkuliske Skuldre og Been à la Cæsar; der staaer han, den frieste og meest glødende Digter, hos hvem Tankerne stedse og uvilkaarligt fremlynede, som en alvorlig Grubler, en mørk Advocatis juris, han, som dog ved Siden af Resignationen digtede Hymnen til Glæden. ‒ Men selv uden Hensyn til Schillers Individualitet, hvilken kun en tydsk Kunstner kunde opfatte, beviser Thorvaldsen ved sin Schiller og sin Guttenberg, at han ikke har nogen Ahnelse om Geniets Æsthetik, men allermindst om Digterens. Det smukkeste Moment i Naturen er Kampen imellem Ertremerne, paa dem beroer al Skjønhed, al Harmonie. Foraar og Efteraar frembyde kun saamange Yndigheder, fordi i dem Kulden kjæmper med Varmen, Morgen- og Aftenrøden ere kun derfor saa smukke, fordi i dette Øieblik Dagen kjæmper med Natten. Ja endnu mere, Hjertet, denne menneskelige Helligdom, frembyder disse Extremer, ligesom for at angive en Norm for Naturen. For Oven har det to udadgaaende Vinkler, for Neden to indadgaaende. Geniet bestaaer ifølge Naturens Love af Extremer, der bestandig, ligesom Møllehjul gribe hinanden, og derved sættes i Bevægelse. Men gaves der nogensinde et Menneske, hos hvilket dette var Tilfældet, saa var det Schiller, der vel kunde anstille alvorlig Betragtning, men som dog aldrig, i det mindste i Trækkene manglede det Gratiøse, det Smilende, det Seierrige; han rugede vist ikke over Tankerne, men de opstode hos ham ved Gnidningen af hine imod hinanden stødende Solhjul, og siden har han vel først nærmere tænkt derover. Men en Statue tør ikke blot vare et Portrait, en Statue skal repræsentere saavel Aanden som Legemet, og naar jeg seer Schiller, saa maa jeg strax, uden mange Spørgsmaal, i ham kunne gjenkjende Digteren. Munter og dog rolig, freidig og dog grundende maa han med sin Aandsfrihed see mig i Øiet, hans Uafhængighed maa i hver en Linie lyne mig imøde, hans Geni lyse for mig, uden at jeg behøver at kjende ham. Hvad har nu Thorvaldsen, der, som Fremmed, i denne Betydning hverken kunde opfatte Schiller eller Goethe, ydet? Jeg skammer mig ved hans Arbeid. Ved Gud, Schwanthaler, Dannecker eller Rauch, vilde have opfattet ham bedre, men hine ere Tydskere! Var dette skeet i Frankrig, Folket havde sønderslaaet Statuen og jeg vilde have været den, der havde svunget den første Hammer. ‒ Hvorledes vil det nu gaae med Goethe?” ‒
