Fremmed Hilsen.
Kæmpetidens Stjerne sank
Bag Norges dunkle Fjelde,
Da Staal blev rustent, Guldmynt blank,
Og Krast tog til at hælde,
Drog Kjærnen af den norske Slægt
Ud over Hav og Bølge kjækt
For bedre Huus at tjelde.
Og, som en Nordbo stedse vil
Mod Nordens Iis og Taage,
De laved’ sig en Rede til
Paa Iisland, som en Maage.
Der sad de gjennem Tidens Gang,
For over gammel Kraft og Sang
At frede og at vaage.
De stred for hvad de holdt for Størst
Med Sværdet og med Tungen,
Og dem blev Friheds Fane først
Her i vort Norden svungen.
Og nu, nu kan jeg nævne det:
Af denne ædle norske Æt
Er Thorvaldsen udsprungen.
Jeg kunde da med nogen Grund
Ham for min Landsmand regne,
Hvis Konstneren fik Næring kun
Af Fædres Navn og Egne.
Men, han er Verdens Eiendom,
Hans Tanke er en Himmel, som
Om alle Land kan hegne.
Min Hjemstavn er og nu for barsk
Til Herberg for det Skjønne;
Vel Landets Kraft er ung og karsk
Og Landets Skove grønne ‒
Men Muur og Væg er’ endnu raae
I Huset, som vi bygge paa,
Og Toug og Binder skønne.
Kun naar en Enkelt stiger ned
Fra Norges lukte Dale,
At aande Sydens varme Fred
I Konstens lyse Sale ‒
Kan han sin Hilsen bringe til
Prometheus, som af Heklas Ild
Gav Stenen Liv og Tale.
Kjøbenhavn den 26de September 1838.
A.M.