Thorvaldsens Ankomst til Kjøbenhavn
den 17de September 1838.
–––––––––
Det er nu 19 Aar siden Billedhuggeren Thorvaldsen besøgte sin Fødestad Kjøbenhavn. Han har siden den Tid mange Gange baade lovet sig selv og sine Landsmænd at komme der igjen; men da hans Værksted er og maa være i Rom, og hans egen Drift til at skabe nye Arbeider er lige saa stor som Andres Lyst til at eie dem, saa har han hidtil ikke kunnet løsrive sig fra Konstnerstaden. Da imidlertid Kongen i Sommer stillede en Fregat, som gik til Middelhavet, ganske til hans Raadighed; saa indskibede han en stor Mængde Konstsager, som han havde bestemt for Kjøbenhavn, paa samme, og kunde nu heller ikke længer modstaae Fristelsen til ogsaa selv at benytte denne Leilighed for at besøge sin kjære Hjemstavn. — Man var altsaa forberedt paa hans Ankomst. Da derfor Fregatten Rota i Søndags den 16de d. M. var ankommen i Hornbeksbugten, Norden for Helsingør, hvor den i nogen Tid var nødt til at blive liggende for Modstrøm, stilede en stor Mængde Mennesker fra Helsingør og Helsingborg ud til Rota, for i en Sang at bringe Kongen i Aandes Rige Danmarks og Sverrigs forenede Velkomsthilsen. Dagen efter ankom Fregatten om Eftermiddagen til Kjøbenhavns Rhed, hvor ikke allene Toldboden, men hele Kysten allerede var tæt besat af Mennesker; thi ved Signal fra et Taarn var man bleven underrettet om Fregattens Nærmelse. En Mængde smukt udstyrede Baade, hvori gamle og unge Konstnere, Videnskabsmænd og Embedsmænd havde indskibet sig, og hvorfra Flage med forskjellige passende Emblemer vajede, dannede en heel lille Flotille, som roede ud til Skibet, og hilsede Thorvaldsen med en Velkomstsang, forfattet af Prof. Heiberg. Derpaa steg han, under almindeligt Jubelraab af den uhyre Menneskemasse fra alle Kanter, i den for ham bestemte Baad, og ankom saaledes i Triumf til Toldboden, hvor naturligviis ved hans Landing en grændseløs Jubel brød ud paa ny. Her steg han i en Vogn; men Hestene bleve spændte fra, og man trak ham saaledes til Kongens Nytorv, hvor hans Bolig paa Charlottenborg var beredt for ham. Om Aftenen Kl. 9 bragte de unge Konstnere ham et Fakkeltog, og afsang følgende smukke Sang af C. Winther:
Velkommen o Mester tilbage til Nord
Fra Sydens sødt blomstrende Høie,
Fra Byen, hvor Floden, den gule, sig snoer,
Hvor Solen nedsender sit Øie
Til Rankernes Frugt, mens Orangernes Duft
Omsvæver Cypressen i mørkblaae Luft.
Vidt førte Din Hæder, den vældige Ørn,
Dit Navn paa de mægtige Vinger,
At høit det blev nævnet blandt Jorderigs Børn,
Hvor Konsten sin Tryllestav svinger.
Nu Danmark saa stolt af sin Søn og hans Navn,
Dig aabner huldsaligt sin Moderfavn.
Fra Høie og Sletter, fra grønnende Eg,
Fra Byer og duftende Skove,
Fra jublende Læber, fra klingende Streng,
Fra Havets høitbrusende Vove,
Fra Landboens Hytte, fra Herskernes Slot
Dig toner: Velkommen, o! Konstens Drot!
Og Vi, som endnu kun i Forgaarden staae
Til Musernes straalende Tempel,
Og færdes saa flittig og godt, vi formaae,
Med Pensel og Meisel og Stempel, —
Vi kunne ei tæmme Begeistringens Lyst,
Nei ud maae den strømme af fulde Bryst!
Du aabned vort Øie, Du vakte vor Sands
For Skjønhed og Sandhed, den rene;
Du bærer med Rette den evige Krands
Af Laurens gudviede Grene
Høit lyde vor Velkomst i jublende Chor:
Hil være vor Mester! vor Stolthed i Nord!
Det berettes fra Helsingør, at om Aftenen, da Thorvaldsen laa der for Anker, viste der sig paa Himlen et usædvanligt brillant Nordlys.
Da det vel er muligt, at ikke enhver af Dannevirkes Læsere veed, hvad denne Thorvaldsen egentlig er for en Mand, eller hvorledes Hans Ankomst kan bringe en heel stor Stad, med de klogeste og oplysteste Mænd i Spidsen, saaledes i Enthusiasme, at de behandle ham, som om han var deres Konge; saa skulle vi i et følgende Nummer gjøre Læserne lidt nøiere bekjendt med denne mærkelige Mand.