Billedhuggeren Thorvaldsen.
Jeg maa forud bede dig, min kjære Læser, som jeg helst tænker mig at høre hjemme blandt jævne Landfolk, at Du ikke venter, jeg skal kunne gjøre dig det ret indlysende, hvor stor en Mand Thorvaldsen er, og hvor vigtig han er for hele Menneskeslægten. Naar jeg siger, at de Marmor-Billeder, han hugger, udbrede meer naturlig Sandhed og meer guddommelig Viisdom over den hele vide Verden, end hundrede Præster og Professorer i Almindelighed ere i Stand til, saa vil du ikke begribe, hvad jeg mener; thi deels kan jeg jo ikke vise dig hans Billeder, deels, om du fik dem at see, vilde du ikke mærke, at du derfor blev visere eller bedre. Selv paa levende Mennesker formaa vi ikke altid at slutte fra det Udvortes til det Indvortes: vi kunne ikke alle af et Menneskes Miner, Gebærder og Stilling sige os, hvad der nu foregaaer i hans Sjæl, hvad han nu tænker og føler. Og endnu vanskeligere maa det da være for Den, som ingen Øvelse har deri, at forstaa, hvad Billedhuggeren har villet betegne med sine Marmor-Figurer. Men Mange forstaa dog disse Billeders stumme Sprog, og de forsikkre, at jo mere de uforstyrret og opmærksom betragte dem, desto mere føle de, at der derved ligesom fødes inden i dem høiere og lysere Tanker, ædlere og stærkere Følelser, som de tilforn ei have kjendt. Imidlertid, jeg vil for det Første slet ikke prøve paa at gjøre dig det tydeligt, hvori hans Storhed bestaaer. Jeg vil hellere siden maaskee forsøge at give dig, i det mindste en Anelse om, hvad jeg mener, ved at gjøre dig bekjendt med en Lignelse eller et Billede, som findes iblandt de allerældste Levninger, vi endnu have tilbage fra vore Forfædres hedenske Dage. For Øieblikket vil jeg blot bemærke, at eftersom du jo dog nødes til at tro, at Thorvaldsen maa være et saare udmærket og ualmindeligt Menneske, siden baade Konger og Keisere omgaaes ham som deres Lige, og de Klogeste og Ædleste i hele Europa behandle ham som deres elskede Herre og Mester, saa formoder jeg, at du nok kunde have Lyst til at høre Noget om hans Liv og Levnet. Meget lader der sig imidlertid ikke herom berette, da Skjæbnen ikke har tilskikket ham paafaldende Hændelser, og de Gjerninger, hans daadrige Liv har udført, bestaa i den store Mængde Marmor-Billeder, der, saa at sige ere strøede omkring i Europa. Men dog findes der i de Bøger, som Professor Thiele i Kjøbenhavn har skrevet om ham og hans Arbeider, mangen Efterretning om hans tidligere Liv, som det sikkert vil more dig at høre.
I Begyndelsen af det forrige Aarhundrede var Thorvald Gotskalksen Provst i Myklaby ved Skagafjord paa Island. Da Islænderne fra Arilds Tid have haft for Skik at bevare, ved Hjælp af Stamtavler, Erindringen om deres Forfædre, saa kjende vi denne Thorvald Gotskalksens Forfædre i lige Linie indtil op i det 14de Aarhundrede, og ad Sidelinier endog op til den Dansk-Svenske Konge Harald Hildetand i det 8de Aarhnndrede, og til den mægtige, pragtelskende og konstkjære Høvding paa Island Oluf Paa, der levede i det 10de Aarhnndrede, og om hvem de gamle Historiebøger fortælle, at han lod opføre en uhyre stor Gildesal, hvori Væggene og Loftet vare smykkede med Billedhugger-Arbeider, der deels forestille virkelige Tildragelser deels Scener af den nordiske Gudelære. I Aaret 1740 fødte Provstens Hustru ham en Søn, der efter Faderen blev kaldet Gotstalk Thorvaldsen, og som, da han voksede til, lagde sig efter Billedskæreriet, og reiste til Kjøbenhavn for der at søge sit Levebrød ved denne Haandtering. I Kjøbenhavn giftede han sig med en Præstedatter fra Jylland ved Navn Karen Grønlund, som i Aaret 1770, den 19de November, blev Moder til vor berømte Konstner. I Daaben blev han kaldet Bertel Thorvaldsen, men nu for Tiden benævnes han hyppigt paa Italienernes Maade Albert Thorvaldsen.
Faderen, som dengang var i den første Manddomsalder, søgte sin lille Families Underhold ved at skære alskens Ornamenter i Træ, og arbeidede som Billedhugger paa de private Skibsværfter i Kjøbenhavn. De tidligste Efterretninger om Sønnen Bertel ere derfor opbevarede i adskillige gamle Skibs-tømmermænds Erindring. Af dem er det fortalt, at de meget godt erindrede, hvorlunde den smukke lyshaarede Dreng ofte kom for at besøge sin Fader paa Byggepladsen eller i Huggehuset, og at han var afholdt af Alle, som saae ham.
De første Anlæg, han yttrede, vare til Tegning, og han begyndte derfor, da han var 11 Aar gammel, daglig at besøge Konstakademiets Tegne-Skole, hvortil han kunde faa Adgang uden Betaling. Her gjorde han hurtig Fremgang, saa at Faderen begyndte at haabe, at Bertel vel i Tiden kunde komme saa vidt, at han endog kunde blive ham en Medhjælper i hans Haandtering. Men han overgik snart Faderen, og da han dagligen bragte denne Mad paa Holmen og ved saadan Lejlighed sædvanlig tog hans Arbeide i Øiesyn, saa skete det ofte, at dette ikke var ham tilpas, og at han derfor, uden at tale derom, greb Mejselen og rettede paa Figurerne, medens Faderen var borte ved sit Maaltid. — I Konstakademiets forskjellige Skoler undervistes han nu iblandt de andre Drenge i en Tid af 6 Aar, førend man begyndte at lægge Mærke til ham, hvortil hans hele Væsen formodentlig ogsaa bidrog meget. Thi ligesom han endnu søger at undgaae al Opsigt, hvor det paa nogen Maade lader sig gjøre, saaledes har det alle Tider været hans Natur ganske imod at ville vise sig eller gjøre sig gjældende. Allerede som Dreng havde han en vis rolig og dybsindig Alvor; og det underfulde indre Liv, der siden har udviklet sig saa rigt og fyldigt, spirede vel allerede dengang mægtigt og kraftigt i ham, men stille og ubemærket. Han talede kun lidet, og hans Svar vare korte, men bestemte og træffende. Naar han stod ved sit Tegnebræt, var han saa tavs og ordknap, at han sjelden svarede med Ja eller Nei, naar det kunde være nok, at han nikkede eller rystede med Hovedet. Forlangtes hans Raad eller Hjalp i Henseende til en Tegning, da svarede han efter et hurtigt, men sikkert Blik paa Sagen, blot ved at pege med Fingeren. Men med alt dette forbandt han, efter Jævnaldrendes Fortælling, en ualmindelig høi Grad af Blidhed og Godmodighed. Med en kjærlig Sjæl levede han i sit Arbeide; men hvad der laa uden for den Kreds, hvori hans Tanker bevægede sig, var ham ligegyldigt og fremmed.
I Aaret 1787 vandt han ved den anstillede Prøve imellem de unge Konstnere den lille Sølvmedaille, og for første Gang blev hans Navn offentlig sat i Avisen. Han gik just paa den Tid hos Provst Høyer ved Holmens Kirke for at forberedes til Confirmation, og havde her sin Plads langt nede imellem de andre fattige Drenge, da han, efter sin egen Fortælling, just ikke udmærkede sig ved sine Kundskaber; thi i Henseende til al videnskabelig Underviisning var han meget forsømt. En Dag spurgte Provsten, formodentlig for at opmuntre ham til Flid ved Exemplet, om det maaskee var hans Broder, som i Akademiet havde vundet en Medaille. Men da Bertel svarede: “nei, det er mig”; blev Provsten saa overrasket ved dette Svar, at han satte ham øverst, og kaldte ham siden den Dag bestandig: Monsieur Thorvaldsen.
To Aar senere vandt han den store Sølvmedaille, og Faderen, der ønskede sig en Medhjælper, meente da, at nu kunde han vel have lært Nok, og kunde nu gjerne høre op med at gaa paa Akademiet. Men til Lykke vidste Sønnen at dele sig imellem Konsten og den Hjælp, han var sin trængende Fader skyldig, og der er endnu Arbeider at paavise, som han i disse Aar har udført i Fællesskab med sin Fader. Omtrent i tre Aar hengik hans Liv under saadanne Bestræbelser, i hvilken Tid ogsaa fortroligere Omgang med unge Konstvenner tilligemed Læsning af gode Bøger befordrede hans øvrige Dannelse. Især deeltog han med Iver i ugentlige Sammenkomster med tre andre Venner, hvor de øvede sig i at udfinde og udføre den rigtigste Behandling af alle Slags Opgaver for Konstnere, og naar de derpaa havde nydt et simpelt Maaltid i hverandres glade Selskab, tilbragte den øvrige Deel af Aftenen ved at forelæse Digterværker eller ved livlige Samtaler, naturligviis mest om Konstgjenstanden. Thorvaldsen, hvis Natur det var, aldrig at kunne sidde ubeskjæftiget, røbede ved disse Sammenkomster sin Lethed i at kunne danne sig et Billede og fremstille det. Ikke sjelden skete det, at, medens de Andre endnu sad i Tale om, hvorledes den valgte Opgave burde behandles, havde han allerede sit Billede færdigt. Under deres Samtaler sad han stille ved Bordet, og modellerede (gjorde Figurer) i en Leerklump eller i Mangel heraf, i et Stykke Suurbrød. Undertiden greb han en Blyant, og tegnede efter sine egne Tanker eller efter de Gjenstande, som tilfældigviis faldt ham i Øiet, og der skal endnu iblandt hans Ungdomsvenners Erindringer fra den Tid findes et forbedret Skilt til Tobakskarduser, hvilket Han en Aften tegnede paa en Lap Papir, da der just stod en Karduus Tobak foran Ham paa Bordet.
Han var nu bleven 20 Aar gammel, og der forestod ham at forsøge paa at vinde Konstakademiets lille Guldmedaille i den Konst, han især havde lagt sig efter, nemlig Billedhuggeriet. Men han havde den største Ulyst til at stille sig til denne Prøve, da han aldrig selv var rigtig formet med sine Arbeider, og kun ved sine Venners stærke Overtalelser lod han sig bevæge til ogsaa at gaa hen paa Charlottenborg den 1ste Juni 1791, paa hvilken Dag Professorerne skulde opgive for de unge Konstnere, hvilket Konst-Arbeide de skulde forsøge at udføre. Enhver blev nu indelukket i et lille Kammer for sig, som han ikke maatte forlade, før Han var færdig med sin Skitse, det vil sige et Udkast af den Maade, Hvorpaa han agtede at udføre det forlangte Arbeide. Men da det nu blev ham forkyndt, at han skulde fremstille i Leer, hvorledes Heliodorus udjages af Templet (Maccab. II. 3, 25—26.), blev han saa betagen af Skræk, at han listede sig ned ad en Bagtrappe. Til Lykke for Konsten stødte han paa sin Flugt paa een af Professorerne, som ved sin Formaning fik ham til at vende tilbage. Han gjorde da nu sin Skitse, som naturligviis vandt Bifald, og da han derpaa siden udførte den i Leret saadan som den skulde være, blev Medaillen ham tilkjendt.
To Aar derefter stillede han sig til den sidste Prøve for at vinde den saa kaldte store Guldmedaille, med hvilken ogsaa følger Penge-Understøttelse til at reise tre Aar udenlands, for videre at uddanne Konstfærdigheden. Prisen vandt han, som man kan tænke; men eftersom man ansaae det gavnligere for ham, om Reisen blev udsat endnu i nogle Aar, for at han imidlertid kunde bøde paa, hvad han havde tabt ved Mangel paa Underviisning i Videnskaberne, saa gav man Ham imidlertid nogen aarlig Understøttelse. Denne Leilighed blev af ham godt benyttet; men tillige var han saare driftig i sin Konst, og fortjente ogsaa ved alle Slags Arbeider Adskilligt til Hjælp for sig og sine Forældre, som kun levede i trange Kaar.
Endelig erholdt han det akademiske Reiscstipendium; 400 Rdlr. C. aarlig i tre Aar, og han troede sig nu i en saadan Velstand, at han gik til en god Ven, som paa den Tid ikke havde Udsigt til at kunne komme udenlands, og tilbød ham det halve Stipendium; men Vennen var for ædeltænkende til at benytte sig af Thorvaldsens Godmodighed og Mangel paa Verdenskundskab. Bestemmelsen var, at han skulde til Italien, der saa at sige er Konsternes egentlige Hjem. Men en tilstødende Sygdom tilligemed andre Omstændigheder hindrede ham i at reise tillands, og han erholdt derfor Tilladelse til at seile med den Kongelige Fregat Thetis, der just skulde til Middelhavet. Efter en smertelig Afsked med sine elskede, fattige Forældre, især med Moderen, hvis udtrykte Billede han var og som elskede ham næsten til Raseri, gik han ombord den 20 Mai 1796. Reisen blev langvarig og meget besværlig, endog farefuld. Tilsidst forlod Thorvaldsen Fregatten ved Øen Malta, gik i en aaben Baad til Palermo paa Sicilien, derfra paa et Paketskib til Neapel, og efter faa Dages Ophold her naaede han endelig til Rom, Konsternes Hovedstad, den 8de Marts 1797. Her var det Skjæbnens Bestemmelse at han skulde tilbringe sit øvrige Liv. Thi hvor stærk endog Kjærligheden til hans Fædreland var og er endnu, hvor ofte Længselen har draget hans Tanker til Norden; saa var dog den Drift endnu stærkere i ham, som aldrig lod ham hvile, før han fik fremstillet i Marmoret de Billeder, som Aanden fremkaldte for hans Sjæl, og til at gjøre dette havde han intetsteds i Verden alle de Hjælpemidler tilrede, som han kunde have i Rom. Kun een Gang før i Aar, nemlig 22 Aar efter han var kommet til Italien, besøgte han sit Fødeland igjen, hvor han forblev henved et Aar, og ved hvilken Leilighed han ogsaa fik endeel af det øvrige Europa, især Tydskland, at see.
(Slutning følger.)
–––––––––
[...]
Billedhuggeren Thorvaldsen.
(Slutning.)
–––––––––
Fra den Tid af at Thorvaldsen var kommen til Rom, var hans Liv en bestandig Bestræbelse efter at blive fuldkomnere og fuldkomnere i sin Konst, saa at han først naaede til samme Mesterskab, hvortil hans berømteste Forgængere havde bragt det, og siden langt overgik dem alle, saa at Konstnere og Kjendere sige, at en guddommelig Aand aabenbarer sig i hans Værker. Thi hans Billeder ere i den Grad naturlige og sande, at der ingen Feil findes paa dem, og han har ved at fremstille Personer og Begivenheder forstaaet at vise os Menneskenaturen saa høi og ædel og Menneskelivet saa rigt og betydningsfuldt, at det er som om en høiere Aand havde indgivet ham hans Tanker. Men da Rummet ikke kan tillade den nødvendige Vidtløftighed for at tale fatteligt, maa jeg afholde mig fra at fortælle, hvorledes Konstner-Aanden bestandig meer og meer voksede og styrkedes i ham, og hvorledes han Tid efter anden overvandt de Hindringer, som Skjæbnen og Mennesker lagde ham i Veien for at han ret med Frihed kunde arbeide efter Aandens Indskydelser, og saaledes udføre det store Kald, vor Herre havde betroet ham. Kun een Begivenhed vil jeg anføre, fordi den saa klarlig viser Sandheden i den gamle Paastand, at Gud sender Hjælpen, naar Nøden er størst.
Han havde opholdt sig i Italien længe over den først bestemte Tid, men vilde saare nødig forlade et Sted, hvor der endnu var for ham saa meget at gjøre. Dog, da han, uagtet sin overordentlige Arbeidsomhed og udmærkede Dygtighed, Intet havde at leve af, fordi Ingen kjøbte hans Billeder (thi selv for den bedste Konstner hører der i Rom stor Lykke eller lang Tid til at komme saaledes i Orde, at de Rige og Fremmede begynde at forlange deres Arbeider); saa maatte han endelig alvorlig tænke paa Hjemreisen til Danmark. Men først vilde han dog, for at vise sit Fødeland, hvor vidt han havde bragt det, opbyde al sin Konst paa at udføre et Billede, der i lang Tid levede i hans Sjæl og ikke vilde forlade ham. Dette var den græske Helt Jason, som i et fremmed Land henter sig det gyldne Skind, efter at han havde overvundet al Modstand. Uden Tvivl fandt Konstneren i Jasons Liv et Billede af sit eget, saaledes som hans Bevidsthed og hans Haab forestilte ham det. I Januar 1803 fik han ogsaa en mægtig stor Jason færdig i Leer, hvilken, da den blev seet, beundredes af Alle som et Arbeide, der overgik Alt, hvad de kristne Billedhuggere hidindtil havde udført. Men herved blev det. Ingen rig Mand tilbød sig at overtage de Udgifter, som udfordres for at saa det egentlige Marmorbillede hugget efter Leerbilledet, og Thorvaldsen maatte være glad ved at en Landsmandinde understøttede ham saa vidt, at han kunde faa det afstøbt i Gips, hvilket først maa skee, inden det egentlige Marmorbillede kan gjøres derefter. Han besluttede da, at lade sin kjære Gibs-Jason staa og vente paa Leilighed for at komme til Kjøbenhavn, sagde den et vemodigt Farvel, gik hjem og pakkede sine Eiendele sammen; thi næste Morgen var bestemt til Reisen. Dagen efter holdt Vognen for Døren, Kufferten var surret fast bag paa, og man ventede blot paa en Tydsk Konstner, som skulde reise med. Omsider kom han da, men for at sige, at hans Pas endnu ikke var paaskrevet, saa at de maatte opsætte Reisen til næste Dag. Tilfældigviis kom just denne Dag en rig Engellænder, ved Navn Thomas Hope, hen til det lille Værksted, for at see den Jason, hvorom der gik saa megen Tale. Til Lykke var Thorvaldsen tilstede, og viste ham sit Arbeide. Det fandt stor Yndest hos Herr Hope, saa at han i Løbet af deres Samtale spurgte, hvor meget vel denne Statue vilde koste, naar den blev udført i Marmor. “Sex hundrede Zechiner!” svarede den nøisomme Konstner, som allerede ansaae det for en stor Lykke, hvis han kunde faa Leilighed til at udføre den. “Det er for lidt!” gjentog den ædle Ven af Konsten, “jeg vil give Dem otte hundrede, og straks sætte dem i Stand til at begynde Arbeidet!”
Da opgav Thorvaldsen naturligviis for det Første at reise hjem; men han opnaaede ved denne Understøttelse af Herr Hope ikke allene at han i længere Tid kunde blive i Rom, men ogsaa at Rygtet fra nu af bragte hans Navn vidt og bredt omkring, saa at de Rige og Fornemme kappedes om at komme i Besiddelse af hans mesterlige Arbeider. Denne Lykke er ogsaa faldet i Manges Lod; thi baade hans Aands Frugtbarhed og hans Konstfærdighed ere saa overordentlige, at man vilde finde Beretningen derom ganske utrolig, hvis Vidnerne ikke vare for Verdens Øine. Foruden flere hundrede Hoveder eller Brystbilleder af levende Personer, har han forfærdiget i Marmor over halvhundrede forskjellige Statuer eller hele Figurer (saadanne som f. E. den oven omtalte Jason) og langt over hundrede Gruper og Basreliefer, som hver igjen bestaaer af flere, ja undertiden af en heel Mængde enkelte Figurer; og mange af disse Arbeider har han igjen maattet hugge to, tre, ja fire Gange, fordi Flere have villet have Exemplarer deraf.
Naar du nu betænker, min Læser, at disse Værker ere udarbeidede med et Mesterskab, hvis Mage man aldrig saae tilforn, saa begriber du, at man kan kalde ham Konstnernes Konge; men naar du tillige kunde see dem og skjønne, at de kun kunde frembringes af en Aand, der skuer ind i Menneskenaturens dybeste Hemmeligheder og seer dens guddommelige Slægtskab, da vilde ogsaa du bøie dig for ham som for en Konge i Aandens Rige. Vi skulle vistnok aldrig være stolte af Noget, mindst naar Talen er om Thorvaldsen, i hvis hele Sjæl ingen Stolthed eller Forfængelighed findes; men vort Hjerte slaaer dog høiere ved Tanken om at han er vor Landsmand, og naar Andre prise deres Landes Herligheder fremfor det kolde Norden, tænke vi glade: vort fattige Land har dog frembragt Thorvaldsen!
–––––––––
