Thorvaldsens Museum.
–––––––––
„Da tog Maria et Pund uforfalsket, meget kostelig Nardus Salve og salvede Jesu Fødder, og
tørrede hans Fødder med sit Haar; men Huset blev fuldt af Salvens Lugt. Da sagde en af hans Disciple, Judas Simons Søn, Ischariotes, som siden forraadte ham: hvorfor blev denne Salve ikke solgt for 300 Penninge og givet til Fattige; men dette sagde han ikke fordi han havde Omsorg for de Fattige, men fordi han var en Tyv og havde Pungen og bar hvad der blev lagt deri. Da sagde Jesus: lad hende med Fred! thi de Fattige have I altid hos Eder, men mig have I ikke altid.
Johannis Evang. XII, 3-8.
–––––––––
Fattige have vi altid, derpaa vil det desværre nok aldrig mangle; men Thorvaldsens Arbeider ville vi nu kunne faae – nu eller aldrig. Dermed er det ligesaa lidt vor Mening at ville sammenligne Thorvaldsen med Christus, som at kalde Modstanderne af det patriotiske Forehavende: at oprette et Museum for hans Mesterværker, for egennyttige Tyve. Tvertimod har det glædet os, at denne Sag er bleven Gjenstand for en ivrig og talentfuld Debat; thi naar vi see hen til den kummerlige Villieløshed, hvormed, endog for ikke en saa lang Tid siden, Folket fulgte enhver Impuls, man faldt paa at give det, saa er det et glædeligt Fremskridt, at det nu, som i alt andet saa og i dette Punkt, søger at komme til et Slags Bevidsthed om det Hvad, Hvorhen og Hvorfor, der først giver dets Virksomhed Betydning og Værd; og vi ønske os derfor til Lykke til dette nye Beviis paa en vaagnende Trang til Selvbevidsthed og Selvbestemmelse. Fra dette Synspunkt kunne vi ikke andet end takke de Mænd, som have hævet deres Røst imod et Forslag, der udgik fra saa vægtige Navne og optoges med saa almindeligt Bifald; thi disse have ikke blot givet et Exempel paa den Uafhængighed, der desværre endnu er saa sjelden hos os; men de have tillige givet Folket Anledning til at løsrive sig fra den slaviske Ærbødighed for Autoritets-Væsenet og til selvstændig at overveie Grundene for og imod denne Sag, hvortil man æsker dets Samvirken.
Efter det her Anførte haabe vi, at det ikke vil mistydes, naar vi alligevel finde nogen Lighed imellem den skjønne Fortælling, vi ovenfor med Evangeliets Ord have gjengivet, og den Sag, hvorom her handles; thi det er den samme Kjærlighedens Begeistring, der tildrog hiin Qvinde den prosaiske Beregnings Daddel, som ogsaa nu maa lide Anfægtelse, den samme, som hvergang har stødt paa stærk Modstand, saa ofte man her i Livet har appelleret til den. Men hvor den findes – Begeistringen, ikke blot for Thorvaldsen, men for al Konst og Poesi, for al velforstaaet Nationalære og for hiin Geniets Souverainitet, hvis Evangelium vel fortjener at prædikes for den vantroe Hob, som Frygt og Fordom holdt fængslet i Tilbedelsen af Magtens Storhed, – hvor denne Kjærlighed findes, eller hvor den ved denne Leilighed kan vækkes, der ønske vi denne Sag Indgang og Fremme; – og mere har sikkert Ingen villet. Men deri ligger da tillige, at vi fuldt villigen ville træde over paa Modstandernes Side; dersom man skulde ville sætte andre Motiver i Bevægelse end en virkelig og ærlig Overbeviisning. Dog maae vi her strax bemærke, at man her ikke tør gjøre større Fordringer, end der fornuftigviis kunne ventes opfyldte; thi vilde man udelukke alle dem, hos hvem en dybt begrundet Overbeviisning, eller en ret levende og kraftig Begejstring ikke vil kunne findes; vilde man ikke her som overalt lade sig nøie med den Grad af Klarhed i Anskuelsen, af Livlighed i Følelsen, som efter vort hele Culturtrin billigviis kan fordres, da vilde ikke blot dette Værk strande paa en saa uhjemlet Kræsenhed, men der vilde slet Intet hos os kunne komme i Stand, der maatte bygges paa Sands for Livets høiere Interesse. En saadan ret opvakt og livlig Sands skal jo netop være Frugten af denne og alle lignende Foranstaltninger til Folkets aandige Opdragelse og Forædling, og der vilde altsaa ligge en sørgelig Forvexling af Aarsag og Virkning deri, om man først da vilde tilstede saadanne Foretagender, naar det alt var tilstede, som ved dem skulde vækkes. Folket er altsaa modent dertil, saasnart kun en almindelig Trang føles til at deelagtiggjøres i Livets høiere Goder, og en saadan Trang kan meget vel fremgaae som Resultatet af hele dets tidligere Udvikling, om end ikke Alle ere sig de Præmisser klart bevidste, paa hvilke i hvert enkelt Tilfælde dette Resultat er bygget. Hiin Evangeliets Qvinde havde sikkert heller ikke nogen klar Bevidsthed om den høie Betydning af Christi Komme til Jorden; men hun følte sig tiltrukken af den elskelige Høihed, der besjælede hele hans Væsen; og saaledes kan Folket meget vel være gjennemtrængt af Respect for Konstens Herlighed og for dens forædlende Indvirkning paa hele Menneskelivet, uden tydelig at kunne gjøre sig Rede for det Forhold, hvori den staaer til hele dets øvrige Udvikling, og svaledes kan man meget vel tænke sig en, om end kun traditionel, Forestilling om Thorvaldsens nationale Betydning og konstneriske Værd selv der, hvor en egentlig Vurdering af hans Arbeiders Fortræffelighed ikke er mulig.
Befindes denne Anskuelse af Sagen at være rigtig, da ville ogsaa de sædvanlige Indvendinger mod det hele Foretagende tabe al Vægt; thi at udøve nogen Terrorisme over Opinionen er Vistnok ikke faldet noget Menneske ind, – i faa Fald skulde vi, som bemærket, sandeligen ikke være de sidste til at nedlægge vor Protest imod en saadan Formastelse – men at appellere til Folkets Ærefrygt for sande Fortjenester, for landets Ære og Konstens Værd, det er at henvende sig til det Ædleste af hvad der findes hos det, det er at styrke dets Agtelse og Kjærlighed for hvad der virkelig er stort og godt ved at gjøre det selv paa en Maade til Part i Sagen.
Af alle de Indvendinger, vi have hørt fremføre imod den projecterede Opførelse af et Museum for Thorvaldsens Arbeider, er der kun een, som, efter vor Mening, har nogen Vægt; men idet denne gaaer ud paa, at det skulde være en Usurpation af de mere Dannede og saaledes en Anteciperen af den store Hobs Udvikling, indeholder den en Anke mod hele vor europæiske Civilisation , der i sit Væsen netop gaaer ud paa en saadan formynderagtig Folke-Opdragelse. Hvad enten dette nu forholder sig saa eller ikke, og hvad enten det i første Tilfælde er godt eller ondt, saa vil man vist være enig i, at det vilde være urimeligt at gjøre en saadan Indsigelse gjeldende mere imod dette Foretagende, end imod alle vore øvrige Institutioner, og vi skulle derfor indskrænke os til den Bemærkning, at, ligesom denne, de Dannedes overmægtige Herredømme over de saakaldte ringere Stænder, finder sin naturlige Modvægt netop i vor materielle Retning, saaledes bortfalder det Stødende i et saadant Aristokrati for en stor Deel derved, at det ikke gaaer ud paa at afslutte sig i sig, men tvertimod redeligen stræber efter i sig at optage saa Mange som muligt, og netop gjør det til sit Endemaal engang at omfatte det Hele.
Men naar vi see bort fra en saadan radical Fordømmelse, der, netop fordi den beviser for meget, i nærværende Tilfælde intet beviser, hvor lidet betydende ere da alle de smaa Indvendinger, der fra saa mange Sider blive fremførte. Alle reducere de sig i Grunden til ene: at det paatænkte Museum er en Luxusartikel, og at et Folk, som kun med største Besværlighed kan tilveiebringe hvad der udfordres til den endog kun ufuldstændige Bestridelse af dets Fornødenheder, ikke kan og bør indlade sig paa Foretagender, der, hvor smukke de end i sig maatte være, dog ikke kunne henføres til det, “was Noth thut.” Vi skulle her ikke indlade os paa at gjentage alle de Grunde, der ere blevne fremførte mod dette Raisonnement, men indskrænke os til den Bemærkning: at Begreberne om Luxus og om Fornødenhed ingenlunde ere hinanden saa skarpt modsatte, som man almindeligen antager. Der gives saaledes ikke Faa, der ansee Læsning for en Luxus-Sag, medens dette dog for den mere Dannede er næsten lige saa nødvendigt som det daglige Brød; Fornøielse er en fuldkommen Nødvendigheds-Artikel for ethvert Menneske, og selv i Valget af de enkelte Forlystelser vilde den Ene vistnok kunne ansee for Overdaadighed hvad en Anden ikke vilde kunne undvære. – Spørgsmaalet vilde derefter kun blive: om det danske Folk staaer paa et saadant Dannelsestrin, eller i alt Fald har nogen rimelig Udsigt til at naae det, at det kan henregne Tilfredsstillelsen af et høiere Livs Fordringer til sine Fornødenheder; og vi ville rødme, om vi ikke kunde besvare dette Spørgsmaal med et Ja; ja vi troe endog, at det “was Noth thut” ingenlunde kan indskrænkes til den blotte Selvopholdelse eller den reent materielle Trangs Fyldestgjørelse, men at dertil endog fortrinsviis maa henregnes hvad der kan styrke og oplive et ædlere Folkeliv.
Men der er en væsentlig Omstændighed, hvorpaa der ikke kan lægges noksom Vægt: at her er ikke Tale om noget Staten skal gjøre. Lad Staten, saa godt den kan, betale hver Mand sit; lad den skaffe os et Forsvarsvæsen, der kan betrygge vor Selvstændighed; lad den bortrydde de Hindringer, der lamme Handel og Industri osv. osv.; vi ville indrømme vore Modstandere, at Staten for Tiden er i en saadan Tilstand, at den ikke kan tænke paa stort Andet, end at sikkre den første Grundvold for dens materielle Tilværelse, at den ikke har Raad til anden Luxus, end den der ansees nødvendig tll Monarchiets Glands. Men som sagt, her er ikke Tale om noget, Staten skal gjøre, men kun om et Værk, der skulde fremgaae af frie Borgeres frivillige Samvirken. Nu er det dog Gud og hver Mand vitterligt, at der i Danmark ikke gives saa Faa, der foruden det Nødvendige til Føde, Klæder og Huusly, og foruden Alt hvad Staten tager, endnu have Noget tilovers til deres Fornøielse, – og hvis det ikke var saa, saa skulde da . . . . . . . Hele Spørgsmaalet var altsaa: om der iblandt disse findes saa mange, der besidde den fornødne Dannelse til at indsee det Skjønne, Gavnlige og Hæderlige ved et Foretagende som det, hvorom her er Talen, at dette ved deres frivillige Bidrag kan komme i Stand. Hvis Staten skulde bygge et saadant Museum, da vilde det vistnok for Øieblikket maatte ansees for betænkeligt; thi de nødvendige Midler maatte da ved Beskatning skaffes tilveie. Men i Skatternes Væsen ligger det, at deres Udredelse er en Nødvendigheds-Sag, og at de altsaa – om vi saa tør udtrykke os – vilde falde paa de Enkeltes Nødvendigheds-Budget; at udpante Bønder for at bygge et Museum, ville vi naturligvits ingenlunde billige. Men da Sagen er frivillig, saa kan man være fuldkommen forvisset om, at Ingen vil bidrage dertil, som ikke har mere end det absolut Fornødne; med andre Ord: Udgiften vil falde, ikke paa de Enkeltes Nødvendigheds-Budget, men paa deres Luxus-Budget, og dens heldige Udfald beroer altsaa paa, at der hos os gives et tilstrækkeligt Antal af saadanne, hvem det vil være en saâ stor Fornøielse at bidrage deres til at faae dette Værk i Stand, at de dertil ville anvende noget af det, de alligevel bruger til deres Fornøielse; med andre Ord: at de ville renonce [re] paa een eller anden af de Forlystelser, de ellers kunde og ville have, for i dens Sted at kunne skaffe sig denne Glæde. Derom mene vi altsaa, at der ikke kan være mindste Tvivl, at Nationen, naar Sagen tages paa denne Maade, har Raad til at udføre et saadant Værk; og kun derpaa vil det altsaa komme an, om den besidder den dertil nødvendige høiere Sands. At Erfaringen maatte vise dette, det ønske vi ikke blot af den Grund, at vi levende interessere os for, at selve Museet maatte komme i Stand; men endnu meget meer af den Grund, fordi dette vilde være et hæderligt Vidnesbyrd om det danske Folks nærværende Kulturtrin; men Folkets Ære er ogsaa vor, er Alles Ære.
Dette maa nu være nok som Svar til dem, der mene ligesom Judas: at vi burde give alt, hvad vi kunne undvære, til de Fattige eller deslige; og skulle vi sætte en Overdrivelse mod en Overdrivelse, da ville vi med Christus sige: lad de Døde begrave deres Døde. Men vi, der ere lyslevende, det er, som ikke blot kunne spise, fordøie og sove, men tillige føle et høiere Livs Pulsslag banke i vor Barm, vi, der kunne glæde os ved, at vi, efterat have bestridt vore physiske Fornødenheder, og givet Staten hvad den kræver af os, endnu have noget tilovers til vore Fornøielser, vi ville søge at forskjønne og forædle dette Liv, blandt andet ogsaa ved at række Haanden til et Foretagende, der ville hædre vor Nation, aabne en evig rindende Kilde til ædle Glæder og give den velerhvervede Fortjeneste sin velfortjente Løn.