Arkivet, Thorvaldsens Museum

‒ En Ubenævnt har atter optaget et gammelt Thema og udtalt sig om Oprettelsen af et Thorvaldsensk Museum; det lille Skrift torde maaskee høre til det Bedste af hvad der er skrevet angaaende denne Sag. Med Rette spørger Forfatteren, hvorfor de ældre Billedhuggere, som en Wiedewelt, en Dajon, og de nulevende Bissen og Freund skulle være udelukkede, og hvorfor kun een Mand skal forgudes? Han kunde have tilføiet, at Versailles Museum omfatter alle Tider, hele Frankerig! Med Rette proponerer han derfor, at den paatænkte Bygning skulde bære Navnet af: „det Thorvaldsenske Museum for danske Billedhuggerværker.” Hertil føier den ærede Forfatter en endnu ei paaanket Indvending, den nemlig, at Danmark ikke kan være Foretagendet bekjendt, saalænge det endnu ei har gjort Noget for sin største Digter, der dog vist staaer i lige Rang med Thorvaldsen ‒ han sigter til Oehlenschläger. ..Selv en Plan ‒ siger han ‒ til i sin Tid at kjøbe Rahbeks „Bakkehuus” og forære ham, som et Familieminde, der maatte være ham kjert, kunde ei komme istand. Thorvaldsen er riig, Ochlenschläger fattig. Lad os først og fremmest gjøre Noget for den Sidste, at man ei skal sige: ”de Danske hædre Thorvaldsen, fordi Fremmede først have hædret ham!” Til at stifte et Hædersminde for Oehlenschläger udfordtes intet Tempel, ikke 300,000 Rbd., men vel indtil 100,000 Rbd., eller i alt Fald mindre; der maatte forblive et staaende Fond, ved hvilket Anvendelsen af den aarlige Rente bestemtes saaledes: Halvparten for Oehlenschläger, saalænge han lever, og, efter hans Død, for den, som da maatte ansees for Danmarks dalevende største Digter, (hvor ved det var en Selvfølge, at den Afdødes Enke ogsaa maatte betænkes), og den anden Halvdeel af Renten, deels til Understøttelse for trængende Digtere, som allerede have vakt saa megen Forhaabning, at deres Genie fortjener at fremhjelpes, saa at de ikke behøve at skrive for Brød; deels til Priisbelønninger for udmærkede digteriske Frembringelser over selvvalgte eller opgivne Æmner.” (Hempels Av.)