Söndagen
Et Tillægsblad til “Dagen.”
Redigeret at Th. Overskou. Udgivet af A. E. Rostock.
1836. Kjöbenhavn, den 6. November. Nr. 44.
Kjøbenhavn, skildret af en Svensker.
Et mere fortryllende Landskab, end det man kommer igennem paa Reisen fra Helsingøer til Kjøbenhavn, aabner vel neppe, i det mindste ikke i en saa lang og uafbrudt Strækning, Veien til nogen anden stor Stad i Europa. Sjælland er, især ud imod Kysten, en eneste uhyre Lystskov, overstrøet med indbydende Boliger af alle Grader, fra den majestætiske kongelige Sommerresidents til de beskedneste, simpleste, men altid behagelige Landsteder. Savnet af betydelige Høider og ethvert andet Vandspeil end Sundets, giver vel Landskabet en vis Eensformighed og forringer dets Skjønhed med Hensyn til det blot Pittoreske, men det vækker altid en Følelse af Tilfredshed, Velbehag og Livslyst naar man seer sig omgivet af dette rige Grønne, denne yppige Vegetation, eller vandre under disse bladrige Løvsale, en eneste uhyre Søilegang i tusinde afvexlende Former, dannede af Naturens egen overdaadige Haand.
Kjøbenhavn ligger for sammendynget, eller, om jeg saa maa sige, for sammenknebet, til at den kan give et saadant Skue fra Land- eller Søesiden, som Stockholm frembyder fra begge disse Sider; Kjøbenhavn havde heller ikke noget som kunde sammenlignes med Stockholm, om der endogsaa var en Punkt, hvorfra Staden kunde overskues. Nu er dette ikke Tilfældet; thi den Høi – de Danske synes selv, at det er “et uhyre stort Bjerg (!!)” – hvorpaa Frederiksberg Slot ligger, og som er den eneste virkelige Høide i Stadens Omegn, er dog altfor ubetydelig, til at man derfra kan have noget heelt og tydeligt Skue af det sammendyngede, levende Kjøbenhavn. Fra anden Salsetage i det prægtige Slot, og selv, i ringere Grad, fra dets Terrasser har man i alt Fald en seeværdig Udsigt over Stadens Taarnspidser og Tage, det paa hiin Side af den ved dens Fod udbredte Sund og det ligeover-for liggende Sverrig med dets tæt ved hverandre liggende Stæder.
Men om Kjøbenhavn ikke frembyder noget totalt Skue, som er i høi Grad interessant, fængsles Øiet derimod desto uimodstaaeligere af Stadens Enkeltheder, fra det Øieblik man sætter Foden i den, og al Sammenligning med vort sølede, urene, sletbygte og planløse Stockholm maa strax ophøre ved et Øiekast paa disse brede og overordentlig reenlige Gader, disse Rækker af smagfuldt opførte, paladsagtige, skjøndt ikke store Bygninger, med Ruder af Speilglas og oliemalede, altid i god og ny Stand holdte, Mure. En Spadseregang igjennem en af de Gader, hvor Bevægelsen er meest levende, er i denne Henseende høist indbydende, ikke ved den overdaadige Pragt, man seer opdynget i de talrige Mode- og Kræmmerboutiker, hvor det hele Forraad synes at være hængt ud til Prydelse for Vinduer og Dørposter; nei, man gaae et Trin længere ned, i Kjælderne, hvor Spekhøkerne, Urtekræmmerne og alle de som i store eller smaae Partier handle med Madvarer og saadanne Prod[u]cter, have deres Udsalg. Ligesom man andetsteds, som f. Ex. hos os, ikke kan gaae ned i et saadant Udsalg, uden at mødes af en Dunst, der ækler og gjør fælles Sag med den Virkning, som de Sager, hvorfra Dunsten kommer, har paa Øiet, og man ikke, med en god Kjole paa, vover at nærme sig den Disk, hvor Handelsmanden staaer med snavsede Næver og Forklæde, saaledes seer man derimod her en overordentlig Reenlighed og Omhu, jeg kunde næsten sige Smag, hvormed alle disse spiselige Sager overalt behandles i Kjøbenhavn, og som er saa indbydende, at man næsten glemmer at Madvarerne ikke ere tilberedte og faaer isinde strax at spise sin Middagsmad, uden at tænke paa det barbariske i et saadant Maaltid.
Bygningerne, saavel de offentlige som de private, udmærke sig ved en Pyntelighed og Pragt, som har stillet Kjøbenhavn ved Siden af langt større og rigere Hovedstader. Især seer man en Mængde smukke i en reen Stiil udførte Søiler og Søilerækkcr, en Ting som i Stockholm, hvor der ogsaa findes Søiler, er aldeles umuligt at faae at see, uden ved det kongelige Slot, og, om man saa vil, ved Gustav Adolfs Torv. I Forbigaaende vil jeg bemærke, at Facaderne paa de to Pladser paa dette Torv have et stærkt Sidestykke i dem, som omgive den smukke Amalienborgplads og alle beboes af den danske Kongefamilie. En Bemærkning, som man ikke kan undlade at gjøre ved Betragtningen af de kjøbenhavnske Bygninger er, at de mere udmærke sig ved smukke Enkeltheder end ved disses Forening til et sammenhængende Heelt. Dette gjælder om næsten alle og fornemmeligen just om den fornemste iblandt dem: det store kongelige Slot Christiansborg. Det har uendelig smukke Partier, men ogsaa nogle uden al æsthetisk Interesse og det Hele er en Samling af Bygninger aldeles ulig Stiil og Proportioner. For at sætte Kronen i paa det, støder det paa den ene Side op mod et Privathuus, hvorved Kongeligheden aldeles forsvinder, i det mindste paa denne Punkt. (Hermed menes naturligviis Bygningen, hvori Stats- gjælds- og Zahlkammer-Comptoirerne ere. Svenskeren har feilet i at antage denne Bygning for et Privathuus, men han har fuldkommen Ret i at den i en meget høi Grad svækker det Indtryk som Slottets Masse vilde gjøre, hvis den stod aldeles fri).
Da Sjælland er en eneste Lystskov, falder det af sig selv, at den ikke savner Promenader. Dyrehaven, som bliver meget besøgt i den smukke Aarstid, fra Begyndelsen af Sommeren til Midten af Juli, især om Søndagen, ligger en heel Miil fra Staden, hvilket dog ikke hindrer, at der i den vrimler af Folk af alle Stænder, saa ofte Veiret er godt. Inde i Byen har man en Tilflugt fra Steenbroen og Heden i den særdeles smukke og store Rosenborg Have, eller Kongens Have, som ligger ved Rosenborg Slot, bekjendt ved Christian den Fjerde, og paa alle Sider er omgiven af prægtige Gader. Den er for Kjøbenhavn hvad Carl den Trettendes Torv er for Stockholm, selv deri at alle Byens Børn, med og uden Barnepiger, leve og have Tilhold der i Sommertiden; men den er ikke noget Torv, den er en stor Have med bladrige, hverandre i alle Retninger krydsende Alleer og skyggefulde Gange, med Pyramidepopler, de skjønneste og meest majestætiske jeg hidtil har seet, med Blomstertæpper glimrende i tusindfold Farvepragt og duftende af Vellugt. At der ikke savnes “Restauration” falder af sig selv. For Resten er Staden omgivet af Volde, som af en eneste stor Boulevard, der danner en ligesaa smuk, som stærk besøgt Promenade.
Den store og frugtbringende Virksomhed, som udmærker Kjøbenhavn i literair og æsthetisk Henseende er bekjendt i hele Europa og neppe kan man vel nogetsted med høiere Interesse og varigere Nytte besøge de offentlige Samlinger, end det skeer her. Overalt møder man i denne Henseende Sporet af en levende, uophørlig Ordnen og virksom Aand, en klar Indsigt i Tingene, en oplyst, alvorlig og uafbrudt Beskyttelse fra høiere Sted. Den store Kongeresidents er, med Undtagelse af en eneste Pragtbolig, som bruges ved store Hoffester, næsten aldeles aabnet for Kunsten og Videnskaberne, og her, under en fuldkommen absolut Konge, hører man aldrig tale om, at en kostbar videnskabelig eller historisk Samling, en sjelden Kunstskat ligger skjult og ubenyttet i en Vraae eller i en Betjents Værelse, for at en fornem Dame, en Hofchef, en Kammerherre eller nogen anden af Hoffets Personale ikke skal savne Beqvemmeligheder for sin egen dyrebare Person. Naar en nye Bygning i Kjøbenhavn bliver beboelig, tænker man ikke strax paa at pakke den fuld med Hoffolk; men den har altid et almeennyttigt Øiemeed, derfor seer man ogsaa overalt her, i denne Henseende, en Orden, Planmæssighed og Rummelighed, som letter Studeringer, indbyder til dem og ligesom dølger eller bringer i Forglemmelse de Anstrengelser, uden hvilke Ingen kan vente at træde ind i Videnskabernes Helligdom. Og hvorfor er Iveren uophørlig hos disse Samlingers Vogtere eg Ordnere? hvorfor er deres Møie let og deres Kraft stedse opvakt til nye Forskninger? Fordi de vide at de udrette noget, der vedbliver at bestaae, fordi de ikke arbeide i et Chaos, ikke slide som Hestene i Hr. Juringii Stampemølle, fordi de vide, at det aldrig skal mangle paa Lys for det som er Lyset værdt og for dem, som er istand til at vandre i Lyset.
Det kongelige Bibliothek, i en Fløi af Christiansborg Slot, er, som man veed, et af de største i Europa, thi det indeholder for øjeblikket 360,000 Bind. Det er aabent hver Formiddag, og en af de derved Ansatte er stedse, med den Beredvillighed, som udmærker de Danske, rede til at være den Reisendes Cicerone, et Kald, som han udfører med den Kundskab om Sagen, der ligeledes er udmærket Træk hos dem. Et eget, rummeligt og lyst Værelse staaer aabent for dem, som for at studere ville afbenytte Bog- og Manustriptsamlingerne, og de kunne der, ligesaa uforstyrrede, som paa deres eget Værelse, ja endnu mere uforstyrrede, hver Formiddag, indtil Kl. 2, hengive sig til deres Forskninger. Planen for Bibliothekets Ordning og Catalogernes Sammensætning gjør det let at opsøge hvad man i øjeblikket behøver. De ved Bibliotheket Ansatte vide desuden pas deres Fingre, hvor Alt er at finde. – Det aarlige Overslag til Indkjøb af nye Arbeider er i Kjøbenhavn, i det mindste sammenlignelsesviis, meget betydeligt, og man har ikke vanskeligt ved at overbevise sig om, at det bliver anvendt fuldstændigt og hensigtsmæssigt. Det er glædeligt for Svenske at see hvilket langtfra ikke ubetydeligt Rum man har indrømmet den svenske Literatur, og hvorledes man, saavel i de skjønne Kunster, som i Videnskaberne, er fulgt med lige til den sildigste Tid.
Museet for den bildende Kunst har ligesom det kongelige Bibliothek en Pragtbolig i Christiansborg Slot. Der findes slet ikke noget Antikgallerie; alene Kunstacademiet har en Samling af Gipsafstøbninger efter Antikerne, og i denne Henseende staaer Thorvaldsens Fødebye langt tilbage for Sergells. Hvad Maleriegalleriet angaaer er imidlertid Forholdet aldeles modsat. Hos os findes der ikke et saadant, og end- skjøndt Sverrigs tidligere Regenter have sat store Summer i Indkjøbet af Malerier, hvoraf mange kunne maale sig med eller overtrække dem, der findes i det danske Museum, har det svenske Folk, som bekjendt, ikke noget for Kunstneren eller Kunstelskeren tilgængeligt Maleriemuseum, med mindre man vil give dette Navn til de smudsige Huller, paa hvis Dør, som gaaer ud til en mørk Gang i det kongelige Slot, der paa en Papiirslap med store smudshvide Bogstaver staaer at læse Ordet: Museum. Hoflakeiernes godhedsfulde Kunstkjærlighed og ivrige Omsorg for deres egen Uddannelse i finantiel Henseende tillader vel undertiden saavel svenske Undersaatter, som reisende Fremmede Adgang til det saakaldte “Store Galerie,” – især om Sommeren naar Hof-Secretairen er paa Landet og man ikke behøver at være bange for at forstyrre ham – og det gjemmes unægtelig Kunstskatte af stor Værdie, men at studere dem er naturligviis ikke gjørligt under saadanne Forhold. Malerierne ere desuden opstillede paa en ambulatorisk Fod – en Slags Museum en voyage som, efter Omstændighederne og Nødvendigheden at decorere et andet kongl. Værelse, kan forandre Plads og Anordning – med et Ord, Nationen har ikke noget med alt dette at gjøre, og den har intet Gallerie, endskiøndt det Gallerie som haves er tilvejebragt ganske paa samme Maade, som alle andre Residentstæders, hvori man dog altid har betragtet Gallerierne som tilhørende Nationen. Maler[ie]galleriet i Kjøbenhavn bestaaer af omtrent 1000 Stykker, som vistnok ikke for Størstedelen have noget særdeles stort Kunstværd, men blandt hvilke der dog findes ikke saa faa virkelige Mesterværker; dette gjælder især, og det næsten udelukkende, med Hensyn til de nederlandske Skoler. Uagtet denne Samling naturligviis ikke i Værd kan maale sig med nogen af de sydeuropæiske, er den dog af stor Interesse for dem, som studere Kunsten, ved den Planmæssighed og Sagkundskab, hvormed den er ordnet efter de forskjellige Skoler og Tider. En fuldstændig, raisonnerende Fortegnelse er ogsaa til Afbenyttelse og er en meget god, omendskjøndt hist og her, i Henseende til Bedømmelsen, ikke aldeles tilforladelig Veileder.
Blandt de private Maleriesamlinger udmærker sig Grev Moltkes i det Thottske Palads paa Kongens Nytorv. Den er ikke stor, men meget udvalgt, og visse Dage om Ugen, uden Betaling, aaben for Publicum. Adgangen til det kongelige Gallerie betales med en Ubetydelighed.
Museet for nordiske Oldsager er iblandt de Samlinger som baade for sin Rigdom, Gjenstandes Interesse og den udmærkede Sagkyndighed, hvormed det er ordnet, i en høi Grad fortjener at tages i Øiesyn. Den fortjente Thomsen er dets Forstander, en Mand, som med grundig Kundskab i sit Fag forener en grundig Indsigt i mange andre Kundskabsgrene, især med Hensyn til de skjønne Kunster, og den største Velvillie og Hjertelighed i Omgang. Her kan man, blandt meget andet Interessant, med endog den største Nøiagtighed følge Uddannelsen af det nordiske Vaaben- og Haandarbeide igjennem alle Grader, ligefra Flintestenen ril Jernet og de med største Ziirlighed udarbeidede Guldprydelser. Intet Led er afbrudt eller bragt i Uorden i denne lange Kjæde, der paa en sindrig Maade forbinder – hvilket altid burde være Tilfældet – en Underviisning i de nordiske Oldsager med en Underviisning i den nordiske Historie, og oplyser den ene ved den anden.
Myntcabinettet eg Medaillesamlingen udmærke sig ikke mindre ved den Planmæssighed og Pyntelighed, hvormed de ere ordnede og den Lethed, som deraf fremgaaer til næsten paa egen Haand at kunne veilede sig igjennem dem, end ved Mængden af kostbare Pragtexemplarer af slagne Skuepenge. En politisk Fordomsfrihed, som aldrig burde savnes i Kunst og Videnskab, har selv i denne Samling givet Plads for et Exemplar i Guld, af den store Medaille, der i Sverrig blev slaget over „Toget over Beltet” med Carl Gustavs Billede og Indskriften: Natura hoc debuit uni. Leilighedsviis maa her bemærkes, at Samlingen af svenske Medailler er i høi Grad fuldstændig. Stockholm har ogsaa et Myntcabinet, Rationen har igjennem flere Slægter lønnet en Garde des medailles, Samlingen er større og mere mærkelig end den danske, efter hvad jeg har Grund til at troe – men Alt ligger Hulter til Bulter i et Par Huller i det kongelige Slot, og der maatts gjøres et særskilt Statsoverslag for at en ung i Kjøbenhavn uddannet, duelig og ivrig Videnskabsmand i det mindste kunde gjøre en Begyndelse med at ordne Samlingerne. Han har imidlertid allerede tilsat sin Helsen og vover Livet i disse usunde Kjælderhuller.
Den Simpelhed og Pragtløshed, hvorved den danske Kongefamilie udmærker sig, gjør et besynderligt, men vistnok langtfra ikke ubehageligt Indtryk. At see en Konge eller en Prinds vise sig paa offentlige Steder i sort Kjole, uden anden Dekoration end et Baand i Knaphullet, ledsaget af en eneste Person, der ogsaa er i civil Klædning, er noget, som kanskee ikke overalt blive anseet som overensstemmende med Majestætens Værdighed og Høihed, men som, i det mindste i Danmark og de større Dele af det civiliserede Europa, hører til Dagens Orden. Kun Kongen, som i en Alder af næsten 70 Aar har en Raskhed og Livfuldhed, hvori ingen af Europas alderstegne Monarker overtrækker Carl den Fjortende Johan, bærer næsten altid Uniform. Paa en rask Render galopperer han ofte om Sommeren imellem Staden og det nærliggende, udmærket skjønne Frederiksberg, blot ledsaget af en eneste Adjutant. Den Fremmede, hvis Rang eller Stilling ikke giver ham Adgang til Hoffet., har i Skuespilhuset en god og ikke sjelden Lejlighed til at see den kongelige Familie samlet og at overbevise sig om, hvor livet den stræber efter at holde sig i Afstand fra Folket, eller, om man heller vil, dette i Afstand fra sig. Paa Sommertheatrene, hvis Indretning ikke gjør det muligt strengt at adskille den kongelige Loge fra Publicums Pladser, ere Deres kongelige Høiheder næsten blandede med Mængden og deres Samtale, som ikke er høirøstet, men heller ikke bliver affecteret ved Hvidsken, er fuldkommen forstaaelig for de Omstaaende.
Overalt hvor man har nogen Kundskab om den danske Hovedstad, og især hos os, har Assistents-Kirkegaarden et altfor udbredt Navn, til at den med Føie skulde kunne forbigaaes, selv i en saa flygtig Skildring af Residentsstaden som denne. Dens besynderlige Navn har en ganske egen Oprindelse. Da Begravelserne endnu skete indenfor Stadens Volde og hvor Menighed havde sin Kirkegaard, ligesom i andre Stæder, f. Ex. i Stockholm, begyndte man dog til Slutningen at savne Plads og der blev udenfor Voldene udseet nogle Tønder Land til en fælleds Begravelsesplads, som skulde “assistere” Begravelsespladserne i Byen. Den “assisterende” Kirkegaard voxte med hver Dag og fortrængte tilsidst alle de andre, men beholdt dog, ved Overgang fra Bisag til Hovedsag, sin beskedne Benævnelse. – Om Assistents-Kirkegaardens udmærkede Skjønhed er der kun een Stemme, og blandt dem som ved enhver Ting kun søge en iøinefaldende Ynde, uden at bryde sig om Betydningen og hvorledes Tingene svare til denne, kunne Meningerne om denne Kirkegaard ikke være deelte. I mine Øine er Assistents-Kirkegaarden en særdeles smuk engelsk Have, som blot vanzires noget af en altfor sammenhobet Masse Steen-monumenter – men uden at læse Indskriften paa disse Monumenter, uden at eftertænke Betydningen af de Sindbilleder, som hist og her pryde dem, havde det vel aldrig faldet mig ind, at jeg der befandt mig paa et Døden indviet Sted, at det var Grave, der dækkedes af disse Sidestykker til de muntre Blomsterpartier ved en Stormands Villa. Disse smalle af bladrige Træer beskyggede Gange, som med udsøgt Koketterie bøie sig ved hvert tiende, ja endog ved hvert femte Skridt, synes vel ypperligt dannede til at gjentage Echoet fra et sukkende Bryst, men fra et som banker af Kjærlighed og Længsel, ikke fra et som brister under Byrden af uendelig Sorg. Her er smukt, udmærket smukt, men som i en Balsal, ikke som i en Kirke. Alvor, Hellighed, Høihed, Simpelhed og Stilhed finder man ikke her. Den Mængde Spadserende, som bestandig, naar det er smukt Veir, vandrer om i denne vidtudstrakte Lystlund, bidrager endmere til at forjage Tanken om en Kirkegaard og tilbagefører den derimod stedse til Forestillingen om et Forlystelsessted. Blandt de Utallige Monumenter, som om de just ikke smykke, saa dog opfylde dette Sted, fandt jeg relativt kun meget faa, som i Henseende til Tanke og Udførelse havde noget særdeles Udmærket ved sig. Hvad Udførelsen angaaer er der dog ingen Tvivl om, at man jo, blandt meget som er middelmaadigt, eller endnu mindre, finder adskilligt som har et høiere Værd; ja endogsaa Thorvaldsens Meisel gjenfinder man her. Marmoret skal her paa Stedet være let at faae og ikke kostbart, og det maa virkelig være Tilfældet, thi man møder det næsten ved ethvert Skridt blandt Gravene. Ved de fleste af disse Dødens Gjemmer seer man en malet Havebænk, hvor den efterlevende Familie hviler sig under dens Besøg hos den Bortgangne; disse Besøg ere hyppige og den Omhu hvormed Københavnerne vedligeholde deres afdøde Venners Minde og den Jordplet, som gjemmer deres Støv, er et blandt de mange høist agtværdige Træk i deres Karakteer. Vist er det imidlertid, at disse Havebænke gjøre deres til at drage Sindet fra al Andagt, især da de, som ofte er Tilfældet, tillige tjene til Monument. Man seer nemlig ikke sjælden paa Rygstødet af Bænken, ud mod Sædet, malet: “Her hviler o. s. v.” Ved en Vandring paa Kirkegaarden seer man ofte disse Bænke besatte med de Bortgangnes Familier, som der nyde deres Thee og Kaffe (?!) hvilken de have bragt med fra Byen, og saaledes lig[e]som fremmane deres afdøde Venner af Graven til endnu at deeltage i et lystigt Compagnie. Hjerteligt, smukt, rørende! raabe maaskee mange; aa ja vist; men den Afdøde, som behandles saa familiairt, har han vel foraarsaget nogen stor Tomhed i den lystige Kreds? Hvis, som Byron siger, Mindet er et Speil, som Sorgen med Fortvivlelsens Styrke kaster til Jorden for at tilintetgjøre det, men hvori den kun i de omspredte Skaar seer det rædselsfulde Billede tusindfold – saa drikker man ikke Theevand ved Graven, eller sætter en rygende Kaffekande paa den Jordhøi, som ugjenkaldelig gjemmer Ruinerne af Eens hele jordiske Lykke.
Den berømte Thorvaldsen er endnu i Rom, men her er fuldt af ham, og med en ubetydelig Forandring kunde man paa Kjøbenhavn anvende den bekjendte Gravskrift over Wren i St. Paulskirken: “Si Thorvaldsen qværis, circumspice.” Vil man studere denne plastiske Kunstner, den største Verden har havt siden den rene Antiks Tid, faa kan det alene skee her; thi deels gjemmer Kjøbenhavn de flests af hans Originalarbeider, deels har det en næsten fuldstændig Samling af under hans egen Vejledning tagne Gibsafstøbninger af hans Arbeider, der ere spredte omkring i den øvrige Verden. Blandt de mange skjønne Træk i den store Mands høist elskværdige Karakteer, er den Uegennyttighed, hvormed han har arbeidet for sit Fædrenelands Konge og Hovedstad. For sine kolossale Apostler i Frue Kirke har han begjært og faaet mindre, end f. Ex. Bystrøm for de Statuer, der i Henseende til Størrelsen – den eneste mulige Sammenligningspunkt – omtrent svare til dem. Og medens Thorvaldsen udførte disse Arbeider, var han dog beleiret af Europas Fyrster og Magnater, som kappedes om at eie et Arbeide af ham, da Bystrøm derimod ene maa takke Carl Johans Ædelmodighed for at Verden eier en Mængde Statuer af ham og trues med endnu flere. Vel ere Gipsafstøbningerne af Thorvaldsens Værker ikke endnu tilbørligen opstillede eller samlede paa eet Sted, som de sikkert ville blive, men den Velvillie og Beredvillighed, som overalt i Kjøbenhavn møder Kunstvennen, gjorde mig det let at faae dem at see, hvor de end vare. Meget, som er bestemt for den største Offentlighed, f. Ex. Frontonen til Frue Kirke, Apostlerne i Marmor, Alexanderstoget og mere, kan kun ufuldkomment sees og bedømmes, da det findes paa Steder, som aldeles ikke ere som de, hvorfor det er bestemt; ja Apostlerne ligge endnu i deres Kasser og vente Mesterens Hjemkomst, for at henflyttes til de Pladser i Kirken, der imidlertid have været besatte med Gipsafstøbninger, som i Skjønhed og Fuldendelse neppe overtræffes af andet end de Skikkelser af et ædlere Stof, som engang skulde indtage deres Plads. Her er ikke Stedet til at gaae ind i en Kritik over Enkelthederne i disse Mesterværker, men saameget kan jeg dog sige uden Frygt for Modsigelse, at en bildende Kunstner sjelden eller aldrig har, saavel i Tanken som i Udførelsen, viist større Genialitet og Rigdom i Opfindelsen end Thorvaldsen i Behandlingen af de tolv hellige Karakterer. Man seer at han dybt har studeret det nye Testamente og med et skarpt Blik opfattet Personligheden hos enhver af dem, for saavidt som en saadan findes i Biblen. Ypperligst af alle er maaskee hans Thomas. Men selv hvor de hellige Sagn ikke paapegede ham nogen bestemt Karakteer, har han i den hele originale Opfatning og Udførelse af Figuren, og i dens overordentlig plastiske Skjønhed frembragt en Virkning, der maa forbause; et Exempel derpaa er hans Philippus. Det vilde blive altfor vidtløftigt at gjennemgaae Listen over alle de mange herlige Arbejder den ligesaa frugtbare som aandrige Kunstner har udspredt i Kjøbenhavn og Europa; naar man saaledes seer dem her i Originalerne eller fortræffelige Copier samlede paa eet Sted, overbevises man om, hvorledes Thorvaldsens Kaabe maa gjøre Gavn som Drapperie for mangen ellers meget agtværdig Kunstner; saaledes ere f. Ex. den Mercurius, den Amor med Krigsgudens Sværd, vi have fra Fogelbergs Haand, som med Rette have henrevet hele Stockholm, næsten fuldvoxne sprungne ud af Thorvaldsens Hoved; Efterligningen er altfor paafaldende. – Inden jeg slutter dette lille Udkast til en Analyse kan jeg ikke undlade at sige nogle Ord om een iblandt de mange ypperlige Statuer, han har udført for Private. Det er hans Lord Byron. Thorvaldsen stod i et personligt venskabeligt Forhold til den store Britte, var nøie bekjendt med ham, begejstret for hans Værker og har udført hans Billede saaledes con amore som en Portraitstatue sjelden er bleven det. Byron, der er i let Dragt med en Kappe om Skuldrene, med den navnkundige udslagne Skjortekrave og [l]øst knyttet Halstørklæde, sidder paa en liden Forhøining, hvori Athens Ruiner symboliseres, med Capitelen af en søn- derslagen corinthisk Søile til Støtte under den venstre Fod; det høire Been er udstrakt. Mod det venstre Knæ støtter han en Papiirsrolle med den venstre Haand og i den opløftede høire Haand holder han Griffelen, som han tankefuld trykker mod Læberne. Hans Pande er fri, hans Blik inspireret; det er Childe Harold han digter! Kun en Thorvaldsen kunde det lykkes med Sandhed, i delte Ords dybeste og meest udstrakte Betydning, at gjengive det historiskgjorde Billede af ham, som paa eengang var sin Tids største Skjald og skjønneste Mand. Og han har gjort det; – den som een Gang har seet denne Statue glemmer den aldrig. Blandt Bisagerne i Udførelsen maa især nævnes det Mesterskab, hvormed den moderne Klædedragt er behandlet.
Thorvaldsen ventes med Bestemthed i Løbet af næste Aar tilbage fra Rom. Denne snart halvfjerdsinstyveaarige Kunst-Heros (han har fyldt 66) arbeider endnu lige uophørligt, og hans sidste Arbeider vise intet Spoer af at han gaaer tilbage. Han er iblandt Kunstnere ligesaalidet overtruffen i Fordringsløshed, Venlighed, Forekommenhed, Hjertensgodhed og Velvillie, som i Genie og Berømmelse.
Den navnkundige Skjald Oehlenschläger boer i Kjøbenhavn, ved hvis Universitet han beklæder en Lærestoel. Han er let tilgængelig, har et let, livligt Gemyt, seer gjerne at man besøger ham, naar man blot har nogen Dannelse i det Fag der er hans, og han har en afgjort Hengivenhed for Svenskere. Endskjøndt jeg kun var tarvelig udrustet med Anbefalinger, eller, om man vil, havde kun tarvelige Anbefalinger, havde jeg derfor ingen Vanskelighed ved at blive modtaget, og godt Modtaget. Oehlenschläger er af middelmaadig Høide og meget fed, hvilket dog ikke hindrer ham i at have en Livlighed og Kraft i Bevægelser og Gebærder, som savnes hos mangen tyveaarig Yngling. Hans Ansigt er veldannet og kan, uagtet dets Fyldighed, kaldes skjønt. Til de 56 Aar som han forsikkrede, at han havde fyldt, seer man intet Spoer; man skulde neppe troe, at han var 40. Et stærk sort Haar, som kun er graanet lidet i mere end et halvt Sekel han har gjennemlevet, beskygger den høie Pande, hvorunder et Par brune Øine med det meest sprudlende Liv, udskyder sine Lyn til alle Sider. Jeg har sjelden, maaskee aldrig, seet mere Livlighed og humoristisk Munterhed i et Par Øine end i Oehlenschlägers. Forfatteren af Freias Alter er umiskjendelig, men at den største tragiske Digter Danmark har eiet og vor Tid eier, skulde see med disse Øine, det kunde man neppe forestille sig, og hans Sind, i det mindste som det er i hans jevnlige Omgang, afspejler sig troe i det joviale Blik. Hans Samtale udmærker sig ved den høieste Munterhed og Værdighed, og krydres af Indfald, der ofte ere næsten barnlige, men altid moersomme og aldrig bittre. Hans Satire, naar den engang kommer frem, savner ikke Geniets Braad, men har langt mere af Barnets Fortrydelighed end Mandens dybe, concentrerede Harme. Han ønskede meget at see Stockholm og jeg opmuntrede ham naturligviis meget dertil.
