Arkivet, Thorvaldsens Museum

Udtog af et Brev fra Rom
den 20de Oktober 1827.

–––––––––

I

I det Haab at efterfølgende Udtog af et Brev fra Rom ikke vilde være Flyvepostens Læsere uvelkomment, da det indeholder flere ei uvigtige Efterretninger om Kunst og Alderdom fra en Kjenders Haand, som længe har levet der, har man troet at burde meddele samme, ledsaget af enkelte oplysende Anmærkninger til de deri omtalte Gjenstande, som muligen ikke vare alle Bladets Læsere lige bekjendte.

“. . . Fra Aar til Aar haabede vi den Glæde, at see Dem i Rom. De vilde finde de syv Høies Stad meget forandret; men jeg tvivler meget om, at den vilde behage Dem mere. Vel er f. Ex. den spanske Plads bleven brolagt, smukke Gader anlagte til St. Giovanni ¹) og til Porta Pia ²), en Mængde nye Huse opbyggede, hvormed rigtig nok de hæslige gamle Rønner ere forsvundne, men den stygge djevelske Mode, at bemale Murene paa Bygningerne, ja selv Kirkernes Steen-Faҫader tilligemed deres Colonner og Statuer, har ganske berøvet Rom den Alvors Charakteer, der gjorde det saa imposant; paa den spanske Plads har ethvert Huus sin egen Farve, og den Ene søger heri at overgaae den Anden, for at see, hvem der kan gjøre det Galest: orange, rødt, blaat, grønt, med hvide Lister om Vinduer og Døre, og den nederste Halvdeel af Husene sort eller graa, stikker En næsten Øinene ud. Veien fra Broen St. Angelo ³) igjennem Borgo ⁴) er efter Hs. Helligheds Befaling pludselig bleven besmurt paa denne Maade, saa at det er en Jammer at see. Man har overhvidtet Malerier af Polidor ⁵), oversmurt Granit-colonner, og alle skjønne Bygninger fra Middelalderen ere efterhaanden forsvundne og moderniseerte; de skjønneste Kirker med Marmor og Forgyldning blive ind- og udvendig overkalkede; Husene blive stedse hvidere og Menneskene stedse sortere, og man møder hele Skarer af smaa Præsteunger, gjør ei et Skridt uden at støde paa Munke, Jesuiter og Præster af alle Slags. En heel Legion onde Aander maa være faret Romerne i Hovedet, ellers vilde de ikke saa rasende arbeide paa at fordærve alt det Herlige. En Gruppe af Christus og Johannes den Døber er opstillet paa Ponte-Molle ⁶). og det saaledes, at begge ere skilte ad, den ene paa den ene, den anden paa den anden Side af Veien (jeg kan forsikkre Dem det paa min Ære, og kan, om fornødent, bekræfte det med min korporlige Eed, at det forholder sig saaledes). Kommer man gjennem Porta del Popolo ⁷), saa omgiver nu to vide Halvcirkler Obelisken, hvoraf enhver har i Midten et Springvand, der er ziret med kolossale Statuer; ved Siden af Kirkerne seer man to enorme Bygninger opførte, der synes at knuse disse, og hines Sculptur og Architektur ere det usleste og afsindigste opus, man kan tænke sig; og det paa en Tid, hvor saa store Kunstnere leve i Rom. Jeg vilde aldrig komme til Ende, hvis jeg vilde indlade mig i det Enkelte af disse ofte meget lærerige Synderligheder. Det gjør mig desuden alt for ondt, til at kunne sige mere herom, saa latterligt endog Meget heraf er.

(…)

–––––––––

Udtog af et Brev fra Rom
den 20de Oktober 1827.

–––––––––
II.

Med desto større Fornøielse vender jeg mig til Kunsten, der hver Dag frembringer noget Nyt og Herligt. Men hvilken viid Mark! og hvor skal man begynde, hvor høre op? Jeg forbigaaer Thorvaldsen, ellers kommer jeg aldrig til Ende. Prof. Wagener forlader Maleriet ⁸) og modellerer et Basrelief, to eller tregange længere end Alexanders Triumphtog af Thorvaldsen; han har sendt Tegningen til Kongen af Bairen, og strax erholdt Befaling til at lade det udføre i Marmor. Gjenstanden er de gamle germaniske Stammers og Landes første civilisering og Befolkning. Arbeidet, forsikkrer jeg Dem, er overordentlig skjønt, og bliver stedse, jo mere Kunstneren arbeider frem, mere plastisk og skjønt. Flere Stykker ere allerede herlig udførte i Marmor af Petterich, en meget duelig — saxisk — Kunstner, som jeg engang i Kunstbladet — til Morgenblatt — har taget i Forsvar mod den Beskyldning, at han ei modelleerte sine Statuer, men afstøbte smukke Kroppe. Endnu smukkere er en Frise af Freund, Deres Landsmand, forestillende Gudernes Tusmørke ⁹). Efter min Dom gives der i vor Tid intet mere phantasierigt, mere sindrigt, mere dybt følt Værk end dette, fuldt af uendelig Mangfoldighed og Rigdom i Gestalter og Bevægelser, i den største, meest ophøiede, reneste Stil, fra Begyndelsen til Enden et eneste Heelt, den underfuldeste mest levende Skabning, som jeg kjender i denne Art. De vilde erhverve Dem en udødelig Fortjeneste, hvis De ved Deres Forbindelser kunde udvirke en Befaling til denne værdige Kunstner, lig den Kongen af Baiern gav Prof. Wagener, at udføre dette sit fortræffelige Værk. Hvilken en Berømmelse for Danmark, ved Siden af den største Thorvaldsen, endnu at besidde en stor Billedhugger, der hos enhver anden Nation, som ei besidder nogen Thorvaldsen, vilde være en af de Største og Første. Da man nu har begyndt at udføre saadanne Arbeider i Marmo ordinario, hvori det tager sig meget godt ud, saa ere Omkostningerne derved meget formindskede. Freund fortjener som Menneske og Kunstner den Største Agtelse, og hvilken Fornøielse for Dem, at have bragt noget Sligt i Stand ¹⁰). Saaledes glæder det mig stedse ubeskriveligt, saa ofte jeg seer Fresko-Malerierne i Villa Massimi, fordi jeg gav Prinds Carlo — Massimi denne Idee og foreslog ham Kunstnerne. Jeg forsikkrer Dem at Freunds Arbeide er klassisk og en af de mærkeligste Frembringelser i vore Dage med Hensyn til Stiil, Skjønhed og Dybde. I Villa Massimi har efter Cornelius ¹¹), der skulde udføre Dantes divina Comedia, og Overbeek, som jeg foreslog til Tasso, flere Kunstnere arbejdet: Veit malede Loftet, Paradiis; Koch udfører nu paa Væggene Skjersilden og Helvede — efter Dante nemlig. — Schnorr har selv ganske fuldendt den rasende Roland — formodentlig efter Ariost — Overbeek maler Loftet og de to Vægge efter det befriede Jerusalem. Det øvrige udføres og fuldendes af Führig.

Hvorledes man med antike Bygninger for Øiet kan bygge, som de romerske Architekter, uden Menneskeforstand og uden Smag, er aldeles uforklarligt. Valadiers Arbeider paa Monte Pincio ligne Ocnus Reb, som Æselet bag ved ham æder; thi hvad han bygger op paa den ene Side, falder ned paa den anden; saaledes gik det med Theatret Valle, som han havde bygget om, der til Lykke faldt ned, førend det blev færdigt og fuldt af Mennesker. Nu fik han det fortvivlede Indfald, at Amphitheatret, Correa¹²), hvis Skjønhed fornemmelig bestaaer i, at kun Himmelhvælvingen bedækker det, skulde forsynes med et Velarium ¹³), som det kaldes. I de svage moderne Mure lader han derfor sætte svære med Jern forbundne Bjelker, der i Halvbuer forene sig i Midten ved en stærk Træ-Ring, herover trækker man nu fra oven af Tepper; dette hele halsbrækkende Tøi bliver approberet af en høiviis Bygnings-commission, og de skuelystne Romere sætte sig ligesaa letsindig under dette ved et Haar hængende Sværd, som fordum i Qvinctilius’ bevægelige Theater. Men see der! en Dag da Festen netop skulde begynde, og Vagten just var i Begreb med at trække derind, styrter det Hele sammen med et uhyre Brag; en halv Time sildigere vilde Tusinde være blevne dræbte. Paven dømte Architekten til betydelige Bøder, som Skadeserstatning til en Murers Familie, som mistede Livet ved denne Leilighed.

I det Autiqvariste har man ved nøiere Efterforskninger og Udgravninger erholdt mærkværdige Resultater; f. Ex. med Hensyn til Titi Bade, som man urigtig kaldte dem, gav det sig, at de nedre malede Sale hverken hørte til Titi Thermer (Bade) eller til Mæcens Huus, men til Nero’s gyldne Huus; at derimod Titi virkelige Bade laae nede i Dalen, bleve forladte i det 7de (?) Aarhundrede, og nu ere ganske tilintetgjorte; at den øvre, af palladio anførte, til Trajans Bade stødende Bygning paa Høien, var Titi Huus, hvori man under Julius 2den fandt Laokoon; at man fra Suburra ¹⁴) steeg op til dette Huus paa en prægtig Trappe, netop der, hvor det nuværende Suburra ligger i den 3die Region og ei i den 2den, ikke heller mellem Cispius ¹⁵) og Coelius ¹⁶), hvor den 3die Regions Tabernolæ ¹⁷) fandtes: at Udtrykket orthea ei blot betyder en Loge eller Balkon, men et ophøiet Sted paa en Høide, som netop det Sted, hvor Kirken St. Lucia in selci nu staaer, herover har De Romanis, som med overordentlig Flid har undersøgt disse Bade, skrevet et skjønt Værk, hvori han vindicerer Trajan sine Thermer, og adskiller de forskjellige Bygninger, som hidtil gik under det fælleds Navn af Titi Bade. Piale bemærker, at de paa Trappen til det capitolinske Museum indmurede Stykker af en corographisk Plan af Rom, ikke have kunnet være bestemte til at trædes paa, hvoraf man ikke finder mindste Spor, altsaa heller ikke at kunne have tjent til Gulv i Remus’ Tempel, men til en Beklædning af Væggene, i en antik Bygning, og, som han finder sandsynligt, i Regia de’ Pontefici, som vare der i Nærheden; at disse Brudstykker ikke indeholde nogen almindelig Plan af hele Staden; men kun paa enkelte Tavler de berømteste Monumenter i de XIV Regioner, da man ingensteds finder Tiberen eller enkelte Gader anførte; at disse Tavler, efter at de vare blevne slagne itu, ere blevne brugte til Gulv i Kirken S. S. Cosmo e Damiano, da Pave Sixtus IV forvandlede dette Tempel — Remus’ — til en Kirke, eller da Hadrian 1^ste lod den restaurere og udvide; thi i denne Periode, begyndte Paverne at anvende Ruinerne af de antike Bygninger til christelige Kirker. Ogsaa den saakaldte Caracallas Circus, som ligger mellem den appiske og den latinske Vei, og vender mod via asinaria, og efter at have overslaaret hiin, løb ud til den ardentiske, og som man snart har tilegnet Hadrian, snart Gallienus, snart Caracalla og selv Constantin, har nu erholdt sit egentlige Navn, og kan fremvise sin lovlige Døbe-Attest, saa rigtig som om den var trykt paa stemplet Papiir. Man har udgravet Carceri ¹⁸), det sydlige Pulvinare, den 837 Pariserfod lange Spina ¹⁹) til Hovedporten, som nu laae 15 Fod under Jorden, og fandt her to Indskrifter, som lade ingen Tvivl om den Tid, hvori denne Circus blev anlagt, og bevise, at den blev bygget i Aaret 311 efter Christi Fødsel af Maxentius til Ære for hans Søn Romulus, som var død to Aar forhen, og af Faderen forgudet; den ene bedst vedligeholdte siger:
 

Divo Romulo N. M. V.
Cos. Or . . . I Filio
D. N. Maxentii Invict:
VI . . . . Aug. Nepoti
Divi Maximiani Sen.
Oris. Ac . . . . . . .

Denne Udgravning er af den høieste Vigtighed, thi alle Dele af Bygningen bleve tillige med en stor Mængde af architectoniske og plastiske Arbeider og Fragmenter fundne paa deres Sted, saa at man kan see af Ruinerne, med hvilke Statuer denne Circus var smykket, og erholde det tydeligste Begreb om hele Bygningen.

Meget Skrækkeligt er ogsaa overgaaet Rom: St. Paulskirkens Brand, Tivolis Ødelæggelse (ved Floden Anios Oversvømmelse). Man arbeider paa begge, men paa romersk Art, smukt langsomt og kostbart; og da der ere saa mange, som have Ret til at tale med, og den Ene vil have det saa, den Anden saa, gaaer Tingen ei meget fremad. Paven har kjøbt Grev Cicognaras store Bibliothek, og indlemmet det i det Vaticanske; nye Sale ere aabnede i Museet, i een ere ægyptiske Mærkværdigheder opstillede, i en anden Gibsaftrykkene af de i England sig befindende græske — Elginske — Værker. Pius den 7de har ladet opsætte en Obelisk paa Monte Pincio; denne Pave var mere elsket af Folket end den nærværende: “Har Du seet Paven”? hørte jeg for nogle Dage siden en Romerinde spørge en Anden. “Ih ja vist”, svarede denne. “Hvorledes seer han ud”? “Som en Citron, udvendig guul, indvendig suur” — giallo di fuori ed agro dentro.

Smelin ²⁰) og Müller ²¹) ere begge døde. Reinhardt stedse ung, maler skjønne Landskaber, og har nylig stukket et herligt Blad af det ødelagte Tivoli; Koch er bleven gammel og maler Djevle og Fordømte i den omtalte Maximi’s Cassino. En stor Deel af Tusculum, en heel Gade til Porten, tilligemed denne, et Theater o. s. v. ere blevne udgravede, og skiønne Sager fundne. Hertuginden af Chabelais har skjenket sit Museum af de ved Torrmarancio fundne Antiqviteter til det pavelige Museum; Skade, at det antike Værelse, som hun med saa megen Smag havde ladet bygge i sit Palais, i samme Størrelse som det udgravede, og med de deri fundne Malerier, ei lader sig flytte. Kongen af Baiern har kjøbt Villa di Malta; Dronningen af Sardinien det forrige franske Academie i Corso, som Ludvig Bonaparte beboede, og ladet det fra oven til neden overkalke graat. En Franskmand paastod og beviste, at under Vesta-Templet laae en stor Skat; man gravede i en Nat 25 Fod dybt; men fandt Intet. En Anden seiler om i Søen ved Nemi; hvad han søger, kan jeg ei begribe. En Græker bragte en mængde Mumier, Marmore, Skarabæer og andre ægyptiske Antiqviteter hertil; en Romer en uhyre Mængde chinesiske Sjeldenheder, hvoriblandt en Mængde Bronze-Vaser, Tegninger, Bøger og Malerier ere meget mærkelige o. s. v. Lev vel!

φ

–––––––––