Om de tegnede Konsters Skjebne i Danmark
(I Anledning af Hr. Justitsraad Weinwichs bebudede
artistiske Forelæsninger.)
–––––––––
De tegnende Konster have havt en besynderlig, afvexlende Skjebne i vort Fædreneland. At Konstsands og Konstsmag tidligere maatte vaagne i det varme Sønden end i det kolde Norden, er ligesaa begribeligt, som at Apricoser og Vindruer først efter mange Aarhundreders Forløb kunde forplantes fra hine blidere Himmelegne til vort Land. Trækfuglene forlade, ved Vinterens Nærmelse, de koldere Egne, for under en varmere Himmel, at opsøge et gunstigere Opholdssted, eg Konsten flyer sædvanligen, som hine, de Lande, der, i physisk og moralsk Forstand, hjemsøges af Snee og Iis. Derfor varede det naturligviis længe førend en ædlere og høiere Konstsands kunde forplante sig til vort Norden. Medens man der frembragte Misskabninger i Billedhuggerkonsten, som dem vi see paa Jellinge-Monumentet i Jylland, laae Grækenlands og Roms uopnaaete og uopnaaelige Mindesmærker allerede i Ruiner, og medens Kong Hans 1503 lod Opgangen til sin Riddersal paa Slottet i Kjøbenhavn pryde med to saa smagløse Steenbilleder, som dem vi endnu den Dag i Dag see ved Opgangen til det Kongelige Bibliothek, somVidnesbyrd paa Hiin Tidsalders slette Konstsmag i Fædrenelandet, levede og arbeidede allerede i Italien en Michel Angelo, Leonhard da Vince og Raphael Sanzio. Lige indtil Frederik den Andens Tid synes man ikke at spore mindste Smag for de tegnende Konster her tillands. Kong Hans var alt for jevn en Mand til at bryde sig om Konst, og Munkeindflydelsen var i hans Tid for stor, til at nogen ædel Sands kunde faae Lov til at udvikle sig; Christian den Anden gave Adelen og Geisteligheden alt for meget at bestille, til at han, indviklet i uophørlige Borgerkrige, kunde tænke paa nogen fredelig Muses Ophjelpning, endskjøndt hans lyse Forstand, hans Familieforbindelse med den mægtige Carl den Femte, hans Giftermaal med en Prindsesse, der var opfødt i Nederlandene, hvor allerede den Gang fandtes saa store Konstnere, under andre gunstigere Omstændigheder, havde givet hans Konstsands en bedre Vending. Imidlertid har man dog fra hans Tid den bekjendte Altertavle i Slesvig, forfærdiget af Billedhuggeren Hans Brüggemann fra Husum, der vidner om en bedre Smag, i det mindste hos enkelt Mand. Med Christian den Tredie begyndte Konstsandsen dog at forbedre sig noget, endskjønt de i hans Tidsalder endnu ulmende Statsuroligheder, ikke tillod nogen stor Forbedring. Først under Frederik den Anden blev det mueligt at værdige de saalænge landflygtige skjønne Konster nogen virkelig Opmærksomhed, og hvad dertil nok bidrog meest var den lykkelige Omstændighed, at den udødelige Tycho Brahe, upaatvivleligen vakte hos Kongen Konstsands og Konstsmag. Ogsaa begyndte paa den Tid andre Adelige, som Henrik Ranzou, der paa sit Slot Bredenberg i Størmarn, lod opføre bygninger i den italienske Stiil, og pryde sine H[a]uger med Billedstøtter, at faae, det være nu af egen Konstfølelse eller for at følge Hoffets Tone, Smag for Konsten. At Frederik den Anden lod Cronborg pryde med Tapeter af Maleren Hans Knieper fra Antwerpen, der i Alt fik for dette Arbeide, 12600 Rblr., en for den Tid meget stor Sum, beviser tilfulde denne Konges Agtelse for Konsten og Lyst til at befordre den i sine Stater. Han begyndte saaledes allerede at lægge Grund til Tapeters Fabrication, der siden, baade under Christian den Fjerde, Frederik den Tredie og Christian den Femte, bragtes, ved den bekjendte Fabrik i Kjøge, til saa stor Fuldkommenhed. At denne Fabrik gik under, medens den Goblinske i Frankrig vedblev at blomstre, er besynderligt, og at disse skjønne og varige Tapeter, der, som de paa Rosenborg udvise, have kunnet vedligeholdt sig lige til vore Tider, maatte vige for brogede Papirer, er beklageligt.
Man seer af alt dette, hvor meget en eneste Mand, som Tycho Brahe, kunde virke paa en heel Tidsalders Smag, og neppe havde Konsterne og Videnskaberne i vort Fædreneland uden ham, faaet et saa mægtigt Fremstød. Men Alt, hvad der imidlertid didindtil var skeet, gik dog næsten kun ene ud paa at fremme Konsten i Fædrenelandet, uden Hensyn til at det skeete ved Fremmede eller ved Landets egne Sønner. Naar man undtager Christian den Tredie, som opmuntrede og understøttede den bekjendte Melchior Lorichs fra Flensborg, saa betjente man sig i Almindelighed af fremmede Konstnere. Først Kong Christian den Fjerde, denne sande Landsfader, søgte ikke blot alvorligen at befordre Konsten i sine Riger, men stræbte ogsaa, saa meget som mueligt, at ophjelpe indfødte Konstnere. Men til at fuldføre Værker, som Frederiksborg og Rosenborg Slot, var det, paa den Tid, nødvendigt for ham, at benytte sig af fremmede Konstnere, og dannede han paa denne Maade et indenlandsk Konstacademie; thi ikke allene udbredte disse fremmede Konstnere en bedre Smag i Fædrenelandet, men de efterlode sig tildeels her Børn, der, opmuntrede af Christian, naturaliseredes til danske Konstnere. Saaledes tog Kongen sig af den i Bergen bosatte Maler Salomon von Havens tvende efterladte Sønner, og lod dem reise paa sin Bekostning. Den ene af dem blev siden Christian den Femtes Bygmester og den anden Portrætmaler i Sorøe. Den bedste af de Konstnere, Christian kaldte herind, var unægteligen Carl von Mandern. Endnu mere fremmede denne store danske Konge den indenlandske Konstsmag, ved at Berige sit Gallerie med kostbare Malerier. Allerede i Aaret 1612 lod han kjøbe i Brabant, Holland og Seeland for 1000 Rdlr. Malerier, hvilke, naar man seer hen til Pengenes Priis og Maleriernes yngre Alder for 200 Aar siden, uden Tvivl maa have været af de kostbarste, det Kgl. Gallerie kan opvise. Hans egne Børn yndede og dyrkede Kongen. Eleonore Christine havde Carl van Mandern til Læremester, og baade malede og broderede ypperligen; hans Søn Ulrich Christian var en god Maler. Man kan, uden Overdrivelse, sige, at Christian den Fjerde var Danmarks Perikles, ligesom han var dets Trajan. Mindre blide vore Konstners Skjæbne under hans Søn og Efterfølger, Frederik den Tredie, hvortil de ødeleggende Krige mod Sverrig, vel ikke have bidraget lidet. Uagtet denne Konge selv udøvede Malerkonsten, og har malet et Portrait af en Præst i Bremen, der endnu gjemmes paa Konstkamret, saa hører hans Regjeringstid dog vel neppe til Konstens glimrende Perioder i Danmark, endskjønt der ikke manglede denne Monark paa god Villie til at ophjelpe den. Man behøver kun at sammenligne den under Christian den Fjerde, 1626, forfærdigede Metalstatue i Rosenborg Hauge med Christian den Femtes, intet mindre end skjønne Statue, paa Kongens Nytorv, for at see den store Afstand imellem begge Tidsalderes Konstsmag. Ogsaa femte Christian var det meget om at gjøre, at danne indfødte Konstnere; under ham levede den bekjendte danske Historiemaler, Peter Andersen, af hvem der sees tre store Malerier paa Frederiksborg Slot, hvilke, uden just at være Mesterværker, dog ikke ere uden Fortjeneste. Den bekjendte Magnus Berg, som Kongen lod sætte i Lære hos Peter Andersen og siden paa sin Bekostning reise til Italien, fortjener, i det mindste som Billedskjærer, at omtales med Hæder. Hvad Tycho Brahe syntes at have virket til Konstens Fremme under: Frederik den Anden, det virkede Gyldenløve under Christian den Femte. Han foregik Adelen med et lysende Exempel; og at han lod bygge Charlottenborg, der endnu med Grund regnes blandt Kjøbenhavns smagfuldeste Bygninger, i een saa reen og ædel Smag, er det bedste Vidnesbyrd om hans ved mange Aars Udenlandsreiser erhvervede egen smag. Med Frederik den Fjerde opgik i Fædrenelandet en herlig, men af mørke Skyer ofte fordunklet Soel over Konsten i Danmark. To Gange, havde denne Konge været i Italien, og hvad han saae her af Konstværker, maatte naturligviis gjøre et levende Indtryk paa hans medfødte Konstsands. Det kan ikke blot betragtes som en simpel Lyst til at følge Modens Strøm, at han paa sine Reiser kjøbte Konstsager ; thi de Summer han betalte derfor, og de Værker, han anskaffede, vare betydeligere end man af en blot glimrelysten Konge kunde vente. I Florenz betalte han, som men finder antegnet i hans egen Lomme Almanak for 1709 — tusinde Piastre for fire Statuer, hvoraf den ene, Herkules Støtte, formodentlig er den samme, som endnu findes i Rosenborg Hauge. Frederiksberg er, næst Fredensborg Slot, som han efter sin Hjemkonst fra Italien lod opføre, et talende Beviis paa hans Konstsmag, og søger blandt alle vore Lystslotte endnu sin Mage. Hvor meget Konstsmagen bidrager, endog til hele Staters Forædling, det see vi paa denne Konges hele Regiering. Hjemsøgt af Krig, Pest og Ildebrand, trivedes og fremblomstrede dog Konster og Videnskaberne under hans Regjering, og mærkeligt nok er det, at de første Skolebygninger paa Landet skrive sig fra denne, under saa uheldige Tidsforhold regjerende Monark, der trods alle disse Uheld, endnu kunde efterlade sin Søn et rigt Skatkammer. En Konge, som havde saa megen Smag, maatte naturligviis virke mægtigen paa alle dem, der omgave ham. Selv hans Dronning havde en herlig Malerie-samling *). Udmærkede Genier fremstode imidlertid ikke under fjerde Frederik, uagtet der fra Hans Side ikke manglede Opmuntring dertil. Henrik Krock, som uden Tvivl spillede en fornem Rolle paa den Tid, var neppe noget egentligt Genie, endskjønt den “Altingsønderknusende” Rambøhr nok uden Tvivl med Uret, kaldte ham “den flittigste Haandværksmand, der nogentid har ført Penselen. ” — Christian den Sjette gav Konstnerne Lejlighed nok til at vise sig, ved at lade med uhyre Bekostninger opføre Slotte, hvorpaa intet blev sparet, der kunde bidrage til deres Glands og Pragt. Men den gode Smag vandt dog langt fra ikke det, man af saadanne Anstrengelser var berettiget til at haabe. Skjøndt fjerde Christian levede henved halvanden Aarhundrede tidligere, saa synes han, naar man seer hen til Konsternes daværende Tilstand i Danmark, dog at have forstaaet at vælge sine Konstnere med langt større Smag end Christian den Sjette. Christiansborg blev længe beundret, ikke saa meget for sin Skjønhed, som for sin imponerende Storhed, der mere vidnede om Kraftanstrengelse end Smag, mere om Pengeopoffrelse end Genie. Det var indvortes hvad det var udvortes. Alting var beregnet paa at blænde Øiet ved Snirkler, Forgyldning og Zirater; men den sande simple og ædle Stiil, stor ved sin egen Storhed, indtagende uden laant Ziir, syntes man ganske at savne her. Mærkeligt nok er det ogsaa, at hvor rig en Ledighed her havde været for Geniets Udvikling, saa finder man dog i denne Periode, der havde i en vis Henseende saa meget Lighed med den i Frankrig, under Ludvig den Fjortende, intet eneste Konstnertalent af første Rang, endskjønt man ikke kan nægte, at Marcus Tuscher, besad et Talent, til hvis Udvikling I hine Pragtbygninger dog neppe have bidraget meget. Hvad her er sagt om Christiansborg gjelder ogsaa om Hirschholm. Ilden ødelagte Christiansborg, efter at det indvendigen endnu neppe par fuldkomment færdigt, og det kun havde staaet noget over fire Decennier, skjøndt det syntes bygt for Evigheden. Hirschholm opløste sig, saa at sige, selv, thi, bygt paa et Morads, forfaldt det fra Tid til anden saa meget, at man saae sig nødsaget til at nedbryde det, og kun en eneste Fløi deraf er levnet. Det syntes som Smagens Nemesis hvilede haardt over begge disse Bygninger Ligesom vi alt nærme os vor Tidsalder, Begynder Konstsmagen ogsaa mægtigen at forbedres og forædles. Først under Frederik den Femte kom den Indretning til fuld Modenhed, der gav Smagen Fasthed og Geniet Lejlighed til et udvikle sig, blomstre og trives. Konstacademier, der under sjette Christian lagdes Grund til, blev nu stiftet, og skjønt man i Begyndelsen, ligesom ved en Frugthauges Anlæg, maatte betjene sig af fremmede Plantninger, saa varede det bog ikke længe, førend man kunde lade Landets egne Sønner forskønne og forherlige denne store Konstnerplanteskole. Den fik i Geheimeraad og Overhofmarschal Adam Gottlob Moltke, en Præses, der selv var Konstnyder, og skjøndt det i Malerkunsten endnu ikke talte noget udmærket Genie blandt sine Professorer, havde der dog i J. M. Preisler en ypperlig Kobberstikker, hvis Lige man didindtil ikke har havt i Danmark, og i J. F. J. Saly, en Billedhugger, der, hos os først i nyere Tider er blevet overtruffen af en Thorwaldsen. Hans Mesterstykke, Frederik den Femtes Statue til Hest paa Amalienborg, er og vil længe blive Kongestadens største Prydelse, og det var ikke, uden til stor Skade for den fædrenelandske Konst, at han efter at have forfærdiget denne Statue forlod Danmark. Selv den saa dadlelystne Rambøhr kan ikke nægte Hans Statue sit Bifald, men for dog at kunne have noget at udsætte, fortæller han, at Kongen sidder for dramatisk (?), at Hestens Hoved er for lille (uagtet et lidet Hoved dog i Almindelighed regnes blandt en Hests skjønne Egenskaber), at Halen sidder for dybt i Bagdelen, og at Skinkelen af det strakte Bagbeen er for tynd. Rambøhr er vist en stor Konstkjender; men hans Dadel synes at være alt for søgt og laconisk. — Allerede den første fædrenelandske Frugt af hiin herlige Konstskikkelse, Portrætmaleren Peder Als, opvakte store og glimrende Forhaabninger om hvad man kunde vente sig af dette Academie, og havde maaskee Venskab nogen Deel i den saa fordeelagtige Dom, den udødelige Winkelmann fældte over det Portræt, Als forfærdigede af ham i Rom, saa var det dog allerede nok, at en Konstkjender, som han, endog af Venskab, kunde sige, om den første danske Maker, det Danske Konstacademie havde tilkjendt sin Guldmedaille, “at der vare malet faa sadanne Portrætter som dette”, og at han, der vist ikke ganske offrede Venskab sin hele Overbeviisning, regnede ham blandt de bedste Malere. Andre fødte Genier fra den Tidspunkt var Landskabsmaleren J. P. Lund, Portrætmaleren B. Erichsen, og den danske Tenier P. Cramer. Uagtet Bataillemaleren J. E. Mandelberg var svensk af Fødsel, saa maa han dog regnes heriblandt, da han skyldte Danmark, hvis Konge lod ham reise udenlands, en stor Deel af sin Dannelse. Saaledes var Grunden lagt til den stolte Bygning, som siden har yttret saa stor og velgjørende Indflydelse paa Konsten og Konstsmagen i vort Fædreneland. Meget var hidtil imidlertid skeet ved fremmed Hjelp, og Christian den Syvendes Tidsalder var det forbeholdent, at see den fædrenelandske Konst dyrkes, fremmes og forherliges ved lutter indfødte Konstner. Øverst blandt disse stod N. A. Abildgaard, som Historiemaler, J. Juel, som Portrætmaler, C. Høier, som Migniaturmaler, Wiedewelt, som Billedhugger, og den i sit 41de Aar bortdøde geniefulde E. Poulsen, hvis Medlemsstykke, de 3 nordiske Rigers Forening, berettigede til store, men ved uheldige Omstændigheder, tidligen tilintetgjorte Forhaabninger. Abildgaard og Wiedewelt vare uden Tvivl de to lærdeste Konstnere, Danmark har eiet, og hvortil, mueligen, Europa, i den Henseende, har kun havt faa deres Lige *). Men ligesom, Abildgaard fordunklede alle sine Forgjængere her tillands, som Historiemaler, saaledes fordunkler Thorvaldsen alle sine Forgjængere, som Billedhugger, ikke blot her, men i hele Europa, og gjør Canova selv Rangen stridig.
(Fortsættes.)
–––––––––