Arkivet, Thorvaldsens Museum

Til min Ven Thorvaldsen
Naar mit Øye aldrig meer skal møde
jordisk Dyd og Graad, og Smil og Bröde;
naar dets matte Lys er slukket ud
af Naturens faderlige Gud;
naar en støvet Hylde neppe gjemmer
Skaldens Navn, som Møe og Frænde glemmer,
Dette Blad, o Ven! fremdrage Du,
kommer glad mit fordums Liv ihu!
Spørger, hvad Du tænker, En og Anden,
svar da blidt: “ Jeg fordum kjendte Manden:
  “   i Ulighed han sig meest var liig,
  “   ganske svag, men altid uden Svig
  “   højt for Venskab slog hans arme Hjerte;
  “   Tunge var hans Kaar, hans Aande, Smerte:
  “   Fred om Graven, hvor han hviler sig!
  “   Her han græd og loe, og – elsk’de mig”