Til min Ven Thorvaldsen
Naar mit Øye aldrig meer skal møde
jordisk Dyd og Graad, og Smil og Bröde;
naar dets matte Lys er slukket ud
af Naturens faderlige Gud;
naar en støvet Hylde neppe gjemmer
Skaldens Navn, som Møe og Frænde glemmer,
Dette Blad, o Ven! fremdrage Du,
kommer glad mit fordums Liv ihu!
Spørger, hvad Du tænker, En og Anden,
svar da blidt: “ Jeg fordum kjendte Manden:
“ i Ulighed han sig meest var liig,
“ ganske svag, men altid uden Svig
“ højt for Venskab slog hans arme Hjerte;
“ Tunge var hans Kaar, hans Aande, Smerte:
“ Fred om Graven, hvor han hviler sig!
“ Her han græd og loe, og – elsk’de mig”
| Kjöbenhavn, d.24 Junii 1796 | Haste |
