Romas Priis.
Mel. Jeg synger gjerne om Kongers Magt.
Hvor Tib’ren evig og guul sig snoer,
Did Phantasien med Vemod svæver;
Er der en Plet paa den hele Jord,
Som, Roma liig, vor Begeistring hæver
Der Sekler tale,
Og os afmale
Den svundne Storhed i gyldne Sale;
Hil, Roma, Dig!
Vi, som her samles i Vennelag,
Har engang skuet de stolte Høie,
Har hist os frydet heel mangen Dag,
Og seet det Store med henrykt Øie.
Naar Tiden svinder,
De kjære Minder
I Hjertet friske vi stedse finder.
Sligt glemmes ei!
Vi fjernet blev’ fra den elskte Stad,
Som selv fortryller det kolde Hjerte;.
Enhver af os der har levet glad,
Og har forladt den med bitter Smerte.
Den indre Stemme
Ei lader glemme
Hvad aldrig meer vi kan saa fornemme:
Et Digterliv!
Dog, ei til Vemod vi samles her,
Thi Mænd skal ikke som Børn græde.
Med Krands om Tindingen bør Enhver
Kun mindes Kneipens fidele Glæde,
Lorenzos Stue,
Sol — Maanens Frue,
De Catacomber med hvælvet Bue
Og Chiavica!
Nu bort med Rang og med Titlers Glands!
I Aften vil vi som Børn os fryde,
Og villigt følge med munter Sands
Hvad Kneipelovenes Regler byde.
Saadan de sige:
Fra Glædens Rige
Skal Etiqvetten, den Snærpe, vige!
Hun kjeder os.
Men under Sangenes glade Lyd
Vi nippe vil til den røde Drue,
Og kjærligt hædre med hellig Fryd
Hvad stærkt opflammed’ vor Ungdoms Lue.
Vi Flammen nære
I minder kjære,
Og Roma holde vi høit i Ære.
For Rom en Skaal!!