8.3.1830

Afsender

F.C. Hillerup

Afsendersted

København

Modtager

Omnes

Dateringsbegrundelse

Dateringen fremgår ikke af sangen, men af Barfod, op. cit.

Resumé

Skålsang på seks strofer skrevet til Thorvaldsens romerske fødselsdag i form af en fantasirejse til Rom. De forsamlede har alle før besøgt Rom, men har nu kun minderne tilbage. Frem for at lade vemodet råde vil sangen imidlertid fremmane glæden ved at sidde på de romerske beværtninger. Man opfordres til at droppe den kedelige etikette, se bort fra rang og titler, omfavne barnligheden og følge “Kneipelovenes Regler”.

Dokument

Romas Priis.

Mel. Jeg synger gjerne om Kongers Magt.I

Hvor Tib’ren evig og guul sig snoer,II
Did Phantasien med Vemod svæver;
Er der en Plet paa den hele Jord,
Som, Roma liig, vor Begeistring hæver
      Der Sekler tale,
      Og os afmale
Den svundne Storhed i gyldne Sale;
      Hil, Roma, Dig!

Vi, som her samles i Vennelag,
Har engang skuet de stolte HøieIII,
Har hist os frydet heel mangen Dag,
Og seet det Store med henrykt Øie.
      Naar Tiden svinder,
      De kjære Minder
I Hjertet friske vi stedse finder.
      Sligt glemmes ei!

Vi fjernet blev’ fra den elskte Stad,
Som selv fortryller det kolde Hjerte;.
Enhver af os der har levet glad,
Og har forladt den med bitter Smerte.
      Den indre Stemme
      Ei lader glemme
Hvad aldrig meer vi kan saa fornemme:
      Et Digterliv!

Dog, ei til Vemod vi samles her,
Thi Mænd skal ikke som Børn græde.
Med Krands om Tindingen bør Enhver
Kun mindes Kneipens fidele Glæde,
      Lorenzos StueIV,
      Sol — Maanens FrueV,
De CatacomberVI med hvælvet Bue
      Og ChiavicaVII!

Nu bort med Rang og med Titlers Glands!
I Aften vil vi som Børn os fryde,
Og villigt følge med munter Sands
Hvad Kneipelovenes Regler byde.
      Saadan de sige:
      Fra Glædens Rige
Skal EtiqvettenVIII, den SnærpeIX, vige!
      Hun kjeder os.

Men under Sangenes glade Lyd
Vi nippe vil til den røde Drue,
Og kjærligt hædre med hellig Fryd
Hvad stærkt opflammed’ vor Ungdoms Lue.
      Vi Flammen nære
      I minder kjære,
Og Roma holde vi høit i Ære.
      For Rom en Skaal!!

Generel kommentar

Denne sang er trykt på et ark. F.C. Hillerups pseudonym Felice Purelli er tilføjet med håndskrift for neden. Barfod, op. cit. bekræfter, at Hillerup er forfatteren, og at sangen blev sunget ved De danske romeres Selskab 8.3.1830 i København på Thorvaldsens romerske fødselsdag.
Sangen handler dog ikke om Thorvaldsen, men om det Rom, som de københavnske Rom-farere mindes “med Vemod”.

Arkivplacering

M18,62 (Thorvaldsens Museums Småtryk-Samling 1830)

Andre referencer

Emneord

Kommentarer

  1. Visen “Jeg synger gjerne om Kongers Magt” er skrevet af den norske præst Jens Zetlitz (1761-1821). Melodien dertil skulle være identisk med den til “At Slyngler hæves til Ærens Top” af samme forfatter. P.t. kendes den ikke i Arkivet.

  2. Dvs. i Rom. Farven på floden Tiberen i Rom er ofte blevet beskrevet som gul.

  3. Dvs. Roms syv høje.

  4. Den nævnte Lorenzo, formentlig ejeren af en af de foretrukne beværtninger, er p.t. ikke identificeret.

  5. [Til teksten er her tilføjet følgende note:] Værtinden i l’osteria del sole e della luna.

  6. [Til teksten er her tilføjet følgende note:] Den underjordiske Kneipe i Nærheden af Fontana di Trevi.

  7. Beværtningen La Chiavica, som var et af “kunstnerkoloniens” faste vandingssteder i Rom. Se hertil artiklen Caffè Greco. Kunsttempel, posthus og kosmopolitisk fristed.

  8. Dvs. etikette.

  9. Dvs. snerpe.

Sidst opdateret 02.03.2020