Prolog
den 8de Marts 1836.
‒ Her sidder mangen, hvis Reisekiole
Er opslidt, falmet, eller ikke nye,
Men paa vor Erindring kan vi alle stole
Naar ind vi flytte i vor Tryllebye;
Saa breder den ud sin Kappe saa grøn,
Og Mnemosyne hører Alles Bøn!
Dog hvilken Dragt skal den Kloge bære,
Der under vort venlige Tag vil være?
Paa Hovedet? Der skal han ingen Ting
have,
Falder end Tidens varslende Snee.
Den lyse Pande er Aandens Gave ‒
Dog Bacchus, din Krands lad om
Tindingen lee!
Om Hiertet? Der skal han ingen Ting
have,
Det maae slaae frit i hans Bryst.
Og ingen Orm paa de Tanker gnave,
Der følge Reisens Lyst ‒
Om Foden? Der skal han ingen Ting
have ‒
høist Støvler og Skoe,
Thi her kan han gaae hvor han vil ‒ han
kan rave,
Her tør Trædskhed ei boe.
Men hvad han ved Haanden i Aften skal
have
Det er de gamle Vandringsstave,
Han engang bar ‒ nu bærer han Tanken,
At ogsaa han har staaet paa Banken,
Hvor Kunstneren ved sit Marmor staaer
Og hugger en Evighed ‒ til sine Aar!
Jørgen Jørgensen