Kunstnernes Farvel
til
ALBERT THORVALDSEN.
Med tunge, tunge Taarer
Vi bære Danmarks Stolthed nu til Graven.
Her, hvor vi lytted til hans Vink og Raad,
Her flokkes atter vi omkring vor Mester;
Men faderlöse staae vi nu med Graad
Og stirre paa hans Jordlivs sidste Rester.
Hans Ry, hans Hæder og hans Værkers Glands,
See! det er Arven fra vor store Fader —
Men hvo af os tör beile til hans Krands?
Hvo hæver Arven, som han efterlader?
Derfor med tunge Taarer
Vi bære Danmarks Stolthed nu til Graven.
H.P. Holst
Albert Thorvaldsen.
(Til Musik af Hartmann.)
Træd hen til Kisten her! kom, fattig Mand,
I din Kreds födtes han, og Du tör sige:
Han blev en Stolthed for vort Folk og Land,
En Glands han kasted’ over Danmarks Rige!
Ja, her var Rigdom, Adel, Alt fra Gud,
I Snillet hos ham Gud sig for os viste;
Hans Död vil lyde vidt i Verden ud,
Man priser den, der dog faaer see hans Kiste!
Sin Sendelse paa Jorden har han endt —
Vi har ham seet og kjendt!
Hans Liv var lykkeligt, hans Död var smuk,
Han virked’ stort og herligt uden Lige!
I Folkets Kreds og uden Smertens Suk
Saa sjælesund han svang sig til Guds Rige.
Vi rysted’ staae, et Blink fra Gud det var!
Fra fattigt Huus det gik ud over Jorden,
Et Blink, der glemmes ei! See Stenen har
Et Præg deraf, et Storheds Præg for Norden!
Oplös dig Sorg i Sang ved Kistens Fjel!
I Jesu Navn, sov vel!
H.C. Andersen.
Addio dell’ Italia
a
THORVALDSEN
Mesta mi sento nel mio core!
E morto il grande figlio,
Che fù tutto il mio amore,
E che non avrà paragone.
Di Tule venne un giovanetto;
Nissuno il nome seppe.
II fosti tu, Alberto diletto,
Ed io t’amava da madre.
Perduto era il gran scarpello
Di Fidia, Prassitele.
Tu ’l tirasti dal lor avello,
E l’evo greco rinacque.
Catene di servitude porto,
E fui regina del mondo.
Tu fosti il mio sol conforto,
Ed ora mi hai lasciata!
Copristi di nuovo onore
L’Italia infelice!
Eterno sarà il mio dolore,
Anima bella, divina!
F.C. Hillerup