–––––––––
Kunstacademiet. I høitidelig Forsamling mødte Kunstacademiet igaar den 8de April, til hvilken Dag Stiftelsesdagen, der ellers høitideligholdes paa høisalig Kong Frederik den Femtes Fødselsdag, var henlagt. Efter at Hs. K. H. Kronprindsen, Academiets Præses, dets Professorer, æresmedlemmer og Medlemmer vare passerede igjennem Skolerne, hvor de til forestaaende Udstilling indsendte Arbeider vare opstillede og Elevernes og Lærlingernes Tegninger vare fremlagte, begave de sig ind i den store Forsamlingssal, der bar Sorgens Præg fra Academiets afgangne Director Albert Thorvaldsens Begravelse, hvorpaa Secretairen holdt efterstaaende Tale, som sluttede med den sædvanlige Beretning om det Mærkeligste, der var passeret i Academiet i afvigte Aar fra 1ste April 1843.
“Det var en Glædensfest, vi havde tænkt at berede her i disse Sale; men vore Krandse visnede, da en dyb Sorg udbredte sig over Danmark!
Her, hvor vi Aar for Aar samledes til academiske Fester, staaer nu Kunstens Musa indhyllet i Flor!
En Fest af sjelden Betydning havde vi tænkt at feire i disse Dage for den elskeligste Kunstner, en Jubelfest, som vi aldrig skulde oplevet Mage til!
Thi for 50 Aar siden fremkaldtes her af de unge Kunstneres Skare en fattig Yngling af ringe Herkomst,
– og et halvt Aarhundrede derefter stod han i denne Kreds som en af Tidsalderens navnkundigste Mænd!
Hvilken Fest vinkede os da ikke til at flette Thorvaldsen Krandse!
Men vore Krandse visnede og en dyb Sorg udbredte sig over Danmark, da Livets Engel lukkede Bogen og sagde: “Endt er hans Bedrift!”
Da sænkede Dødens Genius sit Hoved og slukkede sin Fakkel, – da sang Amor Klagesange ved Gratiernes Fod, og Natten indhyllede sig tættere i sit Slør – Dagen tabte sine skjønneste Blomster!
Og nu samles vi her, – vi, som uden ham skulle feire den aarlige Fest, – til en Fest, der skal fuldbyrdes i dyb og stille Sorg! –
Om ham skulle vi tale! Hans Storhed skal fylde vore Hjerter! Men, – kan der siges mere til hans Hæder og Ære end hvad Tusinder af Hjerter have følt, Tusinder udtalt i Lovsange, ved Beskuelsen af Hans Værker? – Har ikke den Dag, da vi nyligt bragte hans jordiske Levninger til Hvile, baaret et tilstrækkeligt Vidnesbyrd om, at vor Tale ikke behøver at kundgjøre hans Storhed og hans Fortjenester? Digtere og Talere, – men mere end nogen anden – Folket selv, har holdt ham en Lovtale, hvis Fylde gjør hvad vi end kunde tilføie overflødigt!
Dog skal denne Stiftelse, der som en Moder engang bar ham ved sit Bryst, ikke forstumme i sin Sorg!
Tillad derfor, høie og hæderlige Forsamling! at jeg paa Akademiets Vegne lader Hjertet tale til Hjerterne, – ikke for at belære, – ikke for at fuldstændiggjøre Thorvaldsens Lov; – men kun for at udtale vor Smerte!
Her, hvor for faa Dage siden den skjønne, sølvhaarede Olding laae henstrakt i sin dybeste Slummer med brustent Øie, – her, paa dette samme Sted, fremtraadte for 50 Aar siden en guldlokket Yngling med himmelblå, nordiske Blik! Beskeden og frygtsom traadte han frem, thi, under Mistro til sine egne Kræfter, havde han udført det Arbeide, som de Andre priste, og for hvilket han skulde modtage Præmien. Mismod fulgte ham, da hans Genius, nogle Aar derefter, førte ham bort fra disse Kyster, og med Kummer betraadte han, – med Taarer vandede han, – den classiske Grund, hvor hans Kunstens Træ, engang rodfæstet, skulde bære de skjønneste Frugter ud over hele Europa! Vi vide det af hans egne, lunefulde Fortællinger, hvorledes han endnu længe havde at stride med sig selv og med sin Kunst, og at man her hjemme næsten havde opgivet de Forventninger, som vare satte til ham. – Da aabenbaredes det vidunderligt, at Guds Haand var over ham, og i Følelsen af en Kraft heroven fra udslog han sine mægtige Vinger og begyndte en Flugt henover Jorden, som bragte alt Folket til at studse!
Og, da denne Flugt var begyndt, – hvor culminerede han da i sin Kunstnerhøide? – Var det, da han med ungdommelig Varme fortolkede Grækenlands Digterværker i sine beundrede Basrelieffer? – eller, da han med mandig Kraft og Villie overvandt alle Hindringer og triumpherede med Alexander? – eller, da han ligesom forklaredes i sin Kunst mellem Christus og Apostlerne? eller, da han som en Olding gik med sin ungdommelige kjække Herkules forynget ind i Olympen? –
I Sandhed! en mærkeligere Gang over Jorden gik ingen Kunstner! Et halvt Aarhundrede var ham nok, til i hundredeviis at frembringe Værker, hvoraf hvert enkelt var nok til en Kunstners Berømmelighed.
Og hvor rolig og uforstyrret var dog ikke hans Virken? Medens i det samme halvhundrede Aar Verden forandredes under svære Omvæltninger, medens Blodstrømme henskyllede over Jorden, – bevægede han sig som et Himmellegeme, i sin mægtige Gang henover Verdens Ufred, og aldrig droges han ud af sin Bane. Paa det samme Blad i Historiens Aarbøger, som skildre de sildigste Slægter en af Verdensbegivenhedernes indflydelsesrigeste Epocher, vil Thorvaldsens stille Kunstnerliv læses interlinieret som den vidunderligste Gjenfødelse af Oldtidens Kunst.
Da et halvt Aaarhundrede næsten var tilbagelagt i Rom under en altid stigende Hæder og Ære, da længtes Oldingen omsider efter sit Hjem i Norden. Thi andet Hjem havde han ikke; den lange Række af Aar havde han levet som paa en Reise. Fattig var han reist ud med Reisepenge fra denne Skole; nu vilde han bringe den ham betroede Sum tilbage med Renter. O, hvilken Rente af en ringe Sum! Aldrig har en Capital i Danmark været faa frugtbar, og ved den Rigdom, han bragte, blev Danmark evindeligt hans Skyldner!
Det simple Værksted i Rom var hidtil blevet regnet mellem Italiens Smykker; snart skulde nu hans Museum i Kjøbenhavn tælles mellem Nordens stolteste Prydelser!
O, vel var det en Sorg i Sorgen at Himlen ikke forundte ham den Glæde, at see hans Gave til Danmark i dens fulde Skjønhed og Heelhed; thi i Tanken om sit Museums Fuldendelse levede han dog sine bedste Timer. Men som Moses fordum fra Bjerget skuede ind i det forjættede Land, saaledes stod Thorvaldsen, Dagen før sin Død, i henrykt Beskuen af sit Museum!
Der skal nu hans udødelige Aands Billed bevares; der vil han derfor aldrig døe. Mellem Kunstnere og for Kunsten vil han der leve som en evig Mester og med en sydlig Varme smelte den nordiske Iis! Og, at ikke hans egen, skjønne Kunst alene her skulde finde Liv og Varme; men, at enhver ædel og værdig Bestræbelse i Kunsten her maatte kunne finde Opmuntring, har han ved sin sidste Villie kjærligt sørget for, at Danmarks Kunstskole Aar for Aar kan udstrøe sine skjønneste Blomster paa hans Grav!
Men ikke alene ved saadanne Gaver berigede han sit Fædreland! En misundelsesværdig Rigdom efterlod han os allerede i sit herlige Navn, – et Navn, som Kunstskolen har maattet dele med Danmark, – Danmark Med Europa, – Europa med Tidsalderen! Ved Glandsen af dette Navn er Danmarks Kunstskole stillet i en europæisk Berømthed; thi saa stor var hans Navnkundighed, at Drønet af det Tordenslag, som her fældede den stolteste Eeg i vore Skove, vil endnu længe, naar Alt atter er tyst omkring os, rulle i den fjerneste Horizont. Og medens vi, Dag for Dag, blive mere og mere fortrolige med vort Tab og med vor Smerte drager dette Sorgens Budskab hver Time i Døgnet videre i en altid større og større Kreds rundt om os; – og allevegne, hvor det moder noget Spor af høiere Dannelse, vil der i mange forskjellige Tungemaal siges med Hjertets Bevægelse: “Den store Thorvaldsen er død!” Som naar en Steen er kastet i Vandet, og Strømmen iler ud til alle Sider i voxende Kredse, vil dette Slag, som traf Danmarks Hjerte, virke ud mod Europas fjerneste Kyster og kun standse en Tid, for atter at ile videre paa hiin Side Atlanterhavet.
Saaledes blev Danmark, der ellers stille og beskeden ligger udenfor Verdensbegivenhedernes almindelige Sphære, saaledes blev denne Stad, dette Huus – ved ham et Centrum for den hele cultiverede Verden!
Vor eneste Trøst i Sorgen maae vi søge selv i hans bratte Død; thi i sin Hedenfart blev han sig selv og sit grandiose Kunstnerliv liig, og i hans pludselige Borttagelse fra vor beundrende Kreds erkjende vi den skjønneste Afslutning af hans store, fyndige Liv!
Himlen være takket for hans Liv, takket for hans Død; thi Gud bønhørte ham og gav ham en Henfart, som han har ønsket sig den!
–––––––––
Kongen har villet, at denne Academiets Fest skulde i Aar være en Sorgens Fest, og hvorledes skulde vi ogsaa have kunne dølge vor Smerte?
Men Han har ogsaa villet, “at den store Kunstners Minde paa en særegen Maade skal knyttes til hans Kunstner Virksomhed i det Hele, og hvor”, hedder det i det allernaadigste Rescript af 31teMarts d. A., “hvor er Dennes Mindesmærker bedre samlede, end i det Museum, som vort Fædreland skylder hans Kjærlighed til Kunsten og til Kunsten i Danmark.”
Hs. Maj. har derfor allernaadigst befalet, at ville pryde dette hans Musæum med den Seiersgudinde paa en Biga, som Thorvaldsen selv har ønsket at see anbragt paa dets Tinde, og har Allerhøistsamme derfor allernaadigst overdraget Academiet at have Tilsyn med dette Kunstværks Udførelse i Bronce, overeensstemmende med de Tegninger og Forslag, som Academiet vil have allerunderdanigst at forelægge til Approbation.
Den Jubelfest, som, saa nær forestaaende, dog ikke skulde fuldbyrdes iblandt os, havde Hs. Maj. allernaadigst befalet at skulde betegnes ved Udprægningen af en ny stor Guldmedaille, som skulde bære Halvhundredeaarsfestens Datum og fremstille paa sin Revers et af Thorwaldsens sidste Arbeider: Architecturen, Malerkunsten og Plastikken i en skjøn Forening.
Denne Hs. Majestæts allernaadigste Befaling er end videre stadfæstet, uagtet denne Medaille nu vil bære et andet Minde til vore Efterkommere.
Academiets Skoler have i afvigte Vinterhalvaar været frequenterede af 79 Artister og Elever’, og af 418 Lærlinger. Det førstnævnte Antal nyder i Følge Fundatsens Bydende Adgangen til Skolerne aldeles gratis. Af sidstnævnte Antal have 124 nydt Underviisningen gratis og 294 erlagt den anordnede Betaling.
Af Artister, som nyde det store academiske Reisestipendium har Academiet for nærværende Tid kun een i Udlandet nemlig Architecten Carl August Møller, som nu opholder sig i Rom, efterat han fra Paris har hidsendt et architectonisk Project til et Hospital. Da Academiet saaledes har havt Leilighed til at paaskjønne hans Flid og Studium, har det paa hans indgivne Andragende fundet sig foranlediget til at forlænge Hans snart udløbne Reisetid med Tillæget af eet Aar.
Af unge Kunstnere, som nyde den mindre Reiseunderstøttelse, nemlig 600 Rbd. aarligt, har Academiet for nærværende Tid 4 i Udlandet og een, som endnu ikke har tiltraadt Reisen. Disse ere: Malerne Julius Friedlænder og Edvard Lehmann, som have nydt Stipendiet i to Aar og fortiden opholde sig i Italien, Conchylieskjæreren Peter Petersen, som har nydt Stipendiet i eet Aar og arbeider med særdeles Held i Rom, Landskabsmaleren Frederik Rohde, som opholder sig i München, hvorfra han nyligen har hidsendt et Arbeide, der i Aar smykker Udstillingen og Maleren Wilhelm Gertner, som for at fuldføre adskillige Arbeider for Regjeringen, endnu ikke har kunnet benytte det ham i 1843 tildeelte Stipendium.
Det academiske Stipendiefonds Status har tilladt Academiet allerunderdanigst at indstille flere af dets meest udmærkede Artister og Elever til Reisestependier i indeværende Aar, nemlig:
Billedhuggeren Andreas Kolberg, som, efter at have vundet den store Guldmedaille har modtaget Tilsagn om at nyde det store academiske Reisestependium, 800 Rbd. aarligt i tre Aar.
Architecten Theophilus Hansen, som, allerede i flere Aar beskadiget af den græske Regjering med offentlige og private Bygningers Opførelse i Athen, nyligen maatte friste det Uheld tilligemed de øvrige Udlændinge i Athen pludseligen at afskediges af den græske Regjerings Tjeneste. Da denne udmærkede Kunster saaledes saae sig nødt til at forlade de hæderlige Arbeider, der vare ham betroede i den antike Kunsts Hovedstad, og, udsat for Mangel og Farer, henvendte sig til dette Academie, for ved dets Understøttelse at kunne opholde sig nogen Tid i Italien førend Tilbagereisen, indstilledes dette Andragende tit vor allernaadigste Konge, som befalede, at en Reiseunderstøttelse maatte forlods anvises denne Kunster af Stipendiefondet .
Endvidere har Academiet allerunderdanigst indstillet , til at nyde den mindre Reiseunderstøttelse i indeværende Aar. Den allerede nævnte Landskabsmaler Frederik Rohde, som allerede har nydt denne Understøttelse i halvandet Aar, Conchylieskjæreren Peter Petersen, i Rom, for det andet Aar, Landskabsmaler Christian Lunde, som allerede opholder sig i Rom og Historiemaleren, Lieutenant Sophus Schack, hvilken allerunderdanigste Indstilling under 11te Marts har nydt Hs. Majestæts allernaadigste Approbation.
I afvigte Aar er, i Overeensstemmelse med Fundatsens Bydende afholdt Concourser for Guldmedailler.
I Architecturen var Opgaven: Project til et Academie for de skjønne Kunster og i denne Concours tilfaldt Eleven Harald Stilling den lille Guldmedaille.
For Historiemalere var Opgaven: Den barmhjertige Samaritan efter Lucas Evangelium 10de Cap. 35te V., men Præmien tilkjendtes ikke.
For Billedhuggere var Opgaven: Boas og Ruth, efter Ruths Bog 2det Cap. 8–9 V. og i denne Concours tilkjendtes Artisten Andreas Kolberg den store Guldmedaille.
Til den i afvigte Aar aabnede Coucours for Æresmedaillen i Architecturen meldte sig ingen Coucurrenter. Derimod blev den i Bygningsskolen udsatte Opgave for Pengepræmien, Project til en Postgaard, besvaret af Eleven Hartmann og Præmien ham tilkjendt.
Opgaven for Pengepræmien i Landskabsfaget blev ikke besvaret.
I Overeensstemmelse med Reglementet for det Neuhausenske Legat udsætter Academiet for indeværende Aar følgende (13) Opgaver i forskjellige Kunstfag under de Betingelser, som Reglementet indeholder:
Opgaver til den Neuhausenske Concurs
i Aaret 1844.
I. Architectonisk Opgave. Et Jernstøberi, passende for Danmark og som drives ved Dampkraft; Beliggenheden i en af Forstæderne eller i Nærheden af Kjøbenhavn. Foruden det egentlige Støberi, hvori anbringes to Svingkraner, de fornødne Flammeovne og Kuppelovne, maa forefindes Localer til Smedeværksted, Dreierværksted, Poleerværksted, Slibehuus, Leerformningsværksted og Rensestue, Snedkerværksted og Modelkammer, Bygninger til Kul og Koks og til de forskjellige Leer- og Sandarter, Magaziner og Udsalgssted, samt Bolig for Eieren, eller den, der driver Værket, – Alt udført efter en detailleret Beregning (Dampmaskinen deri ikke indbefattet), som ikke maa overstige 80,000 Rbdlr. Foruden Grundplan i 2 Linier pr. Alen, forlanges Opstalter og Profiler i 4 Linier pr. Alen, samt saadanne Detailler, hvorved Bygningernes Bestemmelse tydeliggjøres. Præmien: 300 Rbdlr.
II. Alter maleri. Jesu Daab. Størrelsen ikke mindre end 3 Alen i Høiden. Præmien: 300 Rbd.
III. Genremaleri. En smuk Sommeraften; Arbeiderne vende tilbage fra
Marken med det sidste Læs Korn. Størrelsen ikke under 1½ Alen. Præmien: 300 Rbd.
IV. Dyrmaleri. En Drift Køer, som vandes. Størrelsen 1½ Alen. Præmien: 200 Rbd.
V. Landskabsmaleri. Et Skovparti, hvori Foraaret characteriseres. Størrelsen 1½ Alen. Præmien: 200 Rbd.
VI. Porcellainsmaleri. Et Landskab. Størrelsen ikke under 8 Tommer. Præmien: 100 Rbd.
VII. Blomstermaleri. En Gruppe af blomstrende Planter. Størrelsen ikke under 1 Alen. Præmien: 100 Rbd.
VIII. Portraitmaleri. Portrait af en ung, qvindelig Figur med passende Omgivelse. Præmien: 300 Rbd.
IX. Billedhuggerkunst. En Døbefont til en Landsbykirke; udføres i brændt Leer. Præmien: 300 Rbd.
X. Billedhuggerkunst. Et Fad til en Døbefont, drevet, eller galvanoplastisk afstøbt i Metal, og forgyldt. Præmien: 200 Rbd.
XI. Steenskjæreri. Et af Thorvaldsens Arbeider, skaaret i Steen. Præmien: 100 Rbd.
XII. Glasmaleri. En Vindues Jalousi, udført af forskjelligt farvet Glas og med Figurmaleri. Størrelsen omtrent 1 Alen i Qvadrat. Præmien: 150 Rbd.
XIII. Decorationsmaleri. Et Rullegardin i Imitation af Glasmaleri. Præmien : 100 Rbd.
Til ovenstaaende Opgaver indsendes Skizzerne inden den 1ste Juli d. A. og Arbeiderne inden den 1ste Febr. 1845.
Efterat Academiet, ifølge Reglementet for Udstillingsmedaillen, havde været samlet i forrige Aars Udstillingslokale den 15de Mai, for at tage under Overveielse, hvorvidt Medaillen for Talent og heldig Bestræbelse kunde tilkendes nogle af de udstillede Arbeider, besluttedes, at Maleriet, anført i Udstillingscatalogen Nr. 120, Portrait af Stiftsprovst Tryde, malet af Hr. Wilh. Gertner, og Altermaleriet Nr. 80, Christus, som aabenbarer sig for Evangelisterne, malet af Historiemaleren Adam August Müller, skulde udmærkes med denne Medaille. Disse Medailler ere først under 8de Januar d. A. overleverede de paagjeldende Kunstnere, da Exemplarer af denne Medaille, paa Grund af Hindringer ved Udprægningen i den herværende Mynt, ikke tidligere kunde tilveiebringes. Vi have i Aar endvidere sørgeligst at anmelde Tabet af tvende Æresmedlemmer, af et Medlem og af en yngre Kunstner, som hørte til denne Stiftelses skjønneste Forhaabninger.
I Æresmedlemmernes hæderlige Midte savne vi HS. Excellence, Geheime Conferentsraad Johan Sigismund Møsting. I 30 Aar smykkede han denne Stiftelse med sit Navn, skænkede dens Anliggender sin varme Deeltagelse og var Kunsten og enhver dens værdige Dyrker en venlig Beskytter.
Det andet Tab traf ikke denne Kunstskole, ikke Danmarks Kunst alene, det var Tabet af en af den nyere Kunsts aandrigste Kæmpere, paa hvis Skuldre den sande Kunst bæres op over Tidens Prosanation. Navnet Carl Frederik v. Rumohr var Academiet et sjeldent Smykke, saa vist som det i en kommende Tid vil staae høit anskrevet i Kunstens Historie, hvilken han berigede med klassiske Værker.
Academiet tabte endvidere sit ældste, ordentlige Medlem, nemlig Portraitmaleren Professor Christian Hornemann, hvis Navn og Virksomhed tilhører en tidligere Epoche, og endelig tabte Academiet i dets Aggreerede, Historiemaleren Adam August Müller, en ung Kunstner, til hvem det desværre kun i saa kort Tid kunde knytte store Forventninger, efterat han havde vakt dets Haab i en ualmindelig høi Grad. Men selv betegnet til en snarlig Henfart, aandede han endnu i Kunsten og i dens Andagt udaandede han sit Liv.
Æresmedlemmernes hæderværdige Række er nyligen forøget med en Navnkundighed, som med Rette tælles mellem Nordens meest lysende Stjerner, nemlig Danmarks største Digter, Etatsraad Adam Oehlenschlæger, hvis Fortjeneste af det Skjønnes Udvikling i Danmark ikke trænger til vor Roes. Det var Thorvaldsens sidst udtalte Ønske i Academiet, som gav Anledning til en Optagelse, der er blevet fuldbyrdet under eenstemmigt Bifald i Korsamlingen den 1ste April d. A.
Antallet af Academiets ordentlige Medlemmer er i Løbet af afvigte Aar forøget ved Optagelse af Maleren Hr. Wilhelm Marstrand, efter at denne Kunstner havde indsendt sit Receptionsarbeide: En Scene af det danske Folkeliv.
Ved Maleren Hr. Ernst Meyers Ankomst hertil Danmark, efter en Fraværelse af 20 Aar, yttredes det Ønske levende i Academiet, at det maatte kunne tælle denne danske Kunstner, som i Udlandet havde vundet en saa almindelig Anerkjendelse ved sine mange herlige Værker, i de ordentlige Medlemmers Række. Dette Ønske mødte imidlertid den Vanskelighed, at Kunstneren, nyligt udreven af en farlig Sygdom, og opholdende sig her som Reconvalescent, ikke for Tiden vilde kunne paatage sig et Receptionsarbeide. Academiet besluttede derfor eenstemmigt, at indgaae med en allerunderdanigst Forestilling til Hans Majestæt, om at maatte optage denne udmærkede, danske Kunstner uden foregaaende Aggreation og i Forventning af et Receptionsarbeides snare Indsendelse, hvilket det under 2den December f. A. allernaadigst behagede Hans Majestæt at bifalde.
Paa given Foranledning har Academiet aggreeret fire Kunstnere, nemlig Maleren Hr. Niels Simonsen, som efter at have tildraget sig en ualmindelig Opmærksomhed under et flereaarigt Ophold i München, lod i Academiet forevise et Arbeide, paa hvilket han aggreeredes til efter sin Tilbagekomst at udføre et Receptionsarbeide.
Fremdeles Portraitmaleren Hr. Jörgen Roed, som har modtaget til Opgave for Receptionsarbeidet at udføre Portraitet af Academiets Professor, Billedhuggeren Bissen.
Endvidere Landskabsmaleren Hr. Frederik Christian Kiærschou, som har modtaget Opgaven: Et Landstab i en tyrolsk Bjergegn, og endelig
Historiemaleren – Hr. Johann Eddelsen, som har modtaget Opgaven for Receptionsarbeidet: Stærkodder ventende Angantyr og hans Brødre til Kamp, efter Saxo’s 6te Bog.
Slutteligen fremkaldes de Artister og Elever, som skulle nyde den Ære at modtage de dem tilkjendte Præmier af Akademiets høie Præsidis egen Haand: Billedhuggeren Andreas Kollberg, den store Guldmedaille; Billedhuggeren Harald Conradsen, den lille Guldmedaille; Architekten Conrad Stilling, den lille Guldmedaille; af Modelskolen: Hans Jörgen Hammer, Carl Julius Rosenfalck og Georg Christian Freund, den store Sølvmedaille; Peter Wilhelm Kyhn, Mogens Thorvald Muhle, Theodor Gustav Wegener og Joh. Julius Exner, den lille Sølvmedaille; af Bygningsskolen: Peter Larsen Michelsen, Johan Daniel Herholdt og Christian Ludvig Aagaard, den lille Guldmedaille; af Dekorationsstolen: Carl August Weber, Carl Frederik Sørensen og Peter William Klein, den lille Guldmedaille.
–––––––––